Min gode ven og kollega Gunnar Svendsen har lige skrevet en kronik i Jyllandsposten, hvor han går ind og udfordrer den for tiden ret hyppige brug af begrebet “den rådne banan”. Den seneste tids fokus på landdistrikternes situation, som det for eksempel er udtrykt i DR’s tema “Danmark knækker” (se oversigt over DRs artikler under temaet) har betydet at begrebet er blevet kastet i grams over hele mediebilledet herhjemme. Gunnar gør opmærksom på at denne værdiladede brug af begreber skal ses som led i en symbolkamp, som handler om fordelingen af anseelse i den offentlige debat. Den rådne banan indgår dermed som en symbolsk kapital i blandt andet det som Henrik Dahl har betegnet som agtværdighedens geografi (anvendt i hans udmærkede bog Den Usynlige Verden fra 2008). Det er i den forbindelse (som Gunnar forbilledligt trækker op) vigtigt at der er en forbindelse mellem agtværdighedens geografi og så den politiske og økonomiske geografi, forstået på den måde at valøren af den symbolske kapital som bliver mobiliseret af forskellige sociale aktører spiller en central rolle for de konkrete måder som udvikling bliver planlagt og udført på. Det kan også udtrykkes om at det er ikke en helt uskyldig beskæftigelse af slynge om sig med begreber som “den rådne banan”, da de bestemt yder deres bidrag til at etablere en symbolsk orden. I en anden forbindelse har jeg kommet omkring en anden Henrik, nemlig den franske filosof og humangeografiske klassiker Henri Lefebvre og nærmere fortalt Lefebvres såkaldt triadiske rumbegreb, som det blandt andet er formuleret i hans (iøvrigt lettere kaotiske) bog Le Production d’Espace/The Production of Space fra 1974 (udgivet i engelsk oversættelse på SAGE i 1991). Grunden til at Lefebvre er interessant i denne forbindelse er hans betoning af at det symbolske rum af forestillinger som man blandt andet mobiliserer i alment kulturelle sammenhænge bør betragtes som et relevant analytisk felt i redegørelsen for hvordan forskellige typer rum konstitueres, side om side med institutionelt forankrede begrebsliggørelser af rum og det praksisfelt som disse referer til. 
Lefebvre opererer derved med tre dimensioner i hans rumbegreb, som illustreret ovenfor: for det første rumlig praksis, som udgøres af de konkrete måder hvorpå mennesker arbejder, bor og lever på. Det konkrete udtryk er det daglige liv for folk som bor i byer, i landdistrikter eller på landbrug, deres vaner og pludselige indskydelser. Det er dette liv som er genstanden for rummets repræsentationer, som er de begreber som bliver brugt til at differentiere dele af rummet fra hinanden. Disse omfatter begreber som byzone, landzone, landdistrikt, by, region, kommune osv. Det drejer sig altså om analytiske distinktioner, som kan gøres til genstand (i et vist omfang) for rationel debat, idet de typisk produceres af professionelle i dertil indrettede institutioner. Et arketypiske eksempel på sådanne repræsentationer er klassifikationer af landdistrikter, som vi f.eks. gør det her på mit arbejde (se for eksempel en klassifikation som vi lavede til brug for landdistriktsprogrammet 2007-2011), samt andre modeller, planer, kort og designskitser. Der er dog også andre kilder til viden som er relevante at tage i betragtning. Lefebvre opererer nemlig med en tredie kategori. Det drejer sig om repræsentationernes rum, som er Lefebvres begreb om symbolske systemer, fantasier, forestillinger, visioner og andre fortolkningssystemer, som (stortrives) uden for de institutioner der har som formål at producere deres repræsentationer. Kampen om symbolerne tilhører på mange måder denne sidste kategori. Når forskellige aktører bruger mange ressourcer på at kæmpe om valøren af symboler, afspejler det at der reelle interesser på spil på en anden arena, nemlig i rummets repræsentationer (politisk planlægning) og i sidste ende i praksis. Når eksempelvis landdistriktet gøres til en residualkategori (det der ligger uden for byerne og som er koblet af den moderniseringsproces som finder sted der), og bliver til en rådden banan og ikke et hjerteland eller rygsøjle (som USAs Heartland i midtvesten) mister landdistriktet sin legitime blandt de repræsentationer som skulle være med til at sikre at det bliver inddraget som et relevant anliggende i den politiske planlægning. Og dette uagtet at mange mennesker finder mening i faktisk at bo, leve og arbejde i landdistrikterne.
