Indlæg under kategorien 'medier'

Fra kampen om bananen

DRs tema om Danmark Knækker har tilsyneladende virkeligt skubbet til mediedækningen af Udkantsdanmark. Infomedia har lavet en opgørelse over dækningen, som viser med al ønskelig tydelighed hvordan dækningen er taget til henover en periode på 3 uger i maj. Desværre viser grafen jo også at dækningen går ned igen, så det er svært at sige om der er tale om en blivende tendens. Den seneste tid har jo også budt på en genopretningspakke fra regeringen samt Dansk Folkeparti. Een af de stærkt omdiskuterede elementer i denn pakke har været beskæringerne i børnechecken og i særligt grad det med at beskæringen rammer familier med 3 eller flere børn. I et indlæg i Information i dag gør Professor Jørgen Goul Andersen (fra Statskundskab her i biksen) opmærksom på et for mig overraskende aspekt af denne nedskæring, nemlig at det er ikke kun muslimske indvandrere, men i højere grad familier i UdkantsDanmark som bliver ramt af nedskæringerne fra og med det tredie barn. Gouls indlæg kan læses via dette link. Titlen på artiklen er da også velvalgt: “Da DF gled i den rådne banan”. ..og et lille apropos til det med bananen og råddenskab: Nu er det jo faktisk ikke alle bananer der nødvendigvis er rådne (jvf. Gunnar Svendsens kronik i JP) og der var da også engang, hvor bananer på helt anden vis var hippe og cool, som for eksempel i Andy Warhols udformning til coveret på Velvet Undergrounds debutplade.

Teksten på Warhols grafik er “peel slowly and see” (hvilket i Warhols tilfælde afdækker en lyserød banan) og det er på sin vis det helt centrale forskningstema for den forskning som beskæftiger sig med udkanten – at afdække hvad der er under bananskrællen. Vi kan så ikke andet end at skrælle den langsomt..

