Nu er den her: det længede ventede temanummer af Theory, Culture and Society som omhandler klimaspørgsmålet (for dem der kan forcere betalingshegnet omkring tidsskriftet, kan man se artiklerne via dette link). Dette solide tidsskrift har i mange år været et højt anset sociologisk tidsskrift, da de gennem deres historie blandt andet har udgivet noget rigtigt gode temanumre, som på forskellig vis har startet meget substantielle sociologiske udviklinger. Eet af de klassiske eksempler er det legendariske temanummer vol. 5(2) fra 1988 som var med til at starte debatten om det postmoderne inden for sociologien. Et af tidsskriftets store styrker er at det har kunnet mobilisere nogen af de rigtige hvide elefanter indenfor sociologien som bidragsydere til tidsskriftet. Det gælder blandt andet navne som Ulrich Beck, John Urry og Zygmunt Bauman der alle må siges at være regulære akademiske superstjerner. Nu er turen så kommet til at de hvide elefanter har nået frem til debatten om klimaforandringer. Temanummeret tager tre temaer i klimadebatten under behandling: skepticisme (hvor vores hjemlige Bjørn Lomborg har givet markante bidrag, foruden en del reaktionære republikanere i USA og deres angreb på arven efter oplysningstiden), gradualisme (antagelsen om at vi gradvist kan tilpasse os klimaforandringerne), samt katastrofisme (antagelsen om at det hele vil ende med at nogen bliver kede af det – voldsomme abrupte skift i udviklingsmønstre – som for eksempel Mad Max agtige tilstande). Disse alt andet end trivielle temaer bliver taget under kyndig behandling af så ferme folk som Ulrich Beck, Brian Wynne, Elisabeth Shove, John Urry og flere andre. Det ligner en klokkeklar anbefaling til at bruge lidt mere tid på toilettet på arbejdet (eet af de få steder man kan få ro til at læse)..
Indlæg under kategorien 'klimaforandring'
Jeg erhvervede for ikke så længe siden Anthony Giddens nye bog The politics of climate change (*) og har foreløbigt læst introduktionskapitlet. Det var dog ligesom der var et eller andet galt – jeg kunne ikke helt finde ud hvad det var, men jeg havde ikke den store lyst til at læse videre. Sproget var kedeligt, men det er tilfældet med ret mange fagbøger, så det var ikke nødvendigvis det som det handlede om. Da jeg så for nogen dage siden læste Noel Castree’s anmeldelse af bogen i Sociological Review(**) fik jeg lidt flere hints af hvad der måske var problemet. Efter endt læsning af anmeldelsen kom jeg til at tænke på et af mine yndlingscitater af Woody Allen. Citatet er noget i retning af “..Universet er blot en flygtig ide i Guds hjerne – en ret ubehagelig tanke, især når man lige har præsteret udbetaling på et hus” (***). Det udtrykte i hvert fald meget godt den følelse som jeg havde efter faktisk at have betalt penge for bogen. Hvis jeg dog bare havde stjålet den! Nej, men Giddens bog er et forsøg udi at analysere hvad klimaforandringernes politik kunne være. En agtværdig ambition, specielt i kraft at Giddens tidligere har haft en stor gennemslagskraft med hans bog The Third Way som kom til at udstikke rammerne for politikken hos Tony Blair og New Labour. Hovedproblemet er som Castree peger på, at Giddens ikke er miljøsociolog og ikke som med hans tidligere arbejde, kan basere det på solid empirisk forskning og længerevarende tids forskningserfaring. Det centrale afsnit i Castrees anmeldelse er hans opsummering af bogens hovedpunkter (mine fremhævelser):
“Among the ‘new concepts’ thrown at readers are the following: the ensuring state (p. 69), which not only enables but tasks itself with delivering specified outcomes; political convergence, which describes the need to ensure synergies between mitigation and adaptation policies and other areas of public policy; economic convergence, which is Giddens’ term for ‘ecological modernisation’ (a ‘win-win’ scenario where economic growth delivers environmental gains); foregrounding, which describes the constant need to make climate change a visible and integral part of all political discussion; climate change positives, which describes a mentality which accents the potential gains of tackling climate change rather than simply sacrifices to be made; political transcendence, which is the idea that climate change is not a left-right issue but must be accepted as a challenge for any incumbent party; the percentage principle, which is a critique of the ‘precautionary principle’ and advocates detailed risk planning in the search for opportunities attendant upon climate change; the development imperative, which recognises the right of (and need for) poor countries to enjoy significant economic growth, even if it’s ecologically harmful in the short-term; over-development, which is Giddens’ term for the critique of ‘wealth’ (conventionally defined) of the sort enjoyed by countries like the US and Britain; and proactive adaptation, which is the idea that policy makers must focus as much on adaptation as on mitigation, and should plan ahead as much as possible. These ten concepts are explored to varying degrees throughout the subsequent six chapters“.
