Den 9-10 marts deltog jeg og mange andre danske kolleger i afslutningsseminaret for forskningsprojekterne under Fødevareministeriets landdistriktsprogram på Hotel Nyborg Strand. De to dage bød dels på oplæg som opsummerede de vigtigste forskningsresultater, men også oplæg af nogen af de forskellige aktører med interesse for landdistriktsforskning. Det var et par dejlige dage som gav lejlighed til at reflektere over den forskning som vi har været og stadigvæk er involveret i. Programmet bød blandt andet også på et oplæg af en repræsentant for Landbrug & Fødevarer, hvor nogle af elementerne i særlig grad fangede min opmærksomhed. Det drejede sig om Landbrug og Fødevarers tolkning af de lettere dystre udlægninger af FN’s klimapanels betragtninger over den globale fødevareforsyningssikkerhed (den indgår i klimapanelets store rapport fra 2007). Diagnosen lyder på at verdens befolkning vil stige fra lidt over 6 til over 9 milliarder inden for de næste 10-15 år. Det rejser bekymring om hvorvidt de globale fødevaressystemer kan levere mad nok til verdens befolkning. FN notere sig på deres side at der vil være tale om regionale differentieringer i efterspørgslen efter fødevarer. Det interessante er så at Landbrug og Fødevarer udvikler deres diagnose på den måde at befolkningstilvæksten og de aktuelle udvidelser af middelklassen i lande som Kina og Indien betyder at der kommer en stigende efterspørgsel som påkræver at vi i EU bør anlægge et nyt produktionsfokus. 
Argumentationsrækken er relativt kompleks, da behovet for energiproduktion som en respons på den svindende forsyning af olie også inddrages i argumentationen. Dette tema har fået en ny relevans de seneste par år – blandt andet var der på sidste sommers ESRS konference i Vasaa en session med titlen “The New Productivism: Agricultural Responses to Increasing Food and Energy Prices and Climate Change” (link). Jeg har desværre ikke fået fingrene i nogen af de garanterede gode oplæg under denne session. Diskussionen kan dog få een til at tænke på Myten om den evige tilbagekomst, dvs. hypotesen om at historien går i ring, at der på den måde intet nyt er under solen og at talrige debatter udspiller sig igen og igen uden nødvendigvis at blive afgørende kvalificeret efter hver runde. Dette skyldes i relation til den aktuelle debat, at vi har haft dele af diskussionen før i forbindelse med diverse reformtiltag rettet mod EU’s landbrugspolitik. Skal EU producere til resten af verden (subsidieret af EU-budgettet) eller skal vi ikke? Hvad jeg bed mærke i på den fredelige tirsdag på Fyn under oplægget af Landbrug & Fødevarer, var at debatten som tidligere ikke synes at forholde sig til det rumlige aspekt af forsyningsdebatten. Det skal jeg selvfølgelig sige, med min placering i en syntesegeografisk forskningsgruppe, men der synes alligevel at være en kortslutning i at gå fra at konstatere at når FN snakker om regionale forskelle, så er svaret ny produktion i EU. Hvem skal aftage denne merproduktion, hvorhenne og til hvilken pris? Og hvilke implicitte forventninger om subsidier er bundet op på denne 
argumentation? Uanset om antagelsen om en forøgelse af den globale middeklasse skulle holde, kan man så ikke på samme måde forvente at den globale underklasse vil vokse i samme eller større omfang? Jeg kan såmænd også selv længes efter at det jeg og andre agronomer rent faktisk blev uddannet til, rent faktisk ville gøre en forskel over for de mange der stadigvæk sulter. Mængden af opmærksomhed på dyrevelfærd, livskvalitet i landdistrikterne, lokal økonomi, spiseforstyrrelser, overvægt, miljøproblemer eller snarere -forbedringer peger dog den anden vej. Denne vifte af emner tilhører det som man i den engelsksprogede forskningslitteratur betegner som post-produktivisme. Navnet kommer blandt andet af at det er emner som opstår i en kontekst hvor fødevaremarkedet er mættet og kvaliteten af de fysiske miljø i landdistrikterne i den grad har mærket de utilsigtede konsekvenser af agro-industrialiseringen. Diskussionen om bioenergi og dens fremtidige rolle i arealanvendelsen er i den forbindelse noget nyt, idet det ikke har noget at gøre med den sultne verden. Istedet handler det om vores økonomis udvikling hen i mod hvad man kan betegne som en post-olie økonomi, hvor vi kan imødese at måtte hente fremtidens energiforsyning fra en lang række alternative energikilder. Det er en for mig at se anderledes reel diskussion, hvor det ikke er nødvendigt at hive sultne masser ned fra snoreloftet for at vække nogen for mig at se fejlplacerede følelser. På den måde er der absolut nye elementer i den verserende debat og det taler så absolut mod at dyrke den akademiske myte om den evige tilbagekomst. Det der dog er anstrengende er mobiliseringen af nogen gamle symboler, som man åbenbart mener indeholder tilpas meget symbolsk kapital til at kunne bruges i kampen for at etablere fremtidens roller for landbrugssektoren. Men spillereglerne er da også vigtige, og ingen kan bebrejde Landbrug & Fødevarer at man mobiliserer symbolsk kapital – man kunne bare ønske sig at man ville vælge dem med lidt større omhu.