Natur og menneske i tegneserier II

Jeg kom i aftes til at bladre igennem nogen af de bagerste rækker i min tegneseriesamling, afledt af skrivningen af forrige indlæg om miljøtegneserier. Det jeg faldt over, var for det første at det godt nok syntes at stemme (for min samling i hvert fald) at sansninger af det byggede miljø og naturmiljøet i relation til den menneskelige civilisation primært synes at blive et ærinde for den amerikanske modkulturelle tegneserie fra slutningen af 1960erne og frem. Inden for tegneseriernes hovedstrøm er det også mest i nyere tid at forholdet mellem menneske og natur italesættes i et miljøperspektiv. Det oplagte eksempel er her naturligvis Bedstemor And og den måde som hun lever et dybdeøkologisk liv på med familie og dyr. Fra tid til anden popper temaet op i andre dele af Anders And-universet. Et eksempel er i den engang så fremragende serie Stålanden, som kørte fra 1997 til starten af det nye årtusind på dansk. Man kan i Stålanden nr. 4 fra 1997 finde denne mindeværdige scene hvor Stålandens samarbejdspartner FBI specialagent Mary Flagstaff er på besøg hos episodens überskurk Professor Morgan Fairfax. agent_flagstaffEt af hans gustne karaktertræk er at han byder Flagstaff på økologisk kaffe, altimens han pønser på at raserere det sydvestlige Californien med kunstigt frembragte jordskælv. Hans gustne gerninger er altsammen del af en radikal dybdeøkologisk aktion for Californien, hvor jordskælvet vil hæve nye landområder fra havet og således booste fødevareproduktionen til en (kommende) sulten verden. Mange liv vil dog gå tabt i det inducerede skælv, men det er artens overlevelse der tæller. En meget dobbeltydig episode – det bør være overflødigt at nævne at Stålanden klarer ærterne, selvom hans ven og partner Globus, en avanceret kunstig intelligens, i starten ikke kan hjælpe ham med det, da han udfra hans logiske programmering ikke kan finde nogen fejl i Fairfax argumentation for Operation Fangea (navnet på det påtænkte jordskælv). Han bliver dog overbevist af Stålandens kritik af den rene fornuft og tager et væsentligt skridt mod at tilegne sig kybernetisk phronesis. Fantastisk plot! Stålanden er et fremragende eksempel på en italesættelse af en aktuel diskussion af en væsentlig problemstilling vedr. jordbrug og fødevarer. Der er dog mange forskellige bud på sansninger af samspillet mellem mennesket og dets fysiske miljø. Hvis man dykker tilbage i den amerikanske modkultur (det samme billede vil sandsynligvis også gøre sig gældende for den danske ditto) finder man væsentligt mere pessimistiske sonderinger af menneskets forvaltning af skaberværket. Et eksempel er Gilbert Shelton, skaberen af den fabelagtige flipper/syrehoveds favorittegneserie som på dansk går under navnet Flipkompagniet (The Fabulous Furry Freak Brothers). Shelton er en fabelagtig tegner og fortæller, som med fortællingen om de tre gamle syrehoveder Fineas, Fat Freddy og Freewheelin’ Franklin  har skabt en klassiker. Universet i serien er præget af den kulturpessimistiske grundtone som man kan finde i andre modkulturelle ikoner som for eksempel Grateful Deads musik, eller litteratur som Jack Kerouacs On the Road (Vejene), men besidder dog også sin helt egen uforligneligt gakkede, absurde humor som stadigvæk holder. lufthavnsturKulturpessimisme er nok ikke eksklusiv for den amerikanske modkultur – en sang som Cæsars Storkespringvandet synes jeg er en forfærdelig trist sang med en helt åbenlys tabermentalitet (der er ikke noget der nytter – modkulturen er fis i en hornlygte – alt forsvinder igen – klynk og hulk – det er sikkert nogen andres skyld). Det er ikke specielt lyserøde billeder Shelton fremmaner af hvor USAs bymiljøer er på vej hen. Det eksempel er skildringerne af et byrum i åbenlyst forfald, som det fremmanes i 2-binds historien “Flipkompagniet på Farten” fra slutningen af 1980erne. Vores tre antihelte er her på vej til Colombia for at købe deres tjald ved kilden og passerer på vejen igennem et post-apokalyptisk bylandskab præget af gadebander og vidtrækkende økonomiske dynamikker (de store flyselskaber er gået fallit og lufthavnen er et semi-anarkistisk rod af små snuskede selskaber). Om det bare er en del af byrummet som er blevet glemt af økonomiens hovedstrøm, fortælles der ikke om. Det er i hvert fald en grim, forfalden og dybt risikabel verden, hvor byrummet lider under et totalt fravær af fysisk planlægning. Regeringen er kun synlig ved stupide betjente, som mest er optaget af at slå ned på afvigere end bidrage til at mindske følelsen af almen risiko. Under deres rejse, hvor de aldrig kommer til Colombia, bliver verden overtaget af et globalt militærdiktatur, der dog mod slutningen af fortællingen overvindes (delvist ved Flipbrødrenes mellemkomst). Da de langt om længe vender hjem til deres lejlighed, er den civile regering under præsident Tweedledee blevet genindsat. fb_homecomingBilledet fortæller det hele – standarden af de civile ledere er efter Sheltons fremstilling absolut ikke noget at råbe hurra for. Man er tilbage i det samme gamle lort, men i det mindste er det en civil regering som laver lortet. Shelton har ved andre lejligheder ytret sin opfattelse af amerikansk kultur. Han har blandt andet skrevet en fabelagtig fortælling om hans alter ego Gilbert Desanex’ drømme. En overdådigt syret tour-de-force fra en mesterfortæller. Det er umuligt at give en dækkende referat af den surrealistiske fortælling, men på et tidspunkt havner Gilbert D. som leder i Kreml hvor han tilbyder USAs præsident en fredsaftale og total demilitarisering. Denne smækker bare røret på og ignorerer tilbuddet. I raseri udløser Gilbert det sovjettiske atomvåbenarsenal. gilbertdesanexDe dødsdømte amerikanere besinder sig og går mod forventning ikke til modangreb. Istedet for sender de godt nok missiler, men istedet for bomber sender de deres dyrebare amerikanske kulturarv – det regner således med køleskabe, biler, motorhomes og andet godt. Det er muligvis Sheltons sarkastiske kommentar til Reagans kulturudvekslingsaftale med Gorbatjov fra sidste halvdel af 80erne hvor USA fik Bolshoj-operaen på besøg, og Sovjet fik Beach Boys (!). Under alle omstændigheder ikke et specielt positivt billede af den amerikanske og dermed også vestlige kultur. Det der for mig er interessant ved at tilgå disse forskellige billeder er hvad man kan mene om forskellene. Er valget mellem Stålands-italesætningen, der på tilsyneladende sober vis prøver at udfolde en tematik og de uundgåelige dilemmaer der knytter sig til det – og på den anden side Gilbert Sheltons radikale kritik der dog ikke rummer mange ansatser til at snakke løsninger (jeg siger udtrykkeligt ikke at det på nogen måde skulle være kunstens opgave). En reformistisk eller aktivistisk logik – en reformtilgang modsat en modkulturel tilgang? Det man umiddelbart kan sige er at den modkulturelle optik ikke synes at være særligt optaget af løsninger. Det er efter Sheltons fremstillings logik ikke grundlag for andet end historiens rædsel – forstået som at man som anfægtet menneske til en hver tid må døje med at samfundet er en forskelligartet størrelse, hvor man ikke kan forvente at finde en enhedskultur. Hvis man så definerer sig som værende imod den dominerende kultur, er man i sagens natur udenfor – i et marginalt, afvigerspor uden mange muligheder for at vinde indflydelse. Oven i købet med alle muligheder for forsmået bitterhed vendt mod dem som tænker anderledes end een selv. En i grunden usund blanding – jeg synes dog stadigvæk at Shelton er en stor tegneseriekunstner. Den kulturelle logik som man kan læse i hans arbejde er dog ikke nødvendigvis noget at bygge på. Som en eller anden sagde i forbindelse med klimakonferencen og det at arbejde med en så kompleks og vanskelig realiserbar opgave, så vil fortvivlelse være en forbrydelse mod kommende generationer. Det siger nok meget godt hvad vi står over for med vores gnadrende civile regeringer og deres Tweedledee-politikere, som har så svært ved at integrere andre tidshorisonter end valgperioder. Det kan godt være at det er noget værre bras, men det er vores folkevalgte bras og det bør være muligt at gøre noget – det bør ikke være sådan at vi har de politikere vi fortjener. Så meget kan man dog bruge Shelton til uden for de skønne stribers verden..

