Indlæg under kategorien 'interessant læsning'

Klimaforandringer og bogpriser

Indsat
af
chris
den 22. januar 2010
under interessant læsning, klimaforandring og miljøsociologi
. 0 Kommentarer

climate.2009.61-i1Jeg erhvervede for ikke så længe siden Anthony Giddens nye bog The politics of climate change (*) og har foreløbigt læst introduktionskapitlet. Det var dog ligesom der var et eller andet galt – jeg kunne ikke helt finde ud hvad det var, men jeg havde ikke den store lyst til at læse videre. Sproget var kedeligt, men det er tilfældet med ret mange fagbøger, så det var ikke nødvendigvis det som det handlede om. Da jeg så for nogen dage siden læste Noel Castree’s anmeldelse af bogen i Sociological Review(**) fik jeg lidt flere hints af hvad der måske var problemet. Efter endt læsning af anmeldelsen kom jeg til at tænke på et af mine yndlingscitater af Woody Allen. Citatet er noget i retning af “..Universet er blot en flygtig ide i Guds hjerne – en ret ubehagelig tanke, især når man lige har præsteret udbetaling på et hus” (***). Det udtrykte i hvert fald meget godt den følelse som jeg havde efter faktisk at have betalt penge for bogen. Hvis jeg dog bare havde stjålet den! Nej, men Giddens bog er et forsøg udi at analysere hvad klimaforandringernes politik kunne være. En agtværdig ambition, specielt i kraft at Giddens tidligere har haft en stor gennemslagskraft med hans bog The Third Way som kom til at udstikke rammerne for politikken hos Tony Blair og New Labour. Hovedproblemet er som Castree peger på, at Giddens ikke er miljøsociolog og ikke som med hans tidligere arbejde, kan basere det på solid empirisk forskning og længerevarende tids forskningserfaring. Det centrale afsnit i Castrees anmeldelse er hans opsummering af bogens hovedpunkter (mine fremhævelser):

“Among the ‘new concepts’ thrown at readers are the following: the ensuring state (p. 69), which not only enables but tasks itself with delivering specified outcomes; political convergence, which describes the need to ensure synergies between mitigation and adaptation policies and other areas of public policy; economic convergence, which is Giddens’ term for ‘ecological modernisation’ (a ‘win-win’ scenario where economic growth delivers environmental gains); foregrounding, which describes the constant need to make climate change a visible and integral part of all political discussion; climate change positives, which describes a mentality which accents the potential gains of tackling climate change rather than simply sacrifices to be made; political transcendence, which is the idea that climate change is not a left-right issue but must be accepted as a challenge for any incumbent party; the percentage principle, which is a critique of the ‘precautionary principle’ and advocates detailed risk planning in the search for opportunities attendant upon climate change; the development imperative, which recognises the right of (and need for) poor countries to enjoy significant economic growth, even if it’s ecologically harmful in the short-term; over-development, which is Giddens’ term for the critique of ‘wealth’ (conventionally defined) of the sort enjoyed by countries like the US and Britain; and proactive adaptation, which is the idea that policy makers must focus as much on adaptation as on mitigation, and should plan ahead as much as possible. These ten concepts are explored to varying degrees throughout the subsequent six chapters“.

