Den 18. juni bragte Ingeniøren en forsideartikel af journalisterne Mie Stage og Mette Buck Jensen, som havde overskriften “Økologer bør bruge pesticider og GMO” (se dette link til artiklen). Der er ifølge artiklens forfattere adskillige ting galt med økologien: reglerne skal være mindre “religiøse og dogmeagtige” og det er nødvendigt at gøre op med det økologiske landbrugs “hippieregler”. Artiklen lader os forstå at det er nødvendigt for at kunne brødføde over 9 milliarder mennesker i år 2050. Nu er det jo hverken første eller sidste gang at økologien bliver kritiseret: tidligere har man set både skingre, kuriøse men heldigvis mange seriøse diskussioner af økologiens anvendlighed som et middel til et rimeligt jordbrug. Den fiktive pensionerede planteavlsagronom Erling Brokkendorf i Politikens sektion ATS er en driftsikker leverandør af kommentarer om økologien, for eksempel med hans metafor om Ritt Bjerregaard på økologisk løbehjul eller i hans brok over Carina Christensens forsøg på at gøre os til økologiske billister. Andre bidragsydere har været forfatteren og foredragsholderen Helga Moos, som i flere debatbøger rettet mod økologien kritiserede økologien som den rige verdens luksuspjat i en sultende verden. Hun bød dog også på en spændende kulturkritisk vinkel på økologien: at dens mandlige udøvere er kvindagtige mænd, hvis naturlige mandlige handlekraft er blevet amputeret som følge af kvindelige pædagoger og undervisere. Mænd, som ikke vil sprøjte, ikke vil handle mod naturens grumhed, feje krigere.. mænd som har tilpasset sig en kvindelig norm om vegetarisk sameksistens med skaberværket, for fortsat at stå sig godt med disse dominerende kvinder.. Skrappe sager, forståeligt nok. Dette er dog et mindre spor i hendes kritik – hovedsporet er så afgjort det samme som de to (kvindelige) journalister i Ingeniøren forfølger: at økologien er et usselt forsøg på at nægte den sultende verden som den har ret til, da den kan indebære reduktioner i udbyttet. I den forbindelse er ordet “hippie” åbenbart centralt, så forstår vi jo alle hvor vi er henne. Sådan nogen langhårede lømler! Der er efter min mening adskillige ting galt med denne artikel. For det første står det uklart hvad man egentligt sigter til, dvs. at argumentets geografi er mangelfuldt defineret. Hvor er behovet for ekstra mad, hvem skal øge produktionen og hvorhenne? Man springer istedet direkte til at forholde sig til hvordan produktionen skal øges, uden at overveje hvorvidt antagelsen om at alle kan købe alles varer på det globale marked. Hvad er forbindelsen mellem den hjemlige økologisektor og fødevareforsyningen i for eksempel Afrika? Mig bekendt har den økologiske branche herhjemme ikke fremkommet med skråsikre erklæringer om at man sidder med løsningen på Afrikas (mange) problemer. Hvorfor er det så at det pludselig kommer til at lyde som om at det er økologernes skyld at de afrikanske børn går sultne i seng, idet deres “hippieregler” begrænser produktionen? Det minder om et tilsvarende fænomen som man kan finde i den politiske debat mellem højre- og venstrefløjen. Fænomenet er at der stilles højere moralske krav til den progressive venstrefløj end til højrefløjen. På samme måde er der i artiklen også en antagelse om at økologien er et progressivt alternativ, dvs. at man tilsyneladende knytter en så høj moralsk forventning til den, at det retfærdiggør at man ikke retter en tilsvarende kritik mod det konventionelle jordbrug, idet denne sektor åbenbart ikke kan gøres til genstand for den samme moralske refleksivitet. Eftersom den konventionelle sektor fortsat er langt den største, burde man ellers tro at det ville berettige at man stilede kritikken mod denne. Men det er åbenbart ikke tilfældet, selvom den konventionelle sektor i lighed med økologerne heller ikke bruger GMO. De progressive er åbenbart særligt skyldige. Senere i samme nummer (side 4-5) kommer de faglige eksperter (Per Pindstrup-Andersen, Jørgen E. Olesen, John Porter og Christian Friis Bach), over for hvem Ingeniøren på deres forside udøver noget der ligner citatfusk, dog mere til orde. De søger tilsyneladende at forholde sig mere afbalanceret til spørgsmålet om den globale fødevareforsyning. Et af de spændende diskussioner er spørgsmålet om den offentlige forsknings rolle, samt betydningen af patentlovgivningen i relation til GMO. Dette tema burde være langt bedre belyst, blandt andet på baggrund af at det offentlige stort set har trukket sig væk fra bioteknologisk forskning og har overladt denne arena til private firmaer, heriblandt virksomheder som Monsanto. Dette er en vigtig faktor i vurderingen af hvad det er for nogen GMO-teknologier som vi står med i dag og om hvorvidt det overhovedet er de rigtige teknologier som er på markedet? Dette er substantielle spørgsmål og kunne kvalificere debatten noget mere end den øko-hippie-baskning som de to journalister fra Ingeniøren præsterer. Gad vidst hvordan Brokkendorf ville slutte af? Længe leve den højtbesungne journalistiske frihed!?
Som jeg læste artiklen, handlede det ikke så meget om vores hjemlige økologisektor, men nærmere om hvorvidt de økologiske dyrkningsformer skal spredes til udviklingslandene.
Hej Rasmus.
Tak for kommentaren. Jeg er for så vidt enig, jeg syntes bare at de to journalister burde have præciseret deres sigte med noget større omhu. Grunden til at jeg selv for i blækhuset, er at økologerne herhjemme efter min mening vil have svært ved at læse artiklen som andet end en for mig at se uretfærdig beskyldning.