Scenarier for landbrugets rolle i landdistrikterne i en post-agrar økonomi
(Nedenstående er en gengivelse af dele af min præsentation på KU-Life 18-11-2010 i anledning af en temadag om nye muligheder for erhvervsudvikling i landdistrikter. Temadagen fokuserede på hvordan landbruget kan bidrage til erhvervsudviklingen fremover. Arrangementet var organiseret af Hanne Tanvig og var en del af KU-Lifes uddannelse i landdistriktsudvikling og landskabsforvaltning, KU-Landmaster).
Når man skal forsøge at sige noget om relationen mellem landbruget og landdistrikterne og hvordan den kan udvikle sig fremover, virkede det for mig logisk at begynde med at indkredse netop hvad relationen er i dag sammenholdt med hvordan den har været tidligere (dvs. i hvert fald indtil 1960erne, hvor udviklingen for alvor ændrede på relationen). Min Sensei Jan Holm Ingemann fra Aalborg Universitet har givet et rigtigt skarpt bud i et arbejdspapir fra sidste år. I følge dette perspektiv har dansk landbrug udviklet et i global sammenhæng aldeles enestående institutionel kapacitet siden andelsbevægelsen blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet. Institutionel kapacitet kan defineres som “et samfunds evne til at etablere og udvikle et institutionelt arrangement, der, under hensyntagen til samfundets grundbetingelser og løbende udfordringer, etablerer og udvikler et økonomisk system med henblik på sikring af høj økonomisk performance i en omskiftelig og konkurrenceudsat verden” (Ingemann, 2009). Det kooperative, agro-industrielle kompleks som dansk landbrug udviklede, har været et uhyre effektivt værktøj til at sikre en flydende oversættelse af agro-industrielle produktionsstandarder til en lang række forskellige lokaliteter over det ganske land. Omvendt kunne dette system også lynhurtigt sørge for at innovationer et givet sted i dette system, kunne skaleres op til national skala. På denne måde kan man også sige at landbruget etablerede et fraktalt organiseret system. I kraft af at man i lokaløkonomisk forstand udgjorde ryggraden i landdistriktets økonomi, var dansk landbrugs økonomi indtil 1960erne stort set sammenfaldende med landdistriktets økonomi. Dette ændrede sig dog radikalt med den forøgede agro-industrialisering som fandt sted i efterkrigstiden. Man kan argumentere for at der som sådan ikke ligger noget særligt territorielt udviklingsperspektiv i principperne for den kooperative agro-industrialisering – da markedet ændrede sig, vedholdt landbrugets institutioner sine grundlæggende måder at operere på, og koblede landdistriktet af i processen. I dag er situationen at den lokaløkonomiske betydning er vigende betydning og landbruget er ikke særligt afhængigt af landdistriktet, dog bortset fra det åbenlyse behov for produktionsmidler som f.eks. jord. Det der er af særlig betydning er at der ikke i dag findes en tilsvarende institutionel kapacitet hvad angår udvikling af landdistrikterne. Den politiske platform, som landdistrikterne i givet fald skulle mobilisere fra udgøres af mange forskellige fragmenterede instanser, uagtet at man i disse år forsøger at samle nogen af stumperne i regi af f.eks. lokale aktionsgrupper.
Hvordan tegner situationen sig så for relationen mellem landbrug og landdistrikt i denne kontekst af fragmentering af det rurale rum? Man kan her trække på de billeder af forskellige udviklingsspor for landdistrikter som der anvendes af blandt andre van der Ploeg et al. (2008). Udgangspunktet er her at landdistrikter udvikler sig på meget forskelligartet vis. Nogle visner, andre blomster og andre udvikler sig, men med nogen særlige typer af relationer mellem landbrugets og landdistriktets økonomi. Scenariemodellen opererer der med i hvert fald seks forskellige typer landdistrikter, som kan anskues ud fra to forskellige dimensioner, som illustreret nedenfor. Den ene dimension er hvorvidt en given type landdistrikt indebærer udvikling eller tilbagegang. Den anden dimension er den relative vægt som landbruget har i den lokale eller regionale økonomi.
De første tre typer der bruges af van der Ploeg og hans kolleger er tre typer som alle har det tilfældes at de indebærer en relativ lav grad af udvikling samt en relativ lav betydning af landbruget i den lokale økonomi. Det drejer sig for det første om udkantsområder. Som illustreret nedenfor er billedet klart: udkanstområder er “baglande”, områder som ligger relativt langt væk fra de urbane centre. Der er langt mellem husene, lav uddannelsesgrad, højt aldersgennemsnit og de unge mennesker flytter væk så snart de får andre uddannelsesbehov en folkeskolen (hvis forældrene ikke allerede har givet op og flyttet til et andet område hvor man relativt lettere kan finde lokal beskæftigelse.