Natur og menneske i tegneserier

Forleden fandt jeg til min store fornøjelse noget så sjældent som en artikel der omhandlede italesættelse af miljøproblematikken i tegneserier (Buhle, P., L. Rifas, S. Tobocman, and S. Jones. 2009. Eco-Comics, Then and Now. Capitalism, Nature, Socialism 20 (3):68-73). Fornøjelsen var særligt stor da emnet umiddelbart er en noget sjælden gæst i tegneseriemediet i det hele taget. Det kommer sig selvfølgelig nok primært af at tegneseriens genrediversitet fortsat lader en del tilbage at ønske. Selv om man kan nøjagtigt lige så meget med tegneserien som med ethvert andet kunstnerisk medie, er den stadigt meget præget af superheltestriber fra USA og andre fantasier som nok primært retter sig mod svedige teenagedrenge og deres ditto svedige fantasier. Overordnet må jeg beklageligvis notere mig at artiklen er meget kort og stort set kun kradser lidt i overfladen. Den omtaler primært kun tre nyere tegnere: Leonard Rifas, Seth Tobocman og Sabrina Jones, der alle har produceret fra 1980 og op. Artiklen har dog en væsentlig pointe med at pege på at temaerne økologi og miljø ikke synes at være et nyere fænomen i tegneserier. De mest tidlige eksempler er post-atomare historier fra 1950erne. Dengang var tegneserier noget utæmmet snask af gru & skræk-historier, gale øksemordere der i tusmørke sneg sig ind på barmfagre forstadspiger, ulækre bug-eyed monsters fra det ydre rum og en del andet som truede det håbefulde liv i de nyligt anlagte amerikanske forstæder. Astonishing30I den kontekst var post-atomar gru et helt naturligt valg af virkemiddel. Denne boblende gryde af snaskede, sansepirrende forestillinger fra det ubevidste fik dog fik en brat ende med Frederick Werthams bog Seduction of the Innocent fra 1954. Kort fortalt ledte bogen og den efterfølgende debat til en kongreshøring som endte med at få branchen underlagt en tegneseriekodeks The Comic Code, som mange år frem udgjorde en stram ramme for hvad man kunne tillade sig med mediet i amerikansk sammenhæng. Det er dog spørgsmålet om miljøet var en eksplicit bekymring i disse striber. Miljøet indgår som kulisse for en falden civilisation, men da man befinder sig efter apokalypsen, er miljøet som sådan igen bare en kontekst uden selvstændig betydning. Det er først da en af modbevægelserne til den stramme styring af den amerikanske tegneseriemainstream dukker op i slutningen af 1960erne at der sker en udvidelse af tematikkerne, heriblandt med hensyn til miljø. Den mest markante modbevægelse var undergrundstegneserien, repræsenteret ved tegnere som Robert Crumb (Robert Scum, som nogen kærligt har omtalt ham) og Gilbert Shelton. En af de mange strømme i Crumbs arbejde er hans absolut misantropiske syn på den moderne civilisation. Både hvad angår teknologi og kultur er Crumb absolut ikke begejstret, selvom han samtidigt giver udtryk for at livet heller ikke var nemt førhen. Det forhindrer dog ikke een i at beklage sig.. En af eksemplerne på Crumbs civilisationskritik er hans stribe A Short History of America som udkom i 1979 i miljøtidsskriftet Co-Evolutionary Quarterly. Over 12 paneler fortæller Crumb om processen fra uberørt land til forfaldende by. crumbpart1

