Den 18. juni bragte Ingeniøren en forsideartikel af journalisterne Mie Stage og Mette Buck Jensen, som havde overskriften “Økologer bør bruge pesticider og GMO” (se dette link til artiklen). Der er ifølge artiklens forfattere adskillige ting galt med økologien: reglerne skal være mindre “religiøse og dogmeagtige” og det er nødvendigt at gøre op med det økologiske landbrugs “hippieregler”. Artiklen lader os forstå at det er nødvendigt for at kunne brødføde over 9 milliarder mennesker i år 2050. Nu er det jo hverken første eller sidste gang at økologien bliver kritiseret: tidligere har man set både skingre, kuriøse men heldigvis mange seriøse diskussioner af økologiens anvendlighed som et middel til et rimeligt jordbrug. Den fiktive pensionerede planteavlsagronom Erling Brokkendorf i Politikens sektion ATS er en driftsikker leverandør af kommentarer om økologien, for eksempel med hans metafor om Ritt Bjerregaard på økologisk løbehjul eller i hans brok over Carina Christensens forsøg på at gøre os til økologiske billister. Andre bidragsydere har været forfatteren og foredragsholderen Helga Moos, som i flere debatbøger rettet mod økologien kritiserede økologien som den rige verdens luksuspjat i en sultende verden. Hun bød dog også på en spændende kulturkritisk vinkel på økologien: at dens mandlige udøvere er kvindagtige mænd, hvis naturlige mandlige handlekraft er blevet amputeret som følge af kvindelige pædagoger og undervisere. Mænd, som ikke vil sprøjte, ikke vil handle mod naturens grumhed, feje krigere.. mænd som har tilpasset sig en kvindelig norm om vegetarisk sameksistens med skaberværket, for fortsat at stå sig godt med disse dominerende kvinder.. Skrappe sager, forståeligt nok. Dette er dog et mindre spor i hendes kritik – hovedsporet er så afgjort det samme som de to (kvindelige) journalister i Ingeniøren forfølger: at økologien er et usselt forsøg på at nægte den sultende verden som den har ret til, da den kan indebære reduktioner i udbyttet. I den forbindelse er ordet “hippie” åbenbart centralt, så forstår vi jo alle hvor vi er henne. Sådan nogen langhårede lømler! Der er efter min mening adskillige ting galt med denne artikel. For det første står det uklart hvad man egentligt sigter til, dvs. at argumentets geografi er mangelfuldt defineret. Hvor er behovet for ekstra mad, hvem skal øge produktionen og hvorhenne? Man springer istedet direkte til at forholde sig til hvordan produktionen skal øges, uden at overveje hvorvidt antagelsen om at alle kan købe alles varer på det globale marked. Hvad er forbindelsen mellem den hjemlige økologisektor og fødevareforsyningen i for eksempel Afrika? Mig bekendt har den økologiske branche herhjemme ikke fremkommet med skråsikre erklæringer om at man sidder med løsningen på Afrikas (mange) problemer. Hvorfor er det så at det pludselig kommer til at lyde som om at det er økologernes skyld at de afrikanske børn går sultne i seng, idet deres “hippieregler” begrænser produktionen? Det minder om et tilsvarende fænomen som man kan finde i den politiske debat mellem højre- og venstrefløjen. Fænomenet er at der stilles højere moralske krav til den progressive venstrefløj end til højrefløjen. På samme måde er der i artiklen også en antagelse om at økologien er et progressivt alternativ, dvs. at man tilsyneladende knytter en så høj moralsk forventning til den, at det retfærdiggør at man ikke retter en tilsvarende kritik mod det konventionelle jordbrug, idet denne sektor åbenbart ikke kan gøres til genstand for den samme moralske refleksivitet. Eftersom den konventionelle sektor fortsat er langt den største, burde man ellers tro at det ville berettige at man stilede kritikken mod denne. Men det er åbenbart ikke tilfældet, selvom den konventionelle sektor i lighed med økologerne heller ikke bruger GMO. De progressive er åbenbart særligt skyldige. Senere i samme nummer (side 4-5) kommer de faglige eksperter (Per Pindstrup-Andersen, Jørgen E. Olesen, John Porter og Christian Friis Bach), over for hvem Ingeniøren på deres forside udøver noget der ligner citatfusk, dog mere til orde. De søger tilsyneladende at forholde sig mere afbalanceret til spørgsmålet om den globale fødevareforsyning. Et af de spændende diskussioner er spørgsmålet om den offentlige forsknings rolle, samt betydningen af patentlovgivningen i relation til GMO. Dette tema burde være langt bedre belyst, blandt andet på baggrund af at det offentlige stort set har trukket sig væk fra bioteknologisk forskning og har overladt denne arena til private firmaer, heriblandt virksomheder som Monsanto. Dette er en vigtig faktor i vurderingen af hvad det er for nogen GMO-teknologier som vi står med i dag og om hvorvidt det overhovedet er de rigtige teknologier som er på markedet? Dette er substantielle spørgsmål og kunne kvalificere debatten noget mere end den øko-hippie-baskning som de to journalister fra Ingeniøren præsterer. Gad vidst hvordan Brokkendorf ville slutte af? Længe leve den højtbesungne journalistiske frihed!?
DRs tema om Danmark Knækker har tilsyneladende virkeligt skubbet til mediedækningen af Udkantsdanmark. Infomedia har lavet en opgørelse over dækningen, som viser med al ønskelig tydelighed hvordan dækningen er taget til henover en periode på 3 uger i maj. 
Desværre viser grafen jo også at dækningen går ned igen, så det er svært at sige om der er tale om en blivende tendens. Den seneste tid har jo også budt på en genopretningspakke fra regeringen samt Dansk Folkeparti. Een af de stærkt omdiskuterede elementer i denn pakke har været beskæringerne i børnechecken og i særligt grad det med at beskæringen rammer familier med 3 eller flere børn. I et indlæg i Information i dag gør Professor Jørgen Goul Andersen (fra Statskundskab her i biksen) opmærksom på et for mig overraskende aspekt af denne nedskæring, nemlig at det er ikke kun muslimske indvandrere, men i højere grad familier i UdkantsDanmark som bliver ramt af nedskæringerne fra og med det tredie barn. Gouls indlæg kan læses via dette link. Titlen på artiklen er da også velvalgt: “Da DF gled i den rådne banan”. 
