Den seneste konference i regi af European Society for Rural Sociology (ESRS) blev afholdt i Chania på Kreta, den 22-25 august 2011. Jeg var dernede for i al ydmyghed at give mit besyv med. Jeg har ikke selv været i byen før, men det er der andre danskere der har. I hvert fald er det den eneste udenlandske by jeg har været i hvor nogen af restauranterne har haft menukort skrevet på dansk! Der er sågar skilte på dansk på hovedstrøget der fører ned til byens hovedattraktion, det gamle havnekvarter. Den danske delegation var lidt mindre end sidste gang i Finland i 2009. Jeg var eneste deltager fra Århus Universitet, men der var vanen tro nogen skrappe folk med fra de hjemlige græsgange. De danske deltagere var Hanne Tanvig, Jørgen Primdahl og Lone Søderkvist Kristensen fra KU-Life, Niels Heine Kristensen fra Aalborg Universitets Ballerup afdeling samt (naturligvis) Annette Thuesen og Gunnar Svendsen fra Center for Landdistriktsforskning i Esbjerg. Finanskrisen, og i særdeleshed den græske variant af dem, fyldte en del i konferencens tematik, som den gav sig udtryk i fællesforelæsningerne. Der var blandt andet et oplæg af en græsk økonom, som forsøgte at indkredse hvad der var de centrale faktorer i den græske finanskrise. Hans argumentation gik blandt andet på at det var en fejlslutning at reducere krisen til at være et spørgsmål om grækernes moral, underforstået at grækerne skulle være en flok korrupte svindlere til hobe. I stedet forsøgte han at pege på nogen institutionelle faktorer, der sandsynligvis spillede ind på hvordan grækerne udviklede en problematisk social karakter, hvor man søger så vidt som muligt at undgå at betale skat. Det er blandt andet specielt for Grækenland, at man på helt bogstavelig vis laver selvangivelser. Det vil sige at man selv oplyser hvad ens beskatningsgrundlag er, idet den offentlige sektor ikke har mulighed for selv at undersøge hvad folk tjener. Det har blandt andet afstedkommet en taktisk adfærd, som antager helt absurde konsekvenser. Eet eksempel er at man kan ikke bliver beskattet af værdier som indgår i turistøkonomien. Hvis man har en stor båd kan man fluks omdefinere den til ”turistbåd”. På samme måde bliver ens lysejendom til ”turistejendom”, for ikke at tale om indkomsten, som man selv kan definere. Som Bob Dylan sang engang kræver det at man er ærlig, hvis man skal leve uden for loven. Finanskrisen udgør kulissen for nogen grundlæggende sociologiske diskussioner om agens og struktur, der ganske som i den sociologiske litteratur ikke lader sig udtømme så nemt. Det var meget rammende for situationens alvor, at ordstyreren efter oplægget spurgte rundt i salen om der var nogen ”..comments, questions or sarcasms?” til oplægget. Den græske virkelighed er måske så langt ude, at kun humoren kan fange det?
(Nedenstående er en gengivelse af dele af min præsentation på KU-Life 18-11-2010 i anledning af en temadag om nye muligheder for erhvervsudvikling i landdistrikter. Temadagen fokuserede på hvordan landbruget kan bidrage til erhvervsudviklingen fremover. Arrangementet var organiseret af Hanne Tanvig og var en del af KU-Lifes uddannelse i landdistriktsudvikling og landskabsforvaltning, KU-Landmaster).
Når man skal forsøge at sige noget om relationen mellem landbruget og landdistrikterne og hvordan den kan udvikle sig fremover, virkede det for mig logisk at begynde med at indkredse netop hvad relationen er i dag sammenholdt med hvordan den har været tidligere (dvs. i hvert fald indtil 1960erne, hvor udviklingen for alvor ændrede på relationen). Min Sensei Jan Holm Ingemann fra Aalborg Universitet har givet et rigtigt skarpt bud i et arbejdspapir fra sidste år. I følge dette perspektiv har dansk landbrug udviklet et i global sammenhæng aldeles enestående institutionel kapacitet siden andelsbevægelsen blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet. Institutionel kapacitet kan defineres som “et samfunds evne til at etablere og udvikle et institutionelt arrangement, der, under hensyntagen til samfundets grundbetingelser og løbende udfordringer, etablerer og udvikler et økonomisk system med henblik på sikring af høj økonomisk performance i en omskiftelig og konkurrenceudsat verden” (Ingemann, 2009). Det kooperative, agro-industrielle kompleks som dansk landbrug udviklede, har været et uhyre effektivt værktøj til at sikre en flydende oversættelse af agro-industrielle produktionsstandarder til en lang række forskellige lokaliteter over det ganske land. Omvendt kunne dette system også lynhurtigt sørge for at innovationer et givet sted i dette system, kunne skaleres op til national skala. På denne måde kan man også sige at landbruget etablerede et fraktalt organiseret system. I kraft af at man i lokaløkonomisk forstand udgjorde ryggraden i landdistriktets økonomi, var dansk landbrugs økonomi indtil 1960erne stort set sammenfaldende med landdistriktets økonomi. Dette ændrede sig dog radikalt med den forøgede agro-industrialisering som fandt sted i efterkrigstiden. Man kan argumentere for at der som sådan ikke ligger noget særligt territorielt udviklingsperspektiv i principperne for den kooperative agro-industrialisering – da markedet ændrede sig, vedholdt landbrugets institutioner sine grundlæggende måder at operere på, og koblede landdistriktet af i processen. I dag er situationen at den lokaløkonomiske betydning er vigende betydning og landbruget er ikke særligt afhængigt af landdistriktet, dog bortset fra det åbenlyse behov for produktionsmidler som f.eks. jord. Det der er af særlig betydning er at der ikke i dag findes en tilsvarende institutionel kapacitet hvad angår udvikling af landdistrikterne. Den politiske platform, som landdistrikterne i givet fald skulle mobilisere fra udgøres af mange forskellige fragmenterede instanser, uagtet at man i disse år forsøger at samle nogen af stumperne i regi af f.eks. lokale aktionsgrupper.