Indlæg under kategorien 'konferenceblogs'
Det var (og er altid) en væsentlig del af fornøjelsen ved at være på konference at man møder sine gode danske kolleger på fremmed jord. Der opstår hurtigt en god eksilstemning, hvor man sikkert som de fleste andre minoritetssproggrupper opsøger fæller der taler ens modersmål. Det lyder nu engang så fantastisk i fremmede omgivelser. Danskerne var en stor flok på ESRS, da der var mødt kolleger op fra de fleste danske universiteter. Da jeg er stolt over mine dygtige kolleger, kunne jeg ikke lade være med at lave en udklipssamling, en slags scrapbog over dele af “min” generation af forskere. Ren Se & Hør for det rurale akademi..
Da mit hjerte stadigt banker varmt for Aalborg Universitet, var det en stor fornøjelse af konstatere at Jørgen Møller fra Institut for Samfundsudvikling og Planlægning var mødt op. Jørgen er arkitekt af uddannelse. Hans forskningsmæssige brand, i hvert fald den tid jeg har kendt ham, har været hans interesse for landsbyernes fysiske miljø. Gennem talrige ture gennem landsbyDanmark har han blandt andet opbygget et enestående fotografisk arkiv over landsbymiljøer og i særlig grad landsbymiljøer i forfald. Jeg håber en dag at kunne få lejlighed til at se hans billeder igennem, da det er en unik dokumentation af et stykke stort set glemt Danmark, som trives langt fra den fremherskende kognitive geografi. En anden af mine danske helte er så afgjort min tidligere kollega fra Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter i Esbjerg, Gunnar Svendsen. Gunnar er ophavsmand til en bunke bundsolidt akademisk arbejde om social kapital og er en international efterspurgt profil på området. Vi deler en fælles interesse for kapitalbegreber og Bourdieu, foruden mange andre ting. Vi havde et fælles paper (også med min Foulum-kollega Egon Noe som medforfatter) på konferencen om det samme emne – et casestudie af fire individuelle entrepreneurer i danske landdistrikter og deres anvendelse af social og symbolsk kapital. En af de andre helte er Hanne Tanvig, tidligere centerleder på det hedengangne Center for Forskning og Udvikling i Landdistrikter. Hun er nu på KU-Life, Skov og Landskab og nærmere betegnet deres sattelit i Vejle.
Jeg arbejdede sammen med Hanne tilbage i år 2000 på et projekt som skulle kortlægge dansk forskning i landdistrikter. Hanne er også arkitekt – som de fleste arkitekter er hun god til at orientere sig i bredden og besidder en mangefacetteret viden om landdistriktsforhold og kender Gud og hver mand i branchen, herhjemme som i udlandet. Hanne og jeg havde et fællespaper med på konferencen, som var en bearbejdning af Hannes erfaringer med Læsø og “miraklet på Læsø” hvor man er godt i færd med at transformere sig fra et slidt udkantsområde til det som æggehovederne kalder et New Rural Area (mere om det en anden gang). Der var også mødt gamle venner op som jeg ikke havde hørt fra et stykke tid. Fra DTU deltog Mette Weinrich Hansen, Thorkild Nielsen og Niels Heine Kristensen. Mette kender jeg helt tilbage fra vores fælles engagement i Landbohøjskolens økologigruppe. Øko-gruppen og netværket med udgangspunkt i den, har nu efter mere end 10 år spredt sig over mange forskellige brancher, dog med den agro-kemiske industri som en enkelt undtagelse. (Ja, der var jo godt nok den om Elins ex-kæreste Hans Jørgen som fik arbejde hos Monsanto, men det taler vi helst ikke om, han var ellers rigtig flink..). 
Mette holdt oplæg om hendes arbejde med at studere danske økologivirksomheders forståelse af økologibegrebet. På første række ser man min gode ven og Foulum-kollega Egon Noe med læsebrillerne i offensiv position (han opponerede på Mettes oplæg). Senere var Thorkild Nielsen i aktion, med et indlæg om svin i post-terminal fase, dvs. som bacon. Den gode danske bacon er nu ikke helt dansk på samme måde – den bliver nu forarbejdet i Polen af polske arbejdere der går for ca. 15 kr. i timen. Baconens rumlighed er en anderledes kompleks historie, nu da den for alvor er trådt ind i strømmenes rum. Thorkilds oplæg var godt på mange måder – jeg bed dog særligt mærke i hans akrobatiske håndtering af en flaske vand, som han brugte som retorisk rekvisit med overraskende effekt. Ren poesi i bevægelse..
Der var mange andre jeg kunne have lyst til at nævne, men pladsen er nok ikke til det og det ville også mest blive en hyldest til alle disse begavede mænd & kvinder, som alle er så dygtige (og kommer sikkert også fra gode familier) – men en konference som den nu overståede ESRS 2009 gør mig kun mere stolt over at være deres kollega.