..og et lille apropos til det med bananen og råddenskab: Nu er det jo faktisk ikke alle bananer der nødvendigvis er rådne (jvf. Gunnar Svendsens kronik i JP) og der var da også engang, hvor bananer på helt anden vis var hippe og cool, som for eksempel i Andy Warhols udformning til coveret på Velvet Undergrounds debutplade. 
Teksten på Warhols grafik er “peel slowly and see” (hvilket i Warhols tilfælde afdækker en lyserød banan) og det er på sin vis det helt centrale forskningstema for den forskning som beskæftiger sig med udkanten – at afdække hvad der er under bananskrællen. Vi kan så ikke andet end at skrælle den langsomt..
Min gode ven og kollega Gunnar Svendsen har lige skrevet en kronik i Jyllandsposten, hvor han går ind og udfordrer den for tiden ret hyppige brug af begrebet “den rådne banan”. Den seneste tids fokus på landdistrikternes situation, som det for eksempel er udtrykt i DR’s tema “Danmark knækker” (se oversigt over DRs artikler under temaet) har betydet at begrebet er blevet kastet i grams over hele mediebilledet herhjemme. Gunnar gør opmærksom på at denne værdiladede brug af begreber skal ses som led i en symbolkamp, som handler om fordelingen af anseelse i den offentlige debat. Den rådne banan indgår dermed som en symbolsk kapital i blandt andet det som Henrik Dahl har betegnet som agtværdighedens geografi (anvendt i hans udmærkede bog Den Usynlige Verden fra 2008). Det er i den forbindelse (som Gunnar forbilledligt trækker op) vigtigt at der er en forbindelse mellem agtværdighedens geografi og så den politiske og økonomiske geografi, forstået på den måde at valøren af den symbolske kapital som bliver mobiliseret af forskellige sociale aktører spiller en central rolle for de konkrete måder som udvikling bliver planlagt og udført på. Det kan også udtrykkes om at det er ikke en helt uskyldig beskæftigelse af slynge om sig med begreber som “den rådne banan”, da de bestemt yder deres bidrag til at etablere en symbolsk orden. I en anden forbindelse har jeg kommet omkring en anden Henrik, nemlig den franske filosof og humangeografiske klassiker Henri Lefebvre og nærmere fortalt Lefebvres såkaldt triadiske rumbegreb, som det blandt andet er formuleret i hans (iøvrigt lettere kaotiske) bog Le Production d’Espace/The Production of Space fra 1974 (udgivet i engelsk oversættelse på SAGE i 1991). Grunden til at Lefebvre er interessant i denne forbindelse er hans betoning af at det symbolske rum af forestillinger som man blandt andet mobiliserer i alment kulturelle sammenhænge bør betragtes som et relevant analytisk felt i redegørelsen for hvordan forskellige typer rum konstitueres, side om side med institutionelt forankrede begrebsliggørelser af rum og det praksisfelt som disse referer til. 
Lefebvre opererer derved med tre dimensioner i hans rumbegreb, som illustreret ovenfor: for det første rumlig praksis, som udgøres af de konkrete måder hvorpå mennesker arbejder, bor og lever på. Det konkrete udtryk er det daglige liv for folk som bor i byer, i landdistrikter eller på landbrug, deres vaner og pludselige indskydelser. Det er dette liv som er genstanden for rummets repræsentationer, som er de begreber som bliver brugt til at differentiere dele af rummet fra hinanden. Disse omfatter begreber som byzone, landzone, landdistrikt, by, region, kommune osv. Det drejer sig altså om analytiske distinktioner, som kan gøres til genstand (i et vist omfang) for rationel debat, idet de typisk produceres af professionelle i dertil indrettede institutioner. Et arketypiske eksempel på sådanne repræsentationer er klassifikationer af landdistrikter, som vi f.eks. gør det her på mit arbejde (se for eksempel en klassifikation som vi lavede til brug for landdistriktsprogrammet 2007-2011), samt andre modeller, planer, kort og designskitser. Der er dog også andre kilder til viden som er relevante at tage i betragtning. Lefebvre opererer nemlig med en tredie kategori. Det drejer sig om repræsentationernes rum, som er Lefebvres begreb om symbolske systemer, fantasier, forestillinger, visioner og andre fortolkningssystemer, som (stortrives) uden for de institutioner der har som formål at producere deres repræsentationer. Kampen om symbolerne tilhører på mange måder denne sidste kategori. Når forskellige aktører bruger mange ressourcer på at kæmpe om valøren af symboler, afspejler det at der reelle interesser på spil på en anden arena, nemlig i rummets repræsentationer (politisk planlægning) og i sidste ende i praksis. Når eksempelvis landdistriktet gøres til en residualkategori (det der ligger uden for byerne og som er koblet af den moderniseringsproces som finder sted der), og bliver til en rådden banan og ikke et hjerteland eller rygsøjle (som USAs Heartland i midtvesten) mister landdistriktet sin legitime blandt de repræsentationer som skulle være med til at sikre at det bliver inddraget som et relevant anliggende i den politiske planlægning. Og dette uagtet at mange mennesker finder mening i faktisk at bo, leve og arbejde i landdistrikterne.
