Den 18. juni bragte Ingeniøren en forsideartikel af journalisterne Mie Stage og Mette Buck Jensen, som havde overskriften “Økologer bør bruge pesticider og GMO” (se dette link til artiklen). Der er ifølge artiklens forfattere adskillige ting galt med økologien: reglerne skal være mindre “religiøse og dogmeagtige” og det er nødvendigt at gøre op med det økologiske landbrugs “hippieregler”. Artiklen lader os forstå at det er nødvendigt for at kunne brødføde over 9 milliarder mennesker i år 2050. Nu er det jo hverken første eller sidste gang at økologien bliver kritiseret: tidligere har man set både skingre, kuriøse men heldigvis mange seriøse diskussioner af økologiens anvendlighed som et middel til et rimeligt jordbrug. Den fiktive pensionerede planteavlsagronom Erling Brokkendorf i Politikens sektion ATS er en driftsikker leverandør af kommentarer om økologien, for eksempel med hans metafor om Ritt Bjerregaard på økologisk løbehjul eller i hans brok over Carina Christensens forsøg på at gøre os til økologiske billister. Andre bidragsydere har været forfatteren og foredragsholderen Helga Moos, som i flere debatbøger rettet mod økologien kritiserede økologien som den rige verdens luksuspjat i en sultende verden. Hun bød dog også på en spændende kulturkritisk vinkel på økologien: at dens mandlige udøvere er kvindagtige mænd, hvis naturlige mandlige handlekraft er blevet amputeret som følge af kvindelige pædagoger og undervisere. Mænd, som ikke vil sprøjte, ikke vil handle mod naturens grumhed, feje krigere.. mænd som har tilpasset sig en kvindelig norm om vegetarisk sameksistens med skaberværket, for fortsat at stå sig godt med disse dominerende kvinder.. Skrappe sager, forståeligt nok. Dette er dog et mindre spor i hendes kritik – hovedsporet er så afgjort det samme som de to (kvindelige) journalister i Ingeniøren forfølger: at økologien er et usselt forsøg på at nægte den sultende verden som den har ret til, da den kan indebære reduktioner i udbyttet. I den forbindelse er ordet “hippie” åbenbart centralt, så forstår vi jo alle hvor vi er henne. Sådan nogen langhårede lømler! Der er efter min mening adskillige ting galt med denne artikel. For det første står det uklart hvad man egentligt sigter til, dvs. at argumentets geografi er mangelfuldt defineret. Hvor er behovet for ekstra mad, hvem skal øge produktionen og hvorhenne? Man springer istedet direkte til at forholde sig til hvordan produktionen skal øges, uden at overveje hvorvidt antagelsen om at alle kan købe alles varer på det globale marked. Hvad er forbindelsen mellem den hjemlige økologisektor og fødevareforsyningen i for eksempel Afrika? Mig bekendt har den økologiske branche herhjemme ikke fremkommet med skråsikre erklæringer om at man sidder med løsningen på Afrikas (mange) problemer. Hvorfor er det så at det pludselig kommer til at lyde som om at det er økologernes skyld at de afrikanske børn går sultne i seng, idet deres “hippieregler” begrænser produktionen? Det minder om et tilsvarende fænomen som man kan finde i den politiske debat mellem højre- og venstrefløjen. Fænomenet er at der stilles højere moralske krav til den progressive venstrefløj end til højrefløjen. På samme måde er der i artiklen også en antagelse om at økologien er et progressivt alternativ, dvs. at man tilsyneladende knytter en så høj moralsk forventning til den, at det retfærdiggør at man ikke retter en tilsvarende kritik mod det konventionelle jordbrug, idet denne sektor åbenbart ikke kan gøres til genstand for den samme moralske refleksivitet. Eftersom den konventionelle sektor fortsat er langt den største, burde man ellers tro at det ville berettige at man stilede kritikken mod denne. Men det er åbenbart ikke tilfældet, selvom den konventionelle sektor i lighed med økologerne heller ikke bruger GMO. De progressive er åbenbart særligt skyldige. Senere i samme nummer (side 4-5) kommer de faglige eksperter (Per Pindstrup-Andersen, Jørgen E. Olesen, John Porter og Christian Friis Bach), over for hvem Ingeniøren på deres forside udøver noget der ligner citatfusk, dog mere til orde. De søger tilsyneladende at forholde sig mere afbalanceret til spørgsmålet om den globale fødevareforsyning. Et af de spændende diskussioner er spørgsmålet om den offentlige forsknings rolle, samt betydningen af patentlovgivningen i relation til GMO. Dette tema burde være langt bedre belyst, blandt andet på baggrund af at det offentlige stort set har trukket sig væk fra bioteknologisk forskning og har overladt denne arena til private firmaer, heriblandt virksomheder som Monsanto. Dette er en vigtig faktor i vurderingen af hvad det er for nogen GMO-teknologier som vi står med i dag og om hvorvidt det overhovedet er de rigtige teknologier som er på markedet? Dette er substantielle spørgsmål og kunne kvalificere debatten noget mere end den øko-hippie-baskning som de to journalister fra Ingeniøren præsterer. Gad vidst hvordan Brokkendorf ville slutte af? Længe leve den højtbesungne journalistiske frihed!?
