Den 7-10 juli 2010 afholdes der en spændende AESOP konference med ovenstående titel i Helsinki. Se mere info på konferencens hjemmeside. AESOP er et europæisk netværk for planlægningsforskning. Det to danske medlemsinstitutioner i netværket er Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, AAU, samt Arkitektskolen i Århus. Fra konferencehjemmesiden har jeg gaflet beskrivelsen af temaet:
In 2010, the world is clearly one that can be called ‘urban’. In relative terms, more than half of the world’s population dwells in urban settings – about one billion under ‘slum conditions’. Having quality space available equals commanding a ‘luxury’! ….Læs mere om ‘Space is Luxury!’
Den 9-10 oktober afholder vores nærmest skræmmende kompetente kolleger på Wageningen University i Holland en konference under temaet “Sustainable Food Planning”. De to dage byder på et væld af spændende oplæg af en hel perlerække af begavede folk: Terry Marsden, Gianluca Brunori, Han Wiskerke, Roberta Sonnino, Kevin Morgan og flere andre hele eller halve akademiske superstjerner. Man kan læse mere om arrangementet via omtalen af konferencen på Rural Sociology bloggen på Wageningen. Læs via det her link. Hvis du ikke allerede abonnerer på denne glimrende lille blog, så kan du finde linket til dets RSS-feed her.
Det var (og er altid) en væsentlig del af fornøjelsen ved at være på konference at man møder sine gode danske kolleger på fremmed jord. Der opstår hurtigt en god eksilstemning, hvor man sikkert som de fleste andre minoritetssproggrupper opsøger fæller der taler ens modersmål. Det lyder nu engang så fantastisk i fremmede omgivelser. Danskerne var en stor flok på ESRS, da der var mødt kolleger op fra de fleste danske universiteter. Da jeg er stolt over mine dygtige kolleger, kunne jeg ikke lade være med at lave en udklipssamling, en slags scrapbog over dele af “min” generation af forskere. Ren Se & Hør for det rurale akademi..
Da mit hjerte stadigt banker varmt for Aalborg Universitet, var det en stor fornøjelse af konstatere at Jørgen Møller fra Institut for Samfundsudvikling og Planlægning var mødt op. Jørgen er arkitekt af uddannelse. Hans forskningsmæssige brand, i hvert fald den tid jeg har kendt ham, har været hans interesse for landsbyernes fysiske miljø. Gennem talrige ture gennem landsbyDanmark har han blandt andet opbygget et enestående fotografisk arkiv over landsbymiljøer og i særlig grad landsbymiljøer i forfald. Jeg håber en dag at kunne få lejlighed til at se hans billeder igennem, da det er en unik dokumentation af et stykke stort set glemt Danmark, som trives langt fra den fremherskende kognitive geografi. En anden af mine danske helte er så afgjort min tidligere kollega fra Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter i Esbjerg, Gunnar Svendsen. Gunnar er ophavsmand til en bunke bundsolidt akademisk arbejde om social kapital og er en international efterspurgt profil på området. Vi deler en fælles interesse for kapitalbegreber og Bourdieu, foruden mange andre ting. Vi havde et fælles paper (også med min Foulum-kollega Egon Noe som medforfatter) på konferencen om det samme emne – et casestudie af fire individuelle entrepreneurer i danske landdistrikter og deres anvendelse af social og symbolsk kapital. En af de andre helte er Hanne Tanvig, tidligere centerleder på det hedengangne Center for Forskning og Udvikling i Landdistrikter. Hun er nu på KU-Life, Skov og Landskab og nærmere betegnet deres sattelit i Vejle.
Jeg arbejdede sammen med Hanne tilbage i år 2000 på et projekt som skulle kortlægge dansk forskning i landdistrikter. Hanne er også arkitekt – som de fleste arkitekter er hun god til at orientere sig i bredden og besidder en mangefacetteret viden om landdistriktsforhold og kender Gud og hver mand i branchen, herhjemme som i udlandet. Hanne og jeg havde et fællespaper med på konferencen, som var en bearbejdning af Hannes erfaringer med Læsø og “miraklet på Læsø” hvor man er godt i færd med at transformere sig fra et slidt udkantsområde til det som æggehovederne kalder et New Rural Area (mere om det en anden gang). Der var også mødt gamle venner op som jeg ikke havde hørt fra et stykke tid. Fra DTU deltog Mette Weinrich Hansen, Thorkild Nielsen og Niels Heine Kristensen. Mette kender jeg helt tilbage fra vores fælles engagement i Landbohøjskolens økologigruppe. Øko-gruppen og netværket med udgangspunkt i den, har nu efter mere end 10 år spredt sig over mange forskellige brancher, dog med den agro-kemiske industri som en enkelt undtagelse. (Ja, der var jo godt nok den om Elins ex-kæreste Hans Jørgen som fik arbejde hos Monsanto, men det taler vi helst ikke om, han var ellers rigtig flink..). 
