Min gode ven og kollega Gunnar Svendsen har lige skrevet en kronik i Jyllandsposten, hvor han går ind og udfordrer den for tiden ret hyppige brug af begrebet “den rådne banan”. Den seneste tids fokus på landdistrikternes situation, som det for eksempel er udtrykt i DR’s tema “Danmark knækker” (se oversigt over DRs artikler under temaet) har betydet at begrebet er blevet kastet i grams over hele mediebilledet herhjemme. Gunnar gør opmærksom på at denne værdiladede brug af begreber skal ses som led i en symbolkamp, som handler om fordelingen af anseelse i den offentlige debat. Den rådne banan indgår dermed som en symbolsk kapital i blandt andet det som Henrik Dahl har betegnet som agtværdighedens geografi (anvendt i hans udmærkede bog Den Usynlige Verden fra 2008). Det er i den forbindelse (som Gunnar forbilledligt trækker op) vigtigt at der er en forbindelse mellem agtværdighedens geografi og så den politiske og økonomiske geografi, forstået på den måde at valøren af den symbolske kapital som bliver mobiliseret af forskellige sociale aktører spiller en central rolle for de konkrete måder som udvikling bliver planlagt og udført på. Det kan også udtrykkes om at det er ikke en helt uskyldig beskæftigelse af slynge om sig med begreber som “den rådne banan”, da de bestemt yder deres bidrag til at etablere en symbolsk orden. I en anden forbindelse har jeg kommet omkring en anden Henrik, nemlig den franske filosof og humangeografiske klassiker Henri Lefebvre og nærmere fortalt Lefebvres såkaldt triadiske rumbegreb, som det blandt andet er formuleret i hans (iøvrigt lettere kaotiske) bog Le Production d’Espace/The Production of Space fra 1974 (udgivet i engelsk oversættelse på SAGE i 1991). Grunden til at Lefebvre er interessant i denne forbindelse er hans betoning af at det symbolske rum af forestillinger som man blandt andet mobiliserer i alment kulturelle sammenhænge bør betragtes som et relevant analytisk felt i redegørelsen for hvordan forskellige typer rum konstitueres, side om side med institutionelt forankrede begrebsliggørelser af rum og det praksisfelt som disse referer til. 
Lefebvre opererer derved med tre dimensioner i hans rumbegreb, som illustreret ovenfor: for det første rumlig praksis, som udgøres af de konkrete måder hvorpå mennesker arbejder, bor og lever på. Det konkrete udtryk er det daglige liv for folk som bor i byer, i landdistrikter eller på landbrug, deres vaner og pludselige indskydelser. Det er dette liv som er genstanden for rummets repræsentationer, som er de begreber som bliver brugt til at differentiere dele af rummet fra hinanden. Disse omfatter begreber som byzone, landzone, landdistrikt, by, region, kommune osv. Det drejer sig altså om analytiske distinktioner, som kan gøres til genstand (i et vist omfang) for rationel debat, idet de typisk produceres af professionelle i dertil indrettede institutioner. Et arketypiske eksempel på sådanne repræsentationer er klassifikationer af landdistrikter, som vi f.eks. gør det her på mit arbejde (se for eksempel en klassifikation som vi lavede til brug for landdistriktsprogrammet 2007-2011), samt andre modeller, planer, kort og designskitser. Der er dog også andre kilder til viden som er relevante at tage i betragtning. Lefebvre opererer nemlig med en tredie kategori. Det drejer sig om repræsentationernes rum, som er Lefebvres begreb om symbolske systemer, fantasier, forestillinger, visioner og andre fortolkningssystemer, som (stortrives) uden for de institutioner der har som formål at producere deres repræsentationer. Kampen om symbolerne tilhører på mange måder denne sidste kategori. Når forskellige aktører bruger mange ressourcer på at kæmpe om valøren af symboler, afspejler det at der reelle interesser på spil på en anden arena, nemlig i rummets repræsentationer (politisk planlægning) og i sidste ende i praksis. Når eksempelvis landdistriktet gøres til en residualkategori (det der ligger uden for byerne og som er koblet af den moderniseringsproces som finder sted der), og bliver til en rådden banan og ikke et hjerteland eller rygsøjle (som USAs Heartland i midtvesten) mister landdistriktet sin legitime blandt de repræsentationer som skulle være med til at sikre at det bliver inddraget som et relevant anliggende i den politiske planlægning. Og dette uagtet at mange mennesker finder mening i faktisk at bo, leve og arbejde i landdistrikterne.