Indlæg under kategorien 'økologi'
Der er for tiden iværksat et kapløb mod bunden i den danske økologiske mælkesektor, hvor blandt andre Aldi har sat prisen på økologisk mælk ned under fremstillingsprisen. Et indlæg på Økologisk Landsforenings hjemmeside af Paul Holmbeck og Evald Vestergaard advarer (med rette) mod at detailhandelen på sigt kan ødelægge det danske marked for økologisk mælk, hvis den aktuelle priskrig fører til drastiske fald i afregningsprisen til de økologiske producenter. Skræmmeeksemplerne er hvordan priskrig på mælk i Tyskland eller Frankrig har ledt til noget der ligner et kollaps af markedet for konsummælk, idet standarden her er blevet UHT-mælk som er anderledes mindre omkostningskrævende i forarbejdningsleddet. Det er selvfølgelig spørgsmålet om detailkæderne i længden kan slippe afsted med et så massivt prispres som der finder sted nu. Trods alt er det svært at forestille sig at man kan begynde at hive tysk eller svensk mælk ind over grænserne i de mængder som der er tale om på det store danske økologiske mælkemarked. Men ulykken er blandt andet at Arla ikke umiddelbart kan bede f.eks. Aldi om at rende og hoppe, da man ellers ville stå med en voldsom masse mælk man ikke har anden afsætning på. På den måde synes den aktuelle dynamik absolut at være et kapløb mod bunden. Der er selvfølgeligt et legitimt hensyn at supermarkederne ønsker at profilere sig i forhold til hinanden, som blandt andet kan finde sted ved at man sætter en enkelt varegruppe voldsomt ned for derved at trække nye kunder ind som efterfølgende kan forventes at smide en del andre ting i kurven. Problemet er bare at det at være slagpris-vare er noget nær den mindst ønskværdige situation som nogen producent kan ønske sig – ens eget produkt er nærmest irrelevant, dvs. at det fungerer kun som lokkemad for andre varegrupper som sælges med en rimelig profit. Der er mange ting at skrive om den økologiske mælkekrig – flere end jeg lige havde tænkt mig i denne omgang. Det som jeg dog kan håbe kommer til at fremstå klarere i debatten er at detailhandelens centrale rolle som den betydende fødevarepolitiske instans her i landet. Den danske debat om mælk har desværre i mange år været præget af en helt og aldeles ureflekteret modvilje mod Arla og et tilsvarende fravær af fokus på detailhandelsens rolle. Muligvis forståeligt, da man absolut ingen demokratisk indflydelse har på hvad detailhandelen kommer på hylden. Hvorfor dog overhovedet debattere det, når man kan bruge tiden på at skælde ud på det onde mælkemonopol? Jeg faldt blandt andet over den her “afskedsvideo” til Hirtshals Mejeri, som er ganske eksemplarisk for den for mig at se fuldstændigt ureflekterede (diplomatisk udtrykt) debat omkring Arlas rolle på det danske mælkemarked. Det kan godt være at der kommer nogen mærkelige og i grunden ret skræmmende ting op fra det højreorienterede folkedyb, men det gør der skam også fra hvad man kan kalde det progressive folkedyb. Mere on det senere..
Jeg skrev tilbage i 2007 en klumme i Forskningscenter for Økologisk Jordbrugs e-nyhedsbrev (også udgivet i Månedsmagasinet Økologisk Jordbrug). Den oprindelige klumme var afledt af tanker sat i gang af læsningen af Heath og Potters fremragende artikel “The Rebel Sell” og den danske udgivelse af deres bog “REBEL – Modkultur som globalt brand” som udkom på Husets Forlag i 2006. I teksten forsøger jeg at komme med det budskab, at økologisk jordbrug gør en væsentlig forskel i jordbrugsmæssig henseende, men ikke nødvendigvis i samfundsmæssig henseende. At økologisk jordbrug med en vis retfærdighed kan betragtes som en modkultur, gør at man med Heath og Potter kan stille spørgsmålet om økologi idag mest handler om at forsyne en velbeslået bymiddelklasse med varer af højt symbolsk indhold, mens andre og vægtige aspekter udelades. Da jeg stadigvæk synes at budskabet har relevans, bringer jeg hermed et elektronisk, let redigeret genoptryk af klummen.
