Jeg kom i aftes til at bladre igennem nogen af de bagerste rækker i min tegneseriesamling, afledt af skrivningen af forrige indlæg om miljøtegneserier. Det jeg faldt over, var for det første at det godt nok syntes at stemme (for min samling i hvert fald) at sansninger af det byggede miljø og naturmiljøet i relation til den menneskelige civilisation primært synes at blive et ærinde for den amerikanske modkulturelle tegneserie fra slutningen af 1960erne og frem. Inden for tegneseriernes hovedstrøm er det også mest i nyere tid at forholdet mellem menneske og natur italesættes i et miljøperspektiv. Det oplagte eksempel er her naturligvis Bedstemor And og den måde som hun lever et dybdeøkologisk liv på med familie og dyr. Fra tid til anden popper temaet op i andre dele af Anders And-universet. Et eksempel er i den engang så fremragende serie Stålanden, som kørte fra 1997 til starten af det nye årtusind på dansk. Man kan i Stålanden nr. 4 fra 1997 finde denne mindeværdige scene hvor Stålandens samarbejdspartner FBI specialagent Mary Flagstaff er på besøg hos episodens überskurk Professor Morgan Fairfax. 
Et af hans gustne karaktertræk er at han byder Flagstaff på økologisk kaffe, altimens han pønser på at raserere det sydvestlige Californien med kunstigt frembragte jordskælv. Hans gustne gerninger er altsammen del af en radikal dybdeøkologisk aktion for Californien, hvor jordskælvet vil hæve nye landområder fra havet og således booste fødevareproduktionen til en (kommende) sulten verden. Mange liv vil dog gå tabt i det inducerede skælv, men det er artens overlevelse der tæller. En meget dobbeltydig episode – det bør være overflødigt at nævne at Stålanden klarer ærterne, selvom hans ven og partner Globus, en avanceret kunstig intelligens, i starten ikke kan hjælpe ham med det, da han udfra hans logiske programmering ikke kan finde nogen fejl i Fairfax argumentation for Operation Fangea (navnet på det påtænkte jordskælv). Han bliver dog overbevist af Stålandens kritik af den rene fornuft og tager et væsentligt skridt mod at tilegne sig kybernetisk phronesis. Fantastisk plot! Stålanden er et fremragende eksempel på en italesættelse af en aktuel diskussion af en væsentlig problemstilling vedr. jordbrug og fødevarer. Der er dog mange forskellige bud på sansninger af samspillet mellem mennesket og dets fysiske miljø. Hvis man dykker tilbage i den amerikanske modkultur (det samme billede vil sandsynligvis også gøre sig gældende for den danske ditto) finder man væsentligt mere pessimistiske sonderinger af menneskets forvaltning af skaberværket. Et eksempel er Gilbert Shelton, skaberen af den fabelagtige flipper/syrehoveds favorittegneserie som på dansk går under navnet Flipkompagniet (The Fabulous Furry Freak Brothers). Shelton er en fabelagtig tegner og fortæller, som med fortællingen om de tre gamle syrehoveder Fineas, Fat Freddy og Freewheelin’ Franklin har skabt en klassiker. Universet i serien er præget af den kulturpessimistiske grundtone som man kan finde i andre modkulturelle ikoner som for eksempel Grateful Deads musik, eller litteratur som Jack Kerouacs On the Road (Vejene), men besidder dog også sin helt egen uforligneligt gakkede, absurde humor som stadigvæk holder. 
Kulturpessimisme er nok ikke eksklusiv for den amerikanske modkultur – en sang som Cæsars Storkespringvandet synes jeg er en forfærdelig trist sang med en helt åbenlys tabermentalitet (der er ikke noget der nytter – modkulturen er fis i en hornlygte – alt forsvinder igen – klynk og hulk – det er sikkert nogen andres skyld). Det er ikke specielt lyserøde billeder Shelton fremmaner af hvor USAs bymiljøer er på vej hen. Det eksempel er skildringerne af et byrum i åbenlyst forfald, som det fremmanes i 2-binds historien “Flipkompagniet på Farten” fra slutningen af 1980erne. Vores tre antihelte er her på vej til Colombia for at købe deres tjald ved kilden og passerer på vejen igennem et post-apokalyptisk bylandskab præget af gadebander og vidtrækkende økonomiske dynamikker (de store flyselskaber er gået fallit og lufthavnen er et semi-anarkistisk rod af små snuskede selskaber). Om det bare er en del af byrummet som er blevet glemt af økonomiens hovedstrøm, fortælles der ikke om. Det er i hvert fald en grim, forfalden og dybt risikabel verden, hvor byrummet lider under et totalt fravær af fysisk planlægning. Regeringen er kun synlig ved stupide betjente, som mest er optaget af at slå ned på afvigere end bidrage til at mindske følelsen af almen risiko. Under deres rejse, hvor de aldrig kommer til Colombia, bliver verden overtaget af et globalt militærdiktatur, der dog mod slutningen af fortællingen overvindes (delvist ved Flipbrødrenes mellemkomst). Da de langt om længe vender hjem til deres lejlighed, er den civile regering under præsident Tweedledee blevet genindsat. 