Nu skal der selvfølgelig flere ting end bare symboler til at skabe en politisk platform. Landdistrikterne kan da heller ikke leve af symboler alene – hvis de skal indgå som en relevant arena for politisk planlægning vil det da nok også kræve at man kan knytte an til reelle økonomisk aktiviteter, en rural økonomi som ikke kan udspille sig andre steder end netop i landdistrikterne. Det er etableringen af sådanne økonomier som er en af de væsentlige forskningsmæssige temaer (og udfordring) for mig selv og mine kolleger rundt om. Men man bør bestemt ikke undervurdere betydning af symbolerne, da de er en væsentlig del af den horisont på baggrund af hvilken politikken udformes. Tilbage til Lefebvre, så kan man rette mange spørgsmål til hans model og mange af dem forbliver desværre ubesvaret i hans eget værk, og det tilmed også i mange af hans senere fortolkere. Eet af spørgsmålene angår relationen mellem repræsentationernes rum og rummets præsentationer, hvilket også er eet af de problemer der ligger i Henrik Dahls analyse i Den Usynlige Verden. Det er nemlig langt fra givet, at det er alle elementer fra repræsentationernes rum som har en ambition om at opnå politisk repræsentation. Det er bestemt heller ikke alle typer symbolske systemer, som det vil være meningsfuldt at inddrage i politik. Historien er fuld af skræmmende eksempler på æstetisk idealisme som har afstedkommet katastrofer når den skulle udformes i politik. Man behøver bare at tænke på digteren Karadzic hvis nationromantiske sværmeri fik gruopvækkende efftekter i den jugoslaviske borgerkrig. I relation til Den Usynlige Verden er problemet at det måske faktisk er meningsfuldt at der er rum som forbliver usynlige (som for eksempel landdistrikter og forstæder, begge typiske eksempler på residualkategorier), idet livet disse steder måske ikke har brug for at sociologer som Henrik Dahl kan putte en etiket på dem. Forstæderne og landdistrikterne har i hvert fald i særlig grad ikke brug for at få hæftet negative etiketter på sig – der leves faktisk smukke og meningsfulde liv begge steder og ingen kan være tjent med at der er for stor diskrepans mellem de tre forskellige typer af rum som man med Lefebvre kan tale om.
Jeg løb over et par interessante artikler i Journal of Rural Studies forleden (Horton, J. (2008) Postman pat and me: Everyday encounters with an icon of idyllic rurality. Journal of Rural Studies, 24(4) pp. 399-408 + Horton, J. (2008) Producing postman pat: The popular cultural construction of idyllic rurality. Journal of Rural Studies, 24(4) pp. 389-398). Emnet var Englands yndlingspostbud Postman Pat, eller Postmand Per som han hedder på de her kanter. Jeg kunne her læse at den gode Postmand Per og hans kat Emil ikke at forglemme, de senere år rutinemæssigt er blevet forbundet med en bestemt fremstilling af de engelske landområder, som bliver betegnet som uhildet idyllisk. Pers job som postmand muliggør køreture gennem et midtengelsk landskab karakteriseret af egenskaber som kritiske røster betegner som “hvid, Anglocentrisk, konservativt, heterosexistisk og elitært”. Pers hjemby Greendale er da også forsynet med en “village green”, dvs. centralt parkområde, en velbesøgt middelalder-landsbykirke, en velbesøgt “olde worlde” postkontor som handler med alle mulige dimser som vi de senere år også har lært at kende på vores egen posthuse, en hyggelig og ikke-lukningstruet landsbyskole og et lokalt velholdt gods. Landskabet han kører rundt i er præget af snoede landeveje uden ret meget trafik, stenbroer over brusende bække, stenhegn og læhegn der snoer sig mellem de små