Nu betragter jeg ikke normalt mig selv som tussegammel, men jeg har trods alt været i branchen længe nok til at jeg synes at mange af punkterne lyder som noget jeg og sikkert også en bredere offentlighed har hørt mange gange før. Fra Brundtland-rapporten helt tilbage i 1986 (proactive adaption, overdevelopment, the development imperative), fra talrige ophedede debatter om bæredygtig udvikling og økologisk modernisering gennem min studietid på KVL. Mange af diskussionerne i Miljø- og Økologigruppen på KVL tog udgangspunkt i vores arbejde med økologisk moderniseringsteori, økologisk økonomi, teoretisk økologi, miljøsociologi, rural sociologi, miljøfilosofi. Jeg kunne skære tænder over Luhmanns kynisme i “Ecological Communication”, nikke anderkendende til Becks arbejde om risikosamfundet og med stort udbytte dykke ned i Herman Daly og Klaus Eders arbejde med at udrede den komplicerede interaktion mellem natur og samfund. Også på Aalborg Universitet blev der arbejdet på livet løs  (sektorintegration i miljøplanlægning, indplacering af miljø som det overordnede referencepunkt for mere afgrænsede sektorinteresser, økologisk modernisering). På den baggrund er der absolut ikke noget nyt i ret meget af det som Giddens er på banen med. Men hvad er problemet egentlig – hvorfor bliver jeg så irriteret over bogens på mange måder kiksede anslag? Min far fremhævede engang at det jo faktisk var rigtigt nok når Jodle Birger sang om at rigtige venner ikke kan købes. Nej, men…så sidder man der og er bare negativ. Een udlægning af problemet er at Giddens af alle mennesker burde være bevidst om hans ansvar som en af de helt store samfundsteoretikere gennem de sidste 30 år og som en offentlig intellektuel for at bringe os videre som offentlighed betragtet. Der kan i hvert fald med nogen ret peges på at det ikke er nogen stor hjælp at gentage et budskab som tydeligvis ikke har vundet det indpas i politisk planlægning som det burde. På den måde spilder han den værdifulde mængde opmærksomhed som han i kraft af at være netop Anthony Giddens nyder. Selvom det lyder dybt når han formulerer behovet for at føre det usynliges politik (vi kan ikke se klimaforandringer på den korte bane og vil først handle når vi kan se hvad der sker) og at det følger af denne mangel det at vi endnu ikke har en regulær politik for at imødekomme klimaforandringer, så har vi faktisk gennem en del år haft reelle bud på hvad der kan gøres. Det som mangler synes på nogen måder at være reel politisk vilje til at understøtte den folkelige interesse som der er for at gøre noget ved de ganske overvældende risici på civilisationsniveau som vi står over for. Navnligt også bud på hvilken rolle institutioner spiller – idet vi så absolut ikke mangler teknologier for at gøre noget (emnet for en god artikel af Bent Flyvbjerg fra 1993****). Når det er sagt, synes jeg dog stadigvæk at jeg vil give bogen en chance, selvom det bliver hårdt at sidde stille imens..

*Giddens, A. 2009. The politics of climate change. Polity Press, Cambridge
**Castree, N. 2010. Book Review: The Politics of Climate Change by Anthony Giddens. Sociological Review 58 (1):156-162
***Allen, W.  1980. Selvskrevet. Lindhardt og Ringhof, København
****Flyvbjerg, B. 1993. Institutioner, ikke teknologi, er største hindring for bedre miljø. Paper read at Styringsmidler for bedre miljø i bytrafikken, at Odense 27. – 29. oktober 1993