Billedet fortæller det hele – standarden af de civile ledere er efter Sheltons fremstilling absolut ikke noget at råbe hurra for. Man er tilbage i det samme gamle lort, men i det mindste er det en civil regering som laver lortet. Shelton har ved andre lejligheder ytret sin opfattelse af amerikansk kultur. Han har blandt andet skrevet en fabelagtig fortælling om hans alter ego Gilbert Desanex’ drømme. En overdådigt syret tour-de-force fra en mesterfortæller. Det er umuligt at give en dækkende referat af den surrealistiske fortælling, men på et tidspunkt havner Gilbert D. som leder i Kreml hvor han tilbyder USAs præsident en fredsaftale og total demilitarisering. Denne smækker bare røret på og ignorerer tilbuddet. I raseri udløser Gilbert det sovjettiske atomvåbenarsenal. 
De dødsdømte amerikanere besinder sig og går mod forventning ikke til modangreb. Istedet for sender de godt nok missiler, men istedet for bomber sender de deres dyrebare amerikanske kulturarv – det regner således med køleskabe, biler, motorhomes og andet godt. Det er muligvis Sheltons sarkastiske kommentar til Reagans kulturudvekslingsaftale med Gorbatjov fra sidste halvdel af 80erne hvor USA fik Bolshoj-operaen på besøg, og Sovjet fik Beach Boys (!). Under alle omstændigheder ikke et specielt positivt billede af den amerikanske og dermed også vestlige kultur. Det der for mig er interessant ved at tilgå disse forskellige billeder er hvad man kan mene om forskellene. Er valget mellem Stålands-italesætningen, der på tilsyneladende sober vis prøver at udfolde en tematik og de uundgåelige dilemmaer der knytter sig til det – og på den anden side Gilbert Sheltons radikale kritik der dog ikke rummer mange ansatser til at snakke løsninger (jeg siger udtrykkeligt ikke at det på nogen måde skulle være kunstens opgave). En reformistisk eller aktivistisk logik – en reformtilgang modsat en modkulturel tilgang? Det man umiddelbart kan sige er at den modkulturelle optik ikke synes at være særligt optaget af løsninger. Det er efter Sheltons fremstillings logik ikke grundlag for andet end historiens rædsel – forstået som at man som anfægtet menneske til en hver tid må døje med at samfundet er en forskelligartet størrelse, hvor man ikke kan forvente at finde en enhedskultur. Hvis man så definerer sig som værende imod den dominerende kultur, er man i sagens natur udenfor – i et marginalt, afvigerspor uden mange muligheder for at vinde indflydelse. Oven i købet med alle muligheder for forsmået bitterhed vendt mod dem som tænker anderledes end een selv. En i grunden usund blanding – jeg synes dog stadigvæk at Shelton er en stor tegneseriekunstner. Den kulturelle logik som man kan læse i hans arbejde er dog ikke nødvendigvis noget at bygge på. Som en eller anden sagde i forbindelse med klimakonferencen og det at arbejde med en så kompleks og vanskelig realiserbar opgave, så vil fortvivlelse være en forbrydelse mod kommende generationer. Det siger nok meget godt hvad vi står over for med vores gnadrende civile regeringer og deres Tweedledee-politikere, som har så svært ved at integrere andre tidshorisonter end valgperioder. Det kan godt være at det er noget værre bras, men det er vores folkevalgte bras og det bør være muligt at gøre noget – det bør ikke være sådan at vi har de politikere vi fortjener. Så meget kan man dog bruge Shelton til uden for de skønne stribers verden..
Forleden fandt jeg til min store fornøjelse noget så sjældent som en artikel der omhandlede italesættelse af miljøproblematikken i tegneserier (Buhle, P., L. Rifas, S. Tobocman, and S. Jones. 2009. Eco-Comics, Then and Now. Capitalism, Nature, Socialism 20 (3):68-73). Fornøjelsen var særligt stor da emnet umiddelbart er en noget sjælden gæst i tegneseriemediet i det hele taget. Det kommer sig selvfølgelig nok primært af at tegneseriens genrediversitet fortsat lader en del tilbage at ønske. Selv om man kan nøjagtigt lige så meget med tegneserien som med ethvert andet kunstnerisk medie, er den stadigt meget præget af superheltestriber fra USA og andre fantasier som nok primært retter sig mod svedige teenagedrenge og deres ditto svedige fantasier. Overordnet må jeg beklageligvis notere mig at artiklen er meget kort og stort set kun kradser lidt i overfladen. Den omtaler primært kun tre nyere tegnere: Leonard Rifas, Seth Tobocman og Sabrina Jones, der alle har produceret fra 1980 og op. Artiklen har dog en væsentlig pointe med at pege på at temaerne økologi og miljø ikke synes at være et nyere fænomen i tegneserier. De mest tidlige eksempler er post-atomare historier fra 1950erne. Dengang var tegneserier noget utæmmet snask af gru & skræk-historier, gale øksemordere der i tusmørke sneg sig ind på barmfagre forstadspiger, ulækre bug-eyed monsters fra det ydre rum og en del andet som truede det håbefulde liv i de nyligt anlagte amerikanske forstæder. 
