Indsat under miljøsociologi
24 august 2010 kl 4:52 pm · Indsat af Chris Kjeldsen under menneske og natur, miljøsociologi, tegneserier
Hvorfor dog spilde tiden med at læse Donna Haraway eller Bruno Latour når man kan læse Anders And? Jeg faldt over en Anders And historie af den store mester Carl Barks forleden, som over ganske få striber får formidlet en tematik som symbolfabrikkerne Latour & Haraway ville skulle bruge en laang bog på. Barks er blandt hans mange andre fortjenester en begavet italesætter af natur-kultur relationer. I denne stribe træder Anders And, som mange andre gange før det, i karakter som radikal modernist der med afsæt i Professor Wåsenstrøms teorier hævder at mennesket er herre over naturen.
Ungerne hævder (igen som så mange andre gange) et økologisk, og måske i denne sammenhæng ligefrem dybdeøkologisk standpunkt, idet de hævder at naturen er større end mennesket. Det sker i deres tilfælde med afsæt i forfatteren Tom A. Hawk, hvis bog om indianere ungerne er i færd med at læse (med den smågeniale titel “Da skoven hævnede sig”). Skænderiet mellem Anders og Rip, Rap og Rup udvikler sig, det ene ord tager det andet og da Anders kommer med den an(d)tropocentriske udmelding om at “det er et spørgsmål om intilligens! Også jeg kan klare ethvert job!” tager han et job som rådgivende ekspert på et dambrug. Næste dag går turen op langs en flod for at finde ud af om Professor Wåsenstrøms teorier holder. Anders får på dambruget mange eksistentielle oplevelser, der lærer ham et eller andet om den første og anden natur. For det første går det ikke særligt godt fra ham i kulturens domæne, dvs. med hensyn til driften af dyrene i dambruget. Hans håndtering af gydende ørreder lader da også en del tilbage at ønske.
Anders må sande at det er et hårdt job at være dambrugsekspert, men han fastholder at hvis Wåsenstrøm mener at han kan, så kan han! Det går dog helt galt, da den vilde natur kigger ind i form af en isfugl som han skal forhindre i at æde en masse småfisk. De må dog ikke skyde efter den, eftersom de befinder sig i et fuglereservat. Der er altså også miljøregulering ind over. Efter at isfuglen har taget fusen på ham et par gange, mener Anders at have fundet måden af få gaflen under isfuglen på, nemlig en tjæreindsmurt lokkeand. Men hans triumferende latter stivner hurtigt og Anders bliver som så mange andre gange fyret på gråt papir mens naturen går sine egne veje.
Som læser bliver man indført i relationen mellem menneske og natur, mellem første og anden natur (det menneskeskabte fysiske miljø samt naturen uden for vores dyrkningssytemer), samt teoriers status stillet over for en kaotisk verdens kompleksitet. Men også modstillingen mellem Anders Ands bekendelse til en radikal modernitet, som alligevel kommer til kort stillet over for en natur, der for menneskets synspunkt er og bliver den anden – uforståelig og genstridig. Barks er en mesterfortæller i tegninger og tekst – man kunne blot ønske sig at flere fagfolk prøvede kræfter med at formidle på den her måde. Mindre end Barks klasse vil stadigvæk være et væsentligt skridt fremad i forhold til de mange ord i de mange bøger med poststrukturalistisk teori som blandt andre Latour er flittig leverandør til (denne verdens Wåsenstrøm’ere..).