Pyongyang og selvforsyningsøkonomi

Indsat
af
chris
den 11. december 2009
under interessant læsning
. 0 Kommentarer

50pyongyang-718874Jeg er for tiden ved at læse Guy Delisles fremragende tegneseriedagbog Pyongyang – A journey in North Korea, som omhandler hans ophold i Nord Korea som udsendt af et fransk animationsfirma som havde outsourcet produktionen af en animationsfilm til det nordkoreanske. Det er en tør, tegnemæssigt økonomisk og uhyre effektiv sansning af et ophold på et meget trist og koldt sted i verden. Forstemmelse, isolation og fremmedgørelse emmer ud af Delisles sort-hvide/gråskraverede tegninger som dokumenterer hans involvering i en af de mere ambivalente aspekter af globalisering. Anledningen for hans ophold i landet er nemlig at prisforholdene for markedet for animation gør at man kun tegner nøglescener i for eksempel Frankrig. De andre rammer ind i mellem kan så tegnes i områder med ekstremt billige arbejdslønninger, hvis man da ellers kan stille med behørigt kyndige arbejdere. Det absurde er så, at selv Kina åbenbart er for dyr – mange produktioner bliver overført til Pyongyang hvor man nærmest animerer for ris (en af Delisles observationer er at animatorerne bliver afregnet i rissække, som pga. den ustabile fødevareforsyning i Nordkorea er et stort plus for animationsarbejderne). Han medbringer Orwells 1984 som lekture under opholdet books_1og Orwells dystopi udspiller sig i al for virkelig forstand rundt om ham. Da jeg ikke vidste ret meget om Nordkorea, var jeg nærmest nødt til at opsøge det allestedsnærværende Wikipedias opslag om Nordkorea og familien Kim, dvs. farmand Kim Il-Sung og sønnike Kim Jong-Il. Kim & Kim udgør noget så sjældent som et beton-stalinistisk monarki i det udpinte land, som efterhånden har gennemgået ubærligt mange prøvelser efter at farmand Kim forsøgte at realisere hans Juche-filosofi, eller med andre ord, en autarkisk økonomi. Autarki eller mere mundret, selvforsyningsøkonomi, er i følge den danske Wikipedia først formuleret af Aristoteles i hans værk Politikken. Han skulle have ment at selvforsyningsøkomi var noget som alle stater burde stræbe efter. Men som den engelske Wikipedia lister i sin omtale af autarki, kan det blive svært for et land der baserer sig på en lukket økonomi i forhold til omverdenen at maksimere sin økonomiske kapacitet. Typiske problemer er (med det engelske udtryk) diseconomies of scale, dvs. økonomiske skalaulemper, hvor eventuelle manglende naturlige betingelser forøger omkostningerne ganske dramatisk. Det bliver ikke muligt at forøge mængden af kapital i samfundet, når man skal døje med ubalancer relateret til de samlede økologiske grundbetingelser for økonomien. books_3Egentligt et lidt skræmmende billede på hvad der kan ske, hvis vi ikke når at slippe vores afhængighed af olie i tide og navnligt lader denne post-olie transformationsproces finde sted som en globalt integreret proces, som kan afbalancere de nationale økonomier mod hinanden ved at tillade hvert enkelt land at kunne realisere de komparative fordele som det måtte være muligt. En slående illustration af forskellene i udviklingen mellem lukkede og åbne økonomier fandt jeg i Korean_peninsula_at_nightet sattelitbillede af den koreanske halvø (fra DMSP-programmet). Billedet er taget om natten og forskellene i lysudstrålingen giver en ganske håndgribelig illustration af hvor meget røg i skorstenen der er mellem de to lande. I Delisles bog anslår han at Nordkorea er omkring 46 gange fattigere end Sydkorea. Det er på den basis fuldkomment absurd at Nordkorea har en af de største stående hærstyrker i verden. Over een million mand i den stående hær og 4 millioner reservister på standby, hvilket gør landet til den suverænt mest militariserede nation i verden. Men det er slående hvor mørkt det er i Nordkorea sammenlignet med Sydkorea. Det er i øvrigt ret fascinerende at nærlæse DMSP-billederne for den resterende verden. Der er faktisk ret mange mørke pletter på kortet og man kan tilmed se hvordan de vestlige lande er en ren lysfest sammenlignet med mange andre lande. Her går det godt, endnu da. Om ikke andet, er det svært ikke at nære en vis bekymring over hvor snart festen måtte slutte. Earthlights

Hundredemeterskovens geografi: i felten eller ved skrivebordet?

Indsat
af
chris
den 15. september 2009
under geografi, geografisk tænkning og interessant læsning
. 0 Kommentarer