I den kontekst var post-atomar gru et helt naturligt valg af virkemiddel. Denne boblende gryde af snaskede, sansepirrende forestillinger fra det ubevidste fik dog fik en brat ende med Frederick Werthams bog Seduction of the Innocent fra 1954. Kort fortalt ledte bogen og den efterfølgende debat til en kongreshøring som endte med at få branchen underlagt en tegneseriekodeks The Comic Code, som mange år frem udgjorde en stram ramme for hvad man kunne tillade sig med mediet i amerikansk sammenhæng. Det er dog spørgsmålet om miljøet var en eksplicit bekymring i disse striber. Miljøet indgår som kulisse for en falden civilisation, men da man befinder sig efter apokalypsen, er miljøet som sådan igen bare en kontekst uden selvstændig betydning. Det er først da en af modbevægelserne til den stramme styring af den amerikanske tegneseriemainstream dukker op i slutningen af 1960erne at der sker en udvidelse af tematikkerne, heriblandt med hensyn til miljø. Den mest markante modbevægelse var undergrundstegneserien, repræsenteret ved tegnere som Robert Crumb (Robert Scum, som nogen kærligt har omtalt ham) og Gilbert Shelton. En af de mange strømme i Crumbs arbejde er hans absolut misantropiske syn på den moderne civilisation. Både hvad angår teknologi og kultur er Crumb absolut ikke begejstret, selvom han samtidigt giver udtryk for at livet heller ikke var nemt førhen. Det forhindrer dog ikke een i at beklage sig.. En af eksemplerne på Crumbs civilisationskritik er hans stribe A Short History of America som udkom i 1979 i miljøtidsskriftet Co-Evolutionary Quarterly. Over 12 paneler fortæller Crumb om processen fra uberørt land til forfaldende by. 
Der udkom endda specialiserede serier som tog direkte udgangspunkt i miljøforhold. En af de tegnere som er omtalt i artiklen, er Leonard Rifas. En af hans striber bærer den usædvanlige titel “‘Hard’ vs. ‘Soft’ Alternative Long-Range Energy Strategies”, blev udgivet i serien Energy Comics i 1980. Når man ser bort fra den happy-go-lucky kommunitarisme i slutbudskabet samt at industrimanden i striben siger “Ach” (en tysk industriskurk?), er diskussionen om forholdet mellem flere industrielle strategier stadigvæk relevant. 
Man kan dog også finde andre tegnere der som Crumb mest synes at dyrke en misantropisk stemning af kulturpessimisme. De to andre eksempler i artiklen, Seth Tobocman og Sabrina Jones, anslår i høj grad disse strenge i deres bidrag fra hhv 1988 og 2004. Men nu har det jo heller aldrig været kunstens opgave at være pædagogisk – bare den kunstneriske vision og kvalitet holder, så er det som det skal være. 