26 maj 2010 kl 3:58 am · Indsat af chris under diverse, klimaforandring, miljøsociologi
Nu er den her: det længede ventede temanummer af Theory, Culture and Society som omhandler klimaspørgsmålet (for dem der kan forcere betalingshegnet omkring tidsskriftet, kan man se artiklerne via dette link). Dette solide tidsskrift har i mange år været et højt anset sociologisk tidsskrift, da de gennem deres historie blandt andet har udgivet noget rigtigt gode temanumre, som på forskellig vis har startet meget substantielle sociologiske udviklinger. Eet af de klassiske eksempler er det legendariske temanummer vol. 5(2) fra 1988 som var med til at starte debatten om det postmoderne inden for sociologien. Et af tidsskriftets store styrker er at det har kunnet mobilisere nogen af de rigtige hvide elefanter indenfor sociologien som bidragsydere til tidsskriftet. Det gælder blandt andet navne som Ulrich Beck, John Urry og Zygmunt Bauman der alle må siges at være regulære akademiske superstjerner. Nu er turen så kommet til at de hvide elefanter har nået frem til debatten om klimaforandringer. Temanummeret tager tre temaer i klimadebatten under behandling: skepticisme (hvor vores hjemlige Bjørn Lomborg har givet markante bidrag, foruden en del reaktionære republikanere i USA og deres angreb på arven efter oplysningstiden), gradualisme (antagelsen om at vi gradvist kan tilpasse os klimaforandringerne), samt katastrofisme (antagelsen om at det hele vil ende med at nogen bliver kede af det – voldsomme abrupte skift i udviklingsmønstre – som for eksempel Mad Max agtige tilstande). Disse alt andet end trivielle temaer bliver taget under kyndig behandling af så ferme folk som Ulrich Beck, Brian Wynne, Elisabeth Shove, John Urry og flere andre. Det ligner en klokkeklar anbefaling til at bruge lidt mere tid på toilettet på arbejdet (eet af de få steder man kan få ro til at læse)..
10 februar 2010 kl 8:43 pm · Indsat af chris under medier, miljøsociologi, tegneserier
Jeg kom i aftes til at bladre igennem nogen af de bagerste rækker i min tegneseriesamling, afledt af skrivningen af forrige indlæg om miljøtegneserier. Det jeg faldt over, var for det første at det godt nok syntes at stemme (for min samling i hvert fald) at sansninger af det byggede miljø og naturmiljøet i relation til den menneskelige civilisation primært synes at blive et ærinde for den amerikanske modkulturelle tegneserie fra slutningen af 1960erne og frem. Inden for tegneseriernes hovedstrøm er det også mest i nyere tid at forholdet mellem menneske og natur italesættes i et miljøperspektiv. Det oplagte eksempel er her naturligvis Bedstemor And og den måde som hun lever et dybdeøkologisk liv på med familie og dyr. Fra tid til anden popper temaet op i andre dele af Anders And-universet. Et eksempel er i den engang så fremragende serie Stålanden, som kørte fra 1997 til starten af det nye årtusind på dansk. Man kan i Stålanden nr. 4 fra 1997 finde denne mindeværdige scene hvor Stålandens samarbejdspartner FBI specialagent Mary Flagstaff er på besøg hos episodens überskurk Professor Morgan Fairfax. 