Ingen konference uden hvide elefanter! Det vil sige festoplæg af store kanoner inden for det ruralsociologiske samfund i store auditorier (ruralakademiske superstjerner). De sættes til at holde et oplæg med bred pensel om centrale begrebsmæssige felter inden for området, som de i kraft af deres særlige konceptualiseringsevne og velslebne engelskkundskaber er ganske glimrende til. Blandt denne dags lab-disse-forelæsninger-i-dig-som-en-god-dessert arrangementer var jeg selv til en session om “Agency of the rural”. De indkaldte superstjerner var Keith Halfacree, Michael Woods og Michael M. Bell. Halfacree og Woods er englændere og personificerer alle den britiske akademiske traditions dyder: velartikulerede, ikke specielt velklædte, begrebsmæssigt umådeligt kompetente, belæste, refererer til en bred ramme af teoretiske og litterære behandlinger af feltet. Woods har dog en talefejl og en regional dialekt som reducerer udbyttet af hans i øvrigt altid fremragende arbejde. I det henseende deler han skæbne med så prominente figurer som Habermas, Zizek og andre hvis begavelse er ubestridelig, men samtidigt også utilgængelig i forbindelse med mundtlig formidling. Zizek taler med hånden foran sit skæg halvdelen af tiden (når han ikke tørrer sig om munden med samme for at få dråber af savl ud af sit skæg) og Habermas hvisker mens han kigger ned i gulvet. Woods akilleshæl er når han hurtigt skal svare på noget, som for eksempel et spørgsmål fra salen. Så kigger han ned og taler ned i gulvet mens han sluger lyden inde i munden. Keith Halfacree søgte at indkredse linier i hvad der kan siges at udgøre det rurales handlingskraft, dets agens. I en verden hvor alt fast fortsat opløser sig i luft, som de gamle marxister sagde, hvad er så de faktorer af blivende betydning som gør det rurale, mennesker og dyr og klipper og jord, i stand til at opretholde sig selv i tidens strøm? Der har naturligvis været mange forklaringsrammer til at afklare dette spørgsmål. Han fremhævede blandt andet bidraget fra aktør-netværksteori (ANT) fra midten af halvfemserne og frem. ANT og dens grundlovsfædre Latour, Callon og Law, samt nyere disciple som Sarah Whatmore, har fremhævet at agens kommer fra mange faktorer. Al agens er relationel, er et centralt dogme i den her gren af sociologien. ANT har i forskellige udformninger bidraget med en decentrering af menneskelig agens og istedet udbredt en vifte af gyldige agenter i det rurale rum. Agens kan spores i social praksis, som den blandt andet udspiller sig i teknologiske systemer, i menneskeligt dagligliv, i kultur, i dyrs egenskaber, i jord, klipper og vand – biofysiske agenter er i høj grad også med til at drive reproduktionen og transformationen af det rurale rum. Halfacree fremhævede afsluttende det spændende perspektiv at opgaven for rural samfundsvidenskab er at knytte an til agens i enhver form og at man derfor bør stille sig spørgsmålen om dette kan forbeholdes samfundsvidenskaben. En invitation til at medtænke andre videnskaber med andre ord. Michael Woods burde jeg måske ikke udtale mig om, men det som jeg dog mener at have hørt ham sige, var at der ikke er noget enkelt forsvindingspunkt hvorfra man kan iagttage “the panopoly of rural relations”. Dette må være dagens yndlingsfrase (iøvrigt er det hentet fra en tekst af den alt for tidligt afdøde Jonathan Murdoch). De kan altså noget, de pommie-akademikere.. Woods fremhævede også behovet for at bygge bro til andre videnskabelige felter. Andre af hans yndlingsbegreber i den forbindelse var at man bør arbejde på en platform af social-natural sciences, som skal søge at knytte an til både rurale og urbane rum. Han var også omkring hvilke tendenser der efter hans opfattelse er på spil i det rurale rum. Her mente han at se tegn på at der i disse år finder en ny rural identitetspolitik sted, hvormed man som menneske i landlige omgivelser søger genkobling til steder og kulturel mening. Det stod lidt uklart hvordan han identificerede den trend. Han må have været ude at rejse – trends er vist noget man bliver fortalt af taxachauffører? Michael Bell startede livligt op med at bekendtgøre at der altså ikke kom andre overheads end titelsiden på hans Powerpointpræsentation (citat: ..I don’t do Powerpoints!). Hans retoriske grundfigur var at man inden for rural sociologi har bevæget sig gennem forskellige momenter, startende fra at beskæftige sig med materialitet, dvs. processen med at afdække hvad verden er. Dernæst beskæftiger man sig (da man jo er en samfundsvidenskab) i lige høj grad med repræsentation, dvs. hvordan det rurale fremstilles og forstås. Der hvor han så synes at skoen knirker og udfordringer ligger, er i højere grad at dvæle over hvad de politiske dimensioner omkring det rural rum er. Her efterlyste han at man skulle være hverken aktivistisk eller positivistisk. Som jeg hørte det, var hans ideal i høj grad at man som rural forsker i høj grad bør kunne arbejde med værdirationalitet, det både i relation til konkret intervention i genstandsfeltet samt i relation til den videnskabelige praksis. Man skulle her “acknowledge points of being” og ikke være passive forskere der studerer en passiv kategori (landdistrikter som en residualmængde af andre, mere betydende systemer). Hans absolutte guldpointe var at den relationelle tænkning som i hvert fald ANT giver udtryk for, i høj grad er et “flattening concept” med en implicit “flad” ontologi som har en tendens til at ignorere forskelle, differentieringer og i sidste ende magt som fænomen. Tag den, suckers! En kærkommen pointe og absolut livgivende midt i den begrebsmæssige overophedning. Sluttelig gav han udtryk for at man i høj grad bør sige at bygge bro til andre områder, en efter hans mening væsentlig udfordring fremover. Man forlod forestillingen i absolut oplivet og inspireret tilstand. Man kan ironisere over konceptet, men fedt er det altså. Jeg elsker det..