Mette holdt oplæg om hendes arbejde med at studere danske økologivirksomheders forståelse af økologibegrebet. På første række ser man min gode ven og Foulum-kollega Egon Noe med læsebrillerne i offensiv position (han opponerede på Mettes oplæg). Senere var Thorkild Nielsen i aktion, med et indlæg om svin i post-terminal fase, dvs. som bacon. Den gode danske bacon er nu ikke helt dansk på samme måde – den bliver nu forarbejdet i Polen af polske arbejdere der går for ca. 15 kr. i timen. Baconens rumlighed er en anderledes kompleks historie, nu da den for alvor er trådt ind i strømmenes rum. Thorkilds oplæg var godt på mange måder – jeg bed dog særligt mærke i hans akrobatiske håndtering af en flaske vand, som han brugte som retorisk rekvisit med overraskende effekt. Ren poesi i bevægelse..
Der var mange andre jeg kunne have lyst til at nævne, men pladsen er nok ikke til det og det ville også mest blive en hyldest til alle disse begavede mænd & kvinder, som alle er så dygtige (og kommer sikkert også fra gode familier) – men en konference som den nu overståede ESRS 2009 gør mig kun mere stolt over at være deres kollega.
Ingen konference uden hvide elefanter! Det vil sige festoplæg af store kanoner inden for det ruralsociologiske samfund i store auditorier (ruralakademiske superstjerner). De sættes til at holde et oplæg med bred pensel om centrale begrebsmæssige felter inden for området, som de i kraft af deres særlige konceptualiseringsevne og velslebne engelskkundskaber er ganske glimrende til. Blandt denne dags lab-disse-forelæsninger-i-dig-som-en-god-dessert arrangementer var jeg selv til en session om “Agency of the rural”. De indkaldte superstjerner var Keith Halfacree, Michael Woods og Michael M. Bell. Halfacree og Woods er englændere og personificerer alle den britiske akademiske traditions dyder: velartikulerede, ikke specielt velklædte, begrebsmæssigt umådeligt kompetente, belæste, refererer til en bred ramme af teoretiske og litterære behandlinger af feltet. Woods har dog en talefejl og en regional dialekt som reducerer udbyttet af hans i øvrigt altid fremragende arbejde. I det henseende deler han skæbne med så prominente figurer som Habermas, Zizek og andre hvis begavelse er ubestridelig, men samtidigt også utilgængelig i forbindelse med mundtlig formidling. Zizek taler med hånden foran sit skæg halvdelen af tiden (når han ikke tørrer sig om munden med samme for at få dråber af savl ud af sit skæg) og Habermas hvisker mens han kigger ned i gulvet. Woods akilleshæl er når han hurtigt skal svare på noget, som for eksempel et spørgsmål fra salen. Så kigger han ned og taler ned i gulvet mens han sluger lyden inde i munden. Keith Halfacree søgte at indkredse linier i hvad der kan siges at udgøre det rurales handlingskraft, dets agens. I en verden hvor alt fast fortsat opløser sig i luft, som de gamle marxister sagde, hvad er så de faktorer af blivende betydning som gør det rurale, mennesker og dyr og klipper og jord, i stand til at opretholde sig selv i tidens strøm? Der har naturligvis været mange forklaringsrammer til at afklare dette spørgsmål. Han fremhævede blandt andet bidraget fra aktør-netværksteori (ANT) fra midten af halvfemserne og frem. ANT og dens grundlovsfædre Latour, Callon og Law, samt nyere disciple som Sarah Whatmore, har fremhævet at agens kommer fra mange faktorer. Al agens er relationel, er et centralt dogme i den her gren af sociologien. ANT har i forskellige udformninger bidraget med en decentrering af menneskelig agens og istedet udbredt en vifte af gyldige agenter i det rurale rum. Agens kan spores i social praksis, som den blandt andet udspiller sig i teknologiske systemer, i menneskeligt dagligliv, i kultur, i dyrs egenskaber, i jord, klipper og vand – biofysiske agenter er i høj grad også med til at drive reproduktionen og transformationen af det rurale rum. Halfacree fremhævede afsluttende det spændende perspektiv at opgaven for rural samfundsvidenskab er at knytte an til agens i enhver form og at man derfor bør stille sig spørgsmålen om dette kan forbeholdes samfundsvidenskaben. En invitation til at medtænke andre videnskaber med andre ord. Michael Woods burde jeg måske ikke udtale mig om, men det som jeg dog mener at have hørt ham sige, var at der ikke er noget enkelt forsvindingspunkt hvorfra man kan iagttage “the panopoly of rural relations”. Dette må være dagens