Dem der bliver tilbage er en blanding af folk der ikke har noget valg, bistandsklienter boende i et af de ubegribeligt billige huse, stædige krakilere som nægter at give op, samt de få offentligt ansatte som der måtte være brug for i en sådan kommune der kan tilbyde langt ringere velfærdsområder end de fleste. Landbrug er der ret få af og de beskæftiger ikke ret mange af lokalsamfundets medlemmer. Den anden type er de typer landdistrikter som man kan betegne som drømmeland. Drømmeland kan være udkantsområder som ligger stille hen om vinteren, men om sommeren kommer folk ud i sommerhuse eller temaparker i området og forvandler sommeren til en dans gennem et felt af drømme, billeder og længsler der knyttes an til dette særlige sted. Eksemper er Skagen om sommeren, Klitmøller før i tiden, Øster Hurup, Gilleleje eller Blåvandshug.
Den tredie type er landdistrikter som primært fungerer som bosætningsområde, en container for fjernpendlere, søvnige småbyer der ligger som øer rundt om i landskabet. De kan betragtes som landområder der er blevet til forstæder, områder hvor byen er flydt ud i landskabet. De befolkes af folk som arbejder andre steder og som pendler frem og tilbage, men som er flyttet derud pga. de dejlige fysiske rammer om deres bolig. Man bor trygt og godt i forstæderne og idyllen spoleres heller ikke her af specialiseret, højindustrialiseret landbrug, idet man ikke ser meget til det på disse kanter. Typiske eksempler på sådanne steder kan blandt andet findes i den østjyske milllionby, i den usynlige verden af exurbs, forbundet via E45, som Henrik Dahl har skrevet om.
Man kan dog også finde specialiserede landbrugsområder, hvor landbruget udgør en relativt høj andel af den lokale økonomi. Problemet er så bare, at der ikke er så meget andet at leve af og landbruget kan ikke i sig selv være løftestang for en positiv udvikling i sådanne landdistrikter. Derfor vil udviklingen fortsat være i tilbagegang i sådanne områder. Landbruget vil i sig selv være plaget af de andre onder som plager landbruget over store dele af verdenen: trædemøllen. Trædemøllen hvor ens produkter hele tiden bliver mindre værd og derfor ikke kan opveje de stigende omkostninger, er en af de betydende faktorer for den betragtelige gæld som plager dansk landbrug. For at blive ved med at kunne skaffe kapital til landbruget, har man i vid udstrækning brugt at optage nye lån i jorden, baseret på en forventning om at denne endelige ressource vil blive ved med at stige i pris.
Samtidigt er landbruget blevet meget specialiseret og en markant intern differentiering i landbrugssektoren har da også fundet sted, f.eks. mellem kvæg- og svinebrug og undertyper af disse. Hvordan kan landbruget så evt. løse nogen af disse mange og hver for sig ret komplekse problematikker? Een ting synes at stå klart: der er ikke nogen agrare løsninger på disse problemer – landbruget kan ikke hive landdistriktet op ved håret, og landbruget er i et rent sektorielt perspektiv nødt til at finde måder at forøge værdien af sit daglige arbejde. Angående det sidste, så vil dette i hvert fald være een af de mulige veje til at mindske trædemølleeffekten. Man kan for mig at se ikke producere sig ud af denne krise. En af de mulige veje som man kan identificere i den rurale forskning baserer sig på observation af nogen særlige udviklingsdynamikker i landdistrikter som man kan beskrive som segmenterede landdistrikter. Disse udviklingsdynamikkers særkende er at de overskrider den ramme som man traditionelt har forbundet med den rurale økonomi (illustreret her nedenfor). Den traditionelle model foreskriver at man producerer standardiserede varer til et åbent marked. Som et led heri mobiliserer man for det første landbaserede produktionsmidler, hvor det mest åbenlyse eksempel er landbrugsjord. Udover dette mobiliserer man også i den agro-industrielle model også kapital og teknologi, som kan substituere den dyre og i moderne tid utilgængelige menneskelige arbejdskraft (størstedelen af arbejdsstyrken arbejder f.eks. uden for landbruget).
Det som man har kunnet observere i en lang række tilfælde er at man regionalt har udvidet spektret for hvordan man kan skabe værdi af den traditionelt land- og landbrugsbaserede rurale økonomi (Kitchen & Marsden 2009). Denne udvidelse sker primært ved at inddrage en lang række andre funktioner som knytter sig til landressourcen. For det første har man kunnet udvide paletten af ydelser som det f.eks. finder sted ved forskellige typer turisme (broadening), herunder landbrugsturisme. Ridning, jagt og fiskeri er også andre kendte funktioner som i en kontekst af urbanisering bliver knappe ressourcer. Med hensyn til produktion har man sådanne steder typisk kunnet udvikle særlige højkvalitetsprodukter som f.eks. regionale produkter der også tager afsæt i den særlige regionale geografi som afsæt for kvalitetsudvikling og markedsføring (deepening).
