Den 9-10 marts deltog jeg og mange andre danske kolleger i afslutningsseminaret for forskningsprojekterne under Fødevareministeriets landdistriktsprogram på Hotel Nyborg Strand. De to dage bød dels på oplæg som opsummerede de vigtigste forskningsresultater, men også oplæg af nogen af de forskellige aktører med interesse for landdistriktsforskning. Det var et par dejlige dage som gav lejlighed til at reflektere over den forskning som vi har været og stadigvæk er involveret i. Programmet bød blandt andet også på et oplæg af en repræsentant for Landbrug & Fødevarer, hvor nogle af elementerne i særlig grad fangede min opmærksomhed. Det drejede sig om Landbrug og Fødevarers tolkning af de lettere dystre udlægninger af FN’s klimapanels betragtninger over den globale fødevareforsyningssikkerhed (den indgår i klimapanelets store rapport fra 2007). Diagnosen lyder på at verdens befolkning vil stige fra lidt over 6 til over 9 milliarder inden for de næste 10-15 år. Det rejser bekymring om hvorvidt de globale fødevaressystemer kan levere mad nok til verdens befolkning. FN notere sig på deres side at der vil være tale om regionale differentieringer i efterspørgslen efter fødevarer. Det interessante er så at Landbrug og Fødevarer udvikler deres diagnose på den måde at befolkningstilvæksten og de aktuelle udvidelser af middelklassen i lande som Kina og Indien betyder at der kommer en stigende efterspørgsel som påkræver at vi i EU bør anlægge et nyt produktionsfokus. 
Argumentationsrækken er relativt kompleks, da behovet for energiproduktion som en respons på den svindende forsyning af olie også inddrages i argumentationen. Dette tema har fået en ny relevans de seneste par år – blandt andet var der på sidste sommers ESRS konference i Vasaa en session med titlen “The New Productivism: Agricultural Responses to Increasing Food and Energy Prices and Climate Change” (link). Jeg har desværre ikke fået fingrene i nogen af de garanterede gode oplæg under denne session. Diskussionen kan dog få een til at tænke på Myten om den evige tilbagekomst, dvs. hypotesen om at historien går i ring, at der på den måde intet nyt er under solen og at talrige debatter udspiller sig igen og igen uden nødvendigvis at blive afgørende kvalificeret efter hver runde. Dette skyldes i relation til den aktuelle debat, at vi har haft dele af diskussionen før i forbindelse med diverse reformtiltag rettet mod EU’s landbrugspolitik. Skal EU producere til resten af verden (subsidieret af EU-budgettet) eller skal vi ikke? Hvad jeg bed mærke i på den fredelige tirsdag på Fyn under oplægget af Landbrug & Fødevarer, var at debatten som tidligere ikke synes at forholde sig til det rumlige aspekt af forsyningsdebatten. Det skal jeg selvfølgelig sige, med min placering i en syntesegeografisk forskningsgruppe, men der synes alligevel at være en kortslutning i at gå fra at konstatere at når FN snakker om regionale forskelle, så er svaret ny produktion i EU. Hvem skal aftage denne merproduktion, hvorhenne og til hvilken pris? Og hvilke implicitte forventninger om subsidier er bundet op på denne 
argumentation? Uanset om antagelsen om en forøgelse af den globale middeklasse skulle holde, kan man så ikke på samme måde forvente at den globale underklasse vil vokse i samme eller større omfang? Jeg kan såmænd også selv længes efter at det jeg og andre agronomer rent faktisk blev uddannet til, rent faktisk ville gøre en forskel over for de mange der stadigvæk sulter. Mængden af opmærksomhed på dyrevelfærd, livskvalitet i landdistrikterne, lokal økonomi, spiseforstyrrelser, overvægt, miljøproblemer eller snarere -forbedringer peger dog den anden vej. Denne vifte af emner tilhører det som man i den engelsksprogede forskningslitteratur betegner som post-produktivisme. Navnet kommer blandt andet af at det er emner som opstår i en kontekst hvor fødevaremarkedet er mættet og kvaliteten af de fysiske miljø i landdistrikterne i den grad har mærket de utilsigtede konsekvenser af agro-industrialiseringen. Diskussionen om bioenergi og dens fremtidige rolle i arealanvendelsen er i den forbindelse noget nyt, idet det ikke har noget at gøre med den sultne verden. Istedet handler det om vores økonomis udvikling hen i mod hvad man kan betegne som en post-olie økonomi, hvor vi kan imødese at måtte hente fremtidens energiforsyning fra en lang række alternative energikilder. Det er en for mig at se anderledes reel diskussion, hvor det ikke er nødvendigt at hive sultne masser ned fra snoreloftet for at vække nogen for mig at se fejlplacerede følelser. På den måde er der absolut nye elementer i den verserende debat og det taler så absolut mod at dyrke den akademiske myte om den evige tilbagekomst. Det der dog er anstrengende er mobiliseringen af nogen gamle symboler, som man åbenbart mener indeholder tilpas meget symbolsk kapital til at kunne bruges i kampen for at etablere fremtidens roller for landbrugssektoren. Men spillereglerne er da også vigtige, og ingen kan bebrejde Landbrug & Fødevarer at man mobiliserer symbolsk kapital – man kunne bare ønske sig at man ville vælge dem med lidt større omhu.
