Midsomer Murders: mord bag veltrimmede hække
Et andet britisk kulturprodukt som tager et distinkt blik på den britiske ruralitet er TV-krimiserien Midsomer Murders, herhjemme bedre kendt under navnet Barnaby. Vi befinder os sammen med kriminalmanden Barnaby og hans skiftende kriminalassistenter i et britisk ruralt landskab som har mange ligheder med Postmand Pers midtengelske, landlige idyl. Det fiktive område Midsomer er en slags landsby-matrice, med adskillige forskellige landsbyer som alle hedder noget med Midsomer foran. Alle er præget af landlig idyl i traditionel midtengelsk arkitektur, der er altid sommer og nok en blomsterfestival på vej. Midt-England præsenterer sig som en blomstrende, duftende have.
Disse mange landsbyer er primært beboet af pensionister eller folk tæt på pensionsalderen. Der er som regel ingen børnefamilier, som muligvis er bosat i storbyperiferien. Det hedder sig som regel at man tidligere har boet i Greater London, men nu er flyttet til Midsomer for at nyde sit otium der. Der optræder som altid een eller flere aktivister fra det lokale foreningsliv, der som regel har til formål at opretholde de lokale festivaler, afholde havekonkurrencer eller agitere for forskellige former for bevarelse (fredninger, bevaringsværdige bygninger og andet). Midt i denne hyggelige idyl myrder man så lystigt løs. Hvis man skulle regne seriens samlede antal dødsfald sammen ville området hurtigt være affolket; een hyggelig landsby for i hvert afsnit myrdet en 2-5 stykker af sine tilsyneladende respektable borgere (hvert afsnit indebærer så typisk at skeletterne vælter ud af skabene i form af afpresning, grådighed, liderlighed og andre såre menneskelige egenskaber). Henover flere sæsoner har man lystigt myrdet løs – begivenhederne registreres lettere lakonisk af Barnaby, som ikke synes at være specielt overrasket. Det er kun hans kone Joyce der en gang imellem ytrer at det er synd for en eller anden. Poor old en-eller-anden.. Som regel har Barnaby da også brug for at drikke sig småstiv i vin når han kommer hjem fra de excesser i menneskelige dårskaber som hans job byder på. Fra tid til anden mener Joyce at de også bør have et hus på landet. I ovenstående filmklip giver Barnaby sin mening til kende om den plan. Han er ikke specielt vild med ideen, som han da også som regel når at forpurre ved ikke at dukke op til nok en aftale med ejendomsmægleren. Det aktive arbejdsliv synes som sagt at foregå i fjerne metropoler, udtrykt ved datteren Cullys jævnlige besøg. Hun er nemlig skuespillerinde og arbejder i en ikke nærmere defineret metropol et stykke væk. Der er heller ingen aktive landbrug i området, alt synes at være små landsbyer med veltrimmede haver og ditto veltrimmede roser (alle er blomsteravlere på konkurrenceniveau). Det er i denne hobbit-idyl af hvid, angelsaksisk, midaldrende middelklasse at der myrdes lystigt løs – serien henter en stor del af sin narrative fremdrift i modstillingen af hygge og uhygge. Lydsiden er præget af en udpræget gotisk lyd hvor ravne skriger, ræve glammer (en faktisk ret uhyggelig lyd) og den allestedsnærværende kendingsmelodi, spillet på en sav. Vi er her så afgjort placeret i hvad man med nogen af tidens akademiske yndlingsfraser kan beskrive som et post-produktivistisk, gentrificeret landdistrikt som er reduceret til kun at tjene bosætningsformål. Men der er blod i den duftende have..idyllen har sprækker hvor alt for velkendte menneskelige dårskaber vælter ud. I det hele taget synes serien ikke egentligt at have meget godt at sige om livet det post-produktivistiske Rural England. Der holdes nidkært øje med naboers gøren og laden, der sladres og mange har afgjort boet for længe i området. Ingen (udover Barnaby og pub-indehavere) synes at have et dagligliv hvor man går på arbejde og kan lide det. Det fleste døjer med at fylde livet ud. Midsomer Murders har meget lidt til fælles med en film som Fargo (af de fabelagtige Joel og Ethan Coen), men Fargo har lige så lidt positivt at sige om Rural America som Midsomer Murders har om Rural England. Begge skildrer landdistrikter hvor det absolut er den mørke side af lokalsamfundenes kommunitarisme som er den mest fremtrædende. Men stadigvæk er Barnaby absolut godt selskab på en ellers ret tyndt besat lørdag aften-sendeflade, om man så ser den med de rurale briller eller ej. Det er bare lidt frustrerende at se det rurale som en negativ kategori i agtelsens geografi, som Henrik Dahl sikkert ville sige det.
