Der er for tiden iværksat et kapløb mod bunden i den danske økologiske mælkesektor, hvor blandt andre Aldi har sat prisen på økologisk mælk ned under fremstillingsprisen. Et indlæg på Økologisk Landsforenings hjemmeside af Paul Holmbeck og Evald Vestergaard advarer (med rette) mod at detailhandelen på sigt kan ødelægge det danske marked for økologisk mælk, hvis den aktuelle priskrig fører til drastiske fald i afregningsprisen til de økologiske producenter. Skræmmeeksemplerne er hvordan priskrig på mælk i Tyskland eller Frankrig har ledt til noget der ligner et kollaps af markedet for konsummælk, idet standarden her er blevet UHT-mælk som er anderledes mindre omkostningskrævende i forarbejdningsleddet. Det er selvfølgelig spørgsmålet om detailkæderne i længden kan slippe afsted med et så massivt prispres som der finder sted nu. Trods alt er det svært at forestille sig at man kan begynde at hive tysk eller svensk mælk ind over grænserne i de mængder som der er tale om på det store danske økologiske mælkemarked. Men ulykken er blandt andet at Arla ikke umiddelbart kan bede f.eks. Aldi om at rende og hoppe, da man ellers ville stå med en voldsom masse mælk man ikke har anden afsætning på. På den måde synes den aktuelle dynamik absolut at være et kapløb mod bunden. Der er selvfølgeligt et legitimt hensyn at supermarkederne ønsker at profilere sig i forhold til hinanden, som blandt andet kan finde sted ved at man sætter en enkelt varegruppe voldsomt ned for derved at trække nye kunder ind som efterfølgende kan forventes at smide en del andre ting i kurven. Problemet er bare at det at være slagpris-vare er noget nær den mindst ønskværdige situation som nogen producent kan ønske sig – ens eget produkt er nærmest irrelevant, dvs. at det fungerer kun som lokkemad for andre varegrupper som sælges med en rimelig profit. Der er mange ting at skrive om den økologiske mælkekrig – flere end jeg lige havde tænkt mig i denne omgang. Det som jeg dog kan håbe kommer til at fremstå klarere i debatten er at detailhandelens centrale rolle som den betydende fødevarepolitiske instans her i landet. Den danske debat om mælk har desværre i mange år været præget af en helt og aldeles ureflekteret modvilje mod Arla og et tilsvarende fravær af fokus på detailhandelsens rolle. Muligvis forståeligt, da man absolut ingen demokratisk indflydelse har på hvad detailhandelen kommer på hylden. Hvorfor dog overhovedet debattere det, når man kan bruge tiden på at skælde ud på det onde mælkemonopol? Jeg faldt blandt andet over den her “afskedsvideo” til Hirtshals Mejeri, som er ganske eksemplarisk for den for mig at se fuldstændigt ureflekterede (diplomatisk udtrykt) debat omkring Arlas rolle på det danske mælkemarked. Det kan godt være at der kommer nogen mærkelige og i grunden ret skræmmende ting op fra det højreorienterede folkedyb, men det gør der skam også fra hvad man kan kalde det progressive folkedyb. Mere on det senere..
Månedsarkiv for juni, 2009
Jeg gik rundt i den kommunitaristiske nedsmeltning i mine flade sko, med begyndende tegn på konceptuel overophedning. Min tanke var at hvis jeg hører ordet “community” een gang mere, begynder jeg at skrige. Jeg gik derfor ind til en session om fødevarepolitik for at finde lidt fred i sjælen. Det blev en brat opvågning af den begyndende udmattelse, da det første oplæg var af en nyligt færdiguddannet jurist fra Washington DC som viste sig at være hvad man i mangel af bedre udtryk kan betegne som en ultra-hyperliberal, aspirerende monopolkapitalist. 