Indlæg under kategorien 'kommunikation'
Via den spændende hjemmeside visualcomplexity.com blev jeg gjort opmærksom på en ret interessant artikel i New Scientist, hvor man har sat sig for at finde ud af hvor forbundet vores lille verden egentligt er. Det er der kommet en række fascinerende kort ud af.
Man kan blandt andet her se at det med tidsskriftets egne ord ikke er helt nemt at komme væk fra det hele. Der er ikke så mange steder som ligger rigtigt langt væk fra civilisationen (defineret som afstanden til nærmeste by med over 50.000 indbyggere). Man skal i hvert fald tage til nogen rimeligt ugæstfrie hjørner af kloden. Læs og se mere i artiklen på New Scientist..
At deltage i en konference består blandt andet i at møde sine akademiske helte. Det vil sige akademikere, hvis arbejde man har haft stor glæde, inspiration og hjælp når ens egne begrænsede åndsevner ikke slår til. Det kan desværre nogen gange være en lidt ambivalent oplevelse. Som regel sidder man og hopper lidt på stolen når man venter på at sessionen med den eller hin akademiske superstjerne som man sætter højt i sin agtelse. De fleste gange går man da også fra sessionen med ny inspiration og med barren lidt højere oppe for hvad man selv kan gøre. Andre gange kan det være en lidt anden oplevelse. Nogen gange oplever man at oplægsholderen kommer, sætter sig bag katederet (hvorfor har næste alle auditorier den håbløse opfindelse?) og giver sig til på mekanisk vis at læse op fra sit paper. Vedkommende har ganske givet øvet sig med stopur og ved hvor hurtigt det skal gå, hvis man skal nå at læse i underkanten af 10.000 ord på omkring 10 minutter. Ganske vist fint i tråd med traditionen, hvis man er ansat som “reader” på et angelsaksisk universitet, men som det sikkert også var dengang er det en ret fremmedgørende og på mange måder fornærmende oplevelse. Hvorfor dog møde op, når man alligevel kunne have læst det på skrift? Nogen gange kan videnskabelige konferencer være et helt frilandsmuseum af håbløse kommunikationsmåder. En variant er at ens Powerpoint-slides er dynget til med tekst, som man kun kan nå at læse efter indtagelse af amfetamin, idet de hurtigt halser videre til den næste store dynge tekst, som et eller andet sted inde i midten indeholder en ordlyd som oplægsholderen synes er ret essentiel (nogle kan her begynde at få et semihysterisk latteranfald over en eller anden pointe som gemmer sig dybt inde i teksten). I dag hørte jeg et oplæg af en britisk ruralgeograf, hvis artikler og bøger jeg syntes er rigtigt skarpe. Oplægget var muligvis godt nok, hvis ikke at han havde talt ned i gulvet eller hen til vinduet – det viste sig at han ikke brød sig om at kigge hen på tilhørerne – oven i købet kunne han ikke tale rent når han skulle tale rigtigt hurtigt og det skulle han pga. de 10.000 ord som han skulle sige inden for 10 minutter. Man fik i hvert fald hørt en del gurglende, uartikulerede lyde undervejs, mens han kæmpede med at komme op på det retoriske beat. Man kommer til at tænke på Habermas, hvis livsværk er at udrede vilkårene for tvangfri kommunikation, men som selv er meget sky og genert og holder forelæsninger i hviskende toneleje. Emancipiert euch!
