Chris Kjeldsen

Min ven Bo gjorde mig opmærksom på en verserende videnskabskrig, som øjensynligt har udspillet sig et stykke tid med afsæt i Århus. Det drejer sig om en krig mellem den elektroniske musiker og wunderkind Goodiepal og Det Jyske  Musikkonservatorium hvor han underviste indtil 2008. Ifølge en nylig artikel i Politiken ophørte dette ansættelsesforhold da konservatoriet og Goodiepal (efter hans udsagn) ikke kunne enes om pensums rolle for hans undervisning. Goodiepal ville efter hans mening undervise på en ganske anden måde end hvad konservatoriet foreskrev. (Man kan se en smagsprøve på Goodiepals undervisning i hans forelæsning på programmet Den 11. Time på DR). Efter sin afgang har han så viet en del af sin tid til at føre ubarmhjertig krig mod musikkonservatoriet. Som den førnævnte artikel i Politiken kunne dokumentere, er omdrejningspunktet i den seneste eskalering af konflikten (nu er krigen total) at Goodiepal efter konservatoriets udmelding har stjålet en hundedyr, avanceret musikcomputer, Eventide H8000. Goodiepal har siden offentliggjort en video på Youtube (også refereret i artiklen) hvor den bemeldte Eventide H8000 ses blive “hakket, boret og forbedret” før hjemsendelse.
Da konservatoriet så meldte ham til politiet for røveri af denne maskine, blev Goodiepal rigtig ond i sulet og har nu meldt ud at maskinen ikke bliver leveret tilbage før rektor for musikkonservatoriet offentligt indrømmer at han “har tabt” krigen med ham. Goodiepal er absolut ikke for fastholdere – hvis man for eksempel ser hans profil på Wikipedia, virker det som om han selv har hacket denne. Wikipedia gør da også opmærksom på at artiklen “..may contain improper references to self-published sources..”. Det er på sin vis meget forfriskende at man gør et opgør mellem kunst og videnskab som det her til et spørgsmål om personlig ære (Den elektroniske musikers Bushido?) – samtidigt med at det er helt i ude i hampen.  Vi er her et helt andet sted end hvad vi ellers har set af videnskabskrig de senere år, såsom f.eks. Sokal affæren eller den senere Bogdanov affære, som begge på hver deres måde rejste spørgsmål om peer review-processens rolle for at sikre kvalitet af videnskabelig viden og navnligt at filtrere det ud som ikke er det. Her er det, med Bos ord, videnskab over for den kunstneriske impuls og det har foreløbigt ikke foregået i stilhed. Den verserende krig forekommer da også i høj grad at fungere som et eksempel på problemerne med at spænde over to vidt forskellige felter, videnskab og kunst. Een af de vigtige spørgsmål er her hvad den udøvende kunstner kan bruge analytisk videnskab til, da denne muligvis ikke kan sige noget som helst som kunsten kan bruge i dens proces. Eet konkret eksempel blev nævnt for nogen dage siden af historikeren Jonathan Israel i en artikel i Information. Her hedder det om filosofiens rolle at “..For 1700-tallets tænkere var filosofi studiet af ‘virkelighedens arkitektur’ – det vil sige studiet af alting. Det giver ikke mening for moderne, analytiske filosoffer. De har gjort filosofi til en specialiseret beskæftigelse, der intet kan sige om samfundet eller historien. Filosofien har i en vis forstand ødelagt sig selv ved at blive analytisk.” Det er en meget spændende diskussion og de udfordringer som dette problem stiller universitetet over for er ikke sådan lige nogen man sover på og glemmer igen. For er det sådan at vores stræben efter gyldig, analytisk viden indenfor atutonome videnskabelige felter nødvendigvis betyder at vi mister vores evne til at udsige noget som helst af relevans for samfundet og historien? Det er ikke lige sådan at svare på..