Nu betragter jeg ikke normalt mig selv som tussegammel, men jeg har trods alt været i branchen længe nok til at jeg synes at mange af punkterne lyder som noget jeg og sikkert også en bredere offentlighed har hørt mange gange før. Fra Brundtland-rapporten helt tilbage i 1986 (proactive adaption, overdevelopment, the development imperative), fra talrige ophedede debatter om bæredygtig udvikling og økologisk modernisering gennem min studietid på KVL. Mange af diskussionerne i Miljø- og Økologigruppen på KVL tog udgangspunkt i vores arbejde med økologisk moderniseringsteori, økologisk økonomi, teoretisk økologi, miljøsociologi, rural sociologi, miljøfilosofi. Jeg kunne skære tænder over Luhmanns kynisme i “Ecological Communication”, nikke anderkendende til Becks arbejde om risikosamfundet og med stort udbytte dykke ned i Herman Daly og Klaus Eders arbejde med at udrede den komplicerede interaktion mellem natur og samfund. Også på Aalborg Universitet blev der arbejdet på livet løs (sektorintegration i miljøplanlægning, indplacering af miljø som det overordnede referencepunkt for mere afgrænsede sektorinteresser, økologisk modernisering). På den baggrund er der absolut ikke noget nyt i ret meget af det som Giddens er på banen med. Men hvad er problemet egentlig – hvorfor bliver jeg så irriteret over bogens på mange måder kiksede anslag? Min far fremhævede engang at det jo faktisk var rigtigt nok når Jodle Birger sang om at rigtige venner ikke kan købes. Nej, men…så sidder man der og er bare negativ. Een udlægning af problemet er at Giddens af alle mennesker burde være bevidst om hans ansvar som en af de helt store samfundsteoretikere gennem de sidste 30 år og som en offentlig intellektuel for at bringe os videre som offentlighed betragtet. Der kan i hvert fald med nogen ret peges på at det ikke er nogen stor hjælp at gentage et budskab som tydeligvis ikke har vundet det indpas i politisk planlægning som det burde. På den måde spilder han den værdifulde mængde opmærksomhed som han i kraft af at være netop Anthony Giddens nyder. Selvom det lyder dybt når han formulerer behovet for at føre det usynliges politik (vi kan ikke se klimaforandringer på den korte bane og vil først handle når vi kan se hvad der sker) og at det følger af denne mangel det at vi endnu ikke har en regulær politik for at imødekomme klimaforandringer, så har vi faktisk gennem en del år haft reelle bud på hvad der kan gøres. Det som mangler synes på nogen måder at være reel politisk vilje til at understøtte den folkelige interesse som der er for at gøre noget ved de ganske overvældende risici på civilisationsniveau som vi står over for. Navnligt også bud på hvilken rolle institutioner spiller – idet vi så absolut ikke mangler teknologier for at gøre noget (emnet for en god artikel af Bent Flyvbjerg fra 1993****). Når det er sagt, synes jeg dog stadigvæk at jeg vil give bogen en chance, selvom det bliver hårdt at sidde stille imens..
*Giddens, A. 2009. The politics of climate change. Polity Press, Cambridge
**Castree, N. 2010. Book Review: The Politics of Climate Change by Anthony Giddens. Sociological Review 58 (1):156-162
***Allen, W. 1980. Selvskrevet. Lindhardt og Ringhof, København
****Flyvbjerg, B. 1993. Institutioner, ikke teknologi, er største hindring for bedre miljø. Paper read at Styringsmidler for bedre miljø i bytrafikken, at Odense 27. – 29. oktober 1993