Hvordan tegner situationen sig så for relationen mellem landbrug og landdistrikt i denne kontekst af fragmentering af det rurale rum? Man kan her trække på de billeder af forskellige udviklingsspor for landdistrikter som der anvendes af blandt andre van der Ploeg et al. (2008). Udgangspunktet er her at landdistrikter udvikler sig på meget forskelligartet vis. Nogle visner, andre blomster og andre udvikler sig, men med nogen særlige typer af relationer mellem landbrugets og landdistriktets økonomi. Scenariemodellen opererer der med i hvert fald seks forskellige typer landdistrikter, som kan anskues ud fra to forskellige dimensioner, som illustreret nedenfor. Den ene dimension er hvorvidt en given type landdistrikt indebærer udvikling eller tilbagegang. Den anden dimension er den relative vægt som landbruget har i den lokale eller regionale økonomi.
De første tre typer der bruges af van der Ploeg og hans kolleger er tre typer som alle har det tilfældes at de indebærer en relativ lav grad af udvikling samt en relativ lav betydning af landbruget i den lokale økonomi. Det drejer sig for det første om udkantsområder. Som illustreret nedenfor er billedet klart: udkanstområder er “baglande”, områder som ligger relativt langt væk fra de urbane centre. Der er langt mellem husene, lav uddannelsesgrad, højt aldersgennemsnit og de unge mennesker flytter væk så snart de får andre uddannelsesbehov en folkeskolen (hvis forældrene ikke allerede har givet op og flyttet til et andet område hvor man relativt lettere kan finde lokal beskæftigelse.
Dem der bliver tilbage er en blanding af folk der ikke har noget valg, bistandsklienter boende i et af de ubegribeligt billige huse, stædige krakilere som nægter at give op, samt de få offentligt ansatte som der måtte være brug for i en sådan kommune der kan tilbyde langt ringere velfærdsområder end de fleste. Landbrug er der ret få af og de beskæftiger ikke ret mange af lokalsamfundets medlemmer. Den anden type er de typer landdistrikter som man kan betegne som drømmeland. Drømmeland kan være udkantsområder som ligger stille hen om vinteren, men om sommeren kommer folk ud i sommerhuse eller temaparker i området og forvandler sommeren til en dans gennem et felt af drømme, billeder og længsler der knyttes an til dette særlige sted. Eksemper er Skagen om sommeren, Klitmøller før i tiden, Øster Hurup, Gilleleje eller Blåvandshug.
Den tredie type er landdistrikter som primært fungerer som bosætningsområde, en container for fjernpendlere, søvnige småbyer der ligger som øer rundt om i landskabet. De kan betragtes som landområder der er blevet til forstæder, områder hvor byen er flydt ud i landskabet. De befolkes af folk som arbejder andre steder og som pendler frem og tilbage, men som er flyttet derud pga. de dejlige fysiske rammer om deres bolig. Man bor trygt og godt i forstæderne og idyllen spoleres heller ikke her af specialiseret, højindustrialiseret landbrug, idet man ikke ser meget til det på disse kanter. Typiske eksempler på sådanne steder kan blandt andet findes i den østjyske milllionby, i den usynlige verden af exurbs, forbundet via E45, som Henrik Dahl har skrevet om.
Man kan dog også finde specialiserede landbrugsområder, hvor landbruget udgør en relativt høj andel af den lokale økonomi. Problemet er så bare, at der ikke er så meget andet at leve af og landbruget kan ikke i sig selv være løftestang for en positiv udvikling i sådanne landdistrikter. Derfor vil udviklingen fortsat være i tilbagegang i sådanne områder. Landbruget vil i sig selv være plaget af de andre onder som plager landbruget over store dele af verdenen: trædemøllen. Trædemøllen hvor ens produkter hele tiden bliver mindre værd og derfor ikke kan opveje de stigende omkostninger, er en af de betydende faktorer for den betragtelige gæld som plager dansk landbrug. For at blive ved med at kunne skaffe kapital til landbruget, har man i vid udstrækning brugt at optage nye lån i jorden, baseret på en forventning om at denne endelige ressource vil blive ved med at stige i pris.
Samtidigt er landbruget blevet meget specialiseret og en markant intern differentiering i landbrugssektoren har da også fundet sted, f.eks. mellem kvæg- og svinebrug og undertyper af disse. Hvordan kan landbruget så evt. løse nogen af disse mange og hver for sig ret komplekse problematikker? Een ting synes at stå klart: der er ikke nogen agrare løsninger på disse problemer – landbruget kan ikke hive landdistriktet op ved håret, og landbruget er i et rent sektorielt perspektiv nødt til at finde måder at forøge værdien af sit daglige arbejde. Angående det sidste, så vil dette i hvert fald være een af de mulige veje til at mindske trædemølleeffekten. Man kan for mig at se ikke producere sig ud af denne krise. En af de mulige veje som man kan identificere i den rurale forskning baserer sig på observation af nogen særlige udviklingsdynamikker i landdistrikter som man kan beskrive som segmenterede landdistrikter. Disse udviklingsdynamikkers særkende er at de overskrider den ramme som man traditionelt har forbundet med den rurale økonomi (illustreret her nedenfor). Den traditionelle model foreskriver at man producerer standardiserede varer til et åbent marked. Som et led heri mobiliserer man for det første landbaserede produktionsmidler, hvor det mest åbenlyse eksempel er landbrugsjord. Udover dette mobiliserer man også i den agro-industrielle model også kapital og teknologi, som kan substituere den dyre og i moderne tid utilgængelige menneskelige arbejdskraft (størstedelen af arbejdsstyrken arbejder f.eks. uden for landbruget).
