Månedsarkiv for september, 2009

Det postmoderne inkarneret..

Pompidou-pop2
Hvad er det postmoderne? Det som kommer efter det moderne er nok den mest direkte betydning, hvilket er at besvare et spørgsmål med nok et spørgsmål, hvilket i sig selv er postmoderne i sin attitude. Det postmoderne er en brudflade i forhold til det moderne, et produkt af det modernes rastløse undersøgelse, afsøgning og affortryllelse af verden. Et af følgerne af det modernes produktion af viden er at centerpunktet fortaber sig – der er ikke noget forsvindingspunkt hvorfra man kan iaggtage det panoptikon af perspektiver som det moderne opruller for sig selv (det lyder flot ikke – jeg hørte det sagt af en af de hvide akademiske elefanter på ESRS konferencen i Finland og har et stykke tid drømt om at have lejlighed til at levere sådan en sætning). Høj og lav kultur bliver svær at afgrænse fra hinanden – hele vidensfelter bliver omstridte landskaber hvor der er forskellige krav på relevant viden. I Georgetown University’s introduktion til postmodernisme kan man finde et udmærket overblik over nogen af hovedelementerne i begrebet. Nogen af modstillingerne af det postmoderne og det moderne fik mig til at tænke på en sjov oplevelse for et stykke tid siden. Hvis man vil illustrere hvad det postmoderne er og hvilke konkrete effekter den kan have på hverdagslivets kultur, er Gateway E45 (bare navnet indikerer noget stort) som ligger ved Vejle Transportcenter, lidt nord for Vejlebroen, et godt sted at kigge hen. Det drejer sig nærmere betegnet om bladkiosken som befinder sig i en en ydmyg bygning i forbindelse med transportcentret (markeret med et rødt kryds på sattellit billedet herunder.

transportcentretgateway frontAllerede når man når ind i bygningens foyer, får man indtryk af at der er temmeligt mange fænomener forsamlet på eet sted, hvilket er i fin overensstemmelse med et postmodernes karakter af fragmentering, genrediversitet og tab af central kontrol og overordnede, store fortællinger. Det konkrete eksempel er at Centerbistroen og Bladkiosken er i selskab med intet mindre end Danmarks Flymuseum, som jeg desværre endnu ikke har haft lejlighed til at besøge. foyer2Til gengæld har jeg besøgt bladkiosken og her rører det postmoderne ved jorden. Det første tegn på at der sker noget særligt her, ser man ved den ekstreme differentiering udi forskellige meget distinkte undergenrer. Der er godt nok vægt på nogen af de i den sammenhæng klassiske genrer, piger i meget lidt tøj og mandig, moderne transportteknologi.tattos and bikesBiler er dog ikke bare biler – genren er i spil via et utal af bilmagasiner, hver med sit særlige fokus på biler. Der er Muscle Cars, Custom Cars, terrængående, epokespecifikke biler og mange andre. diverse biler

diverse biler2Den postmoderne antigravitation (spredning ud fra centerpunktet) virker også på et felt som traktorer, som jeg ellers betragter som noget der har sit anker smidt i tidens ø – en traktor er en traktor, både før og efter Zen. Men nej, der er i bladkiosken op til en 10-12 forskellige traktormagasiner, fordelt på dansk og tysk. Traktorer er her udsat for en massiv gang fetischisering og æstetisering. traktorer-udsnitMan ser også i pornosektionen et interessant udviklingstræk. Der er selvfølgelig en stor og righolding sektion med heteroseksuel porno, fuldstændig som man kunne forvente. Der er dog også det særlige præg, at der ved siden af de heteroseksuelle udfoldelser også befinder sig bøsse-pornoblade. Der er så vidt jeg kan bedømme ikke nødvendigvis tale om en venden ryggen til etablerede konventioner for heteroseksualitet, men tilstedeværelsen af homoseksuel pornografi antyder at man i bladkioskens kontekst så absolut anerkender forskelligartede krav på “normal” seksualitet. Og så i en motorvejskiosk! Fantastisk hvad en ydmyg weekendtur ned ad E45 kan afdække…

Hundredemeterskovens geografi: i felten eller ved skrivebordet?

HundredAcreWoodJeg har den seneste tid fornøjet mig med at læse mig gennem flere af bidragene i serien “Classics in Human Geography revisited” som kører i Progress in Human Geography. Det har været en kærkommen lejlighed til at genopfriske kendte læsninger, men navnligt også at lade mig føre igennem elementer af den humangeografiske kanon som jeg hidtil ikke har kendt til. En af de mere fornøjelige læsninger var Keith Buchanans polemiske paper A preliminary contribution to the geographical analysis of a Pooh-scape fra 1968 (paperet kan muligvis læses via dette link). En gammel sag, men stadigvæk noget af en klassiker. Paperet er intet mindre end en geografisk analyse af Hundredemeterskoven, legeterrænet for Peter Plys og alle hans venner. Buchanan skrev hans polemiske indlæg som et forsvar for old school geografi – regional geografi, det konkretes geografi baseret på feltstudier og hvad Buchanan ser som en helhedsorienteret og erfaringsbaseret måde at tilegne sig viden om hvad steder er. Buchanan oplevede at denne tradition ved slutningen af 1960erne var godt i færd med at blive savet i småstykker af den kvantitative revolution i geografien, båret frem af folk som Hägerstrand, Haggett og en ung knøs ved navn David Harvey, som var med til at give den kvantitative geografi en teoretisk elaborering i hans Explanation in geography fra 1969. Buchanan udtrykker det som “..‘What places are like’, has been buried beneath an accretion of of concepts derived from subjects such as sociology, demography, economics and political science, not to mention such techniques as computer graphics, photogrammetry and various types of mathematical mystification no geographer would have lent himself to in the subject’s earlier stage of pristine purity.” Som en subtil satire over skrivebords-geografi handler hans Plys-paper om Hundredemeterskovens fysiske geografi, bosætning, kommunikation, økonomiske aktivitet og regionale mønstre – alt sammen observeret fra skrivebordet. Buchanans kritik har bestemt stadigvæk bid og giver noget at tænke over, især da den gammeldags geografi han repræsenterer ikke lige frem er med i geografiens avantgarde i dag. Anbefalet læsning, absolut!