home Send mail til administratoren Abonner på nyheder Administration

Agrare drømme og Californisk økologi – er et andet landbrug muligt?

Jeg blev af en hårdhjertet redaktør af et tidsskrift pålagt at læse Julie Guthman’s bog Agrarian dreams – the paradox of organic farming in California fra 2004 (udgivet af Berkeley University Press). Jeg skulle revidere en artikel jeg havde sendt ind til hans tidsskrift og skulle i den forbindelse indarbejde elementer af Guthmans arbejde. Det viste sig slet ikke at være en sur pligt – bogen er noget så sjældent som en empirisk og teoretisk tilfredsstillende historisk redegørelse af en økologisk sektors udviklingsforløb som har en masse at byde på både i bredden og dybden. I bredden med at redegøre for den historiske udvikling og kontekst og dermed også stiafhængighed som har gjort sig gældende i Californien. Her redegøres der overbevisende for at man for at forstå den moderne udvikling af økologien på californisk grund er nødt til at forstå den (agro)industrielle arv som gør sig gældende i Californien.  I dybden fungerer den også godt med at give et konkret bud på hvorfor Californisk økologi har udviklet sig som den har. Kort fortalt har økologiske fødevareproduktion i Californien været genstand for omfattende appropriering af kapitalstærke aktører, som har resulteret i at midtergruppen rent størrelsesmæssigt blandt de økologiske producenter er blevet skubbet ud af markedet. Guthman og andre af hendes californiske kolleger har siden slutningen af 1990′erne været væsentlige bidragsydere til konventionaliseringsdebatten, dvs. den debat omkring den mulige mainstreaming eller netop konventionalisering som kan finde sted når økologiske fødevaresystemer begynde at vokse ud af pionerfasens marginale placering i landbrugslandskabet. Guthman leverer her en meget væsentlig nuancering af denne debat, som udgør en gevaldig kvalificering af fremtidige diskussioner af konventionalisering. Hun har i særlig grad nogen rigtigt spændende betragtning omkring hvorvidt økologien kan transformere fødevaresystemet eller slet og ret hvordan man kan skabe alternativer. Hun mener nemlig ikke at der findes noget “agrart svar” på problematikken omkring den hastige strukturudvikling i den økologiske sektor i Californien. Den agrare drøm, eller det agrare svar går nemlig på at det der er galt er at landbrugsfremmede interesser går ind og overtager gildet – derfor bør man landbrugspolitisk søge at fremme familielandbruget/enkeltmandsejet landbrug som formodes at besidde en række dyder fremfor forskellige typer selskabskapital. (Man kender flere varianter af den agrare drøm fra dansk landbrugspolitik samt fra den danske økologibevægelses udvikling). Problemet er i Guthmans udlægning at der venter nøjagtigt det samme for enden af den agrare drøm som den korporative/agroindustrielle drøm – nemlig intensivering, specialisering, andre typer strukturudvikling og frem for alt trædemølleeffekten. Håbet ligger for Guthmans vedkommende snarere i at ændre de grundlæggende strukturer som præger fødevaresystemet. Man må skabe forskellige spaces of hope (i David Harveys forstand). Guthman ser eksempler på dette blandt andet i væksten i forskellige varianter af Community Supported Agriculture (CSA) hvor man bryder med etablerede grundprincipper for organisationen af fødevaresystemer. Guthman har bedrevet et ualmindelige inspirerende stykke arbejde som absolut er anbefalelsesværdig læsning for alle med interesse for forandringsprocesser i fødevaresystemer, både på den korte og lange bane. Bogen er tilgængelig i en elektronisk udgave fra både Aalborg Universitetsbibliotek og Syddansk Universitetsbibliotek som man kan printe ud.