Det som man har kunnet observere i en lang række tilfælde er at man regionalt har udvidet spektret for hvordan man kan skabe værdi af den traditionelt land- og landbrugsbaserede rurale økonomi (Kitchen & Marsden 2009). Denne udvidelse sker primært ved at inddrage en lang række andre funktioner som knytter sig til landressourcen. For det første har man kunnet udvide paletten af ydelser som det f.eks. finder sted ved forskellige typer turisme (broadening), herunder landbrugsturisme. Ridning, jagt og fiskeri er også andre kendte funktioner som i en kontekst af urbanisering bliver knappe ressourcer. Med hensyn til produktion har man sådanne steder typisk kunnet udvikle særlige højkvalitetsprodukter som f.eks. regionale produkter der også tager afsæt i den særlige regionale geografi som afsæt for kvalitetsudvikling og markedsføring (deepening).
Man har samtidigt kunnet observere at man stadigvæk må tage hensyn til optimering af drift af disse nye landbaserede funktioner. Derfor vil fortsat mobilisering af kapital, teknologi samt tilpasning af skala (regrounding) sandsynligvis blive ved med at spille en væsentlig rolle. Denne rurale “øko-økonomi” har det særtegn at det indebærer at der sker en vis integration på tværs af sektorer på tværs af den rurale økonomi. Derved bliver landbrugets relative vægt i den lokale økonomi mindre, men i og med at der vil være positive effekter på udviklingen regionalt, uden at noget udelukker en fortsat tilstedeværelse af landbruget som en positiv medspiller. Man har oven i købet kunne observere regioner hvor denne integrationsproces på tværs af den regionale økonomi indebærer at landbrugets rolle bliver en relativ lille faktor. Disse områder kan betegnes som ‘nye’ landdistrikter, New Rural Areas. Det ‘nye’ er her en konsekvent territorialisering af økonomien, hvor den regionale geografi udgør aksen i økonomien, både som i den traditionelle landbrugsøkonomi men navnligt også for at lang række ‘post-produktivistiske’ funktioner. Som angivet herunder, vil en sådan økonomi være en divers palet af sektorer som løbende koordinerer sig i forhold til hinanden.
Hvad kan man så konkludere på disse billeder af differentieringer af det rurale rum? Hvilke typer af rum bør vi tilstræbe at udvikle fremover? Hvad rolle kan landbruget spille? For det første kan man sige at en afkobling af yderområderne ikke nødvendigvis gavner nogen som helst, hverken i et landbrugssektorperspektiv eller landdistriktsudviklingsperspektiv. Det vil også kræve en accept af at vi har ‘baglande’, glemte områder som får lov til at sejle sin egen sø. Lad de tusind tidsler springe..Hans Otto Jørgensen, en af de få nulevende forfattere som har beskæftiget sig med rigets udkant og dets skæbner i sine romaner, udtrykte i et nyligt interview i Information at hvis vi vender udkantsområderne ryggen, bliver vi hjerteløse. I hvert fald udgør udkanten ikke noget særligt attraktivt udviklingsspor.
Drømmelandet eller forstaden er ikke nødvendigvis særligt meget mere attraktive veje for hverken landbrug eller landdistrikter. Landbruget vil have svært ved at finde en plads i begge verdener og landdistriktet vil ikke blive genstand for en positiv udvikling på langt sigt. Der er dog allerede kommuner som betragter f.eks. dobbelt bosætning som den sidste chance for at redde kvaliteten af det fysiske miljø i landsbyerne, hvilket er et reelt dilemma. Dobbelt bosætning, nedrivning eller opkøb af Låsby-Svendsen til allehånde mærkelige formål? Så står vi tilbage med tre veje til fremtidig udvikling: specialisereret landbrug, segmentering eller nye landdistrikter. Nu er det heldigvis ikke et spørgsmål om at vælge een. Hvert af disse udviklingsspor vil være aktuelle muligheder, dog med vidt forskellige konsekvenser i relation til landdistriktet. Det specialiserede landbrug vil fortsat stå med nogen gevaldige udfordringer med hensyn til indtjeningsevnen og gældsbyrden, som er et blødende sår for sektoren. Man vil her under alle omstændigheder skulle udvikle højkvalitetsprodukter som kan forbedre værditilvæksten. Selvfølgeligt kan man også hente marginale fordele ved fortsat effektivisering, men det er ikke et spor som vil have nogen effekt på landdistriktet, snarere tvært i mod. Der er dog områder hvor man i forvejen har noget nær en klyngedannelse hvad angår specialiseret landbrug. For disse områder gælder det at landbruget er en væsentlig del af den økonomi der faktisk er der. Det er dog ikke på nogen måde givet at landbruget vil kunne løfte opgaven med at holde sammen på sådanne landdistrikter.
Geografien spiller ganske givet en særlig rolle for hvilke udviklingsspor man med held kan forfølge i bestemte områder. Det er i hvert fald et relevant spørgsmål at stille om ikke en udvikling mod ‘nye’ landdistrikter er mest sandsynlig i periurbane eller i hvert fald ikke alt for fjernt beliggende områder. Hvorimod segmenterede landdistrikter nok i højere grad vil være mulige i de fleste typer landdistrikter, idet en sådan økonomi med stor fordel vil basere sig på de landbaserede ressourcer som sådanne områder har markant flere af en andre typer områder. Uanset om man taler om segmenterede eller ‘nye’ landdistrikter er der ikke noget som udelukker at landbruget spiller en vigtig og positiv rolle. Det kræver dog opbygning af institutionel kapacitet – en proces som allerede understøttes af visse elementer i den eksisterende landdistriktspolitik. Der er dog stadigt mange udfordringer på det strategiske niveau, idet de nye udviklingsdynamikker som man har kunnet observere i landdistriktsforskningen adskiller sig fra hvad der indgår i det kooperative arvegods i landbrugssektoren.
