Jeg er for tiden ved at læse Guy Delisles fremragende tegneseriedagbog Pyongyang – A journey in North Korea, som omhandler hans ophold i Nord Korea som udsendt af et fransk animationsfirma som havde outsourcet produktionen af en animationsfilm til det nordkoreanske. Det er en tør, tegnemæssigt økonomisk og uhyre effektiv sansning af et ophold på et meget trist og koldt sted i verden. Forstemmelse, isolation og fremmedgørelse emmer ud af Delisles sort-hvide/gråskraverede tegninger som dokumenterer hans involvering i en af de mere ambivalente aspekter af globalisering. Anledningen for hans ophold i landet er nemlig at prisforholdene for markedet for animation gør at man kun tegner nøglescener i for eksempel Frankrig. De andre rammer ind i mellem kan så tegnes i områder med ekstremt billige arbejdslønninger, hvis man da ellers kan stille med behørigt kyndige arbejdere. Det absurde er så, at selv Kina åbenbart er for dyr – mange produktioner bliver overført til Pyongyang hvor man nærmest animerer for ris (en af Delisles observationer er at animatorerne bliver afregnet i rissække, som pga. den ustabile fødevareforsyning i Nordkorea er et stort plus for animationsarbejderne). Han medbringer Orwells 1984 som lekture under opholdet 
og Orwells dystopi udspiller sig i al for virkelig forstand rundt om ham. Da jeg ikke vidste ret meget om Nordkorea, var jeg nærmest nødt til at opsøge det allestedsnærværende Wikipedias opslag om Nordkorea og familien Kim, dvs. farmand Kim Il-Sung og sønnike Kim Jong-Il. Kim & Kim udgør noget så sjældent som et beton-stalinistisk monarki i det udpinte land, som efterhånden har gennemgået ubærligt mange prøvelser efter at farmand Kim forsøgte at realisere hans Juche-filosofi, eller med andre ord, en autarkisk økonomi. Autarki eller mere mundret, selvforsyningsøkonomi, er i følge den danske Wikipedia først formuleret af Aristoteles i hans værk Politikken. Han skulle have ment at selvforsyningsøkomi var noget som alle stater burde stræbe efter. Men som den engelske Wikipedia lister i sin omtale af autarki, kan det blive svært for et land der baserer sig på en lukket økonomi i forhold til omverdenen at maksimere sin økonomiske kapacitet. Typiske problemer er (med det engelske udtryk) diseconomies of scale, dvs. økonomiske skalaulemper, hvor eventuelle manglende naturlige betingelser forøger omkostningerne ganske dramatisk. Det bliver ikke muligt at forøge mængden af kapital i samfundet, når man skal døje med ubalancer relateret til de samlede økologiske grundbetingelser for økonomien. 
Egentligt et lidt skræmmende billede på hvad der kan ske, hvis vi ikke når at slippe vores afhængighed af olie i tide og navnligt lader denne post-olie transformationsproces finde sted som en globalt integreret proces, som kan afbalancere de nationale økonomier mod hinanden ved at tillade hvert enkelt land at kunne realisere de komparative fordele som det måtte være muligt. En slående illustration af forskellene i udviklingen mellem lukkede og åbne økonomier fandt jeg i 
et sattelitbillede af den koreanske halvø (fra DMSP-programmet). Billedet er taget om natten og forskellene i lysudstrålingen giver en ganske håndgribelig illustration af hvor meget røg i skorstenen der er mellem de to lande. I Delisles bog anslår han at Nordkorea er omkring 46 gange fattigere end Sydkorea. Det er på den basis fuldkomment absurd at Nordkorea har en af de største stående hærstyrker i verden. Over een million mand i den stående hær og 4 millioner reservister på standby, hvilket gør landet til den suverænt mest militariserede nation i verden. Men det er slående hvor mørkt det er i Nordkorea sammenlignet med Sydkorea. Det er i øvrigt ret fascinerende at nærlæse DMSP-billederne for den resterende verden. Der er faktisk ret mange mørke pletter på kortet og man kan tilmed se hvordan de vestlige lande er en ren lysfest sammenlignet med mange andre lande. Her går det godt, endnu da. Om ikke andet, er det svært ikke at nære en vis bekymring over hvor snart festen måtte slutte. 
