Indlæg under kategorien 'menneske og natur'

Da skoven hævnede sig // when things strike back..

Indsat
af
Chris Kjeldsen
den 24. august 2010
under menneske og natur, miljøsociologi og tegneserier
. 0 Kommentarer

Hvorfor dog spilde tiden med at læse Donna Haraway eller Bruno Latour når man kan læse Anders And? Jeg faldt over en Anders And historie af den store mester Carl Barks forleden, som over ganske få striber får formidlet en tematik som symbolfabrikkerne Latour & Haraway ville skulle bruge en laang bog på. Barks er blandt hans mange andre fortjenester en begavet italesætter af natur-kultur relationer. I denne stribe træder Anders And, som mange andre gange før det, i karakter som radikal modernist der med afsæt i Professor Wåsenstrøms teorier hævder at mennesket er herre over naturen.

Ungerne hævder (igen som så mange andre gange) et økologisk, og måske i denne sammenhæng ligefrem dybdeøkologisk standpunkt, idet de hævder at naturen er større end mennesket. Det sker i deres tilfælde med afsæt i forfatteren Tom A. Hawk, hvis bog om indianere ungerne er i færd med at læse (med den smågeniale titel “Da skoven hævnede sig”). Skænderiet mellem Anders og Rip, Rap og Rup udvikler sig, det ene ord tager det andet og da Anders kommer med den an(d)tropocentriske udmelding om at “det er et spørgsmål om intilligens! Også jeg kan klare ethvert job!” tager han et job som rådgivende ekspert på et dambrug. Næste dag går turen op langs en flod for at finde ud af om Professor Wåsenstrøms teorier holder. Anders får på dambruget mange eksistentielle oplevelser, der lærer ham et eller andet om den første og anden natur. For det første går det ikke særligt godt fra ham i kulturens domæne, dvs. med hensyn til driften af dyrene i dambruget. Hans håndtering af gydende ørreder lader da også en del tilbage at ønske.

Anders må sande at det er et hårdt job at være dambrugsekspert, men han fastholder at hvis Wåsenstrøm mener at han kan, så kan han! Det går dog helt galt, da den vilde natur kigger ind i form af en isfugl som han skal forhindre i at æde en masse småfisk. De må dog ikke skyde efter den, eftersom de befinder sig i et fuglereservat. Der er altså også miljøregulering ind over. Efter at isfuglen har taget fusen på ham et par gange, mener Anders at have fundet måden af få gaflen under isfuglen på, nemlig en tjæreindsmurt lokkeand. Men hans triumferende latter stivner hurtigt og Anders bliver som så mange andre gange fyret på gråt papir mens naturen går sine egne veje.
Som læser bliver man indført i relationen mellem menneske og natur, mellem første og anden natur (det menneskeskabte fysiske miljø samt naturen uden for vores dyrkningssytemer), samt teoriers status stillet over for en kaotisk verdens kompleksitet. Men også modstillingen mellem Anders Ands bekendelse til en radikal modernitet, som alligevel kommer til kort stillet over for en natur, der for menneskets synspunkt er og bliver den anden – uforståelig og genstridig. Barks er en mesterfortæller i tegninger og tekst – man kunne blot ønske sig at flere fagfolk prøvede kræfter med at formidle på den her måde. Mindre end Barks klasse vil stadigvæk være et væsentligt skridt fremad i forhold til de mange ord i de mange bøger med poststrukturalistisk teori som blandt andre Latour er flittig leverandør til (denne verdens Wåsenstrøm’ere..).

Natur og menneske i tegneserier

Indsat
af
chris
den 9. februar 2010
under medier, menneske og natur, miljøsociologi og tegneserier
. 2 Kommentarer