Litteratur
Jeg blev af min gode kollega Simon Olling Roebsdorf fra ICROFS gjort opmærksom på at een af de mest sete musikvideoer på Youtube i øjeblikket faktisk er om økologi, nærmere betegnet Yeo Valley Organics mælkeprodukter. Musiknummeret er noget så kuriøst som en økologi-rap, hvor emner som økologi, natur og livet på landet bliver italesat af et ensemble af sangere iført masser af oilskin og sorte gummistøvler. Man er vel i England! Jeg forstår bare ikke helt hvordan man kan arbejde i et landbrug iført en næsten ankellang oilskinsjakke, men jeg som er vokset op med blåt Kansas er nok den forkerte til at bedømme det.
Det er en fornøjelse at se (jeg er specielt vild med den dansende grabtraktor) og man kan kun opfordre til at den hjemlige økologi tager tråden op. Jeg har personligt været ret misundelig på amerikanerne, som siden 1985 har haft Farm Aid, en årlig koncert som støtter amerikansk familielandbrug mod kooptering af industrien. Farm Aid er drevet af solide musikere som Willie Nelson, Neil Young, John Cougar Mellencamp med flere. Alle musikere der skylder landet store dele af deres musikalske arv, dvs. landet som socio-kulturelt rum. Det kan jo næsten få een til at udbryde ‘I am a family farmer’, på linie med udsagn som ‘I wanna be black’ (det sker i en gammel sang af Lou Reed, som er en ironisk kommentar til den modkulturelle logik). Dette særlige rum af repræsentation (jvf. Lefebvre) er bare ikke helt så veldefineret herhjemme, hvor kun ganske få musikere i de brede populære genrer beskæftiger sig med det rurale i tekst og musik. Det skulle da lige være den årlige country-festival i Silkeborg, men det jeg har set af den drejer sig mere om at reproducere et forestillet amerikansk rum, ikke nødvendigvis et dansk. Der er for den sags skyld heller ikke mange herhjemme som synger sange om økologi – selvom der mig bekendt ikke er nogen undersøgelser som kan be- eller afkræfte om det vitterligt er tilfældet. Der er dog visse undtagelser. Øko-net (se hjemmeside) udgav sidste år en klima-CD i anledning af COP15 i København. (Den vidunderlige) Tamra Rosanes og flere andre medvirker på pladen (hvor jeg desværre også kunne se at min absolutte yndlingsaversion Kim Larsen også har bidraget med en sang. Skal han dog ikke snart på efterløn?). Det er dog spørgsmålet om ikke temaet primært kommer til udtryk i særlige sammenhænge og ikke nødvendigvis er en del af ‘normalkulturproduktionen’. 
Den oprindelige Yeo Valley video på Youtube har siden udløst en lavine af relaterede videoer, hvor alle mulige andre (på mere eller mindre overbevisende vis opfører det samme nummer) som det kan ses herunder (ved at gå over på Youtube kan man se adskillige andre lignende videoer):
Endelig er der den lille charmerende krølle at ingen ringere end gode gamle Ian Dury & The Blockheads bliver brugt som musik i en anden af Yeo Valleys musikvideoer. Det kan jo få en gammel nyrockers hjerte til at smelte! Han var jo en fantastisk musiker..
Jeg er som agronom medlem af Jordbrugsakademikerne og modtager derfor JA’s blad Jord og Viden, samt dets tillæg Momentum. Der var en interessant indlæg i september nummeret af Momentum, som fangede min interesse (jeg må tilstå at jeg ellers ikke er den mest flittige læser af det ellers ganske fortrinlige tillæg, der bringer en del flere dybdegående artikler end det normalt er tilfældet i moderbladet).
Genstanden for min opmærksomhed var den sidste halvdel af en artikel med titlen “Sunde, grønne og fremtidssikrede” (side 32-34), skrevet af Peter Olesen fra KU-Life. Denne afsluttende del af artiklen gennemspiller nogen tematikker, som efterhånden tager karakter af noget man kan kalde ‘Jagten på de grønne lejesvende’. Det drejer sig om en særlig afart af kritik mod økologisk jordbrug, som tillægger økologien et etisk problem ved at sige nej til GMO. Et andet eksempel, hentet fra en artikel i Ingeniøren, har jeg omtalt i et tidligere indlæg. Konkret argumenteres der i artiklen at klimaforværringer, fødevarepriser, befolkningstilvækst og urbanisering er vigtige faktorer for den fremtidige fødevaresikkerhed. Disse faktorer er med til at øge konkurrencen om jordarealet til produktionsformål, hvilket igen så betyder at der stilles stigende krav til både bæredygtighed og effektivitet. Det noteres så at økologien har høj vækst og synlighed i Danmark, primært i et bæredygtighedsperspektiv. Så langt så godt. Men, som forfatteren angiver, selvom det ville være nærliggende at satse endnu mere på økologi, er dette “en sandhed med modifikationer”. Den primære grund angives til at være den lavere effektivitet af økologisk produktion, som “udgør et etisk problem i globale sammenhænge med væsentligt øget krav til fødevareproduktion på mindre jord”. Hvis man tager den igen, må det altså betyde at en øget økologisatsning i Danmark er et etisk problem for de danske økologer (og med dem hele økologisektoren herhjemme) pga. at der globalt er stigende efterspørgsel på jord og den potentielle fødevareproduktion på denne. Jeg havde tidligere haft lejlighed til at stifte bekendtskab med Dansk Landbrugs ganske særegne tolkning af FN’s klimapanels opsummeringer af verdens tilstand, idet jeg hørte et oplæg fra den side på et seminar på Fyn i marts i