Der er en del andre eksempler man kan nævne i den her sammenhæng – Gilbert Sheltons fremstillinger af det fysiske miljø, den politisk korrekte Stan Eales tegninger fra 1990erne, de lejlighedsvise miljøpolitiske ytringer i Anders And (fra tid til anden bliver Onkel Joakim fremstillet som en ond industrialist og ungerne bliver en gang i mellem fremstillet som miljøaktivister). Men det ser allerede ud som om det var en tema som fortjener mere uddybende behandling. For mig at se er det uhyre interessant hvordan forskellige tegneseriekunstnere behandler emner som civilisationskritik, kulturpessimisme, grøn tænkning, hverdagskultur og en risikabel fremtid, da den kunstneriske italesættelse kan nå nogen lag af mening som vi i vores normale videnskabelige diskurs ikke nødvendigvis beskæftiger os med. Et projekt som klart bør fortsættes…
Jeg erhvervede for ikke så længe siden Anthony Giddens nye bog The politics of climate change (*) og har foreløbigt læst introduktionskapitlet. Det var dog ligesom der var et eller andet galt – jeg kunne ikke helt finde ud hvad det var, men jeg havde ikke den store lyst til at læse videre. Sproget var kedeligt, men det er tilfældet med ret mange fagbøger, så det var ikke nødvendigvis det som det handlede om. Da jeg så for nogen dage siden læste Noel Castree’s anmeldelse af bogen i Sociological Review(**) fik jeg lidt flere hints af hvad der måske var problemet. Efter endt læsning af anmeldelsen kom jeg til at tænke på et af mine yndlingscitater af Woody Allen. Citatet er noget i retning af “..Universet er blot en flygtig ide i Guds hjerne – en ret ubehagelig tanke, især når man lige har præsteret udbetaling på et hus” (***). Det udtrykte i hvert fald meget godt den følelse som jeg havde efter faktisk at have betalt penge for bogen. Hvis jeg dog bare havde stjålet den! Nej, men Giddens bog er et forsøg udi at analysere hvad klimaforandringernes politik kunne være. En agtværdig ambition, specielt i kraft at Giddens tidligere har haft en stor gennemslagskraft med hans bog The Third Way som kom til at udstikke rammerne for politikken hos Tony Blair og New Labour. Hovedproblemet er som Castree peger på, at Giddens ikke er miljøsociolog og ikke som med hans tidligere arbejde, kan basere det på solid empirisk forskning og længerevarende tids forskningserfaring. Det centrale afsnit i Castrees anmeldelse er hans opsummering af bogens hovedpunkter (mine fremhævelser):
“Among the ‘new concepts’ thrown at readers are the following: the ensuring state (p. 69), which not only enables but tasks itself with delivering specified outcomes; political convergence, which describes the need to ensure synergies between mitigation and adaptation policies and other areas of public policy; economic convergence, which is Giddens’ term for ‘ecological modernisation’ (a ‘win-win’ scenario where economic growth delivers environmental gains); foregrounding, which describes the constant need to make climate change a visible and integral part of all political discussion; climate change positives, which describes a mentality which accents the potential gains of tackling climate change rather than simply sacrifices to be made; political transcendence, which is the idea that climate change is not a left-right issue but must be accepted as a challenge for any incumbent party; the percentage principle, which is a critique of the ‘precautionary principle’ and advocates detailed risk planning in the search for opportunities attendant upon climate change; the development imperative, which recognises the right of (and need for) poor countries to enjoy significant economic growth, even if it’s ecologically harmful in the short-term; over-development, which is Giddens’ term for the critique of ‘wealth’ (conventionally defined) of the sort enjoyed by countries like the US and Britain; and proactive adaptation, which is the idea that policy makers must focus as much on adaptation as on mitigation, and should plan ahead as much as possible. These ten concepts are explored to varying degrees throughout the subsequent six chapters“.
Nu betragter jeg ikke normalt mig selv som tussegammel, men jeg har trods alt været i branchen længe nok til at jeg synes at mange af punkterne lyder som noget jeg og sikkert også en bredere offentlighed har hørt mange gange før. Fra Brundtland-rapporten helt tilbage i 1986 (proactive adaption, overdevelopment, the development imperative), fra talrige ophedede debatter om bæredygtig udvikling og økologisk modernisering gennem min studietid på KVL. Mange af diskussionerne i Miljø- og Økologigruppen på KVL tog udgangspunkt i vores arbejde med økologisk moderniseringsteori, økologisk økonomi, teoretisk økologi, miljøsociologi, rural sociologi, miljøfilosofi. Jeg kunne skære tænder over Luhmanns kynisme i “Ecological Communication”, nikke anderkendende til Becks arbejde om risikosamfundet og med stort udbytte dykke ned i Herman Daly og Klaus Eders arbejde med at udrede den komplicerede interaktion mellem natur og samfund. Også på Aalborg Universitet blev der arbejdet på livet løs (sektorintegration i miljøplanlægning, indplacering af miljø som det overordnede referencepunkt for mere afgrænsede sektorinteresser, økologisk modernisering). På den baggrund er der absolut ikke noget nyt i ret meget af det som Giddens er på banen med. Men hvad er problemet egentlig – hvorfor bliver jeg så irriteret over bogens på mange måder kiksede anslag? Min far fremhævede engang at det jo faktisk var rigtigt nok når Jodle Birger sang om at rigtige venner ikke kan købes. Nej, men…så sidder man der og er bare negativ. Een udlægning af problemet er at Giddens af alle mennesker burde være bevidst om hans ansvar som en af de helt store samfundsteoretikere gennem de sidste 30 år og som en offentlig intellektuel for at bringe os videre som offentlighed betragtet. Der kan i hvert fald med nogen ret peges på at det ikke er nogen stor hjælp at gentage et budskab som tydeligvis ikke har vundet det indpas i politisk planlægning som det burde. På den måde spilder han den værdifulde mængde opmærksomhed som han i kraft af at være netop Anthony Giddens nyder. Selvom det lyder dybt når han formulerer behovet for at føre det usynliges politik (vi kan ikke se klimaforandringer på den korte bane og vil først handle når vi kan se hvad der sker) og at det følger af denne mangel det at vi endnu ikke har en regulær politik for at imødekomme klimaforandringer, så har vi faktisk gennem en del år haft reelle bud på hvad der kan gøres. Det som mangler synes på nogen måder at være reel politisk vilje til at understøtte den folkelige interesse som der er for at gøre noget ved de ganske overvældende risici på civilisationsniveau som vi står over for. Navnligt også bud på hvilken rolle institutioner spiller – idet vi så absolut ikke mangler teknologier for at gøre noget (emnet for en god artikel af Bent Flyvbjerg fra 1993****). Når det er sagt, synes jeg dog stadigvæk at jeg vil give bogen en chance, selvom det bliver hårdt at sidde stille imens..
