Jeg og min kollega Tommy Dalgaard havde forleden arrangeret en ekskursion til Barritskov for en flok studerende fra et kursus i jordbrugspolitik og regulering, som vi begge underviser på. Sigtet var at vise vores studerende et eksempel på en ganske særligt innovativ landbrugsbedrift, hvis det ellers giver mening at betegne Barritskov (og dermed også Aarstiderne) som en sådan. Barritskov har nemlig i den grad vokset i alle retninger udviklingsmæssigt. For det første er der selvfølgelig Aarstiderne som bare bliver ved og ved med at udvikle sig. Som Svend Daverkosen, som viste os rundt dernede, fremhævede så har fimaet kunder som efterhånden har handlet med dem i 10 år og som udgør en regulær markedsavantgarde i den forstand at de er med til at skubbe til grænserne for hvad deres kasser kan indeholde. Som kasserne har udviklet sig, sætter fantasien kun grænser for hvad man kan skubbe gennem dette vidt forgrenede distributionsnetværk: mælkeprodukter, kød, tøj osv. Hver gang jeg har været på Barritskov eller har hørt folk fra firmaet fremlægge noget på møder eller seminarer, slår det mig hvor helstøbte firmaet fremstår. Det gælder for det første deres æstetik, hvor de i den grad har været konsekvente i deres branding. Man har holdt fast i den køligt-grønne kulør som danner baggrund for deres snabel-a-med-å logo og formår til stadighed at få den til at spille sammen med farvebilleder i skarpe grundfarver af mennesker og deres økologiske virke i naturen. Altid sommer (som i Love Shop-sangen med samme navn) – ingen prosaiske billeder af sorte Nora-støvler og blåt Kansas-tøj her. 
Altid med en distinkt naturlyrisk nerve, som betoner sammenhæng mellem benyttelse af natur, mennesker og måltider. Jeg kan ikke lade være med at tænke på at stilen skylder meget til æstetikken hos amerikaneren Michael Ableman, hvis indlæg Thomas Harttung også må have hørt på den økologiske verdenskongres i 1996 på Holmen i København. Ableman havde lige udgivet fotobogen The Good Earth og hans indlæg indeholdt adskillige billeder fra bogen. Her var der også tale om en højstemt naturlyrik og en hyldest til food communities, fødevarefællesskaber, som Ableman havde opbygget på hans community centre Fairview Gardens i San Diego. Det er omkring det hvor jeg kom til at tænke på Kant og hans begreber om det sande, det gode og det skønne. Aarstiderne kan betragtes som et bud på hvordan man kan få disse tre dimensioner i spil og forsøge at få dem til at spille sammen. Det er nemlig ikke nok at have et budskab som er skønt – hvilket Årstidernes ubetinget er. Fortællingen skal også være god, dvs. at man skal gerne have en værdihorisont som peger frem mod realiseringen af nogen distinkte værdier og visioner om det gode samfund og jordbrug. Dernæst skulle det også gerne være sandt, dvs. at der skal være noget om det med hensyn til konkrete forbedringer af de mange presserende problematikker angående ubæredygtige måder at omgås natur og fødevarer på. Jeg mener at det bestemt må siges at man hos Årstiderne/Barritskov forsøger at spille på disse tre tangenter samtidig og det som sådan er et uhyre værdifuldt bidrag til udviklingen af vores fødevaresystem. I særlig grad fordi de netop forsøger at spille på både æstetik, kultur, videnskab og økologi på samme tid – det er nok særligt i koblingen af disse elementer at de yder et værdifuldt bidrag. Hvilket samtidigt også er den udfordring som de kan få. Der er nemlig ikke noget som æstetik der i den grad kan skille vandene mellem mennesker – man kan kritisere enhvers politiske overbevisning helt ned i gulvbrædderne uden grundlæggende at blive uvenner. Hvis man derimod kritiserer nogens smag i tilsyneladende uskyldige æstetiske domæner som musik og mad vækker det andre og langt mere kraftfulde lidenskaber. Disse orienteringer er paradoksalt nok langt mere autentiske for de fleste end når diskussionen handler om hvad der er sandt eller falsk..
Indlæg under kategorien 'fødevaresociologi'
Der er for tiden iværksat et kapløb mod bunden i den danske økologiske mælkesektor, hvor blandt andre Aldi har sat prisen på økologisk mælk ned under fremstillingsprisen. Et indlæg på Økologisk Landsforenings hjemmeside af Paul Holmbeck og Evald Vestergaard advarer (med rette) mod at detailhandelen på sigt kan ødelægge det danske marked for økologisk mælk, hvis den aktuelle priskrig fører til drastiske fald i afregningsprisen til de økologiske producenter. Skræmmeeksemplerne er hvordan priskrig på mælk i Tyskland eller Frankrig har ledt til noget der ligner et kollaps af markedet for konsummælk, idet standarden her er blevet UHT-mælk som er anderledes mindre omkostningskrævende i forarbejdningsleddet. Det er selvfølgelig spørgsmålet om detailkæderne i længden kan slippe afsted med et så massivt prispres som der finder sted nu. Trods alt er det svært at forestille sig at man kan begynde at hive tysk eller svensk mælk ind over grænserne i de mængder som der er tale om på det store danske økologiske mælkemarked. Men ulykken er blandt andet at Arla ikke umiddelbart kan bede f.eks. Aldi om at rende og hoppe, da man ellers ville stå med en voldsom masse mælk man ikke har anden afsætning på. På den måde synes den aktuelle dynamik absolut at være et kapløb mod bunden. Der er selvfølgeligt et legitimt hensyn at supermarkederne ønsker at profilere sig i forhold til hinanden, som blandt andet kan finde sted ved at man sætter en enkelt varegruppe voldsomt ned for derved at trække nye kunder ind som efterfølgende kan forventes at smide en del andre ting i kurven. Problemet er bare at det at være slagpris-vare er noget nær den mindst ønskværdige situation som nogen producent kan ønske sig – ens eget produkt er nærmest irrelevant, dvs. at det fungerer kun som lokkemad for andre varegrupper som sælges med en rimelig profit. Der er mange ting at skrive om den økologiske mælkekrig – flere end jeg lige havde tænkt mig i denne omgang. Det som jeg dog kan håbe kommer til at fremstå klarere i debatten er at detailhandelens centrale rolle som den betydende fødevarepolitiske instans her i landet. Den danske debat om mælk har desværre i mange år været præget af en helt og aldeles ureflekteret modvilje mod Arla og et tilsvarende fravær af fokus på detailhandelsens rolle. Muligvis forståeligt, da man absolut ingen demokratisk indflydelse har på hvad detailhandelen kommer på hylden. Hvorfor dog overhovedet debattere det, når man kan bruge tiden på at skælde ud på det onde mælkemonopol? Jeg faldt blandt andet over den her “afskedsvideo” til Hirtshals Mejeri, som er ganske eksemplarisk for den for mig at se fuldstændigt ureflekterede (diplomatisk udtrykt) debat omkring Arlas rolle på det danske mælkemarked. Det kan godt være at der kommer nogen mærkelige og i grunden ret skræmmende ting op fra det højreorienterede folkedyb, men det gør der skam også fra hvad man kan kalde det progressive folkedyb. Mere on det senere..