år. Argumentationen var næsten den samme ved den lejlighed: et nej til at forøge produktionen herhjemme er nærmest at tage maden ud af munden på de sultne på den sydlige halvkugle. I den aktuelle artikel bliver det også med et snuptag økologernes problem at løse fødevaresituationen i Afrika, som de angiveligt har et ganske særligt ansvar for, modsat andre landmænd? Det hænger altså ikke særligt godt sammen i mit hoved – jeg synes nærmere at denne overførsel af særligt ansvar til økologerne i Danmark nærmer sig et etisk problem. Det synes igen at være formodet, at den sultne verden skal forsynes med mad fra Danmark. Hvordan det skulle kunne lade sig gøre, bliver ikke kommenteret yderligere, hvilket ville være meget interessant at høre argumenterne for. Uagtet at der ganske givet bruges en uunderbyggede påstande vedr. GMO blandt NGOere, så er miljø og sundhed ikke de eneste argumenter som er blevet rejst mod GMO. Det er ganske rigtigt at GMO rummer store muligheder og mange af disse vil bestemt være relevante i f.eks. Afrika. Et af de problemer som sådanne diskussioner ikke kommer nærmere ind på, er den del af GMO-debatten som omhandler de mere samfundsmæssige aspekter af GMO, specielt om hvilken indflydelse de private firmaer der besidder de fleste GMO koncepter vil have på den tredie verdens landbrugssektor. Man finder ikke nødvendigvis de samme ædle motiver som kendetegner forskere som Peter Olesen eller Birger Lindberg Møller (begge KU-Life) blandt firmaer som Monsanto, Dupont Chemicals, Conagra osv. Det ville da være fantastisk hvis man havde open source udvikling af GMO-afgrøder, som kunne stilles kvit og frit til rådighed for landmænd i Afrika, uden at pålægge dem en livslang binding til at sikre overskuddet for aktionærerne i de førnævnte private selskaber. Det er bare desværre fortsat en smuk utopi – dagens GMO er bevogtet af nogen ret dyre advokater, som nok skal sørge for at få hver en krone igen som man har brugt på at udvikle koncepterne, og mere til. I det lys er bolden IKKE hos økologerne, men først og fremmest hos staten, som har trukket sig væk fra at investere i ikke-kapitaliserbar GMO forskning. Jeg synes i hvert fald at Peter Olesen godt kunne komme mere ind på hvordan man kan sikre at disse potentielt meget gunstige afgrødeegenskaber kunne komme landbrugssektoren i den tredie verden til gavn, da det er meget svært at forestille sig hvordan dansk fødevareproduktion, uanset om den så skulle være økologisk, konventionel eller GMO-økologisk, skulle kunne blive afsat i Afrika. Det ville også klæde en sådan debat at man holdt op med at pålægge de danske økologer skylden for Afrikas problemer, ligesom at det også kunne være rart hvis man faktisk tænkte noget af grundlaget for denne argumentation ordentligt igennem. Hvorfra skal de sultne have deres mad? Hvis man så kan finde ud af hvor produktionen skal finde sted, på hvad måde skal man på dette sted producere og under hvilke hensyn?
Hvorfor dog spilde tiden med at læse Donna Haraway eller Bruno Latour når man kan læse Anders And? Jeg faldt over en Anders And historie af den store mester Carl Barks forleden, som over ganske få striber får formidlet en tematik som symbolfabrikkerne Latour & Haraway ville skulle bruge en laang bog på. Barks er blandt hans mange andre fortjenester en begavet italesætter af natur-kultur relationer. I denne stribe træder Anders And, som mange andre gange før det, i karakter som radikal modernist der med afsæt i Professor Wåsenstrøms teorier hævder at mennesket er herre over naturen.
Ungerne hævder (igen som så mange andre gange) et økologisk, og måske i denne sammenhæng ligefrem dybdeøkologisk standpunkt, idet de hævder at naturen er større end mennesket. Det sker i deres tilfælde med afsæt i forfatteren Tom A. Hawk, hvis bog om indianere ungerne er i færd med at læse (med den smågeniale titel “Da skoven hævnede sig”). Skænderiet mellem Anders og Rip, Rap og Rup udvikler sig, det ene ord tager det andet og da Anders kommer med den an(d)tropocentriske udmelding om at “det er et spørgsmål om intilligens! Også jeg kan klare ethvert job!” tager han et job som rådgivende ekspert på et dambrug. Næste dag går turen op langs en flod for at finde ud af om Professor Wåsenstrøms teorier holder. Anders får på dambruget mange eksistentielle oplevelser, der lærer ham et eller andet om den første og anden natur. For det første går det ikke særligt godt fra ham i kulturens domæne, dvs. med hensyn til driften af dyrene i dambruget. Hans håndtering af gydende ørreder lader da også en del tilbage at ønske.
Anders må sande at det er et hårdt job at være dambrugsekspert, men han fastholder at hvis Wåsenstrøm mener at han kan, så kan han! Det går dog helt galt, da den vilde natur kigger ind i form af en isfugl som han skal forhindre i at æde en masse småfisk. De må dog ikke skyde efter den, eftersom de befinder sig i et fuglereservat. Der er altså også miljøregulering ind over. Efter at isfuglen har taget fusen på ham et par gange, mener Anders at have fundet måden af få gaflen under isfuglen på, nemlig en tjæreindsmurt lokkeand. Men hans triumferende latter stivner hurtigt og Anders bliver som så mange andre gange fyret på gråt papir mens naturen går sine egne veje.