crumb_partiiDer udkom endda specialiserede serier som tog direkte udgangspunkt i miljøforhold. En af de tegnere som er omtalt i artiklen, er Leonard Rifas. En af hans striber bærer den usædvanlige titel “‘Hard’ vs. ‘Soft’ Alternative Long-Range Energy Strategies”, blev udgivet i serien Energy Comics i 1980. Når man ser bort fra den happy-go-lucky kommunitarisme i slutbudskabet samt at industrimanden i striben siger “Ach” (en tysk industriskurk?), er diskussionen om forholdet mellem flere industrielle strategier stadigvæk relevant. ecocomics1

Man kan dog også finde andre tegnere der som Crumb mest synes at dyrke en misantropisk stemning af kulturpessimisme. De to andre eksempler i artiklen, Seth Tobocman og Sabrina Jones, anslår i høj grad disse strenge i deres bidrag fra hhv 1988 og 2004. Men nu har det jo heller aldrig været kunstens opgave at være pædagogisk – bare den kunstneriske vision og kvalitet holder, så er det som det skal være. ecocomics2 copy

ecocomics3 copyDer er en del andre eksempler man kan nævne i den her sammenhæng – Gilbert Sheltons fremstillinger af det fysiske miljø, den politisk korrekte Stan Eales tegninger fra 1990erne, de lejlighedsvise miljøpolitiske ytringer i Anders And (fra tid til anden bliver Onkel Joakim fremstillet som en ond industrialist og ungerne bliver en gang i mellem fremstillet som miljøaktivister). Men det ser allerede ud som om det var en tema som fortjener mere uddybende behandling. For mig at se er det uhyre interessant hvordan forskellige tegneseriekunstnere behandler emner som civilisationskritik, kulturpessimisme, grøn tænkning, hverdagskultur og en risikabel fremtid, da den kunstneriske italesættelse kan nå nogen lag af mening som vi i vores normale videnskabelige diskurs ikke nødvendigvis beskæftiger os med. Et projekt som klart bør fortsættes…

The Meatrix: velkommunikerende græsrodsaktivitet

Jeg var forleden til et møde hvor snakken kom omkring den nu efterhånden ikke helt nye The Meatrix. Snakken var afledt at et overordnet tema om brug af animation i både formidlings- og forskningssammenhæng. Jeg synes stadigvæk at The Meatrix er et fremragende eksempel på effektiv kommunikation, hvor der fortælles en målrettet historie som samtidigt er en munter pastiche på eksisterende populærkultur. The Meatrix udviklede sig efter den oprindelige kampagne som den var indlejret i, til en hel serie. De enkelte afsnit er stadigvæk tilgængelige på Youtube. Se dem evt. herunder

1. Den første udgave af The Meatrix

2. The Meatrix II: Revolting

3. The Meatrix II½

Man kan se flere eksempler på The Meatrix-skaberne Free Range Studios arbejde på deres hjemmeside. De er nogen værre økoflippere, men ikke uefne, overhovedet ikke..