*Giddens, A. 2009. The politics of climate change. Polity Press, Cambridge
**Castree, N. 2010. Book Review: The Politics of Climate Change by Anthony Giddens. Sociological Review 58 (1):156-162
***Allen, W. 1980. Selvskrevet. Lindhardt og Ringhof, København
****Flyvbjerg, B. 1993. Institutioner, ikke teknologi, er største hindring for bedre miljø. Paper read at Styringsmidler for bedre miljø i bytrafikken, at Odense 27. – 29. oktober 1993
Jeg er for tiden ved at læse Guy Delisles fremragende tegneseriedagbog Pyongyang – A journey in North Korea, som omhandler hans ophold i Nord Korea som udsendt af et fransk animationsfirma som havde outsourcet produktionen af en animationsfilm til det nordkoreanske. Det er en tør, tegnemæssigt økonomisk og uhyre effektiv sansning af et ophold på et meget trist og koldt sted i verden. Forstemmelse, isolation og fremmedgørelse emmer ud af Delisles sort-hvide/gråskraverede tegninger som dokumenterer hans involvering i en af de mere ambivalente aspekter af globalisering. Anledningen for hans ophold i landet er nemlig at prisforholdene for markedet for animation gør at man kun tegner nøglescener i for eksempel Frankrig. De andre rammer ind i mellem kan så tegnes i områder med ekstremt billige arbejdslønninger, hvis man da ellers kan stille med behørigt kyndige arbejdere. Det absurde er så, at selv Kina åbenbart er for dyr – mange produktioner bliver overført til Pyongyang hvor man nærmest animerer for ris (en af Delisles observationer er at animatorerne bliver afregnet i rissække, som pga. den ustabile fødevareforsyning i Nordkorea er et stort plus for animationsarbejderne). Han medbringer Orwells 1984 som lekture under opholdet 
og Orwells dystopi udspiller sig i al for virkelig forstand rundt om ham. Da jeg ikke vidste ret meget om Nordkorea, var jeg nærmest nødt til at opsøge det allestedsnærværende Wikipedias opslag om Nordkorea og familien Kim, dvs. farmand Kim Il-Sung og sønnike Kim Jong-Il. Kim & Kim udgør noget så sjældent som et beton-stalinistisk monarki i det udpinte land, som efterhånden har gennemgået ubærligt mange prøvelser efter at farmand Kim forsøgte at realisere hans Juche-filosofi, eller med andre ord, en autarkisk økonomi. Autarki eller mere mundret, selvforsyningsøkonomi, er i følge den danske Wikipedia først formuleret af Aristoteles i hans værk Politikken. Han skulle have ment at selvforsyningsøkomi var noget som alle stater burde stræbe efter. Men som den engelske Wikipedia lister i sin omtale af autarki, kan det blive svært for et land der baserer sig på en lukket økonomi i forhold til omverdenen at maksimere sin økonomiske kapacitet. Typiske problemer er (med det engelske udtryk) diseconomies of scale, dvs. økonomiske skalaulemper, hvor eventuelle manglende naturlige betingelser forøger omkostningerne ganske dramatisk. Det bliver ikke muligt at forøge mængden af kapital i samfundet, når man skal døje med ubalancer relateret til de samlede økologiske grundbetingelser for økonomien. 