Som læser bliver man indført i relationen mellem menneske og natur, mellem første og anden natur (det menneskeskabte fysiske miljø samt naturen uden for vores dyrkningssytemer), samt teoriers status stillet over for en kaotisk verdens kompleksitet. Men også modstillingen mellem Anders Ands bekendelse til en radikal modernitet, som alligevel kommer til kort stillet over for en natur, der for menneskets synspunkt er og bliver den anden – uforståelig og genstridig. Barks er en mesterfortæller i tegninger og tekst – man kunne blot ønske sig at flere fagfolk prøvede kræfter med at formidle på den her måde. Mindre end Barks klasse vil stadigvæk være et væsentligt skridt fremad i forhold til de mange ord i de mange bøger med poststrukturalistisk teori som blandt andre Latour er flittig leverandør til (denne verdens Wåsenstrøm’ere..).
Jeg kunne altså ikke modstå fristelsen til et reklameindslag… Jeg og min sensei (PhD vejleder) Jan Holm Ingemann fra AAU er bidragsydere til en nyudgiven antologi om alternative økonomiske og politiske rum på Ashgate Publishing. Man kan se forlagets omtale af bogen via dette link. Vores ydmyge bidrag er om den økologiske bevægelses udvikling i Danmark og spørgsmålet om dens mulige status af “alternativ”. Bogen er baseret på en session på RGS-IBG konferencen i 2006, som vi deltog i. Bogen indeholder mange forskellige bidrag om blandt andet grønne kreditinstitutioner, fair trade, farmers markets, tidsbanker, social økonomi og meget andet. Overordnet søger bogen at indkredse den diversitet af alternative udformninger af økonomiske geografier som man kan identificere empirisk i mange forskellige kontekster og som er med til at understrege at der ikke kun er een enkelt historie at fortælle om den senmoderne økonomis udvikling, men derimod mange fortællinger om indlejrede økonomier som udvikler sig relationelt og evolutionært..
Jeg fandt forleden lidt relateret materiale til de eksempler på miljøtegneserier som jeg havde bragt tidligere. Det viste sig at Robert Crumb ud over hans bidrag til Co-Evolutionary Quarterly fra 1979 (hvilket jo er et par dage siden), også har bidraget med en tegning til Whole Earth Review 61 (Winter 1988), hvor han i tillæg til hans A short history of America også har lavet en epilog med tre fremtidsscenarier. Jeg klippede Amerika-historien sammen som den blev bragt i Whole Earth Review, så man nu kan se den sammen med epilogen.
De tre scenarier er først et økologisk katastrofescenarie (bemærk at det er det samme sceneri som i A short history of America), dernæst et teknologisk scenarie og endeligt et økokommunitaristisk scenarie. Jeg bed mærke i at Crumb betegner det (øko)teknologiske scenarie som det sjove scenarie. Jeg er ganske enig i at det absolut nok ville være det sjoveste. Hvem ville dog ikke gerne blive ved at kunne øse af de historisk enestående muligheder som videnskab og teknologi har givet os? Det er dog langt fra givet at det vil blive tilfældet, eller om vi snarere kommer til at stå med et Mad Max-scenarie, hvor regionale krigsherrer kæmper om de sidste rester af de svindende brændstofressourcer. I hvert fald er det i hvert fald ikke givet, at det vil være en specielt nem overgang til den tid som kommer efter olien – en ikke særlig rar arv som vi giver videre til vores børn.
Een ting er nok sikker: det kommer nok til at gå, på den ene eller anden måde, det er bare ikke givet at det går særligt godt. Det er dog den udfordring som vi må og skal tage op. Jeg fandt i samme forbindelse en anden Crumb-tegning som på sin vis udtrykker en vis trøst. Digteren står midt i en massiv bymasse, der i Crumbs streg ikke nødvendigvis tager sig specialt køn ud. Men så er der jo det hvirvlende blads poesi..et eller andet står tilbage.
Den 18. juni bragte Ingeniøren en forsideartikel af journalisterne Mie Stage og Mette Buck Jensen, som havde overskriften “Økologer bør bruge pesticider og GMO” (se dette link til artiklen). Der er ifølge artiklens forfattere adskillige ting galt med økologien: reglerne skal være mindre “religiøse og dogmeagtige” og det er nødvendigt at gøre op med det økologiske landbrugs “hippieregler”. Artiklen lader os forstå at det er nødvendigt for at kunne brødføde over 9 milliarder mennesker i år 2050. Nu er det jo hverken første eller sidste gang at økologien bliver kritiseret: tidligere har man set både skingre, kuriøse men heldigvis mange seriøse diskussioner af økologiens anvendlighed som et middel til et rimeligt jordbrug. Den fiktive pensionerede planteavlsagronom Erling Brokkendorf i Politikens sektion ATS er en driftsikker leverandør af kommentarer om økologien, for eksempel med hans metafor om Ritt Bjerregaard på økologisk løbehjul eller i hans brok over Carina Christensens forsøg på at gøre os til økologiske billister. Andre bidragsydere har været forfatteren og foredragsholderen Helga Moos, som i flere debatbøger rettet mod økologien kritiserede økologien som den rige verdens luksuspjat i en sultende verden. Hun bød dog også på en spændende kulturkritisk vinkel på økologien: at dens mandlige udøvere er kvindagtige mænd, hvis naturlige mandlige handlekraft er blevet amputeret som følge af kvindelige pædagoger og undervisere. Mænd, som ikke vil sprøjte, ikke vil