Et af hans gustne karaktertræk er at han byder Flagstaff på økologisk kaffe, altimens han pønser på at raserere det sydvestlige Californien med kunstigt frembragte jordskælv. Hans gustne gerninger er altsammen del af en radikal dybdeøkologisk aktion for Californien, hvor jordskælvet vil hæve nye landområder fra havet og således booste fødevareproduktionen til en (kommende) sulten verden. Mange liv vil dog gå tabt i det inducerede skælv, men det er artens overlevelse der tæller. En meget dobbeltydig episode – det bør være overflødigt at nævne at Stålanden klarer ærterne, selvom hans ven og partner Globus, en avanceret kunstig intelligens, i starten ikke kan hjælpe ham med det, da han udfra hans logiske programmering ikke kan finde nogen fejl i Fairfax argumentation for Operation Fangea (navnet på det påtænkte jordskælv). Han bliver dog overbevist af Stålandens kritik af den rene fornuft og tager et væsentligt skridt mod at tilegne sig kybernetisk phronesis. Fantastisk plot! Stålanden er et fremragende eksempel på en italesættelse af en aktuel diskussion af en væsentlig problemstilling vedr. jordbrug og fødevarer. Der er dog mange forskellige bud på sansninger af samspillet mellem mennesket og dets fysiske miljø. Hvis man dykker tilbage i den amerikanske modkultur (det samme billede vil sandsynligvis også gøre sig gældende for den danske ditto) finder man væsentligt mere pessimistiske sonderinger af menneskets forvaltning af skaberværket. Et eksempel er Gilbert Shelton, skaberen af den fabelagtige flipper/syrehoveds favorittegneserie som på dansk går under navnet Flipkompagniet (The Fabulous Furry Freak Brothers). Shelton er en fabelagtig tegner og fortæller, som med fortællingen om de tre gamle syrehoveder Fineas, Fat Freddy og Freewheelin’ Franklin har skabt en klassiker. Universet i serien er præget af den kulturpessimistiske grundtone som man kan finde i andre modkulturelle ikoner som for eksempel Grateful Deads musik, eller litteratur som Jack Kerouacs On the Road (Vejene), men besidder dog også sin helt egen uforligneligt gakkede, absurde humor som stadigvæk holder. 
Kulturpessimisme er nok ikke eksklusiv for den amerikanske modkultur – en sang som Cæsars Storkespringvandet synes jeg er en forfærdelig trist sang med en helt åbenlys tabermentalitet (der er ikke noget der nytter – modkulturen er fis i en hornlygte – alt forsvinder igen – klynk og hulk – det er sikkert nogen andres skyld). Det er ikke specielt lyserøde billeder Shelton fremmaner af hvor USAs bymiljøer er på vej hen. Det eksempel er skildringerne af et byrum i åbenlyst forfald, som det fremmanes i 2-binds historien “Flipkompagniet på Farten” fra slutningen af 1980erne. Vores tre antihelte er her på vej til Colombia for at købe deres tjald ved kilden og passerer på vejen igennem et post-apokalyptisk bylandskab præget af gadebander og vidtrækkende økonomiske dynamikker (de store flyselskaber er gået fallit og lufthavnen er et semi-anarkistisk rod af små snuskede selskaber). Om det bare er en del af byrummet som er blevet glemt af økonomiens hovedstrøm, fortælles der ikke om. Det er i hvert fald en grim, forfalden og dybt risikabel verden, hvor byrummet lider under et totalt fravær af fysisk planlægning. Regeringen er kun synlig ved stupide betjente, som mest er optaget af at slå ned på afvigere end bidrage til at mindske følelsen af almen risiko. Under deres rejse, hvor de aldrig kommer til Colombia, bliver verden overtaget af et globalt militærdiktatur, der dog mod slutningen af fortællingen overvindes (delvist ved Flipbrødrenes mellemkomst). Da de langt om længe vender hjem til deres lejlighed, er den civile regering under præsident Tweedledee blevet genindsat. 
Billedet fortæller det hele – standarden af de civile ledere er efter Sheltons fremstilling absolut ikke noget at råbe hurra for. Man er tilbage i det samme gamle lort, men i det mindste er det en civil regering som laver lortet. Shelton har ved andre lejligheder ytret sin opfattelse af amerikansk kultur. Han har blandt andet skrevet en fabelagtig fortælling om hans alter ego Gilbert Desanex’ drømme. En overdådigt syret tour-de-force fra en mesterfortæller. Det er umuligt at give en dækkende referat af den surrealistiske fortælling, men på et tidspunkt havner Gilbert D. som leder i Kreml hvor han tilbyder USAs præsident en fredsaftale og total demilitarisering. Denne smækker bare røret på og ignorerer tilbuddet. I raseri udløser Gilbert det sovjettiske atomvåbenarsenal. 