Forleden fandt jeg til min store fornøjelse noget så sjældent som en artikel der omhandlede italesættelse af miljøproblematikken i tegneserier (Buhle, P., L. Rifas, S. Tobocman, and S. Jones. 2009. Eco-Comics, Then and Now. Capitalism, Nature, Socialism 20 (3):68-73). Fornøjelsen var særligt stor da emnet umiddelbart er en noget sjælden gæst i tegneseriemediet i det hele taget. Det kommer sig selvfølgelig nok primært af at tegneseriens genrediversitet fortsat lader en del tilbage at ønske. Selv om man kan nøjagtigt lige så meget med tegneserien som med ethvert andet kunstnerisk medie, er den stadigt meget præget af superheltestriber fra USA og andre fantasier som nok primært retter sig mod svedige teenagedrenge og deres ditto svedige fantasier. Overordnet må jeg beklageligvis notere mig at artiklen er meget kort og stort set kun kradser lidt i overfladen. Den omtaler primært kun tre nyere tegnere: Leonard Rifas, Seth Tobocman og Sabrina Jones, der alle har produceret fra 1980 og op. Artiklen har dog en væsentlig pointe med at pege på at temaerne økologi og miljø ikke synes at være et nyere fænomen i tegneserier. De mest tidlige eksempler er post-atomare historier fra 1950erne. Dengang var tegneserier noget utæmmet snask af gru & skræk-historier, gale øksemordere der i tusmørke sneg sig ind på barmfagre forstadspiger, ulækre bug-eyed monsters fra det ydre rum og en del andet som truede det håbefulde liv i de nyligt anlagte amerikanske forstæder. Astonishing30I den kontekst var post-atomar gru et helt naturligt valg af virkemiddel. Denne boblende gryde af snaskede, sansepirrende forestillinger fra det ubevidste fik dog fik en brat ende med Frederick Werthams bog Seduction of the Innocent fra 1954. Kort fortalt ledte bogen og den efterfølgende debat til en kongreshøring som endte med at få branchen underlagt en tegneseriekodeks The Comic Code, som mange år frem udgjorde en stram ramme for hvad man kunne tillade sig med mediet i amerikansk sammenhæng. Det er dog spørgsmålet om miljøet var en eksplicit bekymring i disse striber. Miljøet indgår som kulisse for en falden civilisation, men da man befinder sig efter apokalypsen, er miljøet som sådan igen bare en kontekst uden selvstændig betydning. Det er først da en af modbevægelserne til den stramme styring af den amerikanske tegneseriemainstream dukker op i slutningen af 1960erne at der sker en udvidelse af tematikkerne, heriblandt med hensyn til miljø. Den mest markante modbevægelse var undergrundstegneserien, repræsenteret ved tegnere som Robert Crumb (Robert Scum, som nogen kærligt har omtalt ham) og Gilbert Shelton. En af de mange strømme i Crumbs arbejde er hans absolut misantropiske syn på den moderne civilisation. Både hvad angår teknologi og kultur er Crumb absolut ikke begejstret, selvom han samtidigt giver udtryk for at livet heller ikke var nemt førhen. Det forhindrer dog ikke een i at beklage sig.. En af eksemplerne på Crumbs civilisationskritik er hans stribe A Short History of America som udkom i 1979 i miljøtidsskriftet Co-Evolutionary Quarterly. Over 12 paneler fortæller Crumb om processen fra uberørt land til forfaldende by. crumbpart1

crumb_partiiDer udkom endda specialiserede serier som tog direkte udgangspunkt i miljøforhold. En af de tegnere som er omtalt i artiklen, er Leonard Rifas. En af hans striber bærer den usædvanlige titel “‘Hard’ vs. ‘Soft’ Alternative Long-Range Energy Strategies”, blev udgivet i serien Energy Comics i 1980. Når man ser bort fra den happy-go-lucky kommunitarisme i slutbudskabet samt at industrimanden i striben siger “Ach” (en tysk industriskurk?), er diskussionen om forholdet mellem flere industrielle strategier stadigvæk relevant. ecocomics1

Man kan dog også finde andre tegnere der som Crumb mest synes at dyrke en misantropisk stemning af kulturpessimisme. De to andre eksempler i artiklen, Seth Tobocman og Sabrina Jones, anslår i høj grad disse strenge i deres bidrag fra hhv 1988 og 2004. Men nu har det jo heller aldrig været kunstens opgave at være pædagogisk – bare den kunstneriske vision og kvalitet holder, så er det som det skal være. ecocomics2 copy

ecocomics3 copyDer er en del andre eksempler man kan nævne i den her sammenhæng – Gilbert Sheltons fremstillinger af det fysiske miljø, den politisk korrekte Stan Eales tegninger fra 1990erne, de lejlighedsvise miljøpolitiske ytringer i Anders And (fra tid til anden bliver Onkel Joakim fremstillet som en ond industrialist og ungerne bliver en gang i mellem fremstillet som miljøaktivister). Men det ser allerede ud som om det var en tema som fortjener mere uddybende behandling. For mig at se er det uhyre interessant hvordan forskellige tegneseriekunstnere behandler emner som civilisationskritik, kulturpessimisme, grøn tænkning, hverdagskultur og en risikabel fremtid, da den kunstneriske italesættelse kan nå nogen lag af mening som vi i vores normale videnskabelige diskurs ikke nødvendigvis beskæftiger os med. Et projekt som klart bør fortsættes…

Kant og aarstiderne.com..