Nu skal der selvfølgelig flere ting end bare symboler til at skabe en politisk platform. Landdistrikterne kan da heller ikke leve af symboler alene – hvis de skal indgå som en relevant arena for politisk planlægning vil det da nok også kræve at man kan knytte an til reelle økonomisk aktiviteter, en rural økonomi som ikke kan udspille sig andre steder end netop i landdistrikterne. Det er etableringen af sådanne økonomier som er en af de væsentlige forskningsmæssige temaer (og udfordring) for mig selv og mine kolleger rundt om. Men man bør bestemt ikke undervurdere betydning af symbolerne, da de er en væsentlig del af den horisont på baggrund af hvilken politikken udformes. Tilbage til Lefebvre, så kan man rette mange spørgsmål til hans model og mange af dem forbliver desværre ubesvaret i hans eget værk, og det tilmed også i mange af hans senere fortolkere. Eet af spørgsmålene angår relationen mellem repræsentationernes rum og rummets præsentationer, hvilket også er eet af de problemer der ligger i Henrik Dahls analyse i Den Usynlige Verden. Det er nemlig langt fra givet, at det er alle elementer fra repræsentationernes rum som har en ambition om at opnå politisk repræsentation. Det er bestemt heller ikke alle typer symbolske systemer, som det vil være meningsfuldt at inddrage i politik. Historien er fuld af skræmmende eksempler på æstetisk idealisme som har afstedkommet katastrofer når den skulle udformes i politik. Man behøver bare at tænke på digteren Karadzic hvis nationromantiske sværmeri fik gruopvækkende efftekter i den jugoslaviske borgerkrig. I relation til Den Usynlige Verden er problemet at det måske faktisk er meningsfuldt at der er rum som forbliver usynlige (som for eksempel landdistrikter og forstæder, begge typiske eksempler på residualkategorier), idet livet disse steder måske ikke har brug for at sociologer som Henrik Dahl kan putte en etiket på dem. Forstæderne og landdistrikterne har i hvert fald i særlig grad ikke brug for at få hæftet negative etiketter på sig – der leves faktisk smukke og meningsfulde liv begge steder og ingen kan være tjent med at der er for stor diskrepans mellem de tre forskellige typer af rum som man med Lefebvre kan tale om.
Nu er den her: det længede ventede temanummer af Theory, Culture and Society som omhandler klimaspørgsmålet (for dem der kan forcere betalingshegnet omkring tidsskriftet, kan man se artiklerne via dette link). Dette solide tidsskrift har i mange år været et højt anset sociologisk tidsskrift, da de gennem deres historie blandt andet har udgivet noget rigtigt gode temanumre, som på forskellig vis har startet meget substantielle sociologiske udviklinger. Eet af de klassiske eksempler er det legendariske temanummer vol. 5(2) fra 1988 som var med til at starte debatten om det postmoderne inden for sociologien. Et af tidsskriftets store styrker er at det har kunnet mobilisere nogen af de rigtige hvide elefanter indenfor sociologien som bidragsydere til tidsskriftet. Det gælder blandt andet navne som Ulrich Beck, John Urry og Zygmunt Bauman der alle må siges at være regulære akademiske superstjerner. Nu er turen så kommet til at de hvide elefanter har nået frem til debatten om klimaforandringer. Temanummeret tager tre temaer i klimadebatten under behandling: skepticisme (hvor vores hjemlige Bjørn Lomborg har givet markante bidrag, foruden en del reaktionære republikanere i USA og deres angreb på arven efter oplysningstiden), gradualisme (antagelsen om at vi gradvist kan tilpasse os klimaforandringerne), samt katastrofisme (antagelsen om at det hele vil ende med at nogen bliver kede af det – voldsomme abrupte skift i udviklingsmønstre – som for eksempel Mad Max agtige tilstande). Disse alt andet end trivielle temaer bliver taget under kyndig behandling af så ferme folk som Ulrich Beck, Brian Wynne, Elisabeth Shove, John Urry og flere andre. Det ligner en klokkeklar anbefaling til at bruge lidt mere tid på toilettet på arbejdet (eet af de få steder man kan få ro til at læse)..
Min ven Bo gjorde mig opmærksom på en verserende videnskabskrig, som øjensynligt har udspillet sig et stykke tid med afsæt i Århus. Det drejer sig om en krig mellem den elektroniske musiker og wunderkind Goodiepal og Det Jyske Musikkonservatorium hvor han underviste indtil 2008. Ifølge en nylig artikel i Politiken ophørte dette ansættelsesforhold da konservatoriet og Goodiepal (efter hans udsagn) ikke kunne enes om pensums rolle for hans undervisning. Goodiepal ville efter hans mening undervise på en ganske anden måde end hvad konservatoriet foreskrev. (Man kan se en smagsprøve på Goodiepals undervisning i hans forelæsning på programmet Den 11. Time på DR). Efter sin afgang har han så viet en del af sin tid til at føre ubarmhjertig krig mod musikkonservatoriet. Som den førnævnte artikel i Politiken kunne dokumentere, er omdrejningspunktet i den seneste eskalering af konflikten (nu er krigen total) at Goodiepal efter konservatoriets udmelding har stjålet en hundedyr, avanceret musikcomputer, Eventide H8000. Goodiepal har siden offentliggjort en video på Youtube (også refereret i artiklen) hvor den bemeldte Eventide H8000 ses blive “hakket, boret og forbedret” før hjemsendelse.
Da konservatoriet så meldte ham til politiet for røveri af denne maskine, blev Goodiepal rigtig ond i sulet og har nu meldt ud at maskinen ikke bliver leveret tilbage før rektor for musikkonservatoriet offentligt indrømmer at han “har tabt” krigen med ham. Goodiepal er absolut ikke for fastholdere – hvis man for eksempel ser hans profil på Wikipedia, virker det som om han selv har hacket denne. Wikipedia gør da også opmærksom på at artiklen “..may contain improper references to self-published sources..”. Det er på sin vis meget forfriskende at man gør et opgør mellem kunst og videnskab som det her til et spørgsmål om personlig ære (Den elektroniske musikers Bushido?) – samtidigt med at det er helt i ude i hampen. Vi er her et helt andet sted end hvad vi ellers har set af videnskabskrig de senere år, såsom f.eks. Sokal affæren eller den senere Bogdanov affære, som begge på hver deres måde rejste spørgsmål om peer review-processens rolle for at sikre kvalitet af videnskabelig viden og navnligt at filtrere det ud som ikke er det. Her er det, med Bos ord, videnskab over for den kunstneriske impuls og det har foreløbigt ikke foregået i stilhed. Den verserende krig forekommer da også i høj grad at fungere som et eksempel på problemerne med at spænde over to vidt forskellige felter, videnskab og kunst. Een af de vigtige spørgsmål er her hvad den udøvende kunstner kan bruge analytisk videnskab til, da denne muligvis ikke kan sige noget som helst som kunsten kan bruge i dens proces. Eet konkret eksempel blev nævnt for nogen dage siden af historikeren Jonathan Israel i en artikel i Information. Her hedder det om filosofiens rolle at “..For 1700-tallets tænkere var filosofi studiet af ‘virkelighedens arkitektur’ – det vil sige studiet af alting. Det giver ikke mening for moderne, analytiske filosoffer. De har gjort filosofi til en specialiseret beskæftigelse, der intet kan sige om samfundet eller historien. Filosofien har i en vis forstand ødelagt sig selv ved at blive analytisk.” Det er en meget spændende diskussion og de udfordringer som dette problem stiller universitetet over for er ikke sådan lige nogen man sover på og glemmer igen. For er det sådan at vores stræben efter gyldig, analytisk viden indenfor atutonome videnskabelige felter nødvendigvis betyder at vi mister vores evne til at udsige noget som helst af relevans for samfundet og historien? Det er ikke lige sådan at svare på..