Man har samtidigt kunnet observere at man stadigvæk må tage hensyn til optimering af drift af disse nye landbaserede funktioner. Derfor vil fortsat mobilisering af kapital, teknologi samt tilpasning af skala (regrounding) sandsynligvis blive ved med at spille en væsentlig rolle. Denne rurale “øko-økonomi” har det særtegn at det indebærer at der sker en vis integration på tværs af sektorer på tværs af den rurale økonomi. Derved bliver landbrugets relative vægt i den lokale økonomi mindre, men i og med at der vil være positive effekter på udviklingen regionalt, uden at noget udelukker en fortsat tilstedeværelse af landbruget som en positiv medspiller. Man har oven i købet kunne observere regioner hvor denne integrationsproces på tværs af den regionale økonomi indebærer at landbrugets rolle bliver en relativ lille faktor. Disse områder kan betegnes som ‘nye’ landdistrikter, New Rural Areas. Det ‘nye’ er her en konsekvent territorialisering af økonomien, hvor den regionale geografi udgør aksen i økonomien, både som i den traditionelle landbrugsøkonomi men navnligt også for at lang række ‘post-produktivistiske’ funktioner. Som angivet herunder, vil en sådan økonomi være en divers palet af sektorer som løbende koordinerer sig i forhold til hinanden.
Hvad kan man så konkludere på disse billeder af differentieringer af det rurale rum? Hvilke typer af rum bør vi tilstræbe at udvikle fremover? Hvad rolle kan landbruget spille? For det første kan man sige at en afkobling af yderområderne ikke nødvendigvis gavner nogen som helst, hverken i et landbrugssektorperspektiv eller landdistriktsudviklingsperspektiv. Det vil også kræve en accept af at vi har ‘baglande’, glemte områder som får lov til at sejle sin egen sø. Lad de tusind tidsler springe..Hans Otto Jørgensen, en af de få nulevende forfattere som har beskæftiget sig med rigets udkant og dets skæbner i sine romaner, udtrykte i et nyligt interview i Information at hvis vi vender udkantsområderne ryggen, bliver vi hjerteløse. I hvert fald udgør udkanten ikke noget særligt attraktivt udviklingsspor.
Drømmelandet eller forstaden er ikke nødvendigvis særligt meget mere attraktive veje for hverken landbrug eller landdistrikter. Landbruget vil have svært ved at finde en plads i begge verdener og landdistriktet vil ikke blive genstand for en positiv udvikling på langt sigt. Der er dog allerede kommuner som betragter f.eks. dobbelt bosætning som den sidste chance for at redde kvaliteten af det fysiske miljø i landsbyerne, hvilket er et reelt dilemma. Dobbelt bosætning, nedrivning eller opkøb af Låsby-Svendsen til allehånde mærkelige formål? Så står vi tilbage med tre veje til fremtidig udvikling: specialisereret landbrug, segmentering eller nye landdistrikter. Nu er det heldigvis ikke et spørgsmål om at vælge een. Hvert af disse udviklingsspor vil være aktuelle muligheder, dog med vidt forskellige konsekvenser i relation til landdistriktet. Det specialiserede landbrug vil fortsat stå med nogen gevaldige udfordringer med hensyn til indtjeningsevnen og gældsbyrden, som er et blødende sår for sektoren. Man vil her under alle omstændigheder skulle udvikle højkvalitetsprodukter som kan forbedre værditilvæksten. Selvfølgeligt kan man også hente marginale fordele ved fortsat effektivisering, men det er ikke et spor som vil have nogen effekt på landdistriktet, snarere tvært i mod. Der er dog områder hvor man i forvejen har noget nær en klyngedannelse hvad angår specialiseret landbrug. For disse områder gælder det at landbruget er en væsentlig del af den økonomi der faktisk er der. Det er dog ikke på nogen måde givet at landbruget vil kunne løfte opgaven med at holde sammen på sådanne landdistrikter.
Geografien spiller ganske givet en særlig rolle for hvilke udviklingsspor man med held kan forfølge i bestemte områder. Det er i hvert fald et relevant spørgsmål at stille om ikke en udvikling mod ‘nye’ landdistrikter er mest sandsynlig i periurbane eller i hvert fald ikke alt for fjernt beliggende områder. Hvorimod segmenterede landdistrikter nok i højere grad vil være mulige i de fleste typer landdistrikter, idet en sådan økonomi med stor fordel vil basere sig på de landbaserede ressourcer som sådanne områder har markant flere af en andre typer områder. Uanset om man taler om segmenterede eller ‘nye’ landdistrikter er der ikke noget som udelukker at landbruget spiller en vigtig og positiv rolle. Det kræver dog opbygning af institutionel kapacitet – en proces som allerede understøttes af visse elementer i den eksisterende landdistriktspolitik. Der er dog stadigt mange udfordringer på det strategiske niveau, idet de nye udviklingsdynamikker som man har kunnet observere i landdistriktsforskningen adskiller sig fra hvad der indgår i det kooperative arvegods i landbrugssektoren.
Litteratur