Indsat
af
chris
den 29. november 2009
under fødevaresociologi og menneske og natur
. 0 Kommentarer

buffet_barritskovJeg og min kollega Tommy Dalgaard havde forleden arrangeret en ekskursion til Barritskov for en flok studerende fra et kursus i jordbrugspolitik og regulering, som vi begge underviser på. Sigtet var at vise vores studerende et eksempel på en ganske særligt innovativ landbrugsbedrift, hvis det ellers giver mening at betegne Barritskov (og dermed også Aarstiderne) som en sådan. Barritskov har nemlig i den grad vokset i alle retninger udviklingsmæssigt. For det første er der selvfølgelig Aarstiderne som bare bliver ved og ved med at udvikle sig. Som Svend Daverkosen, som viste os rundt dernede, fremhævede så har fimaet kunder som efterhånden har handlet med dem i 10 år og som udgør en regulær markedsavantgarde i den forstand at de er med til at skubbe til grænserne for hvad deres kasser kan indeholde. Som kasserne har udviklet sig, sætter fantasien kun grænser for hvad man kan skubbe gennem dette vidt forgrenede distributionsnetværk: mælkeprodukter, kød, tøj osv. Hver gang jeg har været på Barritskov eller har hørt folk fra firmaet fremlægge noget på møder eller seminarer, slår det mig hvor helstøbte firmaet fremstår. Det gælder for det første deres æstetik, hvor de i den grad har været konsekvente i deres branding. Man har holdt fast i den køligt-grønne kulør som danner baggrund for deres snabel-a-med-å logo og formår til stadighed at få den til at spille sammen med farvebilleder i skarpe grundfarver af mennesker og deres økologiske virke i naturen. Altid sommer (som i Love Shop-sangen med samme navn) – ingen prosaiske billeder af sorte Nora-støvler og blåt Kansas-tøj her. logoAltid med en distinkt naturlyrisk nerve, som betoner sammenhæng mellem benyttelse af natur, mennesker og måltider. Jeg kan ikke lade være med at tænke på at stilen skylder meget til æstetikken hos amerikaneren Michael Ableman, hvis indlæg Thomas Harttung også må have hørt på den økologiske verdenskongres i 1996 på Holmen i København. Ableman havde lige udgivet fotobogen The Good Earth og hans indlæg indeholdt adskillige billeder fra bogen. Her var der også tale om en højstemt naturlyrik og en hyldest til food communities, fødevarefællesskaber, som Ableman havde opbygget på hans community centre Fairview Gardens i San Diego. Det er omkring det hvor jeg kom til at tænke på Kant og hans begreber om det sande, det gode og det skønne. Aarstiderne kan betragtes som et bud på hvordan man kan få disse tre dimensioner i spil og forsøge at få dem til at spille sammen. Det er nemlig ikke nok at have et budskab som er skønt – hvilket Årstidernes ubetinget er. Fortællingen skal også være god, dvs. at man skal gerne have en værdihorisont som peger frem mod realiseringen af nogen distinkte værdier og visioner om det gode samfund og jordbrug. Dernæst skulle det også gerne være sandt, dvs. at der skal være noget om det med hensyn til konkrete forbedringer af de mange presserende problematikker angående ubæredygtige måder at omgås natur og fødevarer på. Jeg mener at det bestemt må siges at man hos Årstiderne/Barritskov forsøger at spille på disse tre tangenter samtidig og det som sådan er et uhyre værdifuldt bidrag til udviklingen af vores fødevaresystem. I særlig grad fordi de netop forsøger at spille på både æstetik, kultur, videnskab og økologi på samme tid – det er nok særligt i koblingen af disse elementer at de yder et værdifuldt bidrag. Hvilket samtidigt også er den udfordring som de kan få. Der er nemlig ikke noget som æstetik der i den grad kan skille vandene mellem mennesker – man kan kritisere enhvers politiske overbevisning helt ned i gulvbrædderne uden grundlæggende at blive uvenner. Hvis man derimod kritiserer nogens smag i tilsyneladende uskyldige æstetiske domæner som musik og mad vækker det andre og langt mere kraftfulde lidenskaber. Disse orienteringer er paradoksalt nok langt mere autentiske for de fleste end når diskussionen handler om hvad der er sandt eller falsk..

