Chris Kjeldsen

Den 9-10 marts deltog jeg og mange andre danske kolleger i afslutningsseminaret for forskningsprojekterne under Fødevareministeriets landdistriktsprogram på Hotel Nyborg Strand. De to dage bød dels på oplæg som opsummerede de vigtigste forskningsresultater, men også oplæg af nogen af de forskellige aktører med interesse for landdistriktsforskning. Det var et par dejlige dage som gav lejlighed til at reflektere over den forskning som vi har været og stadigvæk er involveret i. Programmet bød blandt andet også på et oplæg af en repræsentant for Landbrug & Fødevarer, hvor nogle af elementerne i særlig grad fangede min opmærksomhed. Det drejede sig om Landbrug og Fødevarers tolkning af de lettere dystre udlægninger af FN’s klimapanels betragtninger over den globale fødevareforsyningssikkerhed (den indgår i klimapanelets store rapport fra 2007). Diagnosen lyder på at verdens befolkning vil stige fra lidt over 6 til over 9 milliarder inden for de næste 10-15 år. Det rejser bekymring om hvorvidt de globale fødevaressystemer kan levere mad nok til verdens befolkning. FN notere sig på deres side at der vil være tale om regionale differentieringer i efterspørgslen efter fødevarer. Det interessante er så at Landbrug og Fødevarer udvikler deres diagnose på den måde at befolkningstilvæksten og de aktuelle udvidelser af middelklassen i lande som Kina og Indien betyder at der kommer en stigende efterspørgsel som påkræver at vi i EU bør anlægge et nyt produktionsfokus. Argumentationsrækken er relativt kompleks, da behovet for energiproduktion som en respons på den svindende forsyning af olie også inddrages i argumentationen. Dette tema har fået en ny relevans de seneste par år – blandt andet var der på sidste sommers ESRS konference i Vasaa en session med titlen “The New Productivism: Agricultural Responses to Increasing Food and Energy Prices and Climate Change” (link). Jeg har desværre ikke fået fingrene i nogen af de garanterede gode oplæg under denne session. Diskussionen kan dog få een til at tænke på Myten om den evige tilbagekomst, dvs. hypotesen om at historien går i ring, at der på den måde intet nyt er under solen og at talrige debatter udspiller sig igen og igen uden nødvendigvis at blive afgørende kvalificeret efter hver runde. Dette skyldes i relation til den aktuelle debat, at vi har haft dele af diskussionen før i forbindelse med diverse reformtiltag rettet mod EU’s landbrugspolitik. Skal EU producere til resten af verden (subsidieret af EU-budgettet) eller skal vi ikke? Hvad jeg bed mærke i på den fredelige tirsdag på Fyn under oplægget af Landbrug & Fødevarer, var at debatten som tidligere ikke synes at forholde sig til det rumlige aspekt af forsyningsdebatten. Det skal jeg selvfølgelig sige, med min placering i en syntesegeografisk forskningsgruppe, men der synes alligevel at være en kortslutning i at gå fra at konstatere at når FN snakker om regionale forskelle, så er svaret ny produktion i EU. Hvem skal aftage denne merproduktion, hvorhenne og til hvilken pris? Og hvilke implicitte forventninger om subsidier er bundet op på denne argumentation? Uanset om antagelsen om en forøgelse af den globale middeklasse skulle holde, kan man så ikke på samme måde forvente at den globale underklasse vil vokse i samme eller større omfang? Jeg kan såmænd også selv længes efter at det jeg og andre agronomer rent faktisk blev uddannet til, rent faktisk ville gøre en forskel over for de mange der stadigvæk sulter. Mængden af opmærksomhed på dyrevelfærd, livskvalitet i landdistrikterne, lokal økonomi, spiseforstyrrelser, overvægt, miljøproblemer eller snarere -forbedringer peger dog den anden vej. Denne vifte af emner tilhører det som man i den engelsksprogede forskningslitteratur betegner som post-produktivisme. Navnet kommer blandt andet af at det er emner som opstår i en kontekst hvor fødevaremarkedet er mættet og kvaliteten af de fysiske miljø i landdistrikterne i den grad har mærket de utilsigtede konsekvenser af agro-industrialiseringen. Diskussionen om bioenergi og dens fremtidige rolle i arealanvendelsen er i den forbindelse noget nyt, idet det ikke har noget at gøre med den sultne verden. Istedet handler det om vores økonomis udvikling hen i mod hvad man kan betegne som en post-olie økonomi, hvor vi kan imødese at måtte hente fremtidens energiforsyning fra en lang række alternative energikilder. Det er en for mig at se anderledes reel diskussion, hvor det ikke er nødvendigt at hive sultne masser ned fra snoreloftet for at vække nogen for mig at se fejlplacerede følelser. På den måde er der absolut nye elementer i den verserende debat og det taler så absolut mod at dyrke den akademiske myte om den evige tilbagekomst. Det der dog er anstrengende er mobiliseringen af nogen gamle symboler, som man åbenbart mener indeholder tilpas meget symbolsk kapital til at kunne bruges i kampen for at etablere fremtidens roller for landbrugssektoren. Men spillereglerne er da også vigtige, og ingen kan bebrejde Landbrug & Fødevarer at man mobiliserer symbolsk kapital – man kunne bare ønske sig at man ville vælge dem med lidt større omhu.