Jeg er nu ankommet til den skønne by Vasaa på Finlands vestkyst – efter finske standarder det mest solrige sted i landet, hvilket nok siger mest for en finne. (Det regner som regel en del i Finland om sommeren). Vasaa er en relativt splinterny by, eftersom den gamle by blev ødelagt af en omfattende brand i 1852. Den nye by er anlagt kvadratisk, praktisk og godt med brede boulevarder og da jeg lige er kommet med flyveren har jeg absolut ikke noget indtryk af den. Jeg vil i de kommende dage forsøge at gengive indtrykkene fra European Society for Rural Sociology’s konference 2009. De forløbne tre uger har været præget af surrealistisk travlhed for at blive færdig med diverse papers, da jeg har lidt under en aldeles fraværende realitetssans omkring min egen arbejdsevne. En hel masse sider er det dog blevet til siden jeg med trætte skridt kom tilbage fra ferie den 3. august. Der er en imponerende dansk delegation afsted i år. Forskere fra Århus Universitet, Syddansk Universitet, Københavns Universitet og Aalborg Universitet er alle mødt op for at give deres besyv med – og mine fremragende kolleger har absolut ikke nogen grund til at stikke deres lys under en skæppe. Jeg glæder mig meget til at komme igang med den rivende malstrøm af inspirationer, irritationer, øjeåbnere, grinere osv. som de fleste gode konferencer bør byde på.
Jeg gik rundt i den kommunitaristiske nedsmeltning i mine flade sko, med begyndende tegn på konceptuel overophedning. Min tanke var at hvis jeg hører ordet “community” een gang mere, begynder jeg at skrige. Jeg gik derfor ind til en session om fødevarepolitik for at finde lidt fred i sjælen. Det blev en brat opvågning af den begyndende udmattelse, da det første oplæg var af en nyligt færdiguddannet jurist fra Washington DC som viste sig at være hvad man i mangel af bedre udtryk kan betegne som en ultra-hyperliberal, aspirerende monopolkapitalist. 
Overskriften “How California, the breadbasket of the nation, learned to hate bread” var ellers lovende. Men det viste sig at den unge mand var drevet af en (selv)retfærdig indignation over staten Californiens i min øjne ret progressive fødevarepolitik. Man har her indført forbud mod burhøns, udfaset transfedtsyrer, forbud mod GMO i husdyrsektoren og en række andre initiativer. Det mente den dynamiske unge jurist var en fatal bremse på innovation i fødevarebranchen og som oven i købet truede med at brede sig til resten af nationen, idet ham mente at man kunne tale om en Californien-effekt hvor Californiske standarder finder vej til andre staters reguleringer. Der er ikke noget som helst galt med at have den holdning at enhver type regulering i princippet er af det onde. Problemet er bare at møde op med en monopolkapitalistisk, hyper-ultraliberal peptalk til en videnskabelig konference uden at have et eneste substantielt analytisk eller empirisk funderet argument til at bakke det op. En sund kritisk stillingtagen til premisser som at individuel forbrug er en helt og aldeles autonom handling, som finder sted under perfekt informaiton var helt fraværende. Een blandt publikummet kunne da heller ikke lade være med at indskyde en kommentar om at “..you need a science class!” hvortil oplægsholderen replicerede at “..and you need manners!“. En alt i alt lidt pinlig stemning bredte sig i auditoriet. Den unge jurist går muligvis en lysende fremtid i møde, hvis det lykkes ham at finde et sted at arbejde hvor man sætter pris på et konsekvent fravær af kritisk stillingtagen og analytisk kompetence. Ikke godt.