A hard rain is gonna fall..

En af de mange dygtige folk på Madalgo (Center for MAssive DAta AlGOrithmics) under Datalogi, Århus Universitet hedder Thomas Mølhave. Han er ophavsmanden til en animation som nu er lagt ud på Youtube.

Emnet for animationen er ændringerne af Danmarks kystlinie i tilfælde af at vandstanden i verdenshavene stiger som følge af klimaforandringerne. Den enkle animation afbilder stigninger op til 4.5 m. Simpelt og meget tankevækkende.

Midsomer Murders: mord bag veltrimmede hække

Et andet britisk kulturprodukt som tager et distinkt blik på den britiske ruralitet er TV-krimiserien Midsomer Murders, herhjemme bedre kendt under navnet Barnaby. Vi befinder os sammen med kriminalmanden Barnaby og hans skiftende kriminalassistenter i et britisk ruralt landskab som har mange ligheder med Postmand Pers midtengelske, landlige idyl. Det fiktive område Midsomer er en slags landsby-matrice, med adskillige forskellige landsbyer som alle hedder noget med Midsomer foran. Alle er præget af landlig idyl i traditionel midtengelsk arkitektur, der er altid sommer og nok en blomsterfestival på vej. Midt-England præsenterer sig som en blomstrende, duftende have.

Disse mange landsbyer er primært beboet af pensionister eller folk tæt på pensionsalderen. Der er som regel ingen børnefamilier, som  muligvis er bosat i storbyperiferien. Det hedder sig som regel at man tidligere har boet i Greater London, men nu er flyttet til Midsomer for at nyde sit otium der. Der optræder som altid een eller flere aktivister fra det lokale foreningsliv, der som regel har til formål at opretholde de lokale festivaler, afholde havekonkurrencer eller agitere for forskellige former for bevarelse (fredninger, bevaringsværdige bygninger og andet). Midt i denne hyggelige idyl myrder man så lystigt løs. Hvis man skulle regne seriens samlede antal dødsfald sammen ville området hurtigt være affolket; een hyggelig landsby for i hvert afsnit myrdet en 2-5 stykker af sine tilsyneladende respektable borgere (hvert afsnit indebærer så typisk at skeletterne vælter ud af skabene i form af afpresning, grådighed, liderlighed og andre såre menneskelige egenskaber). Henover flere sæsoner har man lystigt myrdet løs – begivenhederne registreres lettere lakonisk af Barnaby, som ikke synes at være specielt overrasket. Det er kun hans kone Joyce der en gang imellem ytrer at det er synd for en eller anden. Poor old en-eller-anden.. Som regel har Barnaby da også brug for at drikke sig småstiv i vin når han kommer hjem fra de excesser i menneskelige dårskaber som hans job byder på. Fra tid til anden mener Joyce at de også bør have et hus på landet. I ovenstående filmklip giver Barnaby sin mening til kende om den plan. Han er ikke specielt vild med ideen, som han da også som regel når at forpurre ved ikke at dukke op til nok en aftale med ejendomsmægleren. Det aktive arbejdsliv synes som sagt at foregå i fjerne metropoler, udtrykt ved datteren Cullys jævnlige besøg. Hun er nemlig skuespillerinde og arbejder i en ikke nærmere defineret metropol et stykke væk. Der er heller ingen aktive landbrug i området, alt synes at være små landsbyer med veltrimmede haver og ditto veltrimmede roser (alle er blomsteravlere på konkurrenceniveau). Det er i denne hobbit-idyl af hvid, angelsaksisk, midaldrende middelklasse at der myrdes lystigt løs – serien henter en stor del af sin narrative fremdrift i modstillingen af hygge og uhygge. Lydsiden er præget af en udpræget gotisk lyd hvor ravne skriger, ræve glammer (en faktisk ret uhyggelig lyd) og den allestedsnærværende kendingsmelodi, spillet på en sav. Vi er her så afgjort placeret i hvad man med nogen af tidens akademiske yndlingsfraser kan beskrive som et post-produktivistisk, gentrificeret landdistrikt som er reduceret til kun at tjene bosætningsformål. Men der er blod i den duftende have..idyllen har sprækker hvor alt for velkendte menneskelige dårskaber vælter ud. I det hele taget synes serien ikke egentligt at have meget godt at sige om livet det post-produktivistiske Rural England. Der holdes nidkært øje med naboers gøren og laden, der sladres og mange har afgjort boet for længe i området. Ingen (udover Barnaby og pub-indehavere) synes at have et dagligliv hvor man går på arbejde og kan lide det. Det fleste døjer med at fylde livet ud. Midsomer Murders har meget lidt til fælles med en film som Fargo (af de fabelagtige Joel og Ethan Coen), men Fargo har lige så lidt positivt at sige om Rural America som Midsomer Murders har om Rural England. Begge skildrer landdistrikter hvor det absolut er den mørke side af lokalsamfundenes kommunitarisme som er den mest fremtrædende. Men stadigvæk er Barnaby absolut godt selskab på en ellers ret tyndt besat lørdag aften-sendeflade, om man så ser den med de rurale briller eller ej. Det er bare lidt frustrerende at se det rurale som en negativ kategori i agtelsens geografi, som Henrik Dahl sikkert ville sige det.