Jeg løb over et par interessante artikler i Journal of Rural Studies forleden (Horton, J. (2008) Postman pat and me: Everyday encounters with an icon of idyllic rurality. Journal of Rural Studies, 24(4) pp. 399-408 + Horton, J. (2008) Producing postman pat: The popular cultural construction of idyllic rurality. Journal of Rural Studies, 24(4) pp. 389-398). Emnet var Englands yndlingspostbud Postman Pat, eller Postmand Per som han hedder på de her kanter. Jeg kunne her læse at den gode Postmand Per og hans kat Emil ikke at forglemme, de senere år rutinemæssigt er blevet forbundet med en bestemt fremstilling af de engelske landområder, som bliver betegnet som uhildet idyllisk. Pers job som postmand muliggør køreture gennem et midtengelsk landskab karakteriseret af egenskaber som kritiske røster betegner som “hvid, Anglocentrisk, konservativt, heterosexistisk og elitært”. Pers hjemby Greendale er da også forsynet med en “village green”, dvs. centralt parkområde, en velbesøgt middelalder-landsbykirke, en velbesøgt “olde worlde” postkontor som handler med alle mulige dimser som vi de senere år også har lært at kende på vores egen posthuse, en hyggelig og ikke-lukningstruet landsbyskole og et lokalt velholdt gods. Landskabet han kører rundt i er præget af snoede landeveje uden ret meget trafik, stenbroer over brusende bække, stenhegn og læhegn der snoer sig mellem de små markparceller. De hyggelige hobbit-agtige stenhuse er beboet af lokale beboere, ikke af pendlere som skaber kaos på de små snoede veje når de vender hjem eller skal hente ungerne i skolen. Det som denne fremstilling af den landlige idyl IKKE indeholder er ikke-hvide, ikke-kristne, homoseksuelle, hjemløse, fattige, handicappede, kriminelle eller bare almindeligt ulykkelige mennesker. Endvidere så glimrer arbejdsløshed, industrialisering, social udstødelse, ulighed, forbrugerisme og stort set alt andet uden for “den patriarkalske kernefamilies” vante gebet ved sit fravær. Byen er dog tilstede i Postmand Pers univers, konkret i bøgerne Pat goes to town (1988) og Pat’s busy day (1989) hvor Per tager på besøg i en større by i omegnen samt i London. Byerne forbindes da med snavs, skrald, forurening, kriminalitet, frygt, ensomhed, isolation og fremmedgørelse i forhold til naturen. I Pat goes to town vandrer han således rundt mellem Sikher, muslimer, Afro-caribianere, hjemløse, punkere og noterer sig blandt andet at der er “more postwomen than postmen“. Her kan man næsten gøre en synkelyd mens man læser videre i den anden artikels indledende opridsning af den akademiske diskussion om landlig, engelsk idyl. Jeg bliver jo helt bekymret over hvor hyggeligt jeg selv og mine børn har haft det i selskab med den rare postmand og hans kat. Det er da også spørgsmålet om hvor meget en børnebogs- og børnefilmsfigur som Per egentlig skal slæbe på skuldrene. I den anden artikel når forfatteren da også frem til at den aktuelle fremstilling af den landlige idyl som Postmand Per udtrykker, i høj grad knytter sig til de bestemte personer som i sin tid fik opgaven med at udvikle programmet (forfatteren John Cuncliffe og hans specifikke biografi) og den pågældende BBC-producer som var med til at få programmet på BBC til at vinde momentum. Den er med andre ord autentisk og kan som sådan ikke gøres til genstand for nærmere italesættelse end i den form serien rent faktisk har. Produceren af serien vil gå så langt som til at sige at Postmand Pers univers er et idealt landligt idyl, men erklærer samtidigt i et af de interviews der ligger bag artiklen at politisk korrekthed i forbindelse med børneprogrammer er rent crap som han ikke kan bruge til noget som helst. “They are just stories, for God’s sake!“. Forfatteren er også med til at understrege at Greendale og de hyggelige lokale beboere i høj grad er baseret på han egne oplevelser som bosiddende i det midtengelske Lake District. Er Postmand Per nu også så slem? Ved nærmere øjekast er der bestemt også sprækker i idyllen, eller snarere i entydigheden af den landlige idyl. Der er visse måder hvorpå Per begynder at træde ud af sit hyggelige, måske lidt sterile liv. Han bliver gift og må også få et sexliv siden han får et barn. Han flyver med ballon, han møder en indisk familie, han får lidt mere der minder om et liv. I hvert fald er Postmand Per under stadig udvikling, blandt andet fordi den skal tilpasse sig skiftende vilkår på det felt den er placeret i. Netop at Postmand Per er placeret i et bestemt felt er en væsentlig pointe i artiklerne. Om så fremstillingen af landet er idyllisk og om det er forkert er sværere at give et entydigt svar på. Produceren af serien synes at ramme noget centralt når han siger at “..It is beautiful. That’s what Greendale is all about. It is pretty. We’d all like to live there, but we can’t all, but we can all se it on television..”. I andre forhold gælder det nogen gange at vi ikke får større kors at slæbe end vi kan bære – man kan håbe at det samme vil være tilfældet med Postmand Per.