Som jeg omtale i et tidligere indlæg så kunne jeg forud for konferencen bemærke at der for mig syntes at være to forskellige orienteringer inden for det efter amerikansk standard mindre forskersamfund som var samlet til konferencen. Det drejer sif for det første om den aktivistlogik, som synes at gøre sig gældende hos f.eks. Douglas Constance. Den anden position er ikke i samme grad indlejret i en aktivistisk logik, men derimod en politisk-økomisk kritik som søger at pege på mere generelle strukturelle mekanismer bag udformningen af dagens fødevaresystemer. Eksponenter for denne position er blandt andre Julie Guthman (Guthman, 2004; Guthman, 2007). Constance har i et par forskellige artikler (Constance, 2008; Constance, 2009) defineret det seneste forskningsfelt inden for AFHVS-relateret forskning som værende det emancipatoriske spørgsmål, dvs. hvordan kan man genvinde fødevarepolitisk kontrol over fødevaresystemet. Constances position er så at det gør man eet CSA (forbrugerstøttet jordbrug) ad gangen. Jeg omtalte endvidere Constances position som værende at fokusere på lokale politikker, dvs. at genintegrere fødevaresystemet i lokale økonomier og dermed øge den fødevarepolitiske gennemsigtighed. 
Denne det lokales politik var så rigeligt repræsenteret på årets konference. Nærmest alt for meget. Jeg kunne på mange måder fuldt tilslutte mig Julie Guthman’s kritik af en af USAs prominente fortalere for lokale fødevarer, Michael Pollan (Pollan, 2006): “..But in regard to this book (Pollan, 2006, min indsætning) and contemporary food writing more generally, I am fed up with the apolitical conclusions, self-satisfied biographies of food choices, and general disregard for the more complex arguments that scholars of food brings to these topics..” Guthman leverer for mig at se en absolut relevant kritik af hvordan et enøjet fokus på lokale løsninger helt og aldeles ignorerer problematikker af mere generel, systemisk art hvad angår udformningen af moderne fødevaresystemer. Et af hendes temaer, som er blevet bragt i spil i hendes analyser af økologiens udvikling i Californien, er således social retfærdighed. Hun anfører at det i høj grad er uklart hvordan lokale initiativer henover en masse adskilte lokaliteter, kan imødegå strukturelle uligheder som f.eks. den næsten manglende regulering af mindsteløn i USA udgør. Langt de fleste af de landarbejdere som arbejder på økologiske brug i Californien er f.eks. ikke organiseret og må leve under ikke specielt prangende vilkår pga. de lave lønninger. 
Guthman henviser også til hvordan Eric Schlosser i hans bog Fast Food Nation (Schlosser, 2001) demonstrerer i hvor høj grad at udformningen af fast food-systemets grumme virkelighed skyldes politisk vedtagne dereguleringer af fødevarestandarder samt sociale standarder. På konferencen var den strukturelle kritik dog nærmest helt fraværende. Der var heller ikke meget fokus på hvad den lokale (dvs. fra Penn State University) forsker Michael Bell har kaldt “farming in the middle” (Bell, 2004). “Farming in the middle” begrebet sigter til den proces hvormed fødevareproducenter indarbejder elementer af “bæredygtige” landbrugspraksisser, men hvor man i særlig grad interesserer sig for hvordan denne “forgrønnelse” kan skaleres op og få effekter ud over lokal skala. Udviklingen af den danske økologisektor er et eksempel på en udviklingsbane hvor man fra et tidligt tidspunkt har interesseret sig for “markedet i midten”, dvs at få udbredt produkterne på større skala end den rent lokale. Der var kun et enkelt indlæg af Adam Diamond og James Barham (som sjovt nok kom fra USDA, det amerikanske landbrugsministerie) hvor man interesserede sig for markedet i midten. Men når et alternativt synspunkt er så ringe repræsenteret, begynder man at reagere mod den implicitte kommunitaristiske logik som gjorde sig gældende på tværs af så mange oplæg. Verden kan reddes, eet CSA ad gangen…eller “It takes a village” som er titlen på en bog af Hilary Clinton, hvor lilleby-USA holdes op som den centrale enhed som man kan bygge en stor nation på. Jeg er efter konferencen endnu mere overbevist om at vi som forskere har pligt til at medtage begge perspektiver. Pointen er nemlig at vi ikke kan undvære at lokale beboere og forbrugere handler i fællesskaber og på eget initiativ, men vi kan altså heller ikke undvære instititutioner som kan samle op på de forhold som man på lokalt niveau ikke kan gøre noget ved. Arbejdsmarkedsforhold er her bare eet eksempel. Der er nemlig ingen grund til at man fra forskerside, og i særlig grad fra geografiske forskeres side, blindt antager at der ikke findes andre relevante skalaer at bygge en bæredygtig fremtid på end det lokale. Så plumper man lige i en kommunitaristisk blindgyde, der er politisk unuanceret, naiv og i værste fald direkte skadelig for en positiv udvikling af fødevaresystemet som kan omfatte andre end afgrænsede enklaver af potentielt selvfede aktivister. Det er nok et amerikansk særkende med den stærke kommunitaristiske tradition, som politisk nyder opbakning fra et bredt politisk spektrum over there. Hvis man til dette modstiller vores Big Mother stat som både højre- og venstrefløj herhjemme ikke synes at have mange reservationer overfor, kan både USA og Danmark i høj grad kan lære af hinanden.
Referencer:
Bell, M. M. (2004). Farming for us all: Practical agriculture and the cultivation of sustainability. State College, Penn State University.
Constance, D. H. (2008). The emancipatory question: the next step in the sociology of agrifood systems? Agriculture and Human Values 25(2).