Nu skal der selvfølgelig flere ting end bare symboler til at skabe en politisk platform. Landdistrikterne kan da heller ikke leve af symboler alene – hvis de skal indgå som en relevant arena for politisk planlægning vil det da nok også kræve at man kan knytte an til reelle økonomisk aktiviteter, en rural økonomi som ikke kan udspille sig andre steder end netop i landdistrikterne. Det er etableringen af sådanne økonomier som er en af de væsentlige forskningsmæssige temaer (og udfordring) for mig selv og mine kolleger rundt om. Men man bør bestemt ikke undervurdere betydning af symbolerne, da de er en væsentlig del af den horisont på baggrund af hvilken politikken udformes. Tilbage til Lefebvre, så kan man rette mange spørgsmål til hans model og mange af dem forbliver desværre ubesvaret i hans eget værk, og det tilmed også i mange af hans senere fortolkere. Eet af spørgsmålene angår relationen mellem repræsentationernes rum og rummets præsentationer, hvilket også er eet af de problemer der ligger i Henrik Dahls analyse i Den Usynlige Verden. Det er nemlig langt fra givet, at det er alle elementer fra repræsentationernes rum som har en ambition om at opnå politisk repræsentation. Det er bestemt heller ikke alle typer symbolske systemer, som det vil være meningsfuldt at inddrage i politik. Historien er fuld af skræmmende eksempler på æstetisk idealisme som har afstedkommet katastrofer når den skulle udformes i politik. Man behøver bare at tænke på digteren Karadzic hvis nationromantiske sværmeri fik gruopvækkende efftekter i den jugoslaviske borgerkrig. I relation til Den Usynlige Verden er problemet at det måske faktisk er meningsfuldt at der er rum som forbliver usynlige (som for eksempel landdistrikter og forstæder, begge typiske eksempler på residualkategorier), idet livet disse steder måske ikke har brug for at sociologer som Henrik Dahl kan putte en etiket på dem. Forstæderne og landdistrikterne har i hvert fald i særlig grad ikke brug for at få hæftet negative etiketter på sig – der leves faktisk smukke og meningsfulde liv begge steder og ingen kan være tjent med at der er for stor diskrepans mellem de tre forskellige typer af rum som man med Lefebvre kan tale om.
Desværre viser grafen jo også at dækningen går ned igen, så det er svært at sige om der er tale om en blivende tendens. Den seneste tid har jo også budt på en genopretningspakke fra regeringen samt Dansk Folkeparti. Een af de stærkt omdiskuterede elementer i denn pakke har været beskæringerne i børnechecken og i særligt grad det med at beskæringen rammer familier med 3 eller flere børn. I et indlæg i Information i dag gør Professor Jørgen Goul Andersen (fra Statskundskab her i biksen) opmærksom på et for mig overraskende aspekt af denne nedskæring, nemlig at det er ikke kun muslimske indvandrere, men i højere grad familier i UdkantsDanmark som bliver ramt af nedskæringerne fra og med det tredie barn. Gouls indlæg kan læses via dette link. Titlen på artiklen er da også velvalgt: “Da DF gled i den rådne banan”. 
..og et lille apropos til det med bananen og råddenskab: Nu er det jo faktisk ikke alle bananer der nødvendigvis er rådne (jvf. Gunnar Svendsens kronik i JP) og der var da også engang, hvor bananer på helt anden vis var hippe og cool, som for eksempel i Andy Warhols udformning til coveret på Velvet Undergrounds debutplade. 
