Chris Kjeldsen

Det var (og er altid) en væsentlig del af fornøjelsen ved at være på konference at man møder sine gode danske kolleger på fremmed jord. Der opstår hurtigt en god eksilstemning, hvor man sikkert som de fleste andre minoritetssproggrupper opsøger fæller der taler ens modersmål. Det lyder nu engang så fantastisk i fremmede omgivelser. Danskerne var en stor flok på ESRS, da der var mødt kolleger op fra de fleste danske universiteter. Da jeg er stolt over mine dygtige kolleger, kunne jeg ikke lade være med at lave en udklipssamling, en slags scrapbog over dele af “min” generation af forskere. Ren Se & Hør for det rurale akademi..

Da mit hjerte stadigt banker varmt for Aalborg Universitet, var det en stor fornøjelse af konstatere at Jørgen Møller fra Institut for Samfundsudvikling og Planlægning var mødt op. Jørgen er arkitekt af uddannelse. Hans forskningsmæssige brand, i hvert fald den tid jeg har kendt ham, har været hans interesse for landsbyernes fysiske miljø. Gennem talrige ture gennem landsbyDanmark har han blandt andet opbygget et enestående fotografisk arkiv over landsbymiljøer og i særlig grad landsbymiljøer i forfald. Jeg håber en dag at kunne få lejlighed til at se hans billeder igennem, da det er en unik dokumentation af et stykke stort set glemt Danmark, som trives langt fra den fremherskende kognitive geografi. En anden af mine danske helte er så afgjort min tidligere kollega fra Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter i Esbjerg, Gunnar Svendsen. Gunnar er ophavsmand til en bunke bundsolidt akademisk arbejde om social kapital og er en international efterspurgt profil på området. Vi deler en fælles interesse for kapitalbegreber og Bourdieu, foruden mange andre ting. Vi havde et fælles paper (også med min Foulum-kollega Egon Noe som medforfatter) på konferencen om det samme emne – et casestudie af fire individuelle entrepreneurer i danske landdistrikter og deres anvendelse af social og symbolsk kapital. En af de andre helte er Hanne Tanvig, tidligere centerleder på det hedengangne Center for Forskning og Udvikling i Landdistrikter. Hun er nu på KU-Life, Skov og Landskab og nærmere betegnet deres sattelit i Vejle.

Jeg arbejdede sammen med Hanne tilbage i år 2000 på et projekt som skulle kortlægge dansk forskning i landdistrikter. Hanne er også arkitekt – som de fleste arkitekter er hun god til at orientere sig i bredden og besidder en mangefacetteret viden om landdistriktsforhold og kender Gud og hver mand i branchen, herhjemme som i udlandet. Hanne og jeg havde et fællespaper med på konferencen, som var en bearbejdning af Hannes erfaringer med Læsø og “miraklet på Læsø” hvor man er godt i færd med at transformere sig fra et slidt udkantsområde til det som æggehovederne kalder et New Rural Area (mere om det en anden gang). Der var også mødt gamle venner op som jeg ikke havde hørt fra et stykke tid. Fra DTU deltog Mette Weinrich Hansen, Thorkild Nielsen og Niels Heine Kristensen. Mette kender jeg helt tilbage fra vores fælles engagement i Landbohøjskolens økologigruppe. Øko-gruppen og netværket med udgangspunkt i den, har nu efter mere end 10 år spredt sig over mange forskellige brancher, dog med den agro-kemiske industri som en enkelt undtagelse. (Ja, der var jo godt nok den om Elins ex-kæreste Hans Jørgen som fik arbejde hos Monsanto, men det taler vi helst ikke om, han var ellers rigtig flink..). Mette holdt oplæg om hendes arbejde med at studere danske økologivirksomheders forståelse af økologibegrebet. På første række ser man min gode ven og Foulum-kollega Egon Noe med læsebrillerne i offensiv position (han opponerede på Mettes oplæg). Senere var Thorkild Nielsen i aktion, med et indlæg om svin i post-terminal fase, dvs. som bacon. Den gode danske bacon er nu ikke helt dansk på samme måde – den bliver nu forarbejdet i Polen af polske arbejdere der går for ca. 15 kr. i timen. Baconens rumlighed er en anderledes kompleks historie, nu da den for alvor er trådt ind i strømmenes rum. Thorkilds oplæg var godt på mange måder – jeg bed dog særligt mærke i hans akrobatiske håndtering af en flaske vand, som han brugte som retorisk rekvisit med overraskende effekt. Ren poesi i bevægelse..

Der var mange andre jeg kunne have lyst til at nævne, men pladsen er nok ikke til det og det ville også mest blive en hyldest til alle disse begavede mænd & kvinder, som alle er så dygtige (og kommer sikkert også fra gode familier)  – men en konference som den nu overståede ESRS 2009 gør mig kun mere stolt over at være deres kollega.