Constance, D. H. (2009). 2008 AFHVS presidential address – The four questions in agrifood studies: a view from the bus Agriculture and Human Values 26(1-2): 3-14.
Guthman, J. (2004). Agrarian Dreams: The Paradox of Organic Farming in California. Berkeley, University of California Press.
Guthman, J. (2007). Commentary on teaching food: Why I am fed up with Michael Pollan et al. Agriculture and Human Values 24(2): 261-264.
Pollan, M. (2006). The omnivore’s dilemma: A natural history of four meals. New York, Penguin Books.
Schlosser, E. (2001). Fast Food Nation: the dark side of the All-American meal. Boston, Houghton Mifflin.
Da jeg skulle holde mit eget oplæg, var en af mine casestudier Fuglebjerggaard i Nordsjælland. Fuglebjerggaard er ejet af min gamle underviser Per Kølster og hans kone Camilla Plum. Stedet drives i overensstemmelse med Per og Camillas mangeårige interesse for økologi og den integrede tænkning der indgår heri. Da jeg til konferencen skulle præsentere hvad konceptet for Fuglebjerggaard var, valgte jeg Bedstemor And og hendes landbrug som metafor. 
Baggrunden er at Bedstemor And er miljøbevidst: hun er ikke koblet på elnettet, henter sit vand ved brønden, bruger ikke sprøjtemidler og udover diverse afgrøder på marken har hun en bred vifte af dyr som hun tager sig rigtigt godt af. Ja, dyrene er nærmest hendes venner. At hun driver sit diverse, multifunktionelle og økologiske landbrug så vidt som muligt uafhængigt af det fossile brændstofsystem, understreges af at hun kører i en elbil, en tidlig elbil af mærket Detroit Electric. 
Da hun hyppigt får hjælp af hendes familie i byen, kan man også betegne hendes landbrug som forbrugerstøttet landbrug. Uagtet at hendes nevø Anders er noget utilfreds med at arbejde på farmen og helst vil snyde sig fra det hvis han kan. 
Alt i alt syntes jeg at der er al mulig grund til at fremhæve Bedstemor And som en økologisk rollemodel. Så langt så godt. Da jeg skulle til at have min stjernestund med lidt latter rundt i salen når alle genkendte den kære Ande-dame, blev der helt stille. Ingen kendte Bedstemor And! Jeg blev helt kold. Jeg fandt senere ud af at Bedstemor And udgik af de amerikanske Anders And-blade engang i 1970erne. Der var åbenbart ikke nogen rundt om i salen som var gamle nok til huske hende. Forbandet da også! Jeg har i hvert fald lært at man ALDRIG skal forsøge at spille smart med kulturelle koder som man ikke har checket grundigt på forhånd. Selvfølgelig er det bedre at der bare er tavshed end der er åbenlyst raseri og fornærmelse, men det kunne have været så godt..Der burde selvfølgelig være basis for et hampert sagsanlæg mod Disney-koncernen for at forholde nationen kendskabet til Bedstemor And, som nationen har måttet undvære så længe. En national katastrofe faktisk. (Jeg er bare bitter)..
USA byder i forhold til Danmark på nogen radikale differentieringer i det sociale rum. Et af de områder hvor det viser sig er i forbindelse med regional udvikling og navnligt udvikling som slår fejl. Byer og hele regioner oplever nedture og depressioner som resulterer i affolkning og forfald af bygninger og intrastruktur i en grad som vi slet ikke kender til herhjemme. Et af de steder hvor man kan finde et klassisk eksempel på denne udvikling er Detroit, der lyder kælenavnet Motor City på grund af byens store bilindustri, som op til 1960erne fik byen til at tiltrække store masser af arbejdere. 
Byen har i tidens løb været genstand for dramatiske begivenheder. Overskriften på dette indlæg er taget fra John Lee Hookers sang om raceurolighederne i Detroit som satte byen i brand i 1967. Sangen er en blues som lakonisk konstaterer at der ikke er noget at gøre ved det (Min semiautistiske tvilling ville sikkert bemærke at sangen også kendes fra den legendariske garagepunkgruppe MC5’s debutplade ‘Kick Out The Jams‘ fra 1969). De voldsomme begivenheder er grundigt dækket på Youtube, som nedenstående video er et eksempel på.