Joseph Heath og Andrew Potters bog “REBEL – Modkultur som globalt brand”, som for tre år blev udgivet på dansk (Potter & Heath, 2006), stiller nogle velgørende kritiske spørgsmål ved modkulturens krav på at være en kritik og en udfordring til forbrugerismen og den globale kapitalisme. Modkultur omfatter fænomener inden for “alternativ” kultur som f.eks. forbrugeraktivisme, som blandt andre canadiske Naomi Klein, forfatteren til “No Logo” (Klein, 2001), er eksponent for. Andre eksempler er det nu hedengangne Ungdomshus på Jagtvej 69, hvor en modkultur trivedes, indtil den blev afløst af en anden. Den omfatter bevægelser, som har søgt at angribe det kapitalistiske samfund og anvise alternativer. Det er Heath og Potters provokerende hypotese, at disse bevægelsers projekter ikke er lykkedes, men at de tværtimod har givet anledning til en grasserende ny forbrugerisme, båret af oplevelsesøkonomi og eventkultur, som på sin vis udtrykker det, som kapitalismen grundlæggende handler om: markedsinnovation og konkurrence. Pointen er, at modkulturen ikke forandrer noget som helst. Det er ikke subversivt at have det sjovt, at være kreativ eller omgive sig med smukke ting, uagtet at det måtte give mening på en række forskellige måder. Det, der forandrer noget, er derimod det lange, seje træk med at søge indflydelse, formulere et politisk projekt og i sidste ende at ændre den gældende lovgivning.
Hvis man tæller økologibevægelsen med som en del af modkulturen, giver analysen anledning til at stille nogen vigtige spørgsmål til økologiens udvikling. Har økologien som alternativ spillet fallit? Handler økologisk jordbrug nu blot om at forsyne en velbeslået middelklasse i de større byer med forbrugsgoder, som tjener til at skille dem ud fra den gemene hob, som køber discountmad og har dårlig smag? På samme måde kan man spørge om det forandrer noget som helst at økologisk mad er blevet et ordinært produkt, som de fleste har råd til at købe, fordi supermarkederne i kraft af den globale handel med økologiske fødevarer kan holde priserne nede?
Begge disse udviklingsspor, økologi som ekstraordinært eller ordinært forbrug, bygger på nøjagtigt de samme mekanismer. Der er kun en symbolsk forskel mellem de to. Man kan dog sige, at det naturligvis gør en forskel, at mere og mere jord nu dyrkes økologisk, uagtet det ligger spredt rundt over hele verden. Det gør en stor og væsentlig forskel i landbrugsmæssig henseende, men ikke nødvendigvis i samfundsmæssig henseende eller i relation til de grundlæggende strukturer og mekanismer i fødevareøkonomien. Man kan derfor sige, at økologien er en landbrugsmæssig succes, men der er store udfordringer for økologiens udvikling på en bredere samfundsmæssig arena. Udfordringen består blandt andet i at medvirke til at formulere politiske projekter, som rækker ud over et agronomisk funderet ideal om en anden slags landbrug. Konkrete eksempler er fødevarepolitik, landdistriktsudvikling eller social økonomi. Dele af byggestenene findes allerede, om end de lever en lidt hengemt tilværelse i det økologiske værdigrundlag, som for eksempel social retfærdighed. Hvis økologien fortsat skal udvikle sig, er det vigtigt at udvide betydningen af økologi på områder, som ligger uden for det traditionelle domæne.
Økologiens betydning er et af temaerne i en PhD-afhandling fra 2006 af Christian Stenbak Larsen fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet (Larsen, 2006). I dette meget spændende arbejde har Larsen på baggrund af medieomtale af økologisk mad fra 1980′erne og til nu, samt gruppeinterviews med økologiske forbrugere, identificeret op til ni forskellige måder, som økologisk mad italesættes på. Blandt disse italesættelser (diskurser) er gastronomi, miljø og agronomi. En af pointerne i afhandlingen er, at økologiens betydning ikke længere er afgrænset til den agronomiske diskurs. Økologiens betydning kendetegnes ifølge Larsen ved konfliktuel konsensus, hvor der ikke er grundlæggende uenighed om den agronomiske betydning, men det er der til gengæld for andre diskursers vedkommende. Implikationerne af dette perspektiv er, at økologiens betydning ikke kan eller bør defineres fra centralt hold. Dette er ellers velkendt fra den agronomiske diskurs om økologi, hvor bestræbelser på at definere én bestemt betydning af økologi har været et væsentligt mål for den økologiske bevægelse. Udfordringen er derfor af en helt anden slags, når man bevæger sig ud på en bredere samfundsmæssig arena. Her er den væsentligste udfordring netop ikke, at forsøge at sætte sig på økologiens betydning, men derimod at forsøge at holde betydningen åben og sørge for, at forskellige grupper af aktører kan finde mening med økologien.
Referencer
Klein, N. (2001). No Logo. Århus, Forlaget Klim.
Larsen, C. S. (2006): Italesættelser af økologisk mad. Ph.D. afhandling. Sociologisk Institut, Københavns Universitet, København.
Potter, A. & Heath, J. (2006). REBEL – Modkultur som globalt brand. Århus, Husets Forlag.