HundredAcreWoodJeg har den seneste tid fornøjet mig med at læse mig gennem flere af bidragene i serien “Classics in Human Geography revisited” som kører i Progress in Human Geography. Det har været en kærkommen lejlighed til at genopfriske kendte læsninger, men navnligt også at lade mig føre igennem elementer af den humangeografiske kanon som jeg hidtil ikke har kendt til. En af de mere fornøjelige læsninger var Keith Buchanans polemiske paper A preliminary contribution to the geographical analysis of a Pooh-scape fra 1968 (paperet kan muligvis læses via dette link). En gammel sag, men stadigvæk noget af en klassiker. Paperet er intet mindre end en geografisk analyse af Hundredemeterskoven, legeterrænet for Peter Plys og alle hans venner. Buchanan skrev hans polemiske indlæg som et forsvar for old school geografi – regional geografi, det konkretes geografi baseret på feltstudier og hvad Buchanan ser som en helhedsorienteret og erfaringsbaseret måde at tilegne sig viden om hvad steder er. Buchanan oplevede at denne tradition ved slutningen af 1960erne var godt i færd med at blive savet i småstykker af den kvantitative revolution i geografien, båret frem af folk som Hägerstrand, Haggett og en ung knøs ved navn David Harvey, som var med til at give den kvantitative geografi en teoretisk elaborering i hans Explanation in geography fra 1969. Buchanan udtrykker det som “..‘What places are like’, has been buried beneath an accretion of of concepts derived from subjects such as sociology, demography, economics and political science, not to mention such techniques as computer graphics, photogrammetry and various types of mathematical mystification no geographer would have lent himself to in the subject’s earlier stage of pristine purity.” Som en subtil satire over skrivebords-geografi handler hans Plys-paper om Hundredemeterskovens fysiske geografi, bosætning, kommunikation, økonomiske aktivitet og regionale mønstre – alt sammen observeret fra skrivebordet. Buchanans kritik har bestemt stadigvæk bid og giver noget at tænke over, især da den gammeldags geografi han repræsenterer ikke lige frem er med i geografiens avantgarde i dag. Anbefalet læsning, absolut!

Den usynlige verden

Indsat
af
chris
den 26. oktober 2008
under interessant læsning
. 0 Kommentarer

Denne sommerferie fik jeg gjort noget som jeg ellers ikke har fået gjort meget længe, nemlig læst en ikke-arbejdsrelateret bog. Bogen i år var Henrik Dahls Den usynlige verden. Dahl har begået en ujævn, men absolut anbefalelsesværdig bog om den danske kognitive geografi, eller med hans egne ord, agtelsens geografi. Som omslaget antyder (en fiktiv tankstation hvis logo er seværdighedsikonen med en rød streg over) er afsættet det usynlige Danmark: forstædernes, tankstationernes og motorvejenes usynlige, lavagtede landskaber – trivielle, lidet “seværdige” landskaber som langt de fleste bor og færdes i, men paradoksalt rangerer forbløffende lavt i den almene agtelse. Vi hylder det nu tabte agrare landskab (tabt for hverdagsoplevelsen i hvert fald) men har ikke meget til overs for forstæderne. Typisk oplever man at folk intuitivt forsvarer at de bor i forstæderne, selvom det er det sted hvor omkring to trediedelen af befolkningen faktisk lever og bor. Hvorfor er forstæderne så ikke et fortryllet sted? Evigt ejes kun det tabte – det er et af de udsagn som bogen er med til at give nye perspektiver. Er det nærmest at betragte som en forstandsform, at vi kun kan forlene tabte landskaber med værdi? Kan kun det som vi kender gennem afstand forlenes med betydning og mening? Bogen gennemgår flere slags Danmark – TransportDanmark, ForstadsDanmark og ForedragsDanmark (det Danmark som Dahl selv færdes i). En glimrende demonstration af en holdbar moderne kognitiv geografisk skildring af nationens tilstand anno i år. Bogen skæmmes af dårligt disponerede passager uden tilpas narrativ eller begrebsmæssig fremdrift (lange passager med hvad der minder om udskrift af hans baggrundsresearch til bogprojektet), men generelt er den fornøjelig og oplysende læsning. Efter læsningen får man glubende lyst til at høre musik hvor musikerne på nudansk besynger den umiddelbare sansning af det at være til i den verden vi rent faktisk har, inklusive alle de mange trivialiteter og ret profane fænomer som det meste af vores tid går med. Jens Unmack og før det Love Shop står Henrik Dalhs (og mit eget) hjerte nær med blandt andre hans fantastiske sange om veje, boligkareer og villakvarterer. Et andet eksempel er Souvenirs og deres nye plade Rækkehuse på Mars. Sange som Godmorgen Lille Land kommer også til at stå i et nyt og større lys (hvor det i øvrigt bare en fantastisk sang). Samtidigt er det forbløffende hvor ringe dækningen af den usynlige verden er  i mange andre kultursammenhænge. Tematisk deler Dahls fokus i bogen visse ligheder med bogudgivelser som Ordinary Consumption fra 2001, som på noget samme vis fokuserer på profane, ordinære forbrugsrum som det vanlige fokus i forbrugssociologi helt går uden om (ordinært forbrug har ingen betydning??). Det ordinære kan nok for andre end Søren Kierkegaard have noget rigtigt stort i sig..

