Hvorfor dog spilde tiden med at læse Donna Haraway eller Bruno Latour når man kan læse Anders And? Jeg faldt over en Anders And historie af den store mester Carl Barks forleden, som over ganske få striber får formidlet en tematik som symbolfabrikkerne Latour & Haraway ville skulle bruge en laang bog på. Barks er blandt hans mange andre fortjenester en begavet italesætter af natur-kultur relationer. I denne stribe træder Anders And, som mange andre gange før det, i karakter som radikal modernist der med afsæt i Professor Wåsenstrøms teorier hævder at mennesket er herre over naturen.

Ungerne hævder (igen som så mange andre gange) et økologisk, og måske i denne sammenhæng ligefrem dybdeøkologisk standpunkt, idet de hævder at naturen er større end mennesket. Det sker i deres tilfælde med afsæt i forfatteren Tom A. Hawk, hvis bog om indianere ungerne er i færd med at læse (med den smågeniale titel “Da skoven hævnede sig”). Skænderiet mellem Anders og Rip, Rap og Rup udvikler sig, det ene ord tager det andet og da Anders kommer med den an(d)tropocentriske udmelding om at “det er et spørgsmål om intilligens! Også jeg kan klare ethvert job!” tager han et job som rådgivende ekspert på et dambrug. Næste dag går turen op langs en flod for at finde ud af om Professor Wåsenstrøms teorier holder. Anders får på dambruget mange eksistentielle oplevelser, der lærer ham et eller andet om den første og anden natur. For det første går det ikke særligt godt fra ham i kulturens domæne, dvs. med hensyn til driften af dyrene i dambruget. Hans håndtering af gydende ørreder lader da også en del tilbage at ønske.

Anders må sande at det er et hårdt job at være dambrugsekspert, men han fastholder at hvis Wåsenstrøm mener at han kan, så kan han! Det går dog helt galt, da den vilde natur kigger ind i form af en isfugl som han skal forhindre i at æde en masse småfisk. De må dog ikke skyde efter den, eftersom de befinder sig i et fuglereservat. Der er altså også miljøregulering ind over. Efter at isfuglen har taget fusen på ham et par gange, mener Anders at have fundet måden af få gaflen under isfuglen på, nemlig en tjæreindsmurt lokkeand. Men hans triumferende latter stivner hurtigt og Anders bliver som så mange andre gange fyret på gråt papir mens naturen går sine egne veje.
Som læser bliver man indført i relationen mellem menneske og natur, mellem første og anden natur (det menneskeskabte fysiske miljø samt naturen uden for vores dyrkningssytemer), samt teoriers status stillet over for en kaotisk verdens kompleksitet. Men også modstillingen mellem Anders Ands bekendelse til en radikal modernitet, som alligevel kommer til kort stillet over for en natur, der for menneskets synspunkt er og bliver den anden – uforståelig og genstridig. Barks er en mesterfortæller i tegninger og tekst – man kunne blot ønske sig at flere fagfolk prøvede kræfter med at formidle på den her måde. Mindre end Barks klasse vil stadigvæk være et væsentligt skridt fremad i forhold til de mange ord i de mange bøger med poststrukturalistisk teori som blandt andre Latour er flittig leverandør til (denne verdens Wåsenstrøm’ere..).


















Inspireret af den akademisk-donaldistiske grundfilosofi: The Ducks are for real! bedrives der her seriøs forskning i de fabelagtige ænder fra Andeby og deres skabere. Akademiet er multidisciplinært, men med institutter som følger disciplinernes autonome konventioner. Udover grunddisciplinerne som f.eks. donaldistisk sociologi og donaldistisk biologi, har man samtidigt formået at oprette adskillige tværgående centre, som søger at integrere aspekter som går på tværs af institutternes områder. Et fornemt eksempel på en vidensinstitution som på samme tid formår at gå i dybden inden for specialiserede discipliner som at de opsøger de grænseflader mellem discipliner hvor ny viden opstår. Helge Sander burde ofre væsentligt mere opmærksomhed på de innovationer der foregår i regi af Akademiet, som tjener som et fyrtårn for den videre udvikling af et innovativt VidensDanmark hvor denne dobbelte bevægelse mellem disciplinær fordybelse og tværgående synteser af højt specialiseret viden vil være af uvurderlig betydning. Det stemte i hvert fald helt overens med mine lejlighedsvise dagdrømme om det ideelle jordbrugsvidenskabelige eller rurale fakultet. Og kom ikke og påstå at man ikke også i videnskabelig sammenhæng kan høste værdifuld lærdom af tegneserier…