Den 9-10 marts deltog jeg og mange andre danske kolleger i afslutningsseminaret for forskningsprojekterne under Fødevareministeriets landdistriktsprogram på Hotel Nyborg Strand. De to dage bød dels på oplæg som opsummerede de vigtigste forskningsresultater, men også oplæg af nogen af de forskellige aktører med interesse for landdistriktsforskning. Det var et par dejlige dage som gav lejlighed til at reflektere over den forskning som vi har været og stadigvæk er involveret i. Programmet bød blandt andet også på et oplæg af en repræsentant for Landbrug & Fødevarer, hvor nogle af elementerne i særlig grad fangede min opmærksomhed. Det drejede sig om Landbrug og Fødevarers tolkning af de lettere dystre udlægninger af FN’s klimapanels betragtninger over den globale fødevareforsyningssikkerhed (den indgår i klimapanelets store rapport fra 2007). Diagnosen lyder på at verdens befolkning vil stige fra lidt over 6 til over 9 milliarder inden for de næste 10-15 år. Det rejser bekymring om hvorvidt de globale fødevaressystemer kan levere mad nok til verdens befolkning. FN notere sig på deres side at der vil være tale om regionale differentieringer i efterspørgslen efter fødevarer. Det interessante er så at Landbrug og Fødevarer udvikler deres diagnose på den måde at befolkningstilvæksten og de aktuelle udvidelser af middelklassen i lande som Kina og Indien betyder at der kommer en stigende efterspørgsel som påkræver at vi i EU bør anlægge et nyt produktionsfokus. 
Argumentationsrækken er relativt kompleks, da behovet for energiproduktion som en respons på den svindende forsyning af olie også inddrages i argumentationen. Dette tema har fået en ny relevans de seneste par år – blandt andet var der på sidste sommers ESRS konference i Vasaa en session med titlen “The New Productivism: Agricultural Responses to Increasing Food and Energy Prices and Climate Change” (link). Jeg har desværre ikke fået fingrene i nogen af de garanterede gode oplæg under denne session. Diskussionen kan dog få een til at tænke på Myten om den evige tilbagekomst, dvs. hypotesen om at historien går i ring, at der på den måde intet nyt er under solen og at talrige debatter udspiller sig igen og igen uden nødvendigvis at blive afgørende kvalificeret efter hver runde. Dette skyldes i relation til den aktuelle debat, at vi har haft dele af diskussionen før i forbindelse med diverse reformtiltag rettet mod EU’s landbrugspolitik. Skal EU producere til resten af verden (subsidieret af EU-budgettet) eller skal vi ikke? Hvad jeg bed mærke i på den fredelige tirsdag på Fyn under oplægget af Landbrug & Fødevarer, var at debatten som tidligere ikke synes at forholde sig til det rumlige aspekt af forsyningsdebatten. Det skal jeg selvfølgelig sige, med min placering i en syntesegeografisk forskningsgruppe, men der synes alligevel at være en kortslutning i at gå fra at konstatere at når FN snakker om regionale forskelle, så er svaret ny produktion i EU. Hvem skal aftage denne merproduktion, hvorhenne og til hvilken pris? Og hvilke implicitte forventninger om subsidier er bundet op på denne 
argumentation? Uanset om antagelsen om en forøgelse af den globale middeklasse skulle holde, kan man så ikke på samme måde forvente at den globale underklasse vil vokse i samme eller større omfang? Jeg kan såmænd også selv længes efter at det jeg og andre agronomer rent faktisk blev uddannet til, rent faktisk ville gøre en forskel over for de mange der stadigvæk sulter. Mængden af opmærksomhed på dyrevelfærd, livskvalitet i landdistrikterne, lokal økonomi, spiseforstyrrelser, overvægt, miljøproblemer eller snarere -forbedringer peger dog den anden vej. Denne vifte af emner tilhører det som man i den engelsksprogede forskningslitteratur betegner som post-produktivisme. Navnet kommer blandt andet af at det er emner som opstår i en kontekst hvor fødevaremarkedet er mættet og kvaliteten af de fysiske miljø i landdistrikterne i den grad har mærket de utilsigtede konsekvenser af agro-industrialiseringen. Diskussionen om bioenergi og dens fremtidige rolle i arealanvendelsen er i den forbindelse noget nyt, idet det ikke har noget at gøre med den sultne verden. Istedet handler det om vores økonomis udvikling hen i mod hvad man kan betegne som en post-olie økonomi, hvor vi kan imødese at måtte hente fremtidens energiforsyning fra en lang række alternative energikilder. Det er en for mig at se anderledes reel diskussion, hvor det ikke er nødvendigt at hive sultne masser ned fra snoreloftet for at vække nogen for mig at se fejlplacerede følelser. På den måde er der absolut nye elementer i den verserende debat og det taler så absolut mod at dyrke den akademiske myte om den evige tilbagekomst. Det der dog er anstrengende er mobiliseringen af nogen gamle symboler, som man åbenbart mener indeholder tilpas meget symbolsk kapital til at kunne bruges i kampen for at etablere fremtidens roller for landbrugssektoren. Men spillereglerne er da også vigtige, og ingen kan bebrejde Landbrug & Fødevarer at man mobiliserer symbolsk kapital – man kunne bare ønske sig at man ville vælge dem med lidt større omhu.