De dødsdømte amerikanere besinder sig og går mod forventning ikke til modangreb. Istedet for sender de godt nok missiler, men istedet for bomber sender de deres dyrebare amerikanske kulturarv – det regner således med køleskabe, biler, motorhomes og andet godt. Det er muligvis Sheltons sarkastiske kommentar til Reagans kulturudvekslingsaftale med Gorbatjov fra sidste halvdel af 80erne hvor USA fik Bolshoj-operaen på besøg, og Sovjet fik Beach Boys (!). Under alle omstændigheder ikke et specielt positivt billede af den amerikanske og dermed også vestlige kultur. Det der for mig er interessant ved at tilgå disse forskellige billeder er hvad man kan mene om forskellene. Er valget mellem Stålands-italesætningen, der på tilsyneladende sober vis prøver at udfolde en tematik og de uundgåelige dilemmaer der knytter sig til det – og på den anden side Gilbert Sheltons radikale kritik der dog ikke rummer mange ansatser til at snakke løsninger (jeg siger udtrykkeligt ikke at det på nogen måde skulle være kunstens opgave). En reformistisk eller aktivistisk logik – en reformtilgang modsat en modkulturel tilgang? Det man umiddelbart kan sige er at den modkulturelle optik ikke synes at være særligt optaget af løsninger. Det er efter Sheltons fremstillings logik ikke grundlag for andet end historiens rædsel – forstået som at man som anfægtet menneske til en hver tid må døje med at samfundet er en forskelligartet størrelse, hvor man ikke kan forvente at finde en enhedskultur. Hvis man så definerer sig som værende imod den dominerende kultur, er man i sagens natur udenfor – i et marginalt, afvigerspor uden mange muligheder for at vinde indflydelse. Oven i købet med alle muligheder for forsmået bitterhed vendt mod dem som tænker anderledes end een selv. En i grunden usund blanding – jeg synes dog stadigvæk at Shelton er en stor tegneseriekunstner. Den kulturelle logik som man kan læse i hans arbejde er dog ikke nødvendigvis noget at bygge på. Som en eller anden sagde i forbindelse med klimakonferencen og det at arbejde med en så kompleks og vanskelig realiserbar opgave, så vil fortvivlelse være en forbrydelse mod kommende generationer. Det siger nok meget godt hvad vi står over for med vores gnadrende civile regeringer og deres Tweedledee-politikere, som har så svært ved at integrere andre tidshorisonter end valgperioder. Det kan godt være at det er noget værre bras, men det er vores folkevalgte bras og det bør være muligt at gøre noget – det bør ikke være sådan at vi har de politikere vi fortjener. Så meget kan man dog bruge Shelton til uden for de skønne stribers verden..
9 februar 2010 kl 5:41 pm · Indsat af chris under medier, menneske og natur, miljøsociologi, tegneserier
Forleden fandt jeg til min store fornøjelse noget så sjældent som en artikel der omhandlede italesættelse af miljøproblematikken i tegneserier (Buhle, P., L. Rifas, S. Tobocman, and S. Jones. 2009. Eco-Comics, Then and Now. Capitalism, Nature, Socialism 20 (3):68-73). Fornøjelsen var særligt stor da emnet umiddelbart er en noget sjælden gæst i tegneseriemediet i det hele taget. Det kommer sig selvfølgelig nok primært af at tegneseriens genrediversitet fortsat lader en del tilbage at ønske. Selv om man kan nøjagtigt lige så meget med tegneserien som med ethvert andet kunstnerisk medie, er den stadigt meget præget af superheltestriber fra USA og andre fantasier som nok primært retter sig mod svedige teenagedrenge og deres ditto svedige fantasier. Overordnet må jeg beklageligvis notere mig at artiklen er meget kort og stort set kun kradser lidt i overfladen. Den omtaler primært kun tre nyere tegnere: Leonard Rifas, Seth Tobocman og Sabrina Jones, der alle har produceret fra 1980 og op. Artiklen har dog en væsentlig pointe med at pege på at temaerne økologi og miljø ikke synes at være et nyere fænomen i tegneserier. De mest tidlige eksempler er post-atomare historier fra 1950erne. Dengang var tegneserier noget utæmmet snask af gru & skræk-historier, gale øksemordere der i tusmørke sneg sig ind på barmfagre forstadspiger, ulækre bug-eyed monsters fra det ydre rum og en del andet som truede det håbefulde liv i de nyligt anlagte amerikanske forstæder. 
