Jeg kom i aftes til at bladre igennem nogen af de bagerste rækker i min tegneseriesamling, afledt af skrivningen af forrige indlæg om miljøtegneserier. Det jeg faldt over, var for det første at det godt nok syntes at stemme (for min samling i hvert fald) at sansninger af det byggede miljø og naturmiljøet i relation til den menneskelige civilisation primært synes at blive et ærinde for den amerikanske modkulturelle tegneserie fra slutningen af 1960erne og frem. Inden for tegneseriernes hovedstrøm er det også mest i nyere tid at forholdet mellem menneske og natur italesættes i et miljøperspektiv. Det oplagte eksempel er her naturligvis Bedstemor And og den måde som hun lever et dybdeøkologisk liv på med familie og dyr. Fra tid til anden popper temaet op i andre dele af Anders And-universet. Et eksempel er i den engang så fremragende serie Stålanden, som kørte fra 1997 til starten af det nye årtusind på dansk. Man kan i Stålanden nr. 4 fra 1997 finde denne mindeværdige scene hvor Stålandens samarbejdspartner FBI specialagent Mary Flagstaff er på besøg hos episodens überskurk Professor Morgan Fairfax.
Et af hans gustne karaktertræk er at han byder Flagstaff på økologisk kaffe, altimens han pønser på at raserere det sydvestlige Californien med kunstigt frembragte jordskælv. Hans gustne gerninger er altsammen del af en radikal dybdeøkologisk aktion for Californien, hvor jordskælvet vil hæve nye landområder fra havet og således booste fødevareproduktionen til en (kommende) sulten verden. Mange liv vil dog gå tabt i det inducerede skælv, men det er artens overlevelse der tæller. En meget dobbeltydig episode – det bør være overflødigt at nævne at Stålanden klarer ærterne, selvom hans ven og partner Globus, en avanceret kunstig intelligens, i starten ikke kan hjælpe ham med det, da han udfra hans logiske programmering ikke kan finde nogen fejl i Fairfax argumentation for Operation Fangea (navnet på det påtænkte jordskælv). Han bliver dog overbevist af Stålandens kritik af den rene fornuft og tager et væsentligt skridt mod at tilegne sig kybernetisk phronesis. Fantastisk plot! Stålanden er et fremragende eksempel på en italesættelse af en aktuel diskussion af en væsentlig problemstilling vedr. jordbrug og fødevarer. Der er dog mange forskellige bud på sansninger af samspillet mellem mennesket og dets fysiske miljø. Hvis man dykker tilbage i den amerikanske modkultur (det samme billede vil sandsynligvis også gøre sig gældende for den danske ditto) finder man væsentligt mere pessimistiske sonderinger af menneskets forvaltning af skaberværket. Et eksempel er Gilbert Shelton, skaberen af den fabelagtige flipper/syrehoveds favorittegneserie som på dansk går under navnet Flipkompagniet (The Fabulous Furry Freak Brothers). Shelton er en fabelagtig tegner og fortæller, som med fortællingen om de tre gamle syrehoveder Fineas, Fat Freddy og Freewheelin’ Franklin har skabt en klassiker. Universet i serien er præget af den kulturpessimistiske grundtone som man kan finde i andre modkulturelle ikoner som for eksempel Grateful Deads musik, eller litteratur som Jack Kerouacs On the Road (Vejene), men besidder dog også sin helt egen uforligneligt gakkede, absurde humor som stadigvæk holder.
Kulturpessimisme er nok ikke eksklusiv for den amerikanske modkultur – en sang som Cæsars Storkespringvandet synes jeg er en forfærdelig trist sang med en helt åbenlys tabermentalitet (der er ikke noget der nytter – modkulturen er fis i en hornlygte – alt forsvinder igen – klynk og hulk – det er sikkert nogen andres skyld). Det er ikke specielt lyserøde billeder Shelton fremmaner af hvor USAs bymiljøer er på vej hen. Det eksempel er skildringerne af et byrum i åbenlyst forfald, som det fremmanes i 2-binds historien “Flipkompagniet på Farten” fra slutningen af 1980erne. Vores tre antihelte er her på vej til Colombia for at købe deres tjald ved kilden og passerer på vejen igennem et post-apokalyptisk bylandskab præget af gadebander og vidtrækkende økonomiske dynamikker (de store flyselskaber er gået fallit og lufthavnen er et semi-anarkistisk rod af små snuskede selskaber). Om det bare er en del af byrummet som er blevet glemt af økonomiens hovedstrøm, fortælles der ikke om. Det er i hvert fald en grim, forfalden og dybt risikabel verden, hvor byrummet lider under et totalt fravær af fysisk planlægning. Regeringen er kun synlig ved stupide betjente, som mest er optaget af at slå ned på afvigere end bidrage til at mindske følelsen af almen risiko. Under deres rejse, hvor de aldrig kommer til Colombia, bliver verden overtaget af et globalt militærdiktatur, der dog mod slutningen af fortællingen overvindes (delvist ved Flipbrødrenes mellemkomst). Da de langt om længe vender hjem til deres lejlighed, er den civile regering under præsident Tweedledee blevet genindsat.