Egentligt et lidt skræmmende billede på hvad der kan ske, hvis vi ikke når at slippe vores afhængighed af olie i tide og navnligt lader denne post-olie transformationsproces finde sted som en globalt integreret proces, som kan afbalancere de nationale økonomier mod hinanden ved at tillade hvert enkelt land at kunne realisere de komparative fordele som det måtte være muligt. En slående illustration af forskellene i udviklingen mellem lukkede og åbne økonomier fandt jeg i 
et sattelitbillede af den koreanske halvø (fra DMSP-programmet). Billedet er taget om natten og forskellene i lysudstrålingen giver en ganske håndgribelig illustration af hvor meget røg i skorstenen der er mellem de to lande. I Delisles bog anslår han at Nordkorea er omkring 46 gange fattigere end Sydkorea. Det er på den basis fuldkomment absurd at Nordkorea har en af de største stående hærstyrker i verden. Over een million mand i den stående hær og 4 millioner reservister på standby, hvilket gør landet til den suverænt mest militariserede nation i verden. Men det er slående hvor mørkt det er i Nordkorea sammenlignet med Sydkorea. Det er i øvrigt ret fascinerende at nærlæse DMSP-billederne for den resterende verden. Der er faktisk ret mange mørke pletter på kortet og man kan tilmed se hvordan de vestlige lande er en ren lysfest sammenlignet med mange andre lande. Her går det godt, endnu da. Om ikke andet, er det svært ikke at nære en vis bekymring over hvor snart festen måtte slutte. 
Jeg og min kollega Tommy Dalgaard havde forleden arrangeret en ekskursion til Barritskov for en flok studerende fra et kursus i jordbrugspolitik og regulering, som vi begge underviser på. Sigtet var at vise vores studerende et eksempel på en ganske særligt innovativ landbrugsbedrift, hvis det ellers giver mening at betegne Barritskov (og dermed også Aarstiderne) som en sådan. Barritskov har nemlig i den grad vokset i alle retninger udviklingsmæssigt. For det første er der selvfølgelig Aarstiderne som bare bliver ved og ved med at udvikle sig. Som Svend Daverkosen, som viste os rundt dernede, fremhævede så har fimaet kunder som efterhånden har handlet med dem i 10 år og som udgør en regulær markedsavantgarde i den forstand at de er med til at skubbe til grænserne for hvad deres kasser kan indeholde. Som kasserne har udviklet sig, sætter fantasien kun grænser for hvad man kan skubbe gennem dette vidt forgrenede distributionsnetværk: mælkeprodukter, kød, tøj osv. Hver gang jeg har været på Barritskov eller har hørt folk fra firmaet fremlægge noget på møder eller seminarer, slår det mig hvor helstøbte firmaet fremstår. Det gælder for det første deres æstetik, hvor de i den grad har været konsekvente i deres branding. Man har holdt fast i den køligt-grønne kulør som danner baggrund for deres snabel-a-med-å logo og formår til stadighed at få den til at spille sammen med farvebilleder i skarpe grundfarver af mennesker og deres økologiske virke i naturen. Altid sommer (som i Love Shop-sangen med samme navn) – ingen prosaiske billeder af sorte Nora-støvler og blåt Kansas-tøj her. 
Altid med en distinkt naturlyrisk nerve, som betoner sammenhæng mellem benyttelse af natur, mennesker og måltider. Jeg kan ikke lade være med at tænke på at stilen skylder meget til æstetikken hos amerikaneren Michael Ableman, hvis indlæg Thomas Harttung også må have hørt på den økologiske verdenskongres i 1996 på Holmen i København. Ableman havde lige udgivet fotobogen The Good Earth og hans indlæg indeholdt adskillige billeder fra bogen. Her var der også tale om en højstemt naturlyrik og en hyldest til food communities, fødevarefællesskaber, som Ableman havde opbygget på hans community centre Fairview Gardens i San Diego. Det er omkring det hvor jeg kom til at tænke på Kant og hans begreber om det sande, det gode og det skønne. Aarstiderne kan betragtes som et bud på hvordan man kan få disse tre dimensioner i spil og forsøge at få dem til at spille sammen. Det er nemlig ikke nok at have et budskab som er skønt – hvilket Årstidernes ubetinget er. Fortællingen skal også være god, dvs. at man skal gerne have en værdihorisont som peger frem mod realiseringen af nogen distinkte værdier og visioner om det gode samfund og jordbrug. Dernæst skulle det også gerne være sandt, dvs. at der skal være noget om det med hensyn til konkrete forbedringer af de mange presserende problematikker angående ubæredygtige måder at omgås natur og fødevarer på. Jeg mener at det bestemt må siges at man hos Årstiderne/Barritskov forsøger at spille på disse tre tangenter samtidig og det som sådan er et uhyre værdifuldt bidrag til udviklingen af vores fødevaresystem. I særlig grad fordi de netop forsøger at spille på både æstetik, kultur, videnskab og økologi på samme tid – det er nok særligt i koblingen af disse elementer at de yder et værdifuldt bidrag. Hvilket samtidigt også er den udfordring som de kan få. Der er nemlig ikke noget som æstetik der i den grad kan skille vandene mellem mennesker – man kan kritisere enhvers politiske overbevisning helt ned i gulvbrædderne uden grundlæggende at blive uvenner. Hvis man derimod kritiserer nogens smag i tilsyneladende uskyldige æstetiske domæner som musik og mad vækker det andre og langt mere kraftfulde lidenskaber. Disse orienteringer er paradoksalt nok langt mere autentiske for de fleste end når diskussionen handler om hvad der er sandt eller falsk..
