Da jeg skulle holde mit eget oplæg, var en af mine casestudier Fuglebjerggaard i Nordsjælland. Fuglebjerggaard er ejet af min gamle underviser Per Kølster og hans kone Camilla Plum. Stedet drives i overensstemmelse med Per og Camillas mangeårige interesse for økologi og den integrede tænkning der indgår heri. Da jeg til konferencen skulle præsentere hvad konceptet for Fuglebjerggaard var, valgte jeg Bedstemor And og hendes landbrug som metafor. 
Baggrunden er at Bedstemor And er miljøbevidst: hun er ikke koblet på elnettet, henter sit vand ved brønden, bruger ikke sprøjtemidler og udover diverse afgrøder på marken har hun en bred vifte af dyr som hun tager sig rigtigt godt af. Ja, dyrene er nærmest hendes venner. At hun driver sit diverse, multifunktionelle og økologiske landbrug så vidt som muligt uafhængigt af det fossile brændstofsystem, understreges af at hun kører i en elbil, en tidlig elbil af mærket Detroit Electric. 
Da hun hyppigt får hjælp af hendes familie i byen, kan man også betegne hendes landbrug som forbrugerstøttet landbrug. Uagtet at hendes nevø Anders er noget utilfreds med at arbejde på farmen og helst vil snyde sig fra det hvis han kan. 
Alt i alt syntes jeg at der er al mulig grund til at fremhæve Bedstemor And som en økologisk rollemodel. Så langt så godt. Da jeg skulle til at have min stjernestund med lidt latter rundt i salen når alle genkendte den kære Ande-dame, blev der helt stille. Ingen kendte Bedstemor And! Jeg blev helt kold. Jeg fandt senere ud af at Bedstemor And udgik af de amerikanske Anders And-blade engang i 1970erne. Der var åbenbart ikke nogen rundt om i salen som var gamle nok til huske hende. Forbandet da også! Jeg har i hvert fald lært at man ALDRIG skal forsøge at spille smart med kulturelle koder som man ikke har checket grundigt på forhånd. Selvfølgelig er det bedre at der bare er tavshed end der er åbenlyst raseri og fornærmelse, men det kunne have været så godt..Der burde selvfølgelig være basis for et hampert sagsanlæg mod Disney-koncernen for at forholde nationen kendskabet til Bedstemor And, som nationen har måttet undvære så længe. En national katastrofe faktisk. (Jeg er bare bitter)..
Månedsarkiv for maj, 2009
USA byder i forhold til Danmark på nogen radikale differentieringer i det sociale rum. Et af de områder hvor det viser sig er i forbindelse med regional udvikling og navnligt udvikling som slår fejl. Byer og hele regioner oplever nedture og depressioner som resulterer i affolkning og forfald af bygninger og intrastruktur i en grad som vi slet ikke kender til herhjemme. Et af de steder hvor man kan finde et klassisk eksempel på denne udvikling er Detroit, der lyder kælenavnet Motor City på grund af byens store bilindustri, som op til 1960erne fik byen til at tiltrække store masser af arbejdere. 
Byen har i tidens løb været genstand for dramatiske begivenheder. Overskriften på dette indlæg er taget fra John Lee Hookers sang om raceurolighederne i Detroit som satte byen i brand i 1967. Sangen er en blues som lakonisk konstaterer at der ikke er noget at gøre ved det (Min semiautistiske tvilling ville sikkert bemærke at sangen også kendes fra den legendariske garagepunkgruppe MC5’s debutplade ‘Kick Out The Jams‘ fra 1969). De voldsomme begivenheder er grundigt dækket på Youtube, som nedenstående video er et eksempel på.
Siden er der gået adskillige andre ting grueligt galt i Detroit, idet bilindustrien kom i problemer og omfattende omstruktureringer og lukninger fulgte. Byens befolkningsantal er således blevet halveret siden 1960erne (!) og op til 30% af grundene i byen er slet og ret forladte, hvis man tæller både privat og offentligt ejede grunde med. Man kan læse en glimrende oversigt over Detroits udvikling i Wikipedias opslag på byen. Det som man står med i dag i Detroit er et byrum i opløsning. De forladte bygninger og grunder står og forfalder, de befolkningsgrupper som er blevet tilbage i byen (typisk sorte eller latinoer) er dem som ikke kan komme væk. De har for det første ikke råd til at flytte og udgør for det andet ikke noget aktiv for arbejdsmarkedet, da de fleste ikke har nogen uddannelse og kun meget ringe udsigt til nogen sinde at få det. Der var på konferencen adskillige oplæg som baserede sig på studier af denne by i frit fald. To oplæg af Charlotte Litjens og Kathryn Calascate fokuserede på for det første at kortlægge omfanget af rømningen af den indre by i Detroit. Deres GIS-kortlægning af omfanget var intet mindre end svimlende – de røde pletter er overalt på kortet, dog med mest ledige grunde i den østlige bydel. I USA efterlader man slet og ret urentable operationer, hvis ikke andre investorer måtte have lyst til at tage handsken op, hvilket nu resulterer i massive åbninger i den ellers så tætte by. Et ekstra og meget væsentligt lag i Detroits problemer er oven i købet at de kuldsejlede kvarterer klart kunne betegnes som fødevareørkener. Begrebet fødevareørkener er dukket op rundt om i geografkredse de senere år og sigter til hvordan grupper med lav mobilitet kan opleve at blive strukturelt afskåret fra adgang til friske og sunde fødevarer, både på grund af negativ byudvikling, centralisering af detailbranchen og dårlig infrastruktur. I Detroit kan man finde alle onder i sving. Der er få supermarkeder og de handler mest med noget værre underlødigt bras, der kun med en stor sproglig fantasi kan kaldes mad. Mobiliteten er ret begrænset i den sorte ghetto, navnligt pga. fraværet af sammenhængende cykelstier, gangstier samt en helt manglende tradition for at bevæge sig i andet end biler. Når man er så fattig i USA at man ikke har råd til en bil er man altså ret fattig! Men dermed bliver by-landbrug et absolut relevant udviklingsområde for disse fattige samfund. Det at få det daglige brød i en rimelig kvalitet og til en behersket pris var de to overordnede hensyn som et fødevaresystem baseret på opdyrkning af byen skulle opfylde. De to forskere havde så også prøvet at regne på hvor meget produktion man i givet fald kunne forvente kunne komme fra de offentligt ejede, ledige parceller. Deres talte viste desværre at det langt fra ville være nok til at løse Detroits fødevareørken-problemer. Men stadigvæk et værdifuldt bidrag til at opbygge samarbejdsrelationer mellem lokale borgere i en by uden håb. Rystende udvikling at se for een fra Danmark – nok er der byer i de danske yderområder hvor tingene går skævt, men målestokken herovre er svimlende..Man kan i øvrigt også få en tour på Youtube, som viser rundt i Detroits ghetto. Se mere herunder.
Så ankom undertegnede og min Sensei i Esbjerg, Flemming Just, til Penn State University, eller nærmere betegnet Penn Stater Conference Center, hvor året konference i Agriculture, Food and Human Values Society/Association for the Study of Food and Society (AFHVS/ASFS) afholdes. Turen fra Manhattan i bil tog omkring 4 timer, men det var jo ingen sag da jeg havde fået udleveret en veloplagt, brummende Matsubutsi (min fars udtale af Mitsubishi) 2,4 liters benzinsluger af den venlige biludlejer. (De smilede i hvert fald da de kørte mit kreditkort igennem deres system). 
Konferencecenteret ligger i universitetsbyen State College, som er en lidt sjov by da det “civile” samfund som ikke umiddelbart er bygget som en del af universitetet, kun udgøres af ca. 150 m downtown med butikker, cafeer og restauranter. Ellers er alt andet campus-område, dvs. en blanding af universitetsbygninger og kollegier, og universitetet er da også den altdominerende arbejdsplads for lokalområdet. 
Penn State University er oprindeligt et Land Grant universitet. Land Grant-universiteter er offentligt finansierede og skal udover den almindelige universitetsforpligtelse også varetage visse udviklingsopgaver, blandt andet rådgivningsopgaver. Regulativet for Land Grant ordningen som sådan stammer åbenbart tilbage fra 1862 og 1890, kunne jeg læse mig til på Wikipedias opslag om Land Grant universiteterne. De er således at betragte som en kombination af et traditionelt universitet og hvad vi herhjemme ville betegne som en sektorforskningsinstitution, men egentlig også som en regulær rådgivningstjeneste. Hvis ikke man lige var i USA, kunne man forledes til at tro at State College var udtænkt af en koldkrigerisk, Sovjettisk byplanlægger. 
Det at man smider en samfund på mange tusinde mennesker midt ud på en bar mark og tilsætter de stumper og stykker som udgør et menneskeliv (handel, husly, adspredelse, uddannelse osv.) selvom det måtte ligge temmeligt isoleret fra alt andet kender jeg selv mest fra de gamle Østbloklande, samt fra Indien, hvor Kongrespartiet var vældigt indspirerede af hvordan man gik til makronerne i Sovjet vedrørende social ingeniørkunst. En kollega fra DTU som var med på konferencen, fortalte en interessant anekdote om nogen andre Land Grant universiteter, nemlig University of Californias afdelinger i Santa Cruz og Davis, som blev opført mens Ronald Reagan var guvenør i Californien. Reagans yndlingsaversion var universitetet i Berkeley, som er placeret helt inde i midten af San Fransisco, idet mange studerende derfra deltog i studenteroprøret i slutningen af 1960erne. Det passede derfor grumme godt i Regans kram at få bygget de to universiteter i Davis og Santa Cruz mange kilometer uden for den nærmeste by. Så skulle man nemlig ikke påregne at et betydeligt mindretal blandt de studerende ville udvikle et engagement i studenterpolitisk aktivisme samt at de ikke via storbyens differentierede sociale miljø ville udvikle politisk radikale holdninger (eller dvs. hvad Reagan ville betegne som radikalisering). Reagan ville da heller ikke blive skuffet over Penn State University. 
Der var kun een enkelt cafe i State College, hvor en evt. politisk radikalisering kunne finde sted (billedet ovenfor). Mon ikke studenterurolighederne er til at overse der? Udover det var der kun en Starbucks kaffebar og lidt andre beværtninger. 
Ellers var alt andet, tusinder og atter tusinde af mennesker og deres bygninger, en del af universitetet. Man kunne i hvert fald koncentrere sig om sine studier der. Måske påkrævet, når man tænker på hvor uendeligt mange fjollede amerikanske film der er blevet lavet over livet på college.
Det er en oplevelse af meget eksistentiel karakter at begive sig ud i New Yorks bytrafik. Jeg skulle hente en udlejningsbil i går for at køre til Pennsylvania. Opsamlingspunktet var på Manhattan, W 40th Street, så det var simpelthen helt inde i bymatrixen. Jeg fik udleveret en brummende og veloplagt Matsubutsi/Mitsubishi (en glimrende illustration af at de amerikanske biler ikke er verdens bedste længere). Firmaet var heldigvis tæt på Lincoln tunnelen, som går under Hudson River og over til New Jersey. Det lykkedes at komme igennem de ensrettede gader på Manhattan og videre ned til tunnelen hvor et par millioner andre biler skulle igennem. 
Allerede her var jeg begyndt at svede. Man begynder nedstigningen ned under byens vrimmel og bliver smidt ind i et rør sammen med en masse andre biler i et virvar af susen, lys og farver. Ganske fantastisk. Munden er tør, en let svimmel fornemmelse og man husker livets skrøbelighed. 
Efter det var jeg helt ude af stand til at koncentrere mig om andet end at overleve og orientere mig et det mylder af fletninger og skilte som møder een på Jersey-siden. Det lykkedes da også at fare vild – en længere tur igennem Arlington, videre ud i sværindustri-området omkring Newark hvor vejen endte i et område hvor der kun var mig, min Matsubutsi og en masse store Kenworth-trucks med stål i tonsvis på laddet. Jeg vendte pænt om og fandt så endelig frem til Interstate 80 vestpå.
For et par år siden, hvor jeg havde været i New York med min ven Tommy (vi skulle til konference i Vermont) kunne jeg rundsende en mail med ovenstående titel, dog i flertal. Nå, men nu er jeg jo herovre i Guds eget land for at deltage i dette års konference i regi af AFHVS/ASFS (Agriculture, Food and Human Values Society/Association for the Study of Food and Society) i det bakkede og frodige Pennsylvania. Rejsens første stop var New York og nærmere bestemt Manhattan, hvor jeg havde en enkelt overnatning. New York har jeg efterhånden været i nogen gange og det er ved at blive sådan at jeg snart kan sige at den ligner sig selv. 
Sidste gang jeg var her, dæmrede det pludseligt for mig hvor jeg kendte den karakteristiske lugt fra som hænger i den sommer- og bilvarme luft: Bombay, såmænd. I begge byer hænger der en sødlig stank af råddent affald i luften og i rillerne i fortove og på asfalten er der den samme tykflydende lysblålge væske, overmættet med organisk affald. Jeg ved ikke om det er fordi at jeg er ved at blive en gnaven over-40-årig, men det er svært for mig at se bort fra den understrøm af elendighed som også ligger over Manhattan, midt mellem de imposant høje bygninger, som stræber mod himlen. Se bare dette overblik over Times Square, som jeg tog med et fiskeøjeobjektiv, lånt af en agressiv fotokrejler der talte dårligt engelsk. 
Dagens store samtaleemne i pressen var at Times Square som noget helt uhørt var blevet lukket af for trafik, så fodgængerne kunne brede sig ud over fladen. Et ganske prisværdigt initiativ, da bilernes dominans er nærmest total i store dele af byen. Der er normalt rigtigt mange folk i området, men det var rart at se folk brede sig ud over et større område en ellers. I hvert fald for en stund behøver man ikke at hoppe rundt mellem den endeløse strøm af biler i denne by uden gågader. 
Både Bombay og Manhattan præges også af et mylder af liv som pibler rundt overalt og desværre også mange tiggere og hjemløse, samt handlende som nærmest desperat forsøger at tjene penge. Modsat Bombay, så præger indvandrere i den grad bybilledet på Manhattan. Min taxachauffør ind i byen kommunikerede med sit taxaselskab på noget der lød som et vestafrikansk sprog og talte et temmeligt gebrokkent engelsk. Det er i hvert fald en tydelig illustration af forskellene mellem den amerikanske og den europæiske immigrationspolitik. Der er godt nok ingen Big Mother-stat som fortæller disse immigranter hvordan de skal omstøbe deres særpræg. Til gengæld er de nærmest overladt til sig selv og de muligvis begrænsede færdigheder som mange har når de kommer ind i landet. Arbejdsmarkedsmodellen herovre er åbenbårt gearet til at der skal være en underskov af lavbetalte working poor, typisk immigranter. De kører taxaerne, gør rent – lav-færdigheds funktioner hvor man ikke tjener en klink. Man forventes at man så kan arbejde sig op, men jeg tvivler meget på om det er en udvej for særligt mange. I hvert fald har denne model været politisk uspiselig i Europa og det efter min mening med god grund. Jeg kan altså ikke så meget godt i at have hvad der minder om et pjalteproletariat, så hellere en selektiv immigrationspolitik. Nå, det er en længere historie. Så er der bilerne – en hær af dem, som en bølge som skyller hele vejen fra det sydlige Manhattan og videre nordpå, altid på vej, glidende, vuggende og truttende. Når politiet gerne vil frem igennem trafikken, har de udviklet en særlig teknik med at småhyle med sirenerne. Det svarer til det lille trut som vi kan give når vi vil signalere til en sovende billist foran grønt lys, her er det bare med ca. 95 db som for de fleste til at hoppe et par centimeter i vejret. Der er så tæt trafik at det bliver som at gå rundt ved kysten. Jeg stod på sydkanten af Central Park og tog et billede ned ad 6th Avenue. Man kan se hele vejen ned ad Manhattan og helt nede i syd kan man se hvordan en sky af os driver rundt mellem højhusene (sikkert svært at se på billedet). Heftigt. 
Det er i hver fald med god grund at de lokale er meget stolte af Central Park, en oase midt i denne flydende verden. 
Her er bare et lille perspektiv fra sydenden af parken, hvor byen spejles i The Pond, den lille dam som snor sig rundt om det sydøstlige hjørne. 
Perspektiv inde fra det grønne, ud mod sydkanten af Central Park. 
Via den spændende hjemmeside visualcomplexity.com blev jeg gjort opmærksom på en ret interessant artikel i New Scientist, hvor man har sat sig for at finde ud af hvor forbundet vores lille verden egentligt er. Det er der kommet en række fascinerende kort ud af.
Man kan blandt andet her se at det med tidsskriftets egne ord ikke er helt nemt at komme væk fra det hele. Der er ikke så mange steder som ligger rigtigt langt væk fra civilisationen (defineret som afstanden til nærmeste by med over 50.000 indbyggere). Man skal i hvert fald tage til nogen rimeligt ugæstfrie hjørner af kloden. Læs og se mere i artiklen på New Scientist..