Overskriften “How California, the breadbasket of the nation, learned to hate bread” var ellers lovende. Men det viste sig at den unge mand var drevet af en (selv)retfærdig indignation over staten Californiens i min øjne ret progressive fødevarepolitik. Man har her indført forbud mod burhøns, udfaset transfedtsyrer, forbud mod GMO i husdyrsektoren og en række andre initiativer. Det mente den dynamiske unge jurist var en fatal bremse på innovation i fødevarebranchen og som oven i købet truede med at brede sig til resten af nationen, idet ham mente at man kunne tale om en Californien-effekt hvor Californiske standarder finder vej til andre staters reguleringer. Der er ikke noget som helst galt med at have den holdning at enhver type regulering i princippet er af det onde. Problemet er bare at møde op med en monopolkapitalistisk, hyper-ultraliberal peptalk til en videnskabelig konference uden at have et eneste substantielt analytisk eller empirisk funderet argument til at bakke det op. En sund kritisk stillingtagen til premisser som at individuel forbrug er en helt og aldeles autonom handling, som finder sted under perfekt informaiton var helt fraværende. Een blandt publikummet kunne da heller ikke lade være med at indskyde en kommentar om at “..you need a science class!” hvortil oplægsholderen replicerede at “..and you need manners!“. En alt i alt lidt pinlig stemning bredte sig i auditoriet. Den unge jurist går muligvis en lysende fremtid i møde, hvis det lykkes ham at finde et sted at arbejde hvor man sætter pris på et konsekvent fravær af kritisk stillingtagen og analytisk kompetence. Ikke godt.
Som jeg omtale i et tidligere indlæg så kunne jeg forud for konferencen bemærke at der for mig syntes at være to forskellige orienteringer inden for det efter amerikansk standard mindre forskersamfund som var samlet til konferencen. Det drejer sif for det første om den aktivistlogik, som synes at gøre sig gældende hos f.eks. Douglas Constance. Den anden position er ikke i samme grad indlejret i en aktivistisk logik, men derimod en politisk-økomisk kritik som søger at pege på mere generelle strukturelle mekanismer bag udformningen af dagens fødevaresystemer. Eksponenter for denne position er blandt andre Julie Guthman (Guthman, 2004; Guthman, 2007). Constance har i et par forskellige artikler (Constance, 2008; Constance, 2009) defineret det seneste forskningsfelt inden for AFHVS-relateret forskning som værende det emancipatoriske spørgsmål, dvs. hvordan kan man genvinde fødevarepolitisk kontrol over fødevaresystemet. Constances position er så at det gør man eet CSA (forbrugerstøttet jordbrug) ad gangen. Jeg omtalte endvidere Constances position som værende at fokusere på lokale politikker, dvs. at genintegrere fødevaresystemet i lokale økonomier og dermed øge den fødevarepolitiske gennemsigtighed. 
Denne det lokales politik var så rigeligt repræsenteret på årets konference. Nærmest alt for meget. Jeg kunne på mange måder fuldt tilslutte mig Julie Guthman’s kritik af en af USAs prominente fortalere for lokale fødevarer, Michael Pollan (Pollan, 2006): “..But in regard to this book (Pollan, 2006, min indsætning) and contemporary food writing more generally, I am fed up with the apolitical conclusions, self-satisfied biographies of food choices, and general disregard for the more complex arguments that scholars of food brings to these topics..” Guthman leverer for mig at se en absolut relevant kritik af hvordan et enøjet fokus på lokale løsninger helt og aldeles ignorerer problematikker af mere generel, systemisk art hvad angår udformningen af moderne fødevaresystemer. Et af hendes temaer, som er blevet bragt i spil i hendes analyser af økologiens udvikling i Californien, er således social retfærdighed. Hun anfører at det i høj grad er uklart hvordan lokale initiativer henover en masse adskilte lokaliteter, kan imødegå strukturelle uligheder som f.eks. den næsten manglende regulering af mindsteløn i USA udgør. Langt de fleste af de landarbejdere som arbejder på økologiske brug i Californien er f.eks. ikke organiseret og må leve under ikke specielt prangende vilkår pga. de lave lønninger. 