I den kontekst var post-atomar gru et helt naturligt valg af virkemiddel. Denne boblende gryde af snaskede, sansepirrende forestillinger fra det ubevidste fik dog fik en brat ende med Frederick Werthams bog Seduction of the Innocent fra 1954. Kort fortalt ledte bogen og den efterfølgende debat til en kongreshøring som endte med at få branchen underlagt en tegneseriekodeks The Comic Code, som mange år frem udgjorde en stram ramme for hvad man kunne tillade sig med mediet i amerikansk sammenhæng. Det er dog spørgsmålet om miljøet var en eksplicit bekymring i disse striber. Miljøet indgår som kulisse for en falden civilisation, men da man befinder sig efter apokalypsen, er miljøet som sådan igen bare en kontekst uden selvstændig betydning. Det er først da en af modbevægelserne til den stramme styring af den amerikanske tegneseriemainstream dukker op i slutningen af 1960erne at der sker en udvidelse af tematikkerne, heriblandt med hensyn til miljø. Den mest markante modbevægelse var undergrundstegneserien, repræsenteret ved tegnere som Robert Crumb (Robert Scum, som nogen kærligt har omtalt ham) og Gilbert Shelton. En af de mange strømme i Crumbs arbejde er hans absolut misantropiske syn på den moderne civilisation. Både hvad angår teknologi og kultur er Crumb absolut ikke begejstret, selvom han samtidigt giver udtryk for at livet heller ikke var nemt førhen. Det forhindrer dog ikke een i at beklage sig.. En af eksemplerne på Crumbs civilisationskritik er hans stribe A Short History of America som udkom i 1979 i miljøtidsskriftet Co-Evolutionary Quarterly. Over 12 paneler fortæller Crumb om processen fra uberørt land til forfaldende by. 
Der udkom endda specialiserede serier som tog direkte udgangspunkt i miljøforhold. En af de tegnere som er omtalt i artiklen, er Leonard Rifas. En af hans striber bærer den usædvanlige titel “‘Hard’ vs. ‘Soft’ Alternative Long-Range Energy Strategies”, blev udgivet i serien Energy Comics i 1980. Når man ser bort fra den happy-go-lucky kommunitarisme i slutbudskabet samt at industrimanden i striben siger “Ach” (en tysk industriskurk?), er diskussionen om forholdet mellem flere industrielle strategier stadigvæk relevant. 
Man kan dog også finde andre tegnere der som Crumb mest synes at dyrke en misantropisk stemning af kulturpessimisme. De to andre eksempler i artiklen, Seth Tobocman og Sabrina Jones, anslår i høj grad disse strenge i deres bidrag fra hhv 1988 og 2004. Men nu har det jo heller aldrig været kunstens opgave at være pædagogisk – bare den kunstneriske vision og kvalitet holder, så er det som det skal være. 