Postmand Per og konstruktionen af den landlige idyl..

pat_350x250Jeg løb over et par interessante artikler i Journal of Rural Studies forleden (Horton, J. (2008) Postman pat and me: Everyday encounters with an icon of idyllic rurality. Journal of Rural Studies, 24(4) pp. 399-408 + Horton, J. (2008) Producing postman pat: The popular cultural construction of idyllic rurality. Journal of Rural Studies, 24(4) pp. 389-398). Emnet var Englands yndlingspostbud Postman Pat, eller Postmand Per som han hedder på de her kanter. Jeg kunne her læse at den gode Postmand Per og hans kat Emil ikke at forglemme, de senere år rutinemæssigt er blevet forbundet med en bestemt fremstilling af de engelske landområder, som bliver betegnet som uhildet idyllisk. Pers job som postmand muliggør køreture gennem et midtengelsk landskab karakteriseret af egenskaber som kritiske røster betegner som “hvid, Anglocentrisk, konservativt, heterosexistisk og elitært”. Pers hjemby Greendale er da også forsynet med en “village green”, dvs. centralt parkområde, en velbesøgt middelalder-landsbykirke, en velbesøgt “olde worlde” postkontor som handler med alle mulige dimser som vi de senere år også har lært at kende på vores egen posthuse, en hyggelig og ikke-lukningstruet landsbyskole og et lokalt velholdt gods. Landskabet han kører rundt i er præget af snoede landeveje uden ret meget trafik, stenbroer over brusende bække, stenhegn og læhegn der snoer sig mellem de små markparceller. De hyggelige hobbit-agtige stenhuse er beboet af lokale beboere, ikke af pendlere som skaber kaos på de små snoede veje når de vender hjem eller skal hente ungerne i skolen. Det som denne fremstilling af den landlige idyl IKKE indeholder er ikke-hvide, ikke-kristne, homoseksuelle, hjemløse, fattige, handicappede, kriminelle eller bare almindeligt ulykkelige mennesker. Endvidere så glimrer arbejdsløshed, industrialisering, social udstødelse, ulighed, forbrugerisme og stort set alt andet uden for “den patriarkalske kernefamilies” vante gebet ved sit fravær. Byen er dog tilstede i Postmand Pers univers, konkret i bøgerne Pat goes to town (1988) og Pat’s busy day (1989) hvor Per tager på besøg i en større by i omegnen samt i London. Byerne forbindes da med snavs, skrald, forurening, kriminalitet, frygt, ensomhed, isolation og fremmedgørelse i forhold til naturen. I Pat goes to town vandrer han således rundt mellem Sikher, muslimer, Afro-caribianere, hjemløse, punkere og noterer sig blandt andet at der er “more postwomen than postmen“. Her kan man næsten gøre en synkelyd mens man læser videre i den anden artikels indledende opridsning af den akademiske diskussion om landlig, engelsk idyl. Jeg bliver jo helt bekymret over hvor hyggeligt jeg selv og mine børn har haft det i selskab med den rare postmand og hans kat. Det er da også spørgsmålet om hvor meget en børnebogs- og børnefilmsfigur som Per egentlig skal slæbe på skuldrene. I den anden artikel når forfatteren da også frem til at den aktuelle fremstilling af den landlige idyl som Postmand Per udtrykker, i høj grad knytter sig til de bestemte personer som i sin tid fik opgaven med at udvikle programmet (forfatteren John Cuncliffe og hans specifikke biografi) og den pågældende BBC-producer som var med til at få programmet på BBC til at vinde momentum. Den er med andre ord autentisk og kan som sådan ikke gøres til genstand for nærmere italesættelse end i den form serien rent faktisk har. Produceren af serien vil gå så langt som til at sige at Postmand Pers univers er et idealt landligt idyl, men erklærer samtidigt i et af de interviews der ligger bag artiklen at politisk korrekthed i forbindelse med børneprogrammer er rent crap som han ikke kan bruge til noget som helst. “They are just stories, for God’s sake!“. Forfatteren er også med til at understrege at Greendale og de hyggelige lokale beboere i høj grad er baseret på han egne oplevelser som bosiddende i det midtengelske Lake District. Er Postmand Per nu også så slem? Ved nærmere øjekast er der bestemt også sprækker i idyllen, eller snarere i entydigheden af den landlige idyl. Der er visse måder hvorpå Per begynder at træde ud af sit hyggelige, måske lidt sterile liv. Han bliver gift og må også få et sexliv siden han får et barn. Han flyver med ballon, han møder en indisk familie, han får lidt mere der minder om et liv. I hvert fald er Postmand Per under stadig udvikling, blandt andet fordi den skal tilpasse sig skiftende vilkår på det felt den er placeret i. Netop at Postmand Per er placeret i et bestemt felt er en væsentlig pointe i artiklerne.  Om så fremstillingen af landet er idyllisk og om det er forkert er sværere at give et entydigt svar på. Produceren af serien synes at ramme noget centralt når han siger at “..It is beautiful. That’s what Greendale is all about. It is pretty. We’d all like to live there, but we can’t all, but we can all se it on television..”. I andre forhold gælder det nogen gange at vi ikke får større kors at slæbe end vi kan bære – man kan håbe at det samme vil være tilfældet med Postmand Per.

