Chris Kjeldsen

Jeg og min kollega Tommy Dalgaard havde forleden arrangeret en ekskursion til Barritskov for en flok studerende fra et kursus i jordbrugspolitik og regulering, som vi begge underviser på. Sigtet var at vise vores studerende et eksempel på en ganske særligt innovativ landbrugsbedrift, hvis det ellers giver mening at betegne Barritskov (og dermed også Aarstiderne) som en sådan. Barritskov har nemlig i den grad vokset i alle retninger udviklingsmæssigt. For det første er der selvfølgelig Aarstiderne som bare bliver ved og ved med at udvikle sig. Som Svend Daverkosen, som viste os rundt dernede, fremhævede så har fimaet kunder som efterhånden har handlet med dem i 10 år og som udgør en regulær markedsavantgarde i den forstand at de er med til at skubbe til grænserne for hvad deres kasser kan indeholde. Som kasserne har udviklet sig, sætter fantasien kun grænser for hvad man kan skubbe gennem dette vidt forgrenede distributionsnetværk: mælkeprodukter, kød, tøj osv. Hver gang jeg har været på Barritskov eller har hørt folk fra firmaet fremlægge noget på møder eller seminarer, slår det mig hvor helstøbte firmaet fremstår. Det gælder for det første deres æstetik, hvor de i den grad har været konsekvente i deres branding. Man har holdt fast i den køligt-grønne kulør som danner baggrund for deres snabel-a-med-å logo og formår til stadighed at få den til at spille sammen med farvebilleder i skarpe grundfarver af mennesker og deres økologiske virke i naturen. Altid sommer (som i Love Shop-sangen med samme navn) – ingen prosaiske billeder af sorte Nora-støvler og blåt Kansas-tøj her. Altid med en distinkt naturlyrisk nerve, som betoner sammenhæng mellem benyttelse af natur, mennesker og måltider. Jeg kan ikke lade være med at tænke på at stilen skylder meget til æstetikken hos amerikaneren Michael Ableman, hvis indlæg Thomas Harttung også må have hørt på den økologiske verdenskongres i 1996 på Holmen i København. Ableman havde lige udgivet fotobogen The Good Earth og hans indlæg indeholdt adskillige billeder fra bogen. Her var der også tale om en højstemt naturlyrik og en hyldest til food communities, fødevarefællesskaber, som Ableman havde opbygget på hans community centre Fairview Gardens i San Diego. Det er omkring det hvor jeg kom til at tænke på Kant og hans begreber om det sande, det gode og det skønne. Aarstiderne kan betragtes som et bud på hvordan man kan få disse tre dimensioner i spil og forsøge at få dem til at spille sammen. Det er nemlig ikke nok at have et budskab som er skønt – hvilket Årstidernes ubetinget er. Fortællingen skal også være god, dvs. at man skal gerne have en værdihorisont som peger frem mod realiseringen af nogen distinkte værdier og visioner om det gode samfund og jordbrug. Dernæst skulle det også gerne være sandt, dvs. at der skal være noget om det med hensyn til konkrete forbedringer af de mange presserende problematikker angående ubæredygtige måder at omgås natur og fødevarer på. Jeg mener at det bestemt må siges at man hos Årstiderne/Barritskov forsøger at spille på disse tre tangenter samtidig og det som sådan er et uhyre værdifuldt bidrag til udviklingen af vores fødevaresystem. I særlig grad fordi de netop forsøger at spille på både æstetik, kultur, videnskab og økologi på samme tid – det er nok særligt i koblingen af disse elementer at de yder et værdifuldt bidrag. Hvilket samtidigt også er den udfordring som de kan få. Der er nemlig ikke noget som æstetik der i den grad kan skille vandene mellem mennesker – man kan kritisere enhvers politiske overbevisning helt ned i gulvbrædderne uden grundlæggende at blive uvenner. Hvis man derimod kritiserer nogens smag i tilsyneladende uskyldige æstetiske domæner som musik og mad vækker det andre og langt mere kraftfulde lidenskaber. Disse orienteringer er paradoksalt nok langt mere autentiske for de fleste end når diskussionen handler om hvad der er sandt eller falsk..