handle mod naturens grumhed, feje krigere.. mænd som har tilpasset sig en kvindelig norm om vegetarisk sameksistens med skaberværket, for fortsat at stå sig godt med disse dominerende kvinder.. Skrappe sager, forståeligt nok. Dette er dog et mindre spor i hendes kritik – hovedsporet er så afgjort det samme som de to (kvindelige) journalister i Ingeniøren forfølger: at økologien er et usselt forsøg på at nægte den sultende verden som den har ret til, da den kan indebære reduktioner i udbyttet. I den forbindelse er ordet “hippie” åbenbart centralt, så forstår vi jo alle hvor vi er henne. Sådan nogen langhårede lømler! Der er efter min mening adskillige ting galt med denne artikel. For det første står det uklart hvad man egentligt sigter til, dvs. at argumentets geografi er mangelfuldt defineret. Hvor er behovet for ekstra mad, hvem skal øge produktionen og hvorhenne? Man springer istedet direkte til at forholde sig til hvordan produktionen skal øges, uden at overveje hvorvidt antagelsen om at alle kan købe alles varer på det globale marked. Hvad er forbindelsen mellem den hjemlige økologisektor og fødevareforsyningen i for eksempel Afrika? Mig bekendt har den økologiske branche herhjemme ikke fremkommet med skråsikre erklæringer om at man sidder med løsningen på Afrikas (mange) problemer. Hvorfor er det så at det pludselig kommer til at lyde som om at det er økologernes skyld at de afrikanske børn går sultne i seng, idet deres “hippieregler” begrænser produktionen? Det minder om et tilsvarende fænomen som man kan finde i den politiske debat mellem højre- og venstrefløjen. Fænomenet er at der stilles højere moralske krav til den progressive venstrefløj end til højrefløjen. På samme måde er der i artiklen også en antagelse om at økologien er et progressivt alternativ, dvs. at man tilsyneladende knytter en så høj moralsk forventning til den, at det retfærdiggør at man ikke retter en tilsvarende kritik mod det konventionelle jordbrug, idet denne sektor åbenbart ikke kan gøres til genstand for den samme moralske refleksivitet. Eftersom den konventionelle sektor fortsat er langt den største, burde man ellers tro at det ville berettige at man stilede kritikken mod denne. Men det er åbenbart ikke tilfældet, selvom den konventionelle sektor i lighed med økologerne heller ikke bruger GMO. De progressive er åbenbart særligt skyldige. Senere i samme nummer (side 4-5) kommer de faglige eksperter (Per Pindstrup-Andersen, Jørgen E. Olesen, John Porter og Christian Friis Bach), over for hvem Ingeniøren på deres forside udøver noget der ligner citatfusk, dog mere til orde. De søger tilsyneladende at forholde sig mere afbalanceret til spørgsmålet om den globale fødevareforsyning. Et af de spændende diskussioner er spørgsmålet om den offentlige forsknings rolle, samt betydningen af patentlovgivningen i relation til GMO. Dette tema burde være langt bedre belyst, blandt andet på baggrund af at det offentlige stort set har trukket sig væk fra bioteknologisk forskning og har overladt denne arena til private firmaer, heriblandt virksomheder som Monsanto. Dette er en vigtig faktor i vurderingen af hvad det er for nogen GMO-teknologier som vi står med i dag og om hvorvidt det overhovedet er de rigtige teknologier som er på markedet? Dette er substantielle spørgsmål og kunne kvalificere debatten noget mere end den øko-hippie-baskning som de to journalister fra Ingeniøren præsterer. Gad vidst hvordan Brokkendorf ville slutte af? Længe leve den højtbesungne journalistiske frihed!?
DRs tema om Danmark Knækker har tilsyneladende virkeligt skubbet til mediedækningen af Udkantsdanmark. Infomedia har lavet en opgørelse over dækningen, som viser med al ønskelig tydelighed hvordan dækningen er taget til henover en periode på 3 uger i maj. 
Desværre viser grafen jo også at dækningen går ned igen, så det er svært at sige om der er tale om en blivende tendens. Den seneste tid har jo også budt på en genopretningspakke fra regeringen samt Dansk Folkeparti. Een af de stærkt omdiskuterede elementer i denn pakke har været beskæringerne i børnechecken og i særligt grad det med at beskæringen rammer familier med 3 eller flere børn. I et indlæg i Information i dag gør Professor Jørgen Goul Andersen (fra Statskundskab her i biksen) opmærksom på et for mig overraskende aspekt af denne nedskæring, nemlig at det er ikke kun muslimske indvandrere, men i højere grad familier i UdkantsDanmark som bliver ramt af nedskæringerne fra og med det tredie barn. Gouls indlæg kan læses via dette link. Titlen på artiklen er da også velvalgt: “Da DF gled i den rådne banan”. 
..og et lille apropos til det med bananen og råddenskab: Nu er det jo faktisk ikke alle bananer der nødvendigvis er rådne (jvf. Gunnar Svendsens kronik i JP) og der var da også engang, hvor bananer på helt anden vis var hippe og cool, som for eksempel i Andy Warhols udformning til coveret på Velvet Undergrounds debutplade. 
Teksten på Warhols grafik er “peel slowly and see” (hvilket i Warhols tilfælde afdækker en lyserød banan) og det er på sin vis det helt centrale forskningstema for den forskning som beskæftiger sig med udkanten – at afdække hvad der er under bananskrællen. Vi kan så ikke andet end at skrælle den langsomt..