Guthman henviser også til hvordan Eric Schlosser i hans bog Fast Food Nation (Schlosser, 2001) demonstrerer i hvor høj grad at udformningen af fast food-systemets grumme virkelighed skyldes politisk vedtagne dereguleringer af fødevarestandarder samt sociale standarder. På konferencen var den strukturelle kritik dog nærmest helt fraværende. Der var heller ikke meget fokus på hvad den lokale (dvs. fra Penn State University) forsker Michael Bell har kaldt “farming in the middle” (Bell, 2004). “Farming in the middle” begrebet sigter til den proces hvormed fødevareproducenter indarbejder elementer af “bæredygtige” landbrugspraksisser, men hvor man i særlig grad interesserer sig for hvordan denne “forgrønnelse” kan skaleres op og få effekter ud over lokal skala. Udviklingen af den danske økologisektor er et eksempel på en udviklingsbane hvor man fra et tidligt tidspunkt har interesseret sig for “markedet i midten”, dvs at få udbredt produkterne på større skala end den rent lokale. Der var kun et enkelt indlæg af Adam Diamond og James Barham (som sjovt nok kom fra USDA, det amerikanske landbrugsministerie) hvor man interesserede sig for markedet i midten. Men når et alternativt synspunkt er så ringe repræsenteret, begynder man at reagere mod den implicitte kommunitaristiske logik som gjorde sig gældende på tværs af så mange oplæg. Verden kan reddes, eet CSA ad gangen…eller “It takes a village” som er titlen på en bog af Hilary Clinton, hvor lilleby-USA holdes op som den centrale enhed som man kan bygge en stor nation på. Jeg er efter konferencen endnu mere overbevist om at vi som forskere har pligt til at medtage begge perspektiver. Pointen er nemlig at vi ikke kan undvære at lokale beboere og forbrugere handler i fællesskaber og på eget initiativ, men vi kan altså heller ikke undvære instititutioner som kan samle op på de forhold som man på lokalt niveau ikke kan gøre noget ved. Arbejdsmarkedsforhold er her bare eet eksempel. Der er nemlig ingen grund til at man fra forskerside, og i særlig grad fra geografiske forskeres side, blindt antager at der ikke findes andre relevante skalaer at bygge en bæredygtig fremtid på end det lokale. Så plumper man lige i en kommunitaristisk blindgyde, der er politisk unuanceret, naiv og i værste fald direkte skadelig for en positiv udvikling af fødevaresystemet som kan omfatte andre end afgrænsede enklaver af potentielt selvfede aktivister. Det er nok et amerikansk særkende med den stærke kommunitaristiske tradition, som politisk nyder opbakning fra et bredt politisk spektrum over there. Hvis man til dette modstiller vores Big Mother stat som både højre- og venstrefløj herhjemme ikke synes at have mange reservationer overfor, kan både USA og Danmark i høj grad kan lære af hinanden.
Referencer:
Bell, M. M. (2004). Farming for us all: Practical agriculture and the cultivation of sustainability. State College, Penn State University.
Constance, D. H. (2008). The emancipatory question: the next step in the sociology of agrifood systems? Agriculture and Human Values 25(2).
Constance, D. H. (2009). 2008 AFHVS presidential address – The four questions in agrifood studies: a view from the bus Agriculture and Human Values 26(1-2): 3-14.
Guthman, J. (2004). Agrarian Dreams: The Paradox of Organic Farming in California. Berkeley, University of California Press.
Guthman, J. (2007). Commentary on teaching food: Why I am fed up with Michael Pollan et al. Agriculture and Human Values 24(2): 261-264.
Pollan, M. (2006). The omnivore’s dilemma: A natural history of four meals. New York, Penguin Books.
Schlosser, E. (2001). Fast Food Nation: the dark side of the All-American meal. Boston, Houghton Mifflin.