RGS-IBG AC2008 (7): Wittgensteins løve – filosofiske undersøgelser og at tænke med bakterierne

Indsat
af
chris
den 17. september 2008
under RGS-IBG, geografisk tænkning, konferenceblogs og menneske og natur
. 1 Kommentar

Hvis arbejdsgruppen fra Waste of the World kunne siges at være eksplorativ på grund af det tidlige stadie af projektet, var arbejdsgruppen om When species meet and mingle: Remaking and tracing biogeographies eksplorativ på grund af kompleksiteten af sin emnekreds. De to grupper delte det samme udgangspunkt, idet den teoretiske ambition var at udfordre samfundsvidenskabernes blinde plet angående den materielle omverdens betydning. Forud for konferencen blev arbejdsgruppens sigte beskrevet som: “The session seeks to contribute to conceptual developments around geophilosophy, cosmopolitan natures and companion animals, as well as present high quality empirical research on the sites and zones where species meet, for example, in relation to biosecurity, nature conservation, biotechnology and chimeras“. Allerede med begrebet kimære er vi ovre i det Latour-inspirerede akademiske territorie. En af de væsentlige inspirationer for arbejdsgruppen var nemlig Donna Harraways bog When species meet fra 2008. Noget af det for- og efterskræp jeg har kunnet finde på bogen lyder:

In “When Species Meet”, Donna J. Haraway digs into this larger phenomenon to contemplate the interactions of humans with many kinds of critters, especially with those called domestic. (….)..From designer pets to lab animals to trained therapy dogs, she deftly explores philosophical, cultural, and biological aspects of animal-human encounters. (….)..“A great deal is at stake in such meetings,” she writes, “and outcomes are not guaranteed. There is no assured happy or unhappy ending-socially, ecologically, or scientifically. There is only the chance for getting on together with some grace.”

En af arrangørerne af arbejdsgruppen var Henry Buller, som af nogen nok er kendt som redaktør af tidsskriftet Sociologia Ruralis. Buller var på sidste års European Society for Rural Sociology (ESRS)-konference i Wageningen medarrangør af en session med netop Wittgensteins løve som gennemgående ledemotiv. Her var temaet også en explorativ filosofisk undersøgelse af forholdet mellem mennesker og dyr og i mere abstrakt forstand spørgsmålet om menneskets eventuelle særstatus i forhold til andre levende væsener (human exceptionalism). Bullers eget indlæg i denne RGS-IBG arbejdsgruppe betonede det essentielt etiske ved menneske-dyr relationen. Præsentationen havde et gennemgående spørgsmål, som var inspireret af Donna Harraway, nemlig how to raise, feed and kill? Nogen af de pointer som jeg bed mærke i var at dyr-menneske interaktioner er meget et spørgsmål om at bygge karakter, en stadig udvidelse af det etiske genstandsfelt. Buller kunne betone hvordan det etiske aspekt af menneske-dyr relationen i høj grad også er et relevant sociologisk anliggende. Den etiske fordring som dyret udgør, kan på den måde betragtes som et produkt af opbygningen af tætte relationer mellem ellers forskellige arter. Bullers oplæg var et eksempel på en fin balance mellem hvad jeg godt kan godtage hos Latour, nemlig at vi som sociale aktanter indgår i tæt integrerede netværk med alle mulige andre aktanter. Hvad der så plejer at skille vandene omkring Latour er hans problematiske symmetriprincip, der efterlader et gevaldigt problem omkring hvem der kan tildeles aktørstatus i aktør-netværk. (Jonathan Murdoch leverer en rigtig skarp analyse af symmetriproblemet i hans bog Post-structuralist geography: A guide to relational space hvis nogen måtte have lyst til at læse nærmere om denne spændende diskussion). Bullers indlæg var på sin vis en god illustration af at man kan tale om et relational turn i geografien, hvor man med afsæt i et diverst samfundsteoretisk landskab bestående af bidrag fra så forskelligartede teoretiske områder som strukturationsteori, aktør-netværks teori, systemteori, post-strukturalisme ser fremkomsten af tilgange som på meget frugtbar vis skubber til grænserne for samfundsteoriens virkefelt og åbner for områder der i den grad kunne nyde godt af en vægtigt bidrag fra samfundsvidenskaberne.