På baggrund af den nylige fejring af Berlin-murens fald var det et sjovt sammentræf at jeg faldt over en videostream af en paneldebat med deltagelse af blandt andre den aldrende, men stadigt vitale humangeograf David Harvey. Der er en hel masse at fortælle om David Harvey som er en eminent geografisk tænker som har dannet skole ihvertfald to gange. I han første inkarnation skete det som forfatteren af Explanation in Geography fra 1969, som var med til at udvikle det teoretiske fundament for den moderne, kvantitativt orienterede geografi som vandt frem gennem 1960erne, som forlod den gamle regionalgeografis fokus på beskrivelse af unikke steder og regioner og istedet fokuserede på at analysere rumlig processer med et abstrakt, universelt sprog, som typisk kunne være geometri, statistik eller matematik. Senere blev Harvey en af de store figurer i marxistisk inspireret humangeografi. Man kan læse en profil over hans værk og virke i Wikipedias opslag om David Harvey. Emnet for paneldebatten er spørgsmålet “Is marxism relevant today?” hvilket i nogen henseender er en relevant diskussion set i lyset af den igangværende finanskrise.
Is Marxism Relevant Today? from Committee on Global Thought on Vimeo.
Paneldebatten blev afholdt på Jaharwalal Nehru University i Indien, hvorfra vi nok ikke hører så meget i det daglige. Indien er på den måde et meget fjernt sted. Det er som regel den anden supermagt Kina der render med det meste af opmærksomheden i vores hjørne af verden. For mig personligt var det dog meget tilfredsstillende at høre en relevant akademisk diskussion fra Indien, som jeg opholdt mig i længere perioder da jeg var på den obligatoriske rygsæksrejse for moderne unge mennesker fra Vesten (samt unge israelere som lige har overstået værnepligten – dem var der en del af i Indien)
Efter kun moderat følelsesmæssig afpresning fra min gode ven Hanne Tanvig indvilligede jeg i at arrangere en workshop under en rigtig interessant konference som løber af stabelen i Sveriges hovedstad i starten af maj næste år. Konferencen “Nordic Rural Futures: pressures and possibilities” er den første nordiske landdistriktsforskningskonference af sin art og tegner rigtigt lovende. Man kan orientere sig nærmere via konferencehjemmesiden. Der er frist for abstracts den 15. december 2009. Af ren og skær forfængelighed kan jeg gøre opmærksom på at jeg selv er vært for en workshop med titlen From rurality to ruralities: an inquiry into the new rural spaces som man er meget velkommen til at indgive abstracts til. Danmark er rigtigt godt repræsenteret på konferencen, blandt andet er også min gamle sensei fra Aalborg Universitet, Jan Ingemann, samt Jørgen Møller fra samme sted, begge værter for andre workshops.
Hvad er det postmoderne? Det som kommer efter det moderne er nok den mest direkte betydning, hvilket er at besvare et spørgsmål med nok et spørgsmål, hvilket i sig selv er postmoderne i sin attitude. Det postmoderne er en brudflade i forhold til det moderne, et produkt af det modernes rastløse undersøgelse, afsøgning og affortryllelse af verden. Et af følgerne af det modernes produktion af viden er at centerpunktet fortaber sig – der er ikke noget forsvindingspunkt hvorfra man kan iaggtage det panoptikon af perspektiver som det moderne opruller for sig selv (det lyder flot ikke – jeg hørte det sagt af en af de hvide akademiske elefanter på ESRS konferencen i Finland og har et stykke tid drømt om at have lejlighed til at levere sådan en sætning). Høj og lav kultur bliver svær at afgrænse fra hinanden – hele vidensfelter bliver omstridte landskaber hvor der er forskellige krav på relevant viden. I Georgetown University’s introduktion til postmodernisme kan man finde et udmærket overblik over nogen af hovedelementerne i begrebet. Nogen af modstillingerne af det postmoderne og det moderne fik mig til at tænke på en sjov oplevelse for et stykke tid siden. Hvis man vil illustrere hvad det postmoderne er og hvilke konkrete effekter den kan have på hverdagslivets kultur, er Gateway E45 (bare navnet indikerer noget stort) som ligger ved Vejle Transportcenter, lidt nord for Vejlebroen, et godt sted at kigge hen. Det drejer sig nærmere betegnet om bladkiosken som befinder sig i en en ydmyg bygning i forbindelse med transportcentret (markeret med et rødt kryds på sattellit billedet herunder.