Siden er der gået adskillige andre ting grueligt galt i Detroit, idet bilindustrien kom i problemer og omfattende omstruktureringer og lukninger fulgte. Byens befolkningsantal er således blevet halveret siden 1960erne (!) og op til 30% af grundene i byen er slet og ret forladte, hvis man tæller både privat og offentligt ejede grunde med. Man kan læse en glimrende oversigt over Detroits udvikling i Wikipedias opslag på byen. Det som man står med i dag i Detroit er et byrum i opløsning. De forladte bygninger og grunder står og forfalder, de befolkningsgrupper som er blevet tilbage i byen (typisk sorte eller latinoer) er dem som ikke kan komme væk. De har for det første ikke råd til at flytte og udgør for det andet ikke noget aktiv for arbejdsmarkedet, da de fleste ikke har nogen uddannelse og kun meget ringe udsigt til nogen sinde at få det. Der var på konferencen adskillige oplæg som baserede sig på studier af denne by i frit fald. To oplæg af Charlotte Litjens og Kathryn Calascate fokuserede på for det første at kortlægge omfanget af rømningen af den indre by i Detroit. Deres GIS-kortlægning af omfanget var intet mindre end svimlende – de røde pletter er overalt på kortet, dog med mest ledige grunde i den østlige bydel. I USA efterlader man slet og ret urentable operationer, hvis ikke andre investorer måtte have lyst til at tage handsken op, hvilket nu resulterer i massive åbninger i den ellers så tætte by. Et ekstra og meget væsentligt lag i Detroits problemer er oven i købet at de kuldsejlede kvarterer klart kunne betegnes som fødevareørkener. Begrebet fødevareørkener er dukket op rundt om i geografkredse de senere år og sigter til hvordan grupper med lav mobilitet kan opleve at blive strukturelt afskåret fra adgang til friske og sunde fødevarer, både på grund af negativ byudvikling, centralisering af detailbranchen og dårlig infrastruktur. I Detroit kan man finde alle onder i sving. Der er få supermarkeder og de handler mest med noget værre underlødigt bras, der kun med en stor sproglig fantasi kan kaldes mad. Mobiliteten er ret begrænset i den sorte ghetto, navnligt pga. fraværet af sammenhængende cykelstier, gangstier samt en helt manglende tradition for at bevæge sig i andet end biler. Når man er så fattig i USA at man ikke har råd til en bil er man altså ret fattig! Men dermed bliver by-landbrug et absolut relevant udviklingsområde for disse fattige samfund. Det at få det daglige brød i en rimelig kvalitet og til en behersket pris var de to overordnede hensyn som et fødevaresystem baseret på opdyrkning af byen skulle opfylde. De to forskere havde så også prøvet at regne på hvor meget produktion man i givet fald kunne forvente kunne komme fra de offentligt ejede, ledige parceller. Deres talte viste desværre at det langt fra ville være nok til at løse Detroits fødevareørken-problemer. Men stadigvæk et værdifuldt bidrag til at opbygge samarbejdsrelationer mellem lokale borgere i en by uden håb. Rystende udvikling at se for een fra Danmark – nok er der byer i de danske yderområder hvor tingene går skævt, men målestokken herovre er svimlende..Man kan i øvrigt også få en tour på Youtube, som viser rundt i Detroits ghetto. Se mere herunder.
Så ankom undertegnede og min Sensei i Esbjerg, Flemming Just, til Penn State University, eller nærmere betegnet Penn Stater Conference Center, hvor året konference i Agriculture, Food and Human Values Society/Association for the Study of Food and Society (AFHVS/ASFS) afholdes. Turen fra Manhattan i bil tog omkring 4 timer, men det var jo ingen sag da jeg havde fået udleveret en veloplagt, brummende Matsubutsi (min fars udtale af Mitsubishi) 2,4 liters benzinsluger af den venlige biludlejer. (De smilede i hvert fald da de kørte mit kreditkort igennem deres system). 
Konferencecenteret ligger i universitetsbyen State College, som er en lidt sjov by da det “civile” samfund som ikke umiddelbart er bygget som en del af universitetet, kun udgøres af ca. 150 m downtown med butikker, cafeer og restauranter. Ellers er alt andet campus-område, dvs. en blanding af universitetsbygninger og kollegier, og universitetet er da også den altdominerende arbejdsplads for lokalområdet. 
Penn State University er oprindeligt et Land Grant universitet. Land Grant-universiteter er offentligt finansierede og skal udover den almindelige universitetsforpligtelse også varetage visse udviklingsopgaver, blandt andet rådgivningsopgaver. Regulativet for Land Grant ordningen som sådan stammer åbenbart tilbage fra 1862 og 1890, kunne jeg læse mig til på Wikipedias opslag om Land Grant universiteterne. De er således at betragte som en kombination af et traditionelt universitet og hvad vi herhjemme ville betegne som en sektorforskningsinstitution, men egentlig også som en regulær rådgivningstjeneste. Hvis ikke man lige var i USA, kunne man forledes til at tro at State College var udtænkt af en koldkrigerisk, Sovjettisk byplanlægger. 
Det at man smider en samfund på mange tusinde mennesker midt ud på en bar mark og tilsætter de stumper og stykker som udgør et menneskeliv (handel, husly, adspredelse, uddannelse osv.) selvom det måtte ligge temmeligt isoleret fra alt andet kender jeg selv mest fra de gamle Østbloklande, samt fra Indien, hvor Kongrespartiet var vældigt indspirerede af hvordan man gik til makronerne i Sovjet vedrørende social ingeniørkunst. En kollega fra DTU som var med på konferencen, fortalte en interessant anekdote om nogen andre Land Grant universiteter, nemlig University of Californias afdelinger i Santa Cruz og Davis, som blev opført mens Ronald Reagan var guvenør i Californien. Reagans yndlingsaversion var universitetet i Berkeley, som er placeret helt inde i midten af San Fransisco, idet mange studerende derfra deltog i studenteroprøret i slutningen af 1960erne. Det passede derfor grumme godt i Regans kram at få bygget de to universiteter i Davis og Santa Cruz mange kilometer uden for den nærmeste by. Så skulle man nemlig ikke påregne at et betydeligt mindretal blandt de studerende ville udvikle et engagement i studenterpolitisk aktivisme samt at de ikke via storbyens differentierede sociale miljø ville udvikle politisk radikale holdninger (eller dvs. hvad Reagan ville betegne som radikalisering). Reagan ville da heller ikke blive skuffet over Penn State University. 