yndlingsfrase (iøvrigt er det hentet fra en tekst af den alt for tidligt afdøde Jonathan Murdoch). De kan altså noget, de pommie-akademikere.. Woods fremhævede også behovet for at bygge bro til andre videnskabelige felter. Andre af hans yndlingsbegreber i den forbindelse var at man bør arbejde på en platform af social-natural sciences, som skal søge at knytte an til både rurale og urbane rum. Han var også omkring hvilke tendenser der efter hans opfattelse er på spil i det rurale rum. Her mente han at se tegn på at der i disse år finder en ny rural identitetspolitik sted, hvormed man som menneske i landlige omgivelser søger genkobling til steder og kulturel mening. Det stod lidt uklart hvordan han identificerede den trend. Han må have været ude at rejse – trends er vist noget man bliver fortalt af taxachauffører? Michael Bell startede livligt op med at bekendtgøre at der altså ikke kom andre overheads end titelsiden på hans Powerpointpræsentation (citat: ..I don’t do Powerpoints!). Hans retoriske grundfigur var at man inden for rural sociologi har bevæget sig gennem forskellige momenter, startende fra at beskæftige sig med materialitet, dvs. processen med at afdække hvad verden er. Dernæst beskæftiger man sig (da man jo er en samfundsvidenskab) i lige høj grad med repræsentation, dvs. hvordan det rurale fremstilles og forstås. Der hvor han så synes at skoen knirker og udfordringer ligger, er i højere grad at dvæle over hvad de politiske dimensioner omkring det rural rum er. Her efterlyste han at man skulle være hverken aktivistisk eller positivistisk. Som jeg hørte det, var hans ideal i høj grad at man som rural forsker i høj grad bør kunne arbejde med værdirationalitet, det både i relation til konkret intervention i genstandsfeltet samt i relation til den videnskabelige praksis. Man skulle her “acknowledge points of being” og ikke være passive forskere der studerer en passiv kategori (landdistrikter som en residualmængde af andre, mere betydende systemer). Hans absolutte guldpointe var at den relationelle tænkning som i hvert fald ANT giver udtryk for, i høj grad er et “flattening concept” med en implicit “flad” ontologi som har en tendens til at ignorere forskelle, differentieringer og i sidste ende magt som fænomen. Tag den, suckers! En kærkommen pointe og absolut livgivende midt i den begrebsmæssige overophedning. Sluttelig gav han udtryk for at man i høj grad bør sige at bygge bro til andre områder, en efter hans mening væsentlig udfordring fremover. Man forlod forestillingen i absolut oplivet og inspireret tilstand. Man kan ironisere over konceptet, men fedt er det altså. Jeg elsker det..
Jeg er nu ankommet til den skønne by Vasaa på Finlands vestkyst – efter finske standarder det mest solrige sted i landet, hvilket nok siger mest for en finne. (Det regner som regel en del i Finland om sommeren). Vasaa er en relativt splinterny by, eftersom den gamle by blev ødelagt af en omfattende brand i 1852. Den nye by er anlagt kvadratisk, praktisk og godt med brede boulevarder og da jeg lige er kommet med flyveren har jeg absolut ikke noget indtryk af den. Jeg vil i de kommende dage forsøge at gengive indtrykkene fra European Society for Rural Sociology’s konference 2009. De forløbne tre uger har været præget af surrealistisk travlhed for at blive færdig med diverse papers, da jeg har lidt under en aldeles fraværende realitetssans omkring min egen arbejdsevne. En hel masse sider er det dog blevet til siden jeg med trætte skridt kom tilbage fra ferie den 3. august. Der er en imponerende dansk delegation afsted i år. Forskere fra Århus Universitet, Syddansk Universitet, Københavns Universitet og Aalborg Universitet er alle mødt op for at give deres besyv med – og mine fremragende kolleger har absolut ikke nogen grund til at stikke deres lys under en skæppe. Jeg glæder mig meget til at komme igang med den rivende malstrøm af inspirationer, irritationer, øjeåbnere, grinere osv. som de fleste gode konferencer bør byde på.
Den 7-10 juli 2010 afholdes der en spændende AESOP konference med ovenstående titel i Helsinki. Se mere info på konferencens hjemmeside. AESOP er et europæisk netværk for planlægningsforskning. Det to danske medlemsinstitutioner i netværket er Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, AAU, samt Arkitektskolen i Århus. Fra konferencehjemmesiden har jeg gaflet beskrivelsen af temaet:
