En af de mere explorative sessions i år kom fra deltagere i forskningsprojektet Waste of the World. Der er tale om et ret stort projekt, både rent bevillingsmæssigt såvel som i global rækkevidde, idet forskergrupper fra fire forskellige britiske universiteter er involveret, samt andre grupper på asiatiske universiteter. Emnet er noget så profant og håndgribeligt som skrald – det overordnede sigte er at pudse samfundsvidenskaben på fænomenet skrald, idet forventningen er at det vil give anledning til opbrud i den muligvis ret eentydige forståelse som man i samfundsvidenskaberne har til dette bostaveligt talt meget materielle fænomen. Den proces forventes så på samme måde at udfordre mere grundlæggende samfundsvidenskabelige konventioner, teoretisk såvel som metodisk.
Da projektet endnu er i en tidlig fase (det kører de næste 5 år) var indlæggene fra forskellige af projektdeltagerne i sagens natur ret eksplorative. Indtil nu er der udgivet en mindre mængde diskussionspapers i projektet (kan downloades fra projektets hjemmeside), men der foreligger endnu ikke formelle projektpublikationer. Det gjorde absolut ikke oplæggene mindre spændende at man aktivt afsøgte feltet for betydninger og muligheder. Det første oplæg var da også den Hong Kong-baserede journalist Adam Minter, som skitserede konturerne af det globale system for genbrug af kobber og andre metaller. Dette felt er hovedsageligt en asiatisk affære, da Kina, Indien og Thailand sidder på det globale marked for genbrugsmetal. Jeg havde forventet at der her var tale om en Nord-Syd trafik, da man for eksempel med skibs-skrot kender mange eksempler på miljødumpning som det fandt sted med nogen af vores gamle Storebæltsfærger. Men her viste det sig, at kineserne købte store mængder automobilskrald i Afrika! Ikke engang deres skrald beholder afrikanerne.. Skrald var både i Indien og Kina en agtværdig industri og ikke nødvendigvis som mange steder i Vesten noget man gemmer af vejen bag en forkromet facade (det er trods alt kun sjældent at man er uheldig at køre bagved en DAKA-lastbil i den danske sommer – “..Herre, hvor længe??..”). Senere skitserede en ungarsk-amerikansk sociolog med udgangspunkt i regimeteori (fx. Harriet Friedmann), hvilke regimes der har kendetegnet skrald, som for eksempel liberale eller marxistiske regimer. Det som det overordnede projekt i særlig grad er orienteret mod er hvad denne oplægsholder skitserede som hybride opfattelser af skrald. Det hybride er i Bruno Latours forstand, dvs. at skrald begrebsliggøres som en integreret del af socio-tekniske systemer hvor mennesker, dyr, teknologier og materie i øvrigt fletter sig ind i hinanden og samudvikler sig. Jeg sad på bænken i auditoriet og kom til at tænke på at man her begrebsliggjorde fænomener som med fordel også kan anskues ud fra systemøkologiske begreber. Dette aspekt var dog fraværende fra denne arbejdsgruppe. Altså ingen snak om entropi, exergi, emergi, dissipative strukturer eller resiliens. Det kunne ellers være et spændende aspekt at smide begreber om systemøkologiske målfunktioner med ind i den begrebsmæssige værktøjskasse i projektet.
Australieren Gay Hawkins holdt et fascinerende oplæg om drikkevandsflasker, hvor hun elegant oprullede de skift i ontologisk status som de ellers profane plastflasker oplever. Udfordringen var for hende at udføre thinking with the bottle, som dermed var udnævnt til dagens yndlingsfrase. Latour-inspirationen fornægtede sig heller ikke i hendes redegørelse for sit perspektiv, da hun lagde vægt på plasticflaskens relationelle materialitet. Flaskerne optræder først som en vare, som er genstand for diverse akrobatiske øvelser fra marketing-drengene. Hvem ønsker for eksempel ikke at opbygge a strong fluid habit? Endnu en frase til arkivet. Flasken skifter så efter brug over til at være skrald og skifter dermed til en helt anden ontologisk status.
Det rigtigt gode ved Waste of the World forskningsprogram er for mig at se at den netop fokuserer på en af de stene som bygmesteren vragede. Skrald er normalt i samfundsvidenskabelig forstand civilisationens anden, det civilisatoriske abjektale, noget der har forladt samfundet og dermed samfundsvidenskabens virkefelt. Hvis vi skal gøre os anstrengelser for en materielt forankret samfundsvidenskab som faktisk har noget væsentligt at bidrage med i forbedringen af vores materielle væren-i-verden, skal vi selv tage skraldet. Det er et godt skridt at tage og projektet bliver spændende at følge fremover.