Der var kun een enkelt cafe i State College, hvor en evt. politisk radikalisering kunne finde sted (billedet ovenfor). Mon ikke studenterurolighederne er til at overse der? Udover det var der kun en Starbucks kaffebar og lidt andre beværtninger. 
Ellers var alt andet, tusinder og atter tusinde af mennesker og deres bygninger, en del af universitetet. Man kunne i hvert fald koncentrere sig om sine studier der. Måske påkrævet, når man tænker på hvor uendeligt mange fjollede amerikanske film der er blevet lavet over livet på college.
Hvis arbejdsgruppen fra Waste of the World kunne siges at være eksplorativ på grund af det tidlige stadie af projektet, var arbejdsgruppen om When species meet and mingle: Remaking and tracing biogeographies eksplorativ på grund af kompleksiteten af sin emnekreds. De to grupper delte det samme udgangspunkt, idet den teoretiske ambition var at udfordre samfundsvidenskabernes blinde plet angående den materielle omverdens betydning. Forud for konferencen blev arbejdsgruppens sigte beskrevet som: “The session seeks to contribute to conceptual developments around geophilosophy, cosmopolitan natures and companion animals, as well as present high quality empirical research on the sites and zones where species meet, for example, in relation to biosecurity, nature conservation, biotechnology and chimeras“. Allerede med begrebet kimære er vi ovre i det Latour-inspirerede akademiske territorie. En af de væsentlige inspirationer for arbejdsgruppen var nemlig Donna Harraways bog When species meet fra 2008. Noget af det for- og efterskræp jeg har kunnet finde på bogen lyder:
In “When Species Meet”, Donna J. Haraway digs into this larger phenomenon to contemplate the interactions of humans with many kinds of critters, especially with those called domestic. (….)..From designer pets to lab animals to trained therapy dogs, she deftly explores philosophical, cultural, and biological aspects of animal-human encounters. (….)..“A great deal is at stake in such meetings,” she writes, “and outcomes are not guaranteed. There is no assured happy or unhappy ending-socially, ecologically, or scientifically. There is only the chance for getting on together with some grace.”
En af arrangørerne af arbejdsgruppen var Henry Buller, som af nogen nok er kendt som redaktør af tidsskriftet Sociologia Ruralis. Buller var på sidste års European Society for Rural Sociology (ESRS)-konference i Wageningen medarrangør af en session med netop Wittgensteins løve som gennemgående ledemotiv. Her var temaet også en explorativ filosofisk undersøgelse af forholdet mellem mennesker og dyr og i mere abstrakt forstand spørgsmålet om menneskets eventuelle særstatus i forhold til andre levende væsener (human exceptionalism). Bullers eget indlæg i denne RGS-IBG arbejdsgruppe betonede det essentielt etiske ved menneske-dyr relationen. Præsentationen havde et gennemgående spørgsmål, som var inspireret af Donna Harraway, nemlig how to raise, feed and kill? Nogen af de pointer som jeg bed mærke i var at dyr-menneske interaktioner er meget et spørgsmål om at bygge karakter, en stadig udvidelse af det etiske genstandsfelt. Buller kunne betone hvordan det etiske aspekt af menneske-dyr relationen i høj grad også er et relevant sociologisk anliggende. Den etiske fordring som dyret udgør, kan på den måde betragtes som et produkt af opbygningen af tætte relationer mellem ellers forskellige arter. Bullers oplæg var et eksempel på en fin balance mellem hvad jeg godt kan godtage hos Latour, nemlig at vi som sociale aktanter indgår i tæt integrerede netværk med alle mulige andre aktanter. Hvad der så plejer at skille vandene omkring Latour er hans problematiske symmetriprincip, der efterlader et gevaldigt problem omkring hvem der kan tildeles aktørstatus i aktør-netværk. (Jonathan Murdoch leverer en rigtig skarp analyse af symmetriproblemet i hans bog Post-structuralist geography: A guide to relational space hvis nogen måtte have lyst til at læse nærmere om denne spændende diskussion). Bullers indlæg var på sin vis en god illustration af at man kan tale om et relational turn i geografien, hvor man med afsæt i et diverst samfundsteoretisk landskab bestående af bidrag fra så forskelligartede teoretiske områder som strukturationsteori, aktør-netværks teori, systemteori, post-strukturalisme ser fremkomsten af tilgange som på meget frugtbar vis skubber til grænserne for samfundsteoriens virkefelt og åbner for områder der i den grad kunne nyde godt af en vægtigt bidrag fra samfundsvidenskaberne.