Der er en del andre eksempler man kan nævne i den her sammenhæng – Gilbert Sheltons fremstillinger af det fysiske miljø, den politisk korrekte Stan Eales tegninger fra 1990erne, de lejlighedsvise miljøpolitiske ytringer i Anders And (fra tid til anden bliver Onkel Joakim fremstillet som en ond industrialist og ungerne bliver en gang i mellem fremstillet som miljøaktivister). Men det ser allerede ud som om det var en tema som fortjener mere uddybende behandling. For mig at se er det uhyre interessant hvordan forskellige tegneseriekunstnere behandler emner som civilisationskritik, kulturpessimisme, grøn tænkning, hverdagskultur og en risikabel fremtid, da den kunstneriske italesættelse kan nå nogen lag af mening som vi i vores normale videnskabelige diskurs ikke nødvendigvis beskæftiger os med. Et projekt som klart bør fortsættes…
22 januar 2010 kl 10:12 pm · Indsat af chris under interessant læsning, klimaforandring, miljøsociologi
Jeg erhvervede for ikke så længe siden Anthony Giddens nye bog The politics of climate change (*) og har foreløbigt læst introduktionskapitlet. Det var dog ligesom der var et eller andet galt – jeg kunne ikke helt finde ud hvad det var, men jeg havde ikke den store lyst til at læse videre. Sproget var kedeligt, men det er tilfældet med ret mange fagbøger, så det var ikke nødvendigvis det som det handlede om. Da jeg så for nogen dage siden læste Noel Castree’s anmeldelse af bogen i Sociological Review(**) fik jeg lidt flere hints af hvad der måske var problemet. Efter endt læsning af anmeldelsen kom jeg til at tænke på et af mine yndlingscitater af Woody Allen. Citatet er noget i retning af “..Universet er blot en flygtig ide i Guds hjerne – en ret ubehagelig tanke, især når man lige har præsteret udbetaling på et hus” (***). Det udtrykte i hvert fald meget godt den følelse som jeg havde efter faktisk at have betalt penge for bogen. Hvis jeg dog bare havde stjålet den! Nej, men Giddens bog er et forsøg udi at analysere hvad klimaforandringernes politik kunne være. En agtværdig ambition, specielt i kraft at Giddens tidligere har haft en stor gennemslagskraft med hans bog The Third Way som kom til at udstikke rammerne for politikken hos Tony Blair og New Labour. Hovedproblemet er som Castree peger på, at Giddens ikke er miljøsociolog og ikke som med hans tidligere arbejde, kan basere det på solid empirisk forskning og længerevarende tids forskningserfaring. Det centrale afsnit i Castrees anmeldelse er hans opsummering af bogens hovedpunkter (mine fremhævelser):
“Among the ‘new concepts’ thrown at readers are the following: the ensuring state (p. 69), which not only enables but tasks itself with delivering specified outcomes; political convergence, which describes the need to ensure synergies between mitigation and adaptation policies and other areas of public policy; economic convergence, which is Giddens’ term for ‘ecological modernisation’ (a ‘win-win’ scenario where economic growth delivers environmental gains); foregrounding, which describes the constant need to make climate change a visible and integral part of all political discussion; climate change positives, which describes a mentality which accents the potential gains of tackling climate change rather than simply sacrifices to be made; political transcendence, which is the idea that climate change is not a left-right issue but must be accepted as a challenge for any incumbent party; the percentage principle, which is a critique of the ‘precautionary principle’ and advocates detailed risk planning in the search for opportunities attendant upon climate change; the development imperative, which recognises the right of (and need for) poor countries to enjoy significant economic growth, even if it’s ecologically harmful in the short-term; over-development, which is Giddens’ term for the critique of ‘wealth’ (conventionally defined) of the sort enjoyed by countries like the US and Britain; and proactive adaptation, which is the idea that policy makers must focus as much on adaptation as on mitigation, and should plan ahead as much as possible. These ten concepts are explored to varying degrees throughout the subsequent six chapters“.