Agrare drømme og Californisk økologi – er et andet landbrug muligt?

Indsat
af
chris
den 10. september 2008
under interessant læsning
. 0 Kommentarer

Jeg blev af en hårdhjertet redaktør af et tidsskrift pålagt at læse Julie Guthman’s bog Agrarian dreams – the paradox of organic farming in California fra 2004 (udgivet af Berkeley University Press). Jeg skulle revidere en artikel jeg havde sendt ind til hans tidsskrift og skulle i den forbindelse indarbejde elementer af Guthmans arbejde. Det viste sig slet ikke at være en sur pligt – bogen er noget så sjældent som en empirisk og teoretisk tilfredsstillende historisk redegørelse af en økologisk sektors udviklingsforløb som har en masse at byde på både i bredden og dybden. I bredden med at redegøre for den historiske udvikling og kontekst og dermed også stiafhængighed som har gjort sig gældende i Californien. Her redegøres der overbevisende for at man for at forstå den moderne udvikling af økologien på californisk grund er nødt til at forstå den (agro)industrielle arv som gør sig gældende i Californien.  I dybden fungerer den også godt med at give et konkret bud på hvorfor Californisk økologi har udviklet sig som den har. Kort fortalt har økologiske fødevareproduktion i Californien været genstand for omfattende appropriering af kapitalstærke aktører, som har resulteret i at midtergruppen rent størrelsesmæssigt blandt de økologiske producenter er blevet skubbet ud af markedet. Guthman og andre af hendes californiske kolleger har siden slutningen af 1990′erne været væsentlige bidragsydere til konventionaliseringsdebatten, dvs. den debat omkring den mulige mainstreaming eller netop konventionalisering som kan finde sted når økologiske fødevaresystemer begynde at vokse ud af pionerfasens marginale placering i landbrugslandskabet. Guthman leverer her en meget væsentlig nuancering af denne debat, som udgør en gevaldig kvalificering af fremtidige diskussioner af konventionalisering. Hun har i særlig grad nogen rigtigt spændende betragtning omkring hvorvidt økologien kan transformere fødevaresystemet eller slet og ret hvordan man kan skabe alternativer. Hun mener nemlig ikke at der findes noget “agrart svar” på problematikken omkring den hastige strukturudvikling i den økologiske sektor i Californien. Den agrare drøm, eller det agrare svar går nemlig på at det der er galt er at landbrugsfremmede interesser går ind og overtager gildet – derfor bør man landbrugspolitisk søge at fremme familielandbruget/enkeltmandsejet landbrug som formodes at besidde en række dyder fremfor forskellige typer selskabskapital. (Man kender flere varianter af den agrare drøm fra dansk landbrugspolitik samt fra den danske økologibevægelses udvikling). Problemet er i Guthmans udlægning at der venter nøjagtigt det samme for enden af den agrare drøm som den korporative/agroindustrielle drøm – nemlig intensivering, specialisering, andre typer strukturudvikling og frem for alt trædemølleeffekten. Håbet ligger for Guthmans vedkommende snarere i at ændre de grundlæggende strukturer som præger fødevaresystemet. Man må skabe forskellige spaces of hope (i David Harveys forstand). Guthman ser eksempler på dette blandt andet i væksten i forskellige varianter af Community Supported Agriculture (CSA) hvor man bryder med etablerede grundprincipper for organisationen af fødevaresystemer. Guthman har bedrevet et ualmindelige inspirerende stykke arbejde som absolut er anbefalelsesværdig læsning for alle med interesse for forandringsprocesser i fødevaresystemer, både på den korte og lange bane. Bogen er tilgængelig i en elektronisk udgave fra både Aalborg Universitetsbibliotek og Syddansk Universitetsbibliotek som man kan printe ud.