Billedet fortæller det hele – standarden af de civile ledere er efter Sheltons fremstilling absolut ikke noget at råbe hurra for. Man er tilbage i det samme gamle lort, men i det mindste er det en civil regering som laver lortet. Shelton har ved andre lejligheder ytret sin opfattelse af amerikansk kultur. Han har blandt andet skrevet en fabelagtig fortælling om hans alter ego Gilbert Desanex’ drømme. En overdådigt syret tour-de-force fra en mesterfortæller. Det er umuligt at give en dækkende referat af den surrealistiske fortælling, men på et tidspunkt havner Gilbert D. som leder i Kreml hvor han tilbyder USAs præsident en fredsaftale og total demilitarisering. Denne smækker bare røret på og ignorerer tilbuddet. I raseri udløser Gilbert det sovjettiske atomvåbenarsenal.
De dødsdømte amerikanere besinder sig og går mod forventning ikke til modangreb. Istedet for sender de godt nok missiler, men istedet for bomber sender de deres dyrebare amerikanske kulturarv – det regner således med køleskabe, biler, motorhomes og andet godt. Det er muligvis Sheltons sarkastiske kommentar til Reagans kulturudvekslingsaftale med Gorbatjov fra sidste halvdel af 80erne hvor USA fik Bolshoj-operaen på besøg, og Sovjet fik Beach Boys (!). Under alle omstændigheder ikke et specielt positivt billede af den amerikanske og dermed også vestlige kultur. Det der for mig er interessant ved at tilgå disse forskellige billeder er hvad man kan mene om forskellene. Er valget mellem Stålands-italesætningen, der på tilsyneladende sober vis prøver at udfolde en tematik og de uundgåelige dilemmaer der knytter sig til det – og på den anden side Gilbert Sheltons radikale kritik der dog ikke rummer mange ansatser til at snakke løsninger (jeg siger udtrykkeligt ikke at det på nogen måde skulle være kunstens opgave). En reformistisk eller aktivistisk logik – en reformtilgang modsat en modkulturel tilgang? Det man umiddelbart kan sige er at den modkulturelle optik ikke synes at være særligt optaget af løsninger. Det er efter Sheltons fremstillings logik ikke grundlag for andet end historiens rædsel – forstået som at man som anfægtet menneske til en hver tid må døje med at samfundet er en forskelligartet størrelse, hvor man ikke kan forvente at finde en enhedskultur. Hvis man så definerer sig som værende imod den dominerende kultur, er man i sagens natur udenfor – i et marginalt, afvigerspor uden mange muligheder for at vinde indflydelse. Oven i købet med alle muligheder for forsmået bitterhed vendt mod dem som tænker anderledes end een selv. En i grunden usund blanding – jeg synes dog stadigvæk at Shelton er en stor tegneseriekunstner. Den kulturelle logik som man kan læse i hans arbejde er dog ikke nødvendigvis noget at bygge på. Som en eller anden sagde i forbindelse med klimakonferencen og det at arbejde med en så kompleks og vanskelig realiserbar opgave, så vil fortvivlelse være en forbrydelse mod kommende generationer. Det siger nok meget godt hvad vi står over for med vores gnadrende civile regeringer og deres Tweedledee-politikere, som har så svært ved at integrere andre tidshorisonter end valgperioder. Det kan godt være at det er noget værre bras, men det er vores folkevalgte bras og det bør være muligt at gøre noget – det bør ikke være sådan at vi har de politikere vi fortjener. Så meget kan man dog bruge Shelton til uden for de skønne stribers verden..
0 Responses to “Natur og menneske i tegneserier II”
Leave a Reply