Jeg kom i aftes til at bladre igennem nogen af de bagerste rækker i min tegneseriesamling, afledt af skrivningen af forrige indlæg om miljøtegneserier. Det jeg faldt over, var for det første at det godt nok syntes at stemme (for min samling i hvert fald) at sansninger af det byggede miljø og naturmiljøet i relation til den menneskelige civilisation primært synes at blive et ærinde for den amerikanske modkulturelle tegneserie fra slutningen af 1960erne og frem. Inden for tegneseriernes hovedstrøm er det også mest i nyere tid at forholdet mellem menneske og natur italesættes i et miljøperspektiv. Det oplagte eksempel er her naturligvis Bedstemor And og den måde som hun lever et dybdeøkologisk liv på med familie og dyr. Fra tid til anden popper temaet op i andre dele af Anders And-universet. Et eksempel er i den engang så fremragende serie Stålanden, som kørte fra 1997 til starten af det nye årtusind på dansk. Man kan i Stålanden nr. 4 fra 1997 finde denne mindeværdige scene hvor Stålandens samarbejdspartner FBI specialagent Mary Flagstaff er på besøg hos episodens überskurk Professor Morgan Fairfax. 
Et af hans gustne karaktertræk er at han byder Flagstaff på økologisk kaffe, altimens han pønser på at raserere det sydvestlige Californien med kunstigt frembragte jordskælv. Hans gustne gerninger er altsammen del af en radikal dybdeøkologisk aktion for Californien, hvor jordskælvet vil hæve nye landområder fra havet og således booste fødevareproduktionen til en (kommende) sulten verden. Mange liv vil dog gå tabt i det inducerede skælv, men det er artens overlevelse der tæller. En meget dobbeltydig episode – det bør være overflødigt at nævne at Stålanden klarer ærterne, selvom hans ven og partner Globus, en avanceret kunstig intelligens, i starten ikke kan hjælpe ham med det, da han udfra hans logiske programmering ikke kan finde nogen fejl i Fairfax argumentation for Operation Fangea (navnet på det påtænkte jordskælv). Han bliver dog overbevist af Stålandens kritik af den rene fornuft og tager et væsentligt skridt mod at tilegne sig kybernetisk phronesis. Fantastisk plot! Stålanden er et fremragende eksempel på en italesættelse af en aktuel diskussion af en væsentlig problemstilling vedr. jordbrug og fødevarer. Der er dog mange forskellige bud på sansninger af samspillet mellem mennesket og dets fysiske miljø. Hvis man dykker tilbage i den amerikanske modkultur (det samme billede vil sandsynligvis også gøre sig gældende for den danske ditto) finder man væsentligt mere pessimistiske sonderinger af menneskets forvaltning af skaberværket. Et eksempel er Gilbert Shelton, skaberen af den fabelagtige flipper/syrehoveds favorittegneserie som på dansk går under navnet Flipkompagniet (The Fabulous Furry Freak Brothers). Shelton er en fabelagtig tegner og fortæller, som med fortællingen om de tre gamle syrehoveder Fineas, Fat Freddy og Freewheelin’ Franklin har skabt en klassiker. Universet i serien er præget af den kulturpessimistiske grundtone som man kan finde i andre modkulturelle ikoner som for eksempel Grateful Deads musik, eller litteratur som Jack Kerouacs On the Road (Vejene), men besidder dog også sin helt egen uforligneligt gakkede, absurde humor som stadigvæk holder. 
Kulturpessimisme er nok ikke eksklusiv for den amerikanske modkultur – en sang som Cæsars Storkespringvandet synes jeg er en forfærdelig trist sang med en helt åbenlys tabermentalitet (der er ikke noget der nytter – modkulturen er fis i en hornlygte – alt forsvinder igen – klynk og hulk – det er sikkert nogen andres skyld). Det er ikke specielt lyserøde billeder Shelton fremmaner af hvor USAs bymiljøer er på vej hen. Det eksempel er skildringerne af et byrum i åbenlyst forfald, som det fremmanes i 2-binds historien “Flipkompagniet på Farten” fra slutningen af 1980erne. Vores tre antihelte er her på vej til Colombia for at købe deres tjald ved kilden og passerer på vejen igennem et post-apokalyptisk bylandskab præget af gadebander og vidtrækkende økonomiske dynamikker (de store flyselskaber er gået fallit og lufthavnen er et semi-anarkistisk rod af små snuskede selskaber). Om det bare er en del af byrummet som er blevet glemt af økonomiens hovedstrøm, fortælles der ikke om. Det er i hvert fald en grim, forfalden og dybt risikabel verden, hvor byrummet lider under et totalt fravær af fysisk planlægning. Regeringen er kun synlig ved stupide betjente, som mest er optaget af at slå ned på afvigere end bidrage til at mindske følelsen af almen risiko. Under deres rejse, hvor de aldrig kommer til Colombia, bliver verden overtaget af et globalt militærdiktatur, der dog mod slutningen af fortællingen overvindes (delvist ved Flipbrødrenes mellemkomst). Da de langt om længe vender hjem til deres lejlighed, er den civile regering under præsident Tweedledee blevet genindsat. 
Billedet fortæller det hele – standarden af de civile ledere er efter Sheltons fremstilling absolut ikke noget at råbe hurra for. Man er tilbage i det samme gamle lort, men i det mindste er det en civil regering som laver lortet. Shelton har ved andre lejligheder ytret sin opfattelse af amerikansk kultur. Han har blandt andet skrevet en fabelagtig fortælling om hans alter ego Gilbert Desanex’ drømme. En overdådigt syret tour-de-force fra en mesterfortæller. Det er umuligt at give en dækkende referat af den surrealistiske fortælling, men på et tidspunkt havner Gilbert D. som leder i Kreml hvor han tilbyder USAs præsident en fredsaftale og total demilitarisering. Denne smækker bare røret på og ignorerer tilbuddet. I raseri udløser Gilbert det sovjettiske atomvåbenarsenal. 
De dødsdømte amerikanere besinder sig og går mod forventning ikke til modangreb. Istedet for sender de godt nok missiler, men istedet for bomber sender de deres dyrebare amerikanske kulturarv – det regner således med køleskabe, biler, motorhomes og andet godt. Det er muligvis Sheltons sarkastiske kommentar til Reagans kulturudvekslingsaftale med Gorbatjov fra sidste halvdel af 80erne hvor USA fik Bolshoj-operaen på besøg, og Sovjet fik Beach Boys (!). Under alle omstændigheder ikke et specielt positivt billede af den amerikanske og dermed også vestlige kultur. Det der for mig er interessant ved at tilgå disse forskellige billeder er hvad man kan mene om forskellene. Er valget mellem Stålands-italesætningen, der på tilsyneladende sober vis prøver at udfolde en tematik og de uundgåelige dilemmaer der knytter sig til det – og på den anden side Gilbert Sheltons radikale kritik der dog ikke rummer mange ansatser til at snakke løsninger (jeg siger udtrykkeligt ikke at det på nogen måde skulle være kunstens opgave). En reformistisk eller aktivistisk logik – en reformtilgang modsat en modkulturel tilgang? Det man umiddelbart kan sige er at den modkulturelle optik ikke synes at være særligt optaget af løsninger. Det er efter Sheltons fremstillings logik ikke grundlag for andet end historiens rædsel – forstået som at man som anfægtet menneske til en hver tid må døje med at samfundet er en forskelligartet størrelse, hvor man ikke kan forvente at finde en enhedskultur. Hvis man så definerer sig som værende imod den dominerende kultur, er man i sagens natur udenfor – i et marginalt, afvigerspor uden mange muligheder for at vinde indflydelse. Oven i købet med alle muligheder for forsmået bitterhed vendt mod dem som tænker anderledes end een selv. En i grunden usund blanding – jeg synes dog stadigvæk at Shelton er en stor tegneseriekunstner. Den kulturelle logik som man kan læse i hans arbejde er dog ikke nødvendigvis noget at bygge på. Som en eller anden sagde i forbindelse med klimakonferencen og det at arbejde med en så kompleks og vanskelig realiserbar opgave, så vil fortvivlelse være en forbrydelse mod kommende generationer. Det siger nok meget godt hvad vi står over for med vores gnadrende civile regeringer og deres Tweedledee-politikere, som har så svært ved at integrere andre tidshorisonter end valgperioder. Det kan godt være at det er noget værre bras, men det er vores folkevalgte bras og det bør være muligt at gøre noget – det bør ikke være sådan at vi har de politikere vi fortjener. Så meget kan man dog bruge Shelton til uden for de skønne stribers verden..
Forleden fandt jeg til min store fornøjelse noget så sjældent som en artikel der omhandlede italesættelse af miljøproblematikken i tegneserier (Buhle, P., L. Rifas, S. Tobocman, and S. Jones. 2009. Eco-Comics, Then and Now. Capitalism, Nature, Socialism 20 (3):68-73). Fornøjelsen var særligt stor da emnet umiddelbart er en noget sjælden gæst i tegneseriemediet i det hele taget. Det kommer sig selvfølgelig nok primært af at tegneseriens genrediversitet fortsat lader en del tilbage at ønske. Selv om man kan nøjagtigt lige så meget med tegneserien som med ethvert andet kunstnerisk medie, er den stadigt meget præget af superheltestriber fra USA og andre fantasier som nok primært retter sig mod svedige teenagedrenge og deres ditto svedige fantasier. Overordnet må jeg beklageligvis notere mig at artiklen er meget kort og stort set kun kradser lidt i overfladen. Den omtaler primært kun tre nyere tegnere: Leonard Rifas, Seth Tobocman og Sabrina Jones, der alle har produceret fra 1980 og op. Artiklen har dog en væsentlig pointe med at pege på at temaerne økologi og miljø ikke synes at være et nyere fænomen i tegneserier. De mest tidlige eksempler er post-atomare historier fra 1950erne. Dengang var tegneserier noget utæmmet snask af gru & skræk-historier, gale øksemordere der i tusmørke sneg sig ind på barmfagre forstadspiger, ulækre bug-eyed monsters fra det ydre rum og en del andet som truede det håbefulde liv i de nyligt anlagte amerikanske forstæder. 
I den kontekst var post-atomar gru et helt naturligt valg af virkemiddel. Denne boblende gryde af snaskede, sansepirrende forestillinger fra det ubevidste fik dog fik en brat ende med Frederick Werthams bog Seduction of the Innocent fra 1954. Kort fortalt ledte bogen og den efterfølgende debat til en kongreshøring som endte med at få branchen underlagt en tegneseriekodeks The Comic Code, som mange år frem udgjorde en stram ramme for hvad man kunne tillade sig med mediet i amerikansk sammenhæng. Det er dog spørgsmålet om miljøet var en eksplicit bekymring i disse striber. Miljøet indgår som kulisse for en falden civilisation, men da man befinder sig efter apokalypsen, er miljøet som sådan igen bare en kontekst uden selvstændig betydning. Det er først da en af modbevægelserne til den stramme styring af den amerikanske tegneseriemainstream dukker op i slutningen af 1960erne at der sker en udvidelse af tematikkerne, heriblandt med hensyn til miljø. Den mest markante modbevægelse var undergrundstegneserien, repræsenteret ved tegnere som Robert Crumb (Robert Scum, som nogen kærligt har omtalt ham) og Gilbert Shelton. En af de mange strømme i Crumbs arbejde er hans absolut misantropiske syn på den moderne civilisation. Både hvad angår teknologi og kultur er Crumb absolut ikke begejstret, selvom han samtidigt giver udtryk for at livet heller ikke var nemt førhen. Det forhindrer dog ikke een i at beklage sig.. En af eksemplerne på Crumbs civilisationskritik er hans stribe A Short History of America som udkom i 1979 i miljøtidsskriftet Co-Evolutionary Quarterly. Over 12 paneler fortæller Crumb om processen fra uberørt land til forfaldende by. 
Der udkom endda specialiserede serier som tog direkte udgangspunkt i miljøforhold. En af de tegnere som er omtalt i artiklen, er Leonard Rifas. En af hans striber bærer den usædvanlige titel “‘Hard’ vs. ‘Soft’ Alternative Long-Range Energy Strategies”, blev udgivet i serien Energy Comics i 1980. Når man ser bort fra den happy-go-lucky kommunitarisme i slutbudskabet samt at industrimanden i striben siger “Ach” (en tysk industriskurk?), er diskussionen om forholdet mellem flere industrielle strategier stadigvæk relevant. 
Man kan dog også finde andre tegnere der som Crumb mest synes at dyrke en misantropisk stemning af kulturpessimisme. De to andre eksempler i artiklen, Seth Tobocman og Sabrina Jones, anslår i høj grad disse strenge i deres bidrag fra hhv 1988 og 2004. Men nu har det jo heller aldrig været kunstens opgave at være pædagogisk – bare den kunstneriske vision og kvalitet holder, så er det som det skal være. 
Der er en del andre eksempler man kan nævne i den her sammenhæng – Gilbert Sheltons fremstillinger af det fysiske miljø, den politisk korrekte Stan Eales tegninger fra 1990erne, de lejlighedsvise miljøpolitiske ytringer i Anders And (fra tid til anden bliver Onkel Joakim fremstillet som en ond industrialist og ungerne bliver en gang i mellem fremstillet som miljøaktivister). Men det ser allerede ud som om det var en tema som fortjener mere uddybende behandling. For mig at se er det uhyre interessant hvordan forskellige tegneseriekunstnere behandler emner som civilisationskritik, kulturpessimisme, grøn tænkning, hverdagskultur og en risikabel fremtid, da den kunstneriske italesættelse kan nå nogen lag af mening som vi i vores normale videnskabelige diskurs ikke nødvendigvis beskæftiger os med. Et projekt som klart bør fortsættes…
Jeg erhvervede for ikke så længe siden Anthony Giddens nye bog The politics of climate change (*) og har foreløbigt læst introduktionskapitlet. Det var dog ligesom der var et eller andet galt – jeg kunne ikke helt finde ud hvad det var, men jeg havde ikke den store lyst til at læse videre. Sproget var kedeligt, men det er tilfældet med ret mange fagbøger, så det var ikke nødvendigvis det som det handlede om. Da jeg så for nogen dage siden læste Noel Castree’s anmeldelse af bogen i Sociological Review(**) fik jeg lidt flere hints af hvad der måske var problemet. Efter endt læsning af anmeldelsen kom jeg til at tænke på et af mine yndlingscitater af Woody Allen. Citatet er noget i retning af “..Universet er blot en flygtig ide i Guds hjerne – en ret ubehagelig tanke, især når man lige har præsteret udbetaling på et hus” (***). Det udtrykte i hvert fald meget godt den følelse som jeg havde efter faktisk at have betalt penge for bogen. Hvis jeg dog bare havde stjålet den! Nej, men Giddens bog er et forsøg udi at analysere hvad klimaforandringernes politik kunne være. En agtværdig ambition, specielt i kraft at Giddens tidligere har haft en stor gennemslagskraft med hans bog The Third Way som kom til at udstikke rammerne for politikken hos Tony Blair og New Labour. Hovedproblemet er som Castree peger på, at Giddens ikke er miljøsociolog og ikke som med hans tidligere arbejde, kan basere det på solid empirisk forskning og længerevarende tids forskningserfaring. Det centrale afsnit i Castrees anmeldelse er hans opsummering af bogens hovedpunkter (mine fremhævelser):
“Among the ‘new concepts’ thrown at readers are the following: the ensuring state (p. 69), which not only enables but tasks itself with delivering specified outcomes; political convergence, which describes the need to ensure synergies between mitigation and adaptation policies and other areas of public policy; economic convergence, which is Giddens’ term for ‘ecological modernisation’ (a ‘win-win’ scenario where economic growth delivers environmental gains); foregrounding, which describes the constant need to make climate change a visible and integral part of all political discussion; climate change positives, which describes a mentality which accents the potential gains of tackling climate change rather than simply sacrifices to be made; political transcendence, which is the idea that climate change is not a left-right issue but must be accepted as a challenge for any incumbent party; the percentage principle, which is a critique of the ‘precautionary principle’ and advocates detailed risk planning in the search for opportunities attendant upon climate change; the development imperative, which recognises the right of (and need for) poor countries to enjoy significant economic growth, even if it’s ecologically harmful in the short-term; over-development, which is Giddens’ term for the critique of ‘wealth’ (conventionally defined) of the sort enjoyed by countries like the US and Britain; and proactive adaptation, which is the idea that policy makers must focus as much on adaptation as on mitigation, and should plan ahead as much as possible. These ten concepts are explored to varying degrees throughout the subsequent six chapters“.
Nu betragter jeg ikke normalt mig selv som tussegammel, men jeg har trods alt været i branchen længe nok til at jeg synes at mange af punkterne lyder som noget jeg og sikkert også en bredere offentlighed har hørt mange gange før. Fra Brundtland-rapporten helt tilbage i 1986 (proactive adaption, overdevelopment, the development imperative), fra talrige ophedede debatter om bæredygtig udvikling og økologisk modernisering gennem min studietid på KVL. Mange af diskussionerne i Miljø- og Økologigruppen på KVL tog udgangspunkt i vores arbejde med økologisk moderniseringsteori, økologisk økonomi, teoretisk økologi, miljøsociologi, rural sociologi, miljøfilosofi. Jeg kunne skære tænder over Luhmanns kynisme i “Ecological Communication”, nikke anderkendende til Becks arbejde om risikosamfundet og med stort udbytte dykke ned i Herman Daly og Klaus Eders arbejde med at udrede den komplicerede interaktion mellem natur og samfund. Også på Aalborg Universitet blev der arbejdet på livet løs (sektorintegration i miljøplanlægning, indplacering af miljø som det overordnede referencepunkt for mere afgrænsede sektorinteresser, økologisk modernisering). På den baggrund er der absolut ikke noget nyt i ret meget af det som Giddens er på banen med. Men hvad er problemet egentlig – hvorfor bliver jeg så irriteret over bogens på mange måder kiksede anslag? Min far fremhævede engang at det jo faktisk var rigtigt nok når Jodle Birger sang om at rigtige venner ikke kan købes. Nej, men…så sidder man der og er bare negativ. Een udlægning af problemet er at Giddens af alle mennesker burde være bevidst om hans ansvar som en af de helt store samfundsteoretikere gennem de sidste 30 år og som en offentlig intellektuel for at bringe os videre som offentlighed betragtet. Der kan i hvert fald med nogen ret peges på at det ikke er nogen stor hjælp at gentage et budskab som tydeligvis ikke har vundet det indpas i politisk planlægning som det burde. På den måde spilder han den værdifulde mængde opmærksomhed som han i kraft af at være netop Anthony Giddens nyder. Selvom det lyder dybt når han formulerer behovet for at føre det usynliges politik (vi kan ikke se klimaforandringer på den korte bane og vil først handle når vi kan se hvad der sker) og at det følger af denne mangel det at vi endnu ikke har en regulær politik for at imødekomme klimaforandringer, så har vi faktisk gennem en del år haft reelle bud på hvad der kan gøres. Det som mangler synes på nogen måder at være reel politisk vilje til at understøtte den folkelige interesse som der er for at gøre noget ved de ganske overvældende risici på civilisationsniveau som vi står over for. Navnligt også bud på hvilken rolle institutioner spiller – idet vi så absolut ikke mangler teknologier for at gøre noget (emnet for en god artikel af Bent Flyvbjerg fra 1993****). Når det er sagt, synes jeg dog stadigvæk at jeg vil give bogen en chance, selvom det bliver hårdt at sidde stille imens..
*Giddens, A. 2009. The politics of climate change. Polity Press, Cambridge
**Castree, N. 2010. Book Review: The Politics of Climate Change by Anthony Giddens. Sociological Review 58 (1):156-162
***Allen, W. 1980. Selvskrevet. Lindhardt og Ringhof, København
****Flyvbjerg, B. 1993. Institutioner, ikke teknologi, er største hindring for bedre miljø. Paper read at Styringsmidler for bedre miljø i bytrafikken, at Odense 27. – 29. oktober 1993
Jeg er for tiden ved at læse Guy Delisles fremragende tegneseriedagbog Pyongyang – A journey in North Korea, som omhandler hans ophold i Nord Korea som udsendt af et fransk animationsfirma som havde outsourcet produktionen af en animationsfilm til det nordkoreanske. Det er en tør, tegnemæssigt økonomisk og uhyre effektiv sansning af et ophold på et meget trist og koldt sted i verden. Forstemmelse, isolation og fremmedgørelse emmer ud af Delisles sort-hvide/gråskraverede tegninger som dokumenterer hans involvering i en af de mere ambivalente aspekter af globalisering. Anledningen for hans ophold i landet er nemlig at prisforholdene for markedet for animation gør at man kun tegner nøglescener i for eksempel Frankrig. De andre rammer ind i mellem kan så tegnes i områder med ekstremt billige arbejdslønninger, hvis man da ellers kan stille med behørigt kyndige arbejdere. Det absurde er så, at selv Kina åbenbart er for dyr – mange produktioner bliver overført til Pyongyang hvor man nærmest animerer for ris (en af Delisles observationer er at animatorerne bliver afregnet i rissække, som pga. den ustabile fødevareforsyning i Nordkorea er et stort plus for animationsarbejderne). Han medbringer Orwells 1984 som lekture under opholdet 
og Orwells dystopi udspiller sig i al for virkelig forstand rundt om ham. Da jeg ikke vidste ret meget om Nordkorea, var jeg nærmest nødt til at opsøge det allestedsnærværende Wikipedias opslag om Nordkorea og familien Kim, dvs. farmand Kim Il-Sung og sønnike Kim Jong-Il. Kim & Kim udgør noget så sjældent som et beton-stalinistisk monarki i det udpinte land, som efterhånden har gennemgået ubærligt mange prøvelser efter at farmand Kim forsøgte at realisere hans Juche-filosofi, eller med andre ord, en autarkisk økonomi. Autarki eller mere mundret, selvforsyningsøkonomi, er i følge den danske Wikipedia først formuleret af Aristoteles i hans værk Politikken. Han skulle have ment at selvforsyningsøkomi var noget som alle stater burde stræbe efter. Men som den engelske Wikipedia lister i sin omtale af autarki, kan det blive svært for et land der baserer sig på en lukket økonomi i forhold til omverdenen at maksimere sin økonomiske kapacitet. Typiske problemer er (med det engelske udtryk) diseconomies of scale, dvs. økonomiske skalaulemper, hvor eventuelle manglende naturlige betingelser forøger omkostningerne ganske dramatisk. Det bliver ikke muligt at forøge mængden af kapital i samfundet, når man skal døje med ubalancer relateret til de samlede økologiske grundbetingelser for økonomien. 
Egentligt et lidt skræmmende billede på hvad der kan ske, hvis vi ikke når at slippe vores afhængighed af olie i tide og navnligt lader denne post-olie transformationsproces finde sted som en globalt integreret proces, som kan afbalancere de nationale økonomier mod hinanden ved at tillade hvert enkelt land at kunne realisere de komparative fordele som det måtte være muligt. En slående illustration af forskellene i udviklingen mellem lukkede og åbne økonomier fandt jeg i 
et sattelitbillede af den koreanske halvø (fra DMSP-programmet). Billedet er taget om natten og forskellene i lysudstrålingen giver en ganske håndgribelig illustration af hvor meget røg i skorstenen der er mellem de to lande. I Delisles bog anslår han at Nordkorea er omkring 46 gange fattigere end Sydkorea. Det er på den basis fuldkomment absurd at Nordkorea har en af de største stående hærstyrker i verden. Over een million mand i den stående hær og 4 millioner reservister på standby, hvilket gør landet til den suverænt mest militariserede nation i verden. Men det er slående hvor mørkt det er i Nordkorea sammenlignet med Sydkorea. Det er i øvrigt ret fascinerende at nærlæse DMSP-billederne for den resterende verden. Der er faktisk ret mange mørke pletter på kortet og man kan tilmed se hvordan de vestlige lande er en ren lysfest sammenlignet med mange andre lande. Her går det godt, endnu da. Om ikke andet, er det svært ikke at nære en vis bekymring over hvor snart festen måtte slutte. 