Nu betragter jeg ikke normalt mig selv som tussegammel, men jeg har trods alt været i branchen længe nok til at jeg synes at mange af punkterne lyder som noget jeg og sikkert også en bredere offentlighed har hørt mange gange før. Fra Brundtland-rapporten helt tilbage i 1986 (proactive adaption, overdevelopment, the development imperative), fra talrige ophedede debatter om bæredygtig udvikling og økologisk modernisering gennem min studietid på KVL. Mange af diskussionerne i Miljø- og Økologigruppen på KVL tog udgangspunkt i vores arbejde med økologisk moderniseringsteori, økologisk økonomi, teoretisk økologi, miljøsociologi, rural sociologi, miljøfilosofi. Jeg kunne skære tænder over Luhmanns kynisme i “Ecological Communication”, nikke anderkendende til Becks arbejde om risikosamfundet og med stort udbytte dykke ned i Herman Daly og Klaus Eders arbejde med at udrede den komplicerede interaktion mellem natur og samfund. Også på Aalborg Universitet blev der arbejdet på livet løs (sektorintegration i miljøplanlægning, indplacering af miljø som det overordnede referencepunkt for mere afgrænsede sektorinteresser, økologisk modernisering). På den baggrund er der absolut ikke noget nyt i ret meget af det som Giddens er på banen med. Men hvad er problemet egentlig – hvorfor bliver jeg så irriteret over bogens på mange måder kiksede anslag? Min far fremhævede engang at det jo faktisk var rigtigt nok når Jodle Birger sang om at rigtige venner ikke kan købes. Nej, men…så sidder man der og er bare negativ. Een udlægning af problemet er at Giddens af alle mennesker burde være bevidst om hans ansvar som en af de helt store samfundsteoretikere gennem de sidste 30 år og som en offentlig intellektuel for at bringe os videre som offentlighed betragtet. Der kan i hvert fald med nogen ret peges på at det ikke er nogen stor hjælp at gentage et budskab som tydeligvis ikke har vundet det indpas i politisk planlægning som det burde. På den måde spilder han den værdifulde mængde opmærksomhed som han i kraft af at være netop Anthony Giddens nyder. Selvom det lyder dybt når han formulerer behovet for at føre det usynliges politik (vi kan ikke se klimaforandringer på den korte bane og vil først handle når vi kan se hvad der sker) og at det følger af denne mangel det at vi endnu ikke har en regulær politik for at imødekomme klimaforandringer, så har vi faktisk gennem en del år haft reelle bud på hvad der kan gøres. Det som mangler synes på nogen måder at være reel politisk vilje til at understøtte den folkelige interesse som der er for at gøre noget ved de ganske overvældende risici på civilisationsniveau som vi står over for. Navnligt også bud på hvilken rolle institutioner spiller – idet vi så absolut ikke mangler teknologier for at gøre noget (emnet for en god artikel af Bent Flyvbjerg fra 1993****). Når det er sagt, synes jeg dog stadigvæk at jeg vil give bogen en chance, selvom det bliver hårdt at sidde stille imens..
*Giddens, A. 2009. The politics of climate change. Polity Press, Cambridge
**Castree, N. 2010. Book Review: The Politics of Climate Change by Anthony Giddens. Sociological Review 58 (1):156-162
***Allen, W. 1980. Selvskrevet. Lindhardt og Ringhof, København
****Flyvbjerg, B. 1993. Institutioner, ikke teknologi, er største hindring for bedre miljø. Paper read at Styringsmidler for bedre miljø i bytrafikken, at Odense 27. – 29. oktober 1993
Som læser bliver man indført i relationen mellem menneske og natur, mellem første og anden natur (det menneskeskabte fysiske miljø samt naturen uden for vores dyrkningssytemer), samt teoriers status stillet over for en kaotisk verdens kompleksitet. Men også modstillingen mellem Anders Ands bekendelse til en radikal modernitet, som alligevel kommer til kort stillet over for en natur, der for menneskets synspunkt er og bliver den anden – uforståelig og genstridig. Barks er en mesterfortæller i tegninger og tekst – man kunne blot ønske sig at flere fagfolk prøvede kræfter med at formidle på den her måde. Mindre end Barks klasse vil stadigvæk være et væsentligt skridt fremad i forhold til de mange ord i de mange bøger med poststrukturalistisk teori som blandt andre Latour er flittig leverandør til (denne verdens Wåsenstrøm’ere..).