markparceller. De hyggelige hobbit-agtige stenhuse er beboet af lokale beboere, ikke af pendlere som skaber kaos på de små snoede veje når de vender hjem eller skal hente ungerne i skolen. Det som denne fremstilling af den landlige idyl IKKE indeholder er ikke-hvide, ikke-kristne, homoseksuelle, hjemløse, fattige, handicappede, kriminelle eller bare almindeligt ulykkelige mennesker. Endvidere så glimrer arbejdsløshed, industrialisering, social udstødelse, ulighed, forbrugerisme og stort set alt andet uden for “den patriarkalske kernefamilies” vante gebet ved sit fravær. Byen er dog tilstede i Postmand Pers univers, konkret i bøgerne Pat goes to town (1988) og Pat’s busy day (1989) hvor Per tager på besøg i en større by i omegnen samt i London. Byerne forbindes da med snavs, skrald, forurening, kriminalitet, frygt, ensomhed, isolation og fremmedgørelse i forhold til naturen. I Pat goes to town vandrer han således rundt mellem Sikher, muslimer, Afro-caribianere, hjemløse, punkere og noterer sig blandt andet at der er “more postwomen than postmen“. Her kan man næsten gøre en synkelyd mens man læser videre i den anden artikels indledende opridsning af den akademiske diskussion om landlig, engelsk idyl. Jeg bliver jo helt bekymret over hvor hyggeligt jeg selv og mine børn har haft det i selskab med den rare postmand og hans kat. Det er da også spørgsmålet om hvor meget en børnebogs- og børnefilmsfigur som Per egentlig skal slæbe på skuldrene. I den anden artikel når forfatteren da også frem til at den aktuelle fremstilling af den landlige idyl som Postmand Per udtrykker, i høj grad knytter sig til de bestemte personer som i sin tid fik opgaven med at udvikle programmet (forfatteren John Cuncliffe og hans specifikke biografi) og den pågældende BBC-producer som var med til at få programmet på BBC til at vinde momentum. Den er med andre ord autentisk og kan som sådan ikke gøres til genstand for nærmere italesættelse end i den form serien rent faktisk har. Produceren af serien vil gå så langt som til at sige at Postmand Pers univers er et idealt landligt idyl, men erklærer samtidigt i et af de interviews der ligger bag artiklen at politisk korrekthed i forbindelse med børneprogrammer er rent crap som han ikke kan bruge til noget som helst. “They are just stories, for God’s sake!“. Forfatteren er også med til at understrege at Greendale og de hyggelige lokale beboere i høj grad er baseret på han egne oplevelser som bosiddende i det midtengelske Lake District. Er Postmand Per nu også så slem? Ved nærmere øjekast er der bestemt også sprækker i idyllen, eller snarere i entydigheden af den landlige idyl. Der er visse måder hvorpå Per begynder at træde ud af sit hyggelige, måske lidt sterile liv. Han bliver gift og må også få et sexliv siden han får et barn. Han flyver med ballon, han møder en indisk familie, han får lidt mere der minder om et liv. I hvert fald er Postmand Per under stadig udvikling, blandt andet fordi den skal tilpasse sig skiftende vilkår på det felt den er placeret i. Netop at Postmand Per er placeret i et bestemt felt er en væsentlig pointe i artiklerne. Om så fremstillingen af landet er idyllisk og om det er forkert er sværere at give et entydigt svar på. Produceren af serien synes at ramme noget centralt når han siger at “..It is beautiful. That’s what Greendale is all about. It is pretty. We’d all like to live there, but we can’t all, but we can all se it on television..”. I andre forhold gælder det nogen gange at vi ikke får større kors at slæbe end vi kan bære – man kan håbe at det samme vil være tilfældet med Postmand Per.