Min gode ven og kollega Gunnar Svendsen har lige skrevet en kronik i Jyllandsposten, hvor han går ind og udfordrer den for tiden ret hyppige brug af begrebet “den rådne banan”. Den seneste tids fokus på landdistrikternes situation, som det for eksempel er udtrykt i DR’s tema “Danmark knækker” (se oversigt over DRs artikler under temaet) har betydet at begrebet er blevet kastet i grams over hele mediebilledet herhjemme. Gunnar gør opmærksom på at denne værdiladede brug af begreber skal ses som led i en symbolkamp, som handler om fordelingen af anseelse i den offentlige debat. Den rådne banan indgår dermed som en symbolsk kapital i blandt andet det som Henrik Dahl har betegnet som agtværdighedens geografi (anvendt i hans udmærkede bog Den Usynlige Verden fra 2008). Det er i den forbindelse (som Gunnar forbilledligt trækker op) vigtigt at der er en forbindelse mellem agtværdighedens geografi og så den politiske og økonomiske geografi, forstået på den måde at valøren af den symbolske kapital som bliver mobiliseret af forskellige sociale aktører spiller en central rolle for de konkrete måder som udvikling bliver planlagt og udført på. Det kan også udtrykkes om at det er ikke en helt uskyldig beskæftigelse af slynge om sig med begreber som “den rådne banan”, da de bestemt yder deres bidrag til at etablere en symbolsk orden. I en anden forbindelse har jeg kommet omkring en anden Henrik, nemlig den franske filosof og humangeografiske klassiker Henri Lefebvre og nærmere fortalt Lefebvres såkaldt triadiske rumbegreb, som det blandt andet er formuleret i hans (iøvrigt lettere kaotiske) bog Le Production d’Espace/The Production of Space fra 1974 (udgivet i engelsk oversættelse på SAGE i 1991). Grunden til at Lefebvre er interessant i denne forbindelse er hans betoning af at det symbolske rum af forestillinger som man blandt andet mobiliserer i alment kulturelle sammenhænge bør betragtes som et relevant analytisk felt i redegørelsen for hvordan forskellige typer rum konstitueres, side om side med institutionelt forankrede begrebsliggørelser af rum og det praksisfelt som disse referer til. 
Lefebvre opererer derved med tre dimensioner i hans rumbegreb, som illustreret ovenfor: for det første rumlig praksis, som udgøres af de konkrete måder hvorpå mennesker arbejder, bor og lever på. Det konkrete udtryk er det daglige liv for folk som bor i byer, i landdistrikter eller på landbrug, deres vaner og pludselige indskydelser. Det er dette liv som er genstanden for rummets repræsentationer, som er de begreber som bliver brugt til at differentiere dele af rummet fra hinanden. Disse omfatter begreber som byzone, landzone, landdistrikt, by, region, kommune osv. Det drejer sig altså om analytiske distinktioner, som kan gøres til genstand (i et vist omfang) for rationel debat, idet de typisk produceres af professionelle i dertil indrettede institutioner. Et arketypiske eksempel på sådanne repræsentationer er klassifikationer af landdistrikter, som vi f.eks. gør det her på mit arbejde (se for eksempel en klassifikation som vi lavede til brug for landdistriktsprogrammet 2007-2011), samt andre modeller, planer, kort og designskitser. Der er dog også andre kilder til viden som er relevante at tage i betragtning. Lefebvre opererer nemlig med en tredie kategori. Det drejer sig om repræsentationernes rum, som er Lefebvres begreb om symbolske systemer, fantasier, forestillinger, visioner og andre fortolkningssystemer, som (stortrives) uden for de institutioner der har som formål at producere deres repræsentationer. Kampen om symbolerne tilhører på mange måder denne sidste kategori. Når forskellige aktører bruger mange ressourcer på at kæmpe om valøren af symboler, afspejler det at der reelle interesser på spil på en anden arena, nemlig i rummets repræsentationer (politisk planlægning) og i sidste ende i praksis. Når eksempelvis landdistriktet gøres til en residualkategori (det der ligger uden for byerne og som er koblet af den moderniseringsproces som finder sted der), og bliver til en rådden banan og ikke et hjerteland eller rygsøjle (som USAs Heartland i midtvesten) mister landdistriktet sin legitime blandt de repræsentationer som skulle være med til at sikre at det bliver inddraget som et relevant anliggende i den politiske planlægning. Og dette uagtet at mange mennesker finder mening i faktisk at bo, leve og arbejde i landdistrikterne.
Nu skal der selvfølgelig flere ting end bare symboler til at skabe en politisk platform. Landdistrikterne kan da heller ikke leve af symboler alene – hvis de skal indgå som en relevant arena for politisk planlægning vil det da nok også kræve at man kan knytte an til reelle økonomisk aktiviteter, en rural økonomi som ikke kan udspille sig andre steder end netop i landdistrikterne. Det er etableringen af sådanne økonomier som er en af de væsentlige forskningsmæssige temaer (og udfordring) for mig selv og mine kolleger rundt om. Men man bør bestemt ikke undervurdere betydning af symbolerne, da de er en væsentlig del af den horisont på baggrund af hvilken politikken udformes. Tilbage til Lefebvre, så kan man rette mange spørgsmål til hans model og mange af dem forbliver desværre ubesvaret i hans eget værk, og det tilmed også i mange af hans senere fortolkere. Eet af spørgsmålene angår relationen mellem repræsentationernes rum og rummets præsentationer, hvilket også er eet af de problemer der ligger i Henrik Dahls analyse i Den Usynlige Verden. Det er nemlig langt fra givet, at det er alle elementer fra repræsentationernes rum som har en ambition om at opnå politisk repræsentation. Det er bestemt heller ikke alle typer symbolske systemer, som det vil være meningsfuldt at inddrage i politik. Historien er fuld af skræmmende eksempler på æstetisk idealisme som har afstedkommet katastrofer når den skulle udformes i politik. Man behøver bare at tænke på digteren Karadzic hvis nationromantiske sværmeri fik gruopvækkende efftekter i den jugoslaviske borgerkrig. I relation til Den Usynlige Verden er problemet at det måske faktisk er meningsfuldt at der er rum som forbliver usynlige (som for eksempel landdistrikter og forstæder, begge typiske eksempler på residualkategorier), idet livet disse steder måske ikke har brug for at sociologer som Henrik Dahl kan putte en etiket på dem. Forstæderne og landdistrikterne har i hvert fald i særlig grad ikke brug for at få hæftet negative etiketter på sig – der leves faktisk smukke og meningsfulde liv begge steder og ingen kan være tjent med at der er for stor diskrepans mellem de tre forskellige typer af rum som man med Lefebvre kan tale om.