..Tag dig sammen! Animation af klimaproblematikken

Jeg blev af min fabelagtige kollega Hugo Alrøe gjort opmærksom på denne animation, som tematiserer klimaforandringer og deriblandt The Tipping Point, vendepunktet hvorfra vi ikke kan rulle udviklingen tilbage. Jeg syntes selv at animatoren Leo Murrays indlæg er velanbragt, og dygtigt turneret. Animationen er indlejret her i bloggen, men kan også ses i sin oprindelige kontekst via de forskellige links nedenfor.

Wake Up, Freak Out – then Get a Grip from Leo Murray on Vimeo.

Al-Jazeera om landdistriktsudvikling..

Al-Jazeera er nok et af de medier som jeg nok mindst ville forvente at udvise interesse over for emnet landdistriktsudvikling. Men hvorfor egentlig ikke – selskabet har sin base i Mellemøsten og hvis ikke de har grund til at interessere sig for The Rural Question (hvad det så end måtte være for den region) så ved jeg ikke hvem der har. Ikke desto mindre faldt jeg over et 2 programmer om Rural Revival med afsæt i Skotland på YouTube som er produceret af Al-Jazeeras engelske afdeling (se evt. deres YouTube-portal eller deres hjemmeside). Det viste sig at Al-Jazeera har produceret en hel serie under overskriften People & Power, som udover disse to programmer om landdistriktsudvikling i Skotland har afstedkommet en række programmer om naturressourcespørgsmål, deriblandt selvfølgelig den for Al-Jazeera så oplagte olieressource. I stationens egen omtale hedder sigtet for serien at People & Power examines rural communities that build sustainable futures from within. Se under related videos-listen til den første Skotlands-film for eventuelt at se de andre programmer i serien.

People & Power: Rural Revival? Part 1

Den anden film om Skotland har jeg i lighed med den første ikke fået set endnu, men alt i alt synes jeg at det var en behagelig overraskelse at se dækning af landdistriktsspørgsmål fra en uvant side i medielandskabet. (Nu er man jo mest vant til at være relativt usynlig i det danske mediebillede).

People & Power: Rural Revival? Part 2