Allerede når man når ind i bygningens foyer, får man indtryk af at der er temmeligt mange fænomener forsamlet på eet sted, hvilket er i fin overensstemmelse med et postmodernes karakter af fragmentering, genrediversitet og tab af central kontrol og overordnede, store fortællinger. Det konkrete eksempel er at Centerbistroen og Bladkiosken er i selskab med intet mindre end Danmarks Flymuseum, som jeg desværre endnu ikke har haft lejlighed til at besøge. 
Til gengæld har jeg besøgt bladkiosken og her rører det postmoderne ved jorden. Det første tegn på at der sker noget særligt her, ser man ved den ekstreme differentiering udi forskellige meget distinkte undergenrer. Der er godt nok vægt på nogen af de i den sammenhæng klassiske genrer, piger i meget lidt tøj og mandig, moderne transportteknologi.
Biler er dog ikke bare biler – genren er i spil via et utal af bilmagasiner, hver med sit særlige fokus på biler. Der er Muscle Cars, Custom Cars, terrængående, epokespecifikke biler og mange andre. 
Den postmoderne antigravitation (spredning ud fra centerpunktet) virker også på et felt som traktorer, som jeg ellers betragter som noget der har sit anker smidt i tidens ø – en traktor er en traktor, både før og efter Zen. Men nej, der er i bladkiosken op til en 10-12 forskellige traktormagasiner, fordelt på dansk og tysk. Traktorer er her udsat for en massiv gang fetischisering og æstetisering. 
Man ser også i pornosektionen et interessant udviklingstræk. Der er selvfølgelig en stor og righolding sektion med heteroseksuel porno, fuldstændig som man kunne forvente. Der er dog også det særlige præg, at der ved siden af de heteroseksuelle udfoldelser også befinder sig bøsse-pornoblade. Der er så vidt jeg kan bedømme ikke nødvendigvis tale om en venden ryggen til etablerede konventioner for heteroseksualitet, men tilstedeværelsen af homoseksuel pornografi antyder at man i bladkioskens kontekst så absolut anerkender forskelligartede krav på “normal” seksualitet. Og så i en motorvejskiosk! Fantastisk hvad en ydmyg weekendtur ned ad E45 kan afdække…
Jeg har den seneste tid fornøjet mig med at læse mig gennem flere af bidragene i serien “Classics in Human Geography revisited” som kører i Progress in Human Geography. Det har været en kærkommen lejlighed til at genopfriske kendte læsninger, men navnligt også at lade mig føre igennem elementer af den humangeografiske kanon som jeg hidtil ikke har kendt til. En af de mere fornøjelige læsninger var Keith Buchanans polemiske paper A preliminary contribution to the geographical analysis of a Pooh-scape fra 1968 (paperet kan muligvis læses via dette link). En gammel sag, men stadigvæk noget af en klassiker. Paperet er intet mindre end en geografisk analyse af Hundredemeterskoven, legeterrænet for Peter Plys og alle hans venner. Buchanan skrev hans polemiske indlæg som et forsvar for old school geografi – regional geografi, det konkretes geografi baseret på feltstudier og hvad Buchanan ser som en helhedsorienteret og erfaringsbaseret måde at tilegne sig viden om hvad steder er. Buchanan oplevede at denne tradition ved slutningen af 1960erne var godt i færd med at blive savet i småstykker af den kvantitative revolution i geografien, båret frem af folk som Hägerstrand, Haggett og en ung knøs ved navn David Harvey, som var med til at give den kvantitative geografi en teoretisk elaborering i hans Explanation in geography fra 1969. Buchanan udtrykker det som “..‘What places are like’, has been buried beneath an accretion of of concepts derived from subjects such as sociology, demography, economics and political science, not to mention such techniques as computer graphics, photogrammetry and various types of mathematical mystification no geographer would have lent himself to in the subject’s earlier stage of pristine purity.” Som en subtil satire over skrivebords-geografi handler hans Plys-paper om Hundredemeterskovens fysiske geografi, bosætning, kommunikation, økonomiske aktivitet og regionale mønstre – alt sammen observeret fra skrivebordet. Buchanans kritik har bestemt stadigvæk bid og giver noget at tænke over, især da den gammeldags geografi han repræsenterer ikke lige frem er med i geografiens avantgarde i dag. Anbefalet læsning, absolut!
Den 7-10 juli 2010 afholdes der en spændende AESOP konference med ovenstående titel i Helsinki. Se mere info på konferencens hjemmeside. AESOP er et europæisk netværk for planlægningsforskning. Det to danske medlemsinstitutioner i netværket er Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, AAU, samt Arkitektskolen i Århus. Fra konferencehjemmesiden har jeg gaflet beskrivelsen af temaet:
In 2010, the world is clearly one that can be called ‘urban’. In relative terms, more than half of the world’s population dwells in urban settings – about one billion under ‘slum conditions’. Having quality space available equals commanding a ‘luxury’! ….Læs mere